| MindstekravsbekendtgørelsenEnhver erhvervsdrivende, som er bogføringspligtig efter bogføringsloven, skal vedlægge selvangivelsen et årsregnskab, der opfylder de i bekendtgørelse nr. 707 af 4. juli 2005 (mindstekravsbekendtgørelsen) stillede skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og det skattemæssige årsregnskab. Ifølge SKL § 6, stk. 1, har erhvervsdrivende, der fører regnskab, pligt til på begæring af SKAT at indsende regnskabsmaterialet med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår. Samme pligt påhviler selskaber, foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, hvad enten de er erhvervsdrivende eller ikke og uanset, om de er skattepligtige eller ej, jf. SKL § 6, stk. 2. Også bilagsmateriale, der ikke er det direkte grundlag for posteringerne i bogholderiet, men som kan dokumentere eller sandsynliggøre disse, kan forlanges indsendt. Om regnskabsmateriale i øvrigt se Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Bogføringsvejledning juni 1999, kap. 4, afsnit 4.5, side 38 ff.(www.eogs.dk).
Udover det egentlige regnskabsmateriale med bilag kan også kræves indsendt "andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, herunder for afgørelsen af skattepligt". Som eksempler på sådanne dokumenter nævner bemærkningerne til lovforslaget "forretningskorrespondance, kontrakter, revisionsbemærkninger og kalkulationer". Opregningen er ikke udtømmende.
SKAT anses således for berettiget til at forlange aktionær- eller anpartshaveroverenskomster udleveret til gennemsyn, ligesom selskabets revisionsprotokoller også anses for at være "andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, herunder for afgørelsen af skattepligt". Se endvidere Erhvervs-og Selskabsstyrelsens Bogføringsvejledning juni 1999, kapitel 4, afsnit 4.5.7, side side 44, (www.eogs.dk).
For så vidt angår bestyrelsers forhandlingsprotokoller er disse dokumenter, som nævnt i SKL § 6, stk. 1, og derfor omfattet af udleveringspligten.
Pligten til at indsende regnskabsmateriale mv. omfatter også erhvervsdrivende, som faktisk fører regnskab uden at være bogføringspligtige, jf. SKL § 6, stk. 1. Med bogføringsloven af 23. december 1998 vil i praksis alle erhvervsdrivende med de få undtagelser, der følger af overgangsbestemmelserne i § 19, stk. 5, være bogføringspligtige.
Udenlandsk regnskabsmateriale mv.Indsendelsespligten efter SKL § 6, stk. 1, omfatter også regnskabsmateriale mv. vedrørende den skattepligtiges virksomhed i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.
BilagVed "bilag", herunder originalbilag, forstås i praksis de dokumenter, hvorefter de enkelte grundposteringer foretages i selve bogholderiet. De til grund for fx en håndværksmesters salgsfakturaer, foreliggende opgørelser over anvendt arbejdstid i form af ugesedler, timesedler eller lignende og opgørelse over anvendt materiale i form af rekvisitioner, følgesedler eller lignende skal således indsendes på begæring.
Opbevares de i SKL § 6, stk. 1, nævnte regnskabsoplysninger mv. på mikrofilm, et elektronisk medium eller på anden lignende måde, kan SKAT forlange oplysningerne udleveret i klarskrift eller på diskette mv. Afgørende for udleveringspligten er ikke, på hvilken måde regnskabsoplysningerne mv. opbevares, men om de pågældende oplysninger er omfattet af SKL § 6, stk. 1.
Pligten til at indsende regnskabsmateriale mv. som nævnt i SKL § 6, stk. 1, påhviler endvidere alle juridiske personer, hvad enten de er erhvervsdrivende eller ej, jf. SKL § 6, stk. 2.
KrydsrevisionMaterialet kan kræves indsendt, hvis det har betydning for "skatteligningen". Udover at give hjemmel for at kræve dokumentation af grundlaget for en skatteyders egen skatteansættelse giver bestemmelserne i SKL § 6 således også mulighed for, at SKAT kan indsamle oplysninger til brug for kontrollen med andre skatteydere i forbindelse med en konkret lignings- eller kontrolsag.
BegrundelseDe skattelignende myndigheder har ikke pligt til at begrunde et krav om indsendelse af dokumentation efter SKL § 6, stk. 1, og kan afvise at afgive erklæringer om, at oplysninger, der fremkommer ved gennemgang af indkrævet regnskabsmateriale, alene vil blive anvendt til kontrol af skatteyderens egen skatteansættelse.
Bestemmelserne i SKL § 6, stk. 1, indeholder ikke hjemmel til at forlange, at den erhvervsdrivende udarbejder særlige dokumenter eller papirer mv., som ikke er krævet i anden lovgivning, men giver alene hjemmel til at indkræve foreliggende materiale. Såfremt en erhvervsdrivende mv. ikke efterkommer en anmodning om indsendelse af regnskabsmateriale mv. efter SKL § 6, stk. 1 og 2, kan SKAT gennemtvinge oplysningspligten ved pålæg af daglige bøder, jf. SKL § 9, stk. 1. Se afsnit P.2.3.
Regnskabsmaterialet for det løbende årSKAT har mulighed for ved en gennemgang af en skatteyders regnskab for det afsluttede år at se, om de deri opførte balanceposter; debitorer, kreditorer og varelager, mv. passer med bogføringen for det løbende år. Pligten til at indsende regnskabsmateriale mv. gælder derfor også for det løbende regnskabsår, jf. SKL § 6, stk. 1.
Ingen tidsbegrænsning bagudBogføringspligtige erhvervsdrivende er ifølge § 10 i bogføringsloven pligtige til at opbevare regnskabsmaterialet i 5 år efter udløbet af det pågældende regnskabsår. Uanset denne begrænsede opbevaringspligt kan SKAT kræve indsendt det regnskabsmateriale, som den skattepligtige måtte have i behold, der er ældre end 5 år.
Regnskabsmaterialet hos trediemandBeror regnskabsmaterialet hos tredjemand, skal den pågældende, selv om denne har tilbageholdelsesret over materialet, udlevere det til SKAT, som i så fald skal drage omsorg for, at materialet tilbageleveres den pågældende tredjemand, jf. SKL § 6, stk. 3, hvis betingelserne for tilbageholdelsesrettet fortsat er tilstede. Tredjemands udleveringspligt omfatter alene den skattepligtiges regnskabsmateriale og ikke materiale, der tilhører den pågældende tredjemand som fx revisors interne arbejdsnotater mv.
SKATs pligt til at underrette den oplysningspligtigeI det omfang der er indhentet regnskabsmateriale mv. i medfør af SKL § 6, stk. 1 eller 2, skal SKAT underrette den skattepligtige om resultatet af undersøgelsen, såfremt det modtagne materiale ikke giver anledning til ansættelsesændringer. Underretningen bør vejledende gives senest 3 måneder efter materialets modtagelse.
Er undersøgelsen ikke afsluttet eller ansættelsesændringer ikke varslet inden dette tidspunkt, skal der orienteres om, at undersøgelsen endnu ikke er afsluttet og om, at den skattepligtige vil blive orienteret om resultatet af undersøgelsen, når denne er afsluttet.
Regnskabsmaterialet mv. må kun tilbageholdes, så længe behandlingen af sagen gør det påkrævet, og den skattepligtiges begrundede anmodning om adgang til regnskabsmaterialet mv. eller udlevering af fotokopi af nærmere angivne bilag eller dokumenter mv. bør så vidt muligt imødekommes af SKAT.
Gennemgang af regnskabsmateriale mv. på stedetHvis det skønnes nødvendigt, har SKAT i medfør af SKL § 6, stk. 4, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos erhvervsdrivende på stedet at foretage en gennemgang af det i stk. 1 nævnte regnskabsmateriale mv. samt foretage opgørelse af kassebeholdningen og lignende. SKATs beføjelser omfatter også kontrol på stedet hos alle juridiske personer, uanset om de er erhvervsdrivende eller ej.
SKAT har endvidere hos erhvervsdrivende adgang til at foretage opgørelse og vurdering af lagerbeholdninger, besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel.
"På stedet" skal forstås som den erhvervsdrivendes forretningslokaler, herunder lokaler der benyttes af virksomheden til fx opbevaring af regnskabsmateriale mv. og - for så vidt angår ikke erhvervsdrivende juridiske personer - lokaler, der benyttes til formålet. Ved en gennemgang af regnskabsmateriale mv. på stedet har SKAT i medfør af SKL § 6, stk. 8, også adgang til regnskabsoplysninger mv., der er registreret elektronisk, dvs. at SKAT har adgang til at koble sig direkte på virksomhedens edb-anlæg, og virksomheden kan ikke henvise SKAT til at få udleveret oplysningerne alene i klarskrift. SKAT kan ikke mod den erhvervsdrivendes protest fjerne regnskabsmateriale mv. fra virksomheden - heller ikke ved magtanvendelse fra politiets side - da der er tale om et tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, og SKAT ikke har noget besiddelseskrav eller hjemmel til at beslaglægge det pågældende regnskabsmateriale mv. Af samme grund kan regnskabsmaterialetmv. heller ikke kræves udleveret gennem en fogedsag, idet der ikke foreligger noget eksekusionsgrundlag. Regnskabsmaterialet mv. må i så fald indhentes gennem oplysningspligter, jf. fx SKL § 6, stk. 1, eventuelt under anvendelse af administrative sanktioner (daglige bøder). Se afsnit P.2.3.
Ved en ændring af skattekontrolloven blev med virkning fra den 20. maj 2005 det snævre begreb "på stedet" i SKL § 6, stk. 4, udvidet til at omfatte arbejdssteder uden for den erhversdrivendes lokaler fx byggepladser og rullende materiel, der anvendes erhvervsmæssigt, som fx taxier. Kontrol kan dog ikke foretages på ejendomme, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig. Se den tilsvarende bestemmelse i KSL § 86, stk. 2.
Udgående kontrol skal som hovedregel aftales med den pågældende virksomhed/juridiske person.
Politiets bistandPolitiet kan i medfør af SKL § 6, stk. 7, yde SKAT bistand til gennemførelse af et kontrolbesøg. Politiets bistand består bl.a. i overvindelse af hindringer for kontrollens gennemførelse.
For så vidt angår gennemførelse af kontrolbesøg på stedet (tvangsindgreb uden for strafferetsplejen) henvises til fremgangsmåden i retssikkerhedslovens kap. 2. Se afsnit Q.
RansagningUndersøgelse hos skatteydere kan endvidere foretages af politiet i henhold til bestemmelserne i RPL §§ 794-800 om ransagning. Der er i så fald tale om et tvangsindgreb inden for strafferetsplejen. Se afsnit R.4.5.1. |