►Emissionsafgiftsloven gennemfører elementer i Aftale om grøn skattereform for industri m.v. af 24. juni 2022 (Grøn skattereform for industri m.v.), som vedrører indførelse af en høj og mere ensartet CO2-afgift.

Af aftalen fremgår bl.a.:

"Aftalepartierne er enige om at indføre en CO2-afgiftssats på 750 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030 for de virksomheder, som ikke er omfattet af EU´s kvotehandelssystem og 375 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030 for de virksomheder, som er omfattet af EU´s kvotehandelssystem (2022-priser). CO2-afgiftssatserne omfatter de nuværende CO2- og energiafgifter.

For de virksomheder, der er omfattet af EU’s kvotehandelssystem, svarer afgiften på 375 kr. til, at der gives et 50 pct. nedslag i afgiften i forhold til den forventede kvotepris på 750 kr. i 2030. Under forudsætning af en kvotepris på 750 kr. pr. ton CO2 i 2030, vil den samlede pris dermed blive 1.125 kr. pr. ton CO2 (2022-priser) for virksomheder omfattet af EU’s kvotehandelssystem.

Aftalepartierne er endvidere enige om, at de veldefinerede områder, der i dag er afgiftsfritaget, skal omfattes af de ovennævnte CO2-afgiftssatser pr. ton udledt CO2. Det drejer sig konkret om CO2-udledende elproduktion omfattet af EU’s kvotehandelssystem, Nordsøen og olieraffinaderier samt færger, fiskere og indenrigsfly.

[...].

Aftalepartierne er desuden enige om, at afgiften indfases fra 2025 til 2030. Det betyder, at afgiften for ikke-kvoteomfattede virksomheder udgør 350 kr. pr. ton CO2 i 2025 stigende med 80 kr. pr. ton CO2 årligt til 750 kr. pr. ton CO2 i 2030 (2022-priser). Afgiften for kvoteomfattede virksomheder udgør 75 kr. pr. ton CO2 i 2025 stigende med 60 kr. årligt til 375 kr. pr. ton CO2 i 2030 (2022-priser).

Afgifterne indekseres årligt med udviklingen i nettoprisindekset.

[...]

Særlig afgiftssats for mineralogiske processer mv.

[...]

Partierne er enige om, at mineralogiske processer mv. skal have en afgift på 125 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030, og at afgiften skal gælde både udledninger forbundet med anvendelse af energiprodukter og ikke-energirelaterede udledninger fra produktionsprocesser. Den samlede pris, herunder CO2-afgift pr. udledt ton og kvoteprisen, bliver derved 875 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030 (2022-priser) i denne sektor under forudsætning af en kvotepris på 750 kr. pr. ton CO2. Afgiften udgør 100 kr. pr. ton udledt CO2 i 2025 stigende med 5 kr. årligt til 125 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030 (2022-priser)."