Parter
A
(advokat Johan Rathlau Møller)
mod
Skatteministeriet
(advokat Mattias Chor)
Retten i Esbjerg har den 2. januar 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS39535/2019-ESB).
Landsdommerne Cecilie Kabel Revsbech, Flemming Krog Bjerre og Karen Foldager har deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanten, A, har gentaget sin principale påstand for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at hans skatteberegning for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 skal lempes efter eksemptionsmetoden for indkomster oppebåret fra Y1-land i 2011 med 665.265 kr., i 2012 med 753.176 kr., og i 2013 med 544.929 kr.
A har tillige gentaget sin subsidiære påstand om, at skatteansættelserne for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at (red.skib.nr.1.fjernet) i de år, som sagen drejer sig om, ikke sejlede i international trafik i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 3’s forstand.
Der har hverken for byretten eller for landsretten været bevisførelse om, hvilke tests (red.skib.nr.1.fjernet) angiveligt skulle have udført i forbindelse med, at skibet fangede og forarbejdede krill ud for Y2-kontinent. Efter bevisførelsen lægges det til grund, at krill efter fangst er let fordærvelige, og at det derfor er nødvendigt at nedfryse eller forarbejde fangsten inden for få timer. På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, tiltræder landsretten, at (red.skib.nr.1.fjernet) må anses for et fiskefartøj i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 4, litra b’s forstand.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 70.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet vedrører Skatteministeriets udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og hovedforhandlingens varighed.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 70.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.