Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at spørger ved sin flytning til og påbegyndelse af erhvervsarbejde i Tyskland får skattemæssigt hjemsted i Tyskland?
2. Kan Skatterådet bekræfte, at det vederlag, spørger modtager fra sin kinesiske hvervgiver for arbejde udført i Tyskland, imens spørger har skattemæssigt hjemsted i Tyskland, ikke skal beskattes i Danmark?
3. Hvis spørgsmål 1 og spørgsmål 2 besvares benægtende:
   Kan Skatterådet bekræfte, at spørger ved sin flytning til og påbegyndelse af lønnet erhvervsarbejde i Tyskland for kinesisk selskab med fast driftssted i Tyskland kan opnå lempelse efter ligningslovens § 33 A for den del af indkomstskatten, som forholdsmæssigt falder på indkomsten erhvervet for det kinesiske selskab i Tyskland?

Svar

1. Ja
2. Ja
3. Bortfalder

Beskrivelse af de faktiske forhold

Repræsentanten har oplyst følgende:

Spørgers skattepligtsforhold

Spørger er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Spørger bor i Danmark, har sin familie og beskæftigelse her, og spørger er dansk statsborger.

Ændring i spørgers beskæftigelses- og boligforhold

Spørger drev i 2021 og 2022 konsulentvirksomhed med en række forskellige kunder igennem selskabet H1 ApS.

Spørger har fået en henvendelse fra et kinesisk selskab, som ønsker at hyre spørger til at udføre arbejde for det kinesiske selskab, som har en filial i Tyskland indenfor spørgers særlige kompetenceområde. Spørger har ikke bestemmende indflydelse over det kinesiske selskab.

Der er tale om en tidsubegrænset opgave, og spørger kan ikke afvise, at arbejdsopholdet i Tyskland bliver af mere permanent karakter.

Det kinesiske selskab ønsker at gøre brug af spørgers fulde arbejdskapacitet til salg og rådgivning vedr. selskabets produkter og ydelser overfor kunder i Tyskland.

Spørger forventer derfor ikke at udføre yderligere arbejde i regi af H1 ApS.

Spørger opfatter sig som flyttet fra Danmark ved arbejdets påbegyndelse, og spørger vil for en længere og ikke afgrænset periode fremover bo, arbejde og hovedsageligt opholde sig i Tyskland.

Spørgers ægtefælle vedbliver at bo i parrets hidtidige bolig i Danmark.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Spørger forventer at påbegynde sit erhvervsarbejde for det kinesiske selskab fra den bolig og det arbejdssted, som det kinesiske selskab stiller til rådighed for spørger i Tyskland. Spørger skal varetage opgaver indenfor salg og rådgivning og fremme af det kinesiske selskabs virksomhed i Tyskland, hvorfor der er tale om fast driftssted.

Idet spørger alene skal udføre arbejde for én hvervgiver, idet der bliver tale om et fast månedligt vederlag med variable tillæg fra det kinesiske selskab til spørger, idet arbejdet er knyttet eksklusivt til spørgers person, og idet hele den økonomiske risiko ligger hos det kinesiske selskab, anser spørger i en dansk skatteretlig kontekst sig selv som lønmodtager, jf. afgrænsningen imellem lønmodtager og erhvervsmæssig virksomhed også jf. cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 punkt 3.1.1.

Skattestyrelsen kan lægge til grund ved besvarelsen af de stillede spørgsmål, at det er spørger som fysisk person, der er indkomstmodtager og skattesubjekt, når det gælder vederlaget fra det kinesiske selskab.

Det er spørgers opfattelse, at han reelt fraflytter Danmark, eftersom han bosætter sig i Tyskland, har sit sædvanlige ophold der, og udfører sit erhvervsarbejde i Tyskland.

Spørger bliver fuldt skattepligtig til Tyskland.

Imidlertid opfylder spørger ikke kriterierne for fraflytning, jf. Den juridiske vejledning afsnit C.F.1.2.3, idet spørgers ægtefælle vedbliver at bo i parrets hidtidige bolig i Danmark. Denne hidtidige bolig i Danmark anses som værende fortsat til rådighed for spørger, hvorfor spørger ikke anses som skattemæssigt fraflyttet og udtrådt af fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og jf. Den juridiske vejledning, afsnit C.F.1.2.3.

Dermed bevarer spørger sin fulde skattepligt til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Spørger vil derfor være fuldt skattepligtig til både Tyskland og Danmark. Spørger vil dermed have skattemæssigt dobbeltdomicil i Tyskland og Danmark.

Ved dobbeltdomicil skal beskatningsretten til en persons globale indkomst fordeles efter den indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst imellem de to kontraherende stater. I denne situation fastlægges det skattemæssige hjemsted derfor efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten imellem Tyskland og Danmark, nærmere artikel 4, stk. 2.

Primært skal det skattemæssige hjemsted bestemmes ud fra artikel 4, stk. 2, litra a), efter kriteriet om midtpunkt for livsinteresser.

Spørger vil fra tidspunktet for sin flytning til Tyskland have sin faste bolig i Tyskland. Spørger vil lægge hele sin arbejdsindsats i Tyskland, bortset fra sporadiske mødeaktiviteter og sporadiske besvarelser af e-mails og telefonopkald under ophold i andre stater, herunder i Danmark.

Eventuel besvarelse af e-mails og telefonopkald, imens spørger opholder sig i Danmark, vil være af ikke planlagt og ganske underordnet omfang.

Spørger vil disponere sine aktiver, imens han opholder sig i Tyskland.

Eftersom spørger forventer, at hans ophold i Tyskland er af mere varig og i hvert fald ikke er af tidsbegrænset karakter, vil spørger desuden primært have sine sociale aktiviteter, herunder deltagelse i kulturelle aktiviteter og sport, i Tyskland.

Spørgers ægtefælle forventes i betydeligt omfang at opholde sig hos spørger i spørgers bolig i Tyskland. Spørger vil dog også lejlighedsvist opholde sig på sin hidtidige bopæl i Danmark.

Det er spørgers opfattelse, at spørgers skattemæssige hjemsted alene kan fastlægges efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a), om midtpunkt for livsinteresser.

I fald Skatterådet ikke finder spørgers midtpunkt for livsinteresser i Tyskland tilstrækkeligt godtgjort, kan spørgers skattemæssige hjemsted i stedet afgøres ud fra det næste kriterium i rangfølgen i artikel 4, stk. 2, nemlig litra b).

Litra b) anfører, at såfremt det ikke kan afgøres, i hvilken stat der er midtpunkt for livsinteresser, skal det skattemæssige hjemsted fastlægges efter, hvor han (spørger) sædvanligvis har ophold.

Efter praksis tælles der antal opholdsdage i hver stat - i dette tilfælde opholdsdage i henholdsvis Tyskland og Danmark.

Det kan i forhold til bedømmelse efter artikel 4, stk. 2, litra b), lægges til grund, at spørger forventer at opholde sig i Tyskland i mindst 240 dage i 2023. Ligeledes forventer spørger i de efterfølgende år og så længe opholdet i Tyskland varer, at spørger i langt overvejende grad opholder sig væsentligt mere i Tyskland end alle andre stater herunder Danmark tilsammen.

Kan det skattemæssige hjemsted således ikke fastlægges efter kriteriet om midtpunkt for livsinteresser, vil det blive fastlagt til Tyskland efter kriteriet om sædvanligt ophold.

Spørgers skattemæssige hjemsted i Tyskland synes således at kunne godtgøres ud fra dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Ad spørgsmål 2)

Eftersom spørgers skattemæssige hjemsted, jf. ovenstående, skal fastlægges til Tyskland fra spørgers flytning og påbegyndelse af erhvervsarbejde i Tyskland, har Danmark alene beskatningsretten til indkomst med kilde i Danmark.

Spørger vil efter aftale med det kinesiske selskab modtage vederlag for det arbejde, som spørger udfører for selskabet i Tyskland. Denne indkomst vedrører arbejde udført i Tyskland, og der skal derfor ikke ske beskatning af denne indkomst til Danmark.

Ad spørgsmål 3)

Såfremt Skatterådet ikke kan tiltræde, at spørger har skattemæssigt hjemsted i Tyskland, vil spørger i en dansk skatteretlig kontekst være fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1 stk. 1 nr. 1 og være skattepligtig af hele sin indkomst globalt og herunder vederlaget modtaget for arbejde i Tyskland, jf. globalindkomstprincippet i statsskattelovens § 4.

Spørger erhverver under sit ophold i Tyskland vederlag for personligt arbejde, som jf. afgrænsningen i Personskattecirkulæret afsnit 3.1.1. efter spørgers opfattelse må anses som et lønmodtagerforhold.

Spørger udfører arbejdet fra det kinesiske selskabs faste driftssted i Tyskland (filial), som udgøres af det faste arbejdssted, selskabet stiller til rådighed for spørger, og hvorfra spørger leverer ydelser i selskabets tjeneste til selskabets kunder i Tyskland.

Spørger vil opfylde betingelserne i ligningslovens § 33A, stk. 1, om, at opholdet har mere end 6 måneders varighed.

Spørger vil på en 6 måneders periode opholde sig i Danmark i mindre end 42 dage inklusive rejsedage og brudte døgn.

Spørger vil dermed kunne anses som udstationeret. Spørger vil ligeledes kunne omfattes af ligningslovens § 33A, stk. 1, hvorefter spørger lempes for den del af indkomstskatten, som forholdsmæssigt falder på indkomsten erhvervet fra det kinesiske selskab ved arbejde udført i Tyskland.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørger ved sin flytning og påbegyndelse af erhvervsarbejde i Tyskland får skattemæssigt hjemsted i Tyskland.

Begrundelse

Det lægges til grund ved besvarelsen af spørgsmålene, at spørger er omfattet af fuld dansk skattepligt, og at spørger også er omfattet af fuld skattepligt i Tyskland. Der foreligger dermed en situation med dobbeltdomicil.

Dette spørgsmål vedrører en fortolkning af artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Begrundelsen indeholder Skattestyrelsens og dermed alene Danmarks vurdering af spørgers skattemæssige hjemsted. Såfremt Tyskland ikke er enig i vurderingen, er det efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4 de kompetente myndigheder i henholdsvis Danmark og Tyskland, der skal forhandle om dette.

I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2:

• a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
• b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;
• c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
• d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Der er tale om en prioriteret orden.

Efter artikel 4, stk. 2, litra a), skal spørger anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Da spørger, efter det oplyste, vil have en fast bolig til rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).

Artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland fortolkes i overensstemmelse med OECD-modellen.

Det følger af kommentarerne til OECD-modellen, artikel 4, pkt. 15, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser grundet på den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed.

Endvidere fremgår det af kommentarerne til OECD-modellens artikel 4, pkt. 15, at den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, sammen med andre elementer kan skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunktet for sine livsinteresser i dette land.

Så vidt muligt skal forrangskriteriet være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat, jf. kommentarerne til OECD-modellen, artikel 4, pkt. 10.

Spørger vil for en længere og ikke afgrænset periode fremover bo, arbejde og hovedsageligt opholde sig i Tyskland.

Spørgers ægtefælle vil fortsat bo i parrets hidtidige bolig i Danmark.

Spørger vil fra tidspunktet for sin flytning til Tyskland have sin faste bolig i Tyskland. Spørger vil lægge hele sin arbejdsindsats i Tyskland, bortset fra sporadiske mødeaktiviteter og sporadiske besvarelser af e-mails og telefonopkald under ophold i andre stater, herunder i Danmark.

Spørger vil disponere over sine aktiver, imens han opholder sig i Tyskland.

Eftersom spørger forventer, at hans ophold i Tyskland er af mere varig og i hvert fald ikke er af tidsbegrænset karakter, vil spørger desuden primært have sine sociale aktiviteter, herunder deltagelse i kulturelle aktiviteter og sport, i Tyskland.

Spørgers ægtefælle forventes i betydeligt omfang at opholde sig hos spørger i spørgers bolig i Tyskland. Spørger vil dog også lejlighedsvist opholde sig på sin hidtidige bopæl i Danmark.

Spørger vil således have personlige interesser i både Danmark og Tyskland.

Spørgers erhvervsinteresser er i Tyskland.

Skattestyrelsen finder på denne baggrund, at spørger har stærke økonomiske interesser i Tyskland, hvor han har sine erhvervsinteresser. Spørger har også personlige interesser i Tyskland, herunder deltagelse i kulturelle aktiviteter og sport. Spørger har samtidig stærke personlige interesser i Danmark, idet hans ægtefælle bor i Danmark.

På baggrund af en helhedsvurdering af spørgers ovennævnte livsinteresser, finder Skattestyrelsen, at det ikke er muligt at fastslå med fornøden sikkerhed, jf. OECD’s kommentar 10 til artikel 4, med hvilken af de to stater spørger har de stærkeste personlige og økonomiske interesser og dermed spørgers midtpunkt for livsinteresser, jf. den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a).

Skattestyrelsen kan således ikke bekræfte, at spørger skal anses for skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, jf. artikel 4, stk. 2, litra a) (midtpunkt for livsinteresser) i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Der skal herefter tages stilling til, om det skattemæssige hjemsted kan afgøres efter kriteriet, hvor spørgeren sædvanligvis opholder sig, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, litra b).

Anvendelsen af reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, litra b), forudsætter, at det med sikkerhed kan fastslås, at spørgeren sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, opholder sig i det ene land frem for det andet.

Det er oplyst, at spørger forventer at opholde sig i Tyskland i mindst 240 dage i 2023. Ligeledes forventer spørger i de efterfølgende år og så længe opholdet i Tyskland varer, at spørger i langt overvejende grad opholder sig væsentligt mere i Tyskland end alle andre stater, herunder Danmark, tilsammen.

Der henvises til den foreliggende praksis herom i SKM2021.461.SR, SKM2021.296.SR, SKM2021.158.SR, SKM2020.19.SR og SKM2019.64.SR. Her fandt Skatterådet, at spørgernes skattemæssige hjemsted ikke kunne afgøres på grundlag af midtpunktet for livsinteresser. Spørgerne skulle herefter anses for hjemmehørende i den stat, hvor de sædvanligvis havde ophold.

SKM2019.64.SR har lighedspunkter med spørgers situation. I denne afgørelse var der også tale om, at spørger til dagligt boede og arbejdede i Tyskland, mens hans hustru og børn fremover ville bo i en bolig i Danmark. Skatterådet fandt, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser. Spørgeren blev derfor anset for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis opholdt sig.

SKM2021.67.SR har også lighedspunkter med spørgers situation. I denne afgørelse flyttede spørgeren til Schweiz i forbindelse med tiltrædelse i en ikke-tidsbegrænset fuldtidsansættelse i Schweiz. Inden da boede spørgeren i ejerbolig i Danmark sammen med sin mand. Da spørgerens mand havde job og flere voksne børn i Danmark, var han ikke flyttet med til Schweiz og var derfor fortsat bosat i parrets fællesejede bolig i Danmark. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgeren skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz på grundlag af midtpunktet for livsinteresser. Skatterådet bekræftede, at spørgeren kunne anses for skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz, da spørgeren sædvanligvis opholdt sig i Schweiz

I SKM2021.296.SR var fordelingen af antal opholdsdage mellem X-land og Danmark over 200 dage i X-land mod højst omkring 150 dage i Danmark. Spørgeren ville således opholde sig væsentligt flere dage i X-land end i Danmark. Skatterådet fandt derfor, at spørgeren havde sædvanligt ophold i X-land, hvilket indebar, at han havde skattemæssigt hjemsted der.

Længden af den periode, der skal vurderes for at fastslå, hvor personen sædvanligvis opholder sig, er ikke angivet i reglen. Vurderingen må dække en tilstrækkelig lang periode til, at det er muligt at bedømme opholdenes frekvens, varighed og regelmæssighed som del af personens fastlagte livsvaner, dvs. ophold der ikke blot er forbigående. Se punkt 19 og 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Spørger har oplyst, at hans ophold i Tyskland er af mere varig og ikke er af tidsbegrænset karakter. Der er således ikke tale om et ophold, der "blot er forbigående". Så længe opholdet i Tyskland varer, forventer spørger i langt overvejende grad at opholde sig væsentligt mere i Tyskland end alle andre stater, herunder Danmark, tilsammen.

Skattestyrelsen finder på den baggrund, at spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, litra b), må anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, da det er i denne stat, hvor han sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, vil have ophold.

I tilfælde af, at det beskrevne faktum i realiteten ændrer sig, kan Skattestyrelsens vurdering ikke lægges til grund.

Skattestyrelsen kan vejledende oplyse, at det for spørger vil have den skattemæssige konsekvens, at han vil have sit skattemæssige hjemsted i Tyskland, og at Danmark er kildeland.

Når Danmark har status af kildeland, betyder det i praksis, at der i Danmark kun skal selvangives de indtægter, som Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Tyskland særskilt har beskatningsretten til.

Skattestyrelsen kan således bekræfte, at spørger ved sin flytning til og påbegyndelse af erhvervsarbejde i Tyskland får skattemæssigt hjemsted i Tyskland.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at at det vederlag, spørger modtager fra sin kinesiske hvervgiver for arbejde udført i Tyskland, imens spørger har skattemæssigt hjemsted i Tyskland, ikke skal beskattes til Danmark.

Begrundelse

Det fremgår af svaret på spørgsmål 1, at spørger vil have sit skattemæssige hjemsted i Tyskland, og at Danmark er kildeland. Endvidere fremgår det, at når Danmark har status af kildeland, betyder det i praksis, at der i Danmark kun skal selvangives de indtægter, som Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Tyskland særskilt har beskatningsretten til.

Spørger arbejder for et kinesisk selskab med filial i Tyskland. Filialen er en del af det kinesiske selskab. Dette indebærer, at der foreligger en såkaldt triangulær situation, idet der er tre lande (Tyskland, Danmark og Kina), der potentielt kan påberåbe sig en beskatningsret til spørgers indkomst. Se SKM2021.647.SR om en lignende situation.

Selvom arbejdet udføres for det kinesiske selskab med arbejdssted ved dette selskabs filial i Tyskland, skal dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland imidlertid anvendes ved vurderingen af beskatningsret til indkomsten, når der er tale om arbejde udført en person, som er skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland. Dette er en følge af dommen i SKM2007.27.ØLR, som vedrører beskatning af lønindkomst og fastlæggelse af hvilken dobbeltbeskatningsoverenskomst, der skal anvendes i en triangulær situation.

Det følger af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 15, stk. 1, om Personligt arbejde i tjenesteforhold, at gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat (her Tyskland), kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat (Danmark). Er arbejdet udført der (Danmark), kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.

Skattestyrelsen kan således bekræfte, at det vederlag, spørger modtager fra sin kinesiske hvervgiver for arbejde udført i Tyskland, imens spørger har skattemæssigt hjemsted i Tyskland, kun kan beskattes i Tyskland og ikke kan beskattes i Danmark, jf. artikel 15, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Spørgsmål 3

Hvis spørgsmål 1) og 2) besvares benægtende, ønskes det bekræftet, at spørger ved sin flytning og påbegyndelse af lønnet erhvervsarbejde i Tyskland for kinesisk selskab med fast driftssted i Tyskland kan opnå lempelse efter ligningslovens § 33 A for den del af indkomstskatten, som forholdsmæssigt falder på indkomsten erhvervet for det kinesiske selskab i Tyskland.

Begrundelse

Spørgsmål 3 skal kun besvares, hvis både spørgsmål 1 og 2 besvares benægtende.

Spørgsmål 1 og 2 besvares ikke benægtende, men bekræftende. Derfor skal spørgsmål 3 ikke besvares.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Bortfalder".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstilling og begrundelse fra Skattestyrelsen.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Kildeskattelovens § 1.

Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:

1) personer, der har bopæl her i landet,

2) personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende

Kildeskattelovens § 7.

For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder skattepligt i henhold til bestemmelsen i § 1, nr. 1, først, når han tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende.

Uddrag af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland (BKI nr. 158 af 06/12/1996

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

     1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«

• a) for så vidt angår indkomst- og formueskatter, en person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, hvis skattepligt i denne stat er begrænset til indkomst fra kilder i denne stat eller der beroende formue;
• b) for så vidt angår skatter i boer, af arv eller af gave, en person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der med hensyn til et bo eller en gave på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, hvis bo eller hvis gave er skattepligtig i denne stat udelukkende på grund af formuegoder, som befinder sig der.

     2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

• a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
• b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;
• c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
• d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

(…)

Praksis

Uddrag af Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit C.F.8.2.2.4.1.2

Dobbeltdomicil

En fysisk person kan godt være fuldt skattepligtig til, og dermed hjemmehørende, i to (eller flere) lande på én gang. Dette kaldes dobbeltdomicil. Modeloverenskomsten er imidlertid opbygget sådan, at kun ét af landene kan være bopælsland i overenskomstens forstand. Det andet land skal være kildeland i overenskomstens forstand. Se afsnit C.F.8.2.2.4.1.1.

Hjemmehørende efter modeloverenskomsten

Modeloverenskomsten indeholder regler, der skal gøre det muligt at afgøre, hvor en fysisk person med dobbeltdomicil skal anses for hjemmehørende i overenskomstens forstand. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2.

Dette stykke vedrører det tilfælde, hvor en fysisk person i henhold til bestemmelsen i stk. 1 er hjemmehørende i begge kontraherende stater.

For at løse denne konflikt skal der fastsættes særlige regler, som giver tilknytningen til den ene stat forrang frem for tilknytningen til den anden stat. Så vidt muligt skal forrangskriteriet være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat. Se punkt 9 og 10 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Modeloverenskomstens regelsæt består af fire regler:

• Regel nr. 1: Fast bolig til rådighed, og hvis der er fast bolig i begge lande, hvor den pågældende har stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (centrum for livsinteresser)
• Regel nr. 2: Sædvanligt ophold
• Regel nr. 3: Statsborgerskab
• Regel nr. 4: Gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder.

Reglerne anvendes sådan, at alle sager forsøges først afgjort efter regel nr. 1.

Hvis det ikke kan afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende ud fra fast bolig og centrum for livsinteresser (regel nr. 1), skal det vurderes, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig (regel nr. 2).

Kan det ikke ud fra dette afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende, træffes afgørelsen på baggrund af statsborgerskab (regel nr. 3).

Er den pågældende statsborger i begge eller ingen af de pågældende lande træffes afgørelsen efter gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder (regel nr. 4).

Se også

• C.F.8.1.1 om begreberne kilde- og bopælsland
• C.F.8.2.2.3 (artikel 3) om kompetente myndigheder.

Regel nr. 1: Fast bolig til rådighed og centrum for livsinteresser

En fysisk person med dobbeltdomicil anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har en fast bolig til rådighed. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 1. led.

En fysisk person med dobbeltdomicil, der har en fast bolig til rådighed i begge lande, anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Dette kaldes også centrum for livsinteresser.

I den forbindelse ►er det nødvendigt at se på de faktiske forhold, herunder:◄

• hvor personen har sin familie (og øvrige sociale tilknytning)
• hvor personen har sin politiske, kulturelle tilknytning eller andre aktiviteter
• hvor personen har sit forretningssted, det sted hvorfra personen administrerer sine aktiviteter osv.

Omstændighederne skal bedømmes ►som et hele, hvori også personens egne handlinger indgår.◄ Den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, kan sammen med andre elementer skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunkt for sine livsinteresser i dette land.

Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 2. led ►og punkt 15 i kommentaren til artikel 4◄.

Eksempel 1 vedrørende regel 1

En skatteyder, der emigrerede fra Danmark til Storbritannien blev anset for at have bevaret bopælsmulighed i Danmark, hvorfor den fulde skattepligt ansås for opretholdt. Skatteyderen havde efter udrejsen udelukkende erhvervsmæssige interesser i Danmark. Efter en samlet bedømmelse af skatteyders tilknytning i begge lande blev denne efter den dansk/engelske DBO, artikel 4, stk. 2, litra a, anset for hjemmehørende her i landet, så beskatningsretten tilkom Danmark. Se TfS 1996, 51 HRD.

Eksempel 2 vedrørende regel 1

En person, der drev IT virksomhed, meldte i 1991 flytning til Belgien i forbindelse med indgåelse af en tidsbegrænset kontrakt med Kommissionen. Han boede frem til sommeren 1993 i to forskellige lejligheder i Belgien og derefter hos en ven og på et pensionat. Personens ægtefælle og parrets mindreårige barn blev boende i Danmark, men opholdt sig i Belgien i en periode på ca. et år fra 1992-1993, umiddelbart efter, at personen havde fået en blodprop i hjertet, og derefter var sygemeldt i en periode. IT-virksomheden blev fortsat drevet fra bopælen i Danmark, og indtægterne herfra oversteg gennem hele perioden indtægterne fra Kommissionen. Personen blev anset for at have de stærkeste personlige og økonomiske interesser i Danmark og var efter DBO'ens artikel 4, stk. 2, hjemmehørende i Danmark i den pågældende periode. Se SKM2007.501.HR.

Eksempel 3 vedrørende regel 1

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og USA, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande, han havde skattemæssigt hjemsted. Spørger havde fortsat sin primære bolig i USA. I USA havde han ligeledes sin virksomhed, H1 Koncernen. Han udførte også langt det meste af sit arbejde fysisk i USA. Alle hans indtægter kom fra USA. Endvidere opholdt han sig mere i USA end i Danmark. Under normale omstændigheder boede hustruen og de to børn med ham i boligen i USA.

I Danmark havde spørger pt. sin hustru og to børn, og børnene gik i dansk skole. Familien boede i en lejet ejendom. Lejemålet var tidsbegrænset og kunne opsiges efter 9 måneder. Spørger arbejdede kun i mindre omfang i Danmark.

Skatterådet lagde vægt på, at opholdet i Danmark var midlertidigt og ikke forventedes at vare mere end et år. Efter det tidsbegrænsede ophold i Danmark ville hele familien vende tilbage til USA til deres sædvanlige bolig, som stod klar til dem. Endvidere ville børnene vende tilbage til deres skole i USA, hvor de fortsat var indskrevet. Det var oplyst, at det tidsbegrænsede ophold i Danmark alene var begrundet i at give spørgers familie bedre omstændigheder i forhold til Covid19-situationen, end hvis de var blevet i USA.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørgers ophold i Danmark ikke var udtryk for et længerevarende tilknytningsforhold her til landet. Skatterådet forudsatte, at det midlertidige ophold her i landet ikke varede mere end 1 år.

Derfor fandt Skatterådet ud fra en samlet konkret vurdering, at spørger havde de stærkeste økonomiske og personlige interesser i USA, og at han derfor havde midtpunktet for sine livsinteresser der.

Skatterådet fandt dermed, at spørger havde skattemæssigt hjemsted i USA, jf. artikel 4, stk. 2, litra a). Se SKM2021.96.SR.

Modeloverenskomstens boligbegreb

Modeloverenskomsten har et andet boligbegreb end det, der anvendes i dansk ret. Efter modeloverenskomsten har en person fast bolig til rådighed, hvis personen ejer eller råder over en bolig af vedvarende karakter. Efter dansk ret vil et luksussommerhus uden tilladelse til helårsbeboelse som udgangspunkt ikke blive anset for at udgøre en fast bolig. Modeloverenskomsten lægger derimod kun vægt på, om boligen rent faktisk kan benyttes permanent. Se punkt 13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Omvendt anses boligen ikke for at være til rådighed for personen i modeloverenskomstens forstand, hvis personen eksempelvis udlejer sin ejerbolig og effektivt overlader boligen til en uafhængig part, således at personen ikke længere har adgang til den og mulighed for at opholde sig der. Se punkt 13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1 er bopælen derimod som udgangspunkt bevaret.

Se også

Se også afsnit C.F.1.2.1 om hvornår der er bopæl i Danmark.

Bemærk

Der kan også være uenighed mellem landene ved anvendelse af de ovenfor nævnte regler, fx med hensyn til,

• om der er bolig til rådighed, eller
• hvor centrum for personens livsinteresser er.     

Sådan uenighed kan også søges løst ved indgåelse af en gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder. Landene er dog ikke forpligtet til at finde en løsning. Se modeloverenskomstens artikel 25, stk. 2, og afsnit C.F.8.2.2.25.

Se også

SKM2006.41.SR, SKM2016.496.SR, SKM2018.564.SR, SKM2019.64.SR, SKM2019.79.SR, SKM2019.290.SR, SKM2019.454.SR, SKM2019.603.LSR, SKM2020.19.SR, SKM2020.176.SR, SKM2020.246.SR, SKM2020.247.SR, SKM2021.51.LSR, SKM2021.67.SR, SKM2021.158.SR og SKM2021.647.SR om situationer, hvor det skattemæssige hjemsted ikke kunne afgøres baseret på regel 1.

Regel nr. 2: Sædvanligt ophold

Hvis det ikke kan afgøres, i hvilket af de to lande personen har centrum for sine livsinteresser, anses han eller hun i overenskomstens forstand kun for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun sædvanligvis opholder sig. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.  

Bemærk

Denne regel gælder, hvis

• personen har en fast bolig til rådighed i begge lande, eller
• personen ikke har en fast bolig til rådighed i nogen af landene
• og det ikke kan afgøres, hvor personen har centrum for livsinteresser.     

I den situation, hvor den fysiske person har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, fremtræder det faktum, at vedkommende sædvanligvis har ophold i den ene stat frem for i den anden, som den omstændighed, der - når der er tvivl om, hvor den fysiske person har centrum for sine livsinteresser - tipper vægtskålen til fordel for den stat, hvor vedkommende opholder sig hyppigst. I denne henseende må der tages hensyn til den fysiske persons ophold ikke alene i den faste bolig i den pågældende stat, men også alle andre steder i den samme stat. Se punkt 17 i kommentaren til artikel 4.

Længden af den periode der skal vurderes for at fastslå, hvor personen sædvanligvis opholder sig er ikke angivet i reglen. Vurderingen må dække en tilstrækkelig lang periode til, at det er muligt at bedømme opholdenes frekvens, varighed og regelmæssighed som del af personens fastlagte livsvaner, dvs. ophold der ikke blot er forbigående. Se punkt 19 og 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Eksempel 1 vedrørende regel 2

Hvis det ikke efter regel nr. 1 kan afgøres, hvor den pågældende skal anses for at høre hjemme i forhold til DBO'en, er det relevant at optælle opholdsdage over en længere periode, eventuelt antal overnatninger i de relevante lande. Hvis det ud fra dette opholdsmønster kan udledes, at den pågældende overvejende har ophold i det ene land, anses denne for hjemmehørende i det pågældende land. Se SKM2007.135.ØLR.

Eksempel 2 vedrørende regel 2

En person boede i Storbritannien, men arbejdede i Danmark som direktør. Han ville leje en lejlighed i Danmark og ville i den forbindelse blive fuldt skattepligtig her til landet. Familien ville fortsat bo i boligen i Storbritannien, og personen ville opholde sig i Storbritannien det meste af tiden. Personen havde efter det oplyste alene sit hus i Storbritannien, men ingen indtægtsgivende aktivitet herfra.

Personens personlige interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Storbritannien. De økonomiske interesser talte derimod for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, hvor han er ansat som direktør. Lønnen for varetagelse af dette arbejde udgjorde personens primære indtægt.

Skatterådet fandt derfor, at det ikke kunne afgøres, i hvilken af staterne personen havde midtpunkt for sine livsinteresser. Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at personen under de beskrevne vilkår fortsat ville blive anset for at være hjemmehørende i Storbritannien på grund af midtpunktet for sine livsinteresser. Personen skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold, hvilket var Storbritannien. Se SKM2018.564.SR.

Eksempel 3 vedrørende regel 2

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og Tyskland, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande, han havde skattemæssigt hjemsted. Spørgers hustru og voksne børn boede i Danmark. Når spørger var i Danmark, boede han sammen med hustruen i hendes hus, hvor han tilbragte det meste af sin fritid. Han brugte det meste af sin fritid på pasning af huset og familie. Familielivet var hovedsageligt i Danmark. I Tyskland havde spørger en lejlighed på 42 m2. Spørger arbejdede mange timer for selskabet H1 GmbH.

Skatterådet fandt, at spørgers personlige interesser talte for, at han skulle anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark, hvor hans hustru og voksne børn boede, hvor han selv opholdt sig i det meste af sin fritid, og hvor hans familieliv hovedsageligt var.

Spørger havde ingen nævneværdige indkomster fra kilder i Danmark. Spørgers indkomst og formue var helt og holdent knyttet til selskabet H1GmbH, som han ejede (50 %) og var direktør for. Skatterådet fandt, at spørgers økonomiske interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Tyskland, da spørgers indtægter kom fra Tyskland, hvor driften af virksomheden H1GmbH foregik. Spørger havde pt. ikke indtægter fra Danmark.

Spørgeren havde således sine væsentligste personlige forbindelser til Danmark, og sine væsentligste økonomiske forbindelser til Tyskland. Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Skatterådet fandt, at spørger måtte anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra b), i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet spørger sædvanligvis opholdt sig i Danmark. Se SKM2021.158.SR.

Eksempel 4 vedrørende regel 2

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og X-land, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande han havde skattemæssigt hjemsted. Med hensyn til de økonomiske interesser i X-land var det oplyst, at spørger har sine erhvervsmæssige aktiviteter i X-land, hvor han var involveret i en kapitalfond. Spørger fik alle sine indtægter fra X-land, bortset fra et vederlag i Danmark.

Spørger ville dog også udføre arbejde i forbindelse med kapitalfonden i X-land, når han var i Danmark. Det arbejde, der skulle udføres i Danmark, ville således næsten udelukkende vedrøre virksomheder med base uden for Danmark.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger havde de største økonomiske interesser i X-land.

Med hensyn til spørgers personlige interesser i X-land var det oplyst, at spørger bevarede sin base i X-land. Han ville opretholde sin hidtidige bolig, som han opholdt sig i de fleste af årets dage. Desuden ville han opholde sig der sammen med sin nærmeste familie. Spørger havde tilbragt hovedparten af voksenlivet uden for Danmark og havde boet x år i X-land.

Med hensyn til spørgers personlige interesser i Danmark var det oplyst, at spørgers formål med at erhverve en bolig i Danmark var at være i nærheden af sin datter, som havde ønsket at gå i skole i Danmark. Dette forventedes at være et midlertidigt arrangement, men det var ikke muligt at sige med sikkerhed. Efter at have erhvervet bolig i Danmark forventede spørger at opholde sig op til 150 dage årligt her.

Skatterådet fandt, at spørger havde væsentlige personlige interesser både i X-land og i Danmark. Skatterådet fandt ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, at de personlige interesser var stærkere i det ene land fremfor det andet.

Skatterådet fandt, at anvendelsen af kriteriet "midtpunkt for livsinteresser" indebærer, at både de væsentligste økonomiske interesser og de væsentligste personlige interesser med tilstrækkelig sikkerhed skal føre til, at der er midtpunkt for livsinteresser i det ene land frem for det andet.

Da spørger havde sine økonomiske interesser i X-land og har væsentlige personlige interesser både i X-land og i Danmark, fandt Skatterådet ud fra en samlet vurdering, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, i hvilket af de to lande spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Skatterådet fandt, at spørger havde sædvanligt ophold i X-land, hvilket indebar, at han havde skattemæssigt hjemsted der. Se SKM2021.296.SR.

Se også

Se også SKM2006.41.SR, SKM2016.496.SR, SKM2018.564.SR, SKM2019.64.SR, SKM2019.79.SR, SKM2019.290.SR, SKM2019.603.LSR, SKM2020.19.SR, SKM2020.176.SR, SKM2021.51.LSR, SKM2021.67.SR, SKM2021.158.SR  og SKM2021.647.SR om anvendelse af reglen om sædvanligt ophold.

Bemærk

Når det skal vurderes, om en person har sit sædvanlige ophold i én eller begge stater, er den relevante periode ikke altid den periode, hvor der er dobbeltdomicil, specielt ikke i tilfælde hvor perioden med dobbeltdomicil er meget kort. Se punkt 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Regel nr. 3: Statsborgerskab

Hvis personen sædvanligvis opholder sig i begge lande, anses den pågældende i modeloverenskomstens forstand for at være hjemmehørende i det land, hvor han eller hun er statsborger. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra c.

Se også

SKM2019.454.SR, SKM2020.246.SR, SKM2020.247.SR og SKM2020.480.SR om anvendelse af reglen om statsborgerskab.

Se også afsnit C.F.8.2.2.3.1.6 (artikel 3) om begrebet statsborger.

Regel nr. 4: gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder

Hvis

• personen er statsborger i begge lande, eller
• personen ikke er statsborger i noget af landene,
• og ingen af de 3 forudgående regler har ført til et resultat,

afgøres spørgsmålet, om hvor den pågældende skal anses for hjemmehørende ved gensidig forhandling mellem de to landes kompetente myndigheder. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra d, og modeloverenskomstens artikel 25, stk. 1 og 2.

Se også

• Punkt 9 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 25
• Afsnit C.F.8.2.2.25 (artikel 25) om fremgangsmåden ved gensidig forhandling.

SKM2021.461.SR

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og Tyskland, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande han havde skattemæssigt hjemsted.

Skatterådet fandt, at spørgers personlige interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, da det var Danmark, hvor hans hustru og børn boede, og hvor hans familieliv hovedsageligt var. Spørgers økonomiske interesser derimod talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Tyskland, da spørgers indtægter alene kom fra Tyskland.

Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilket stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Spørger skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold. Efter det oplyste opholdte spørger sig hyppigere i Tyskland end i Danmark.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger måtte anses for at være hjemmehørende i Tyskland, da det var den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold.

SKM2021.296.SR

Skatterådet fandt, at spørger var skattemæssigt hjemmehørende i X-land, da han havde sædvanligt ophold der. Fordelingen af antal opholdsdage mellem X-land og Danmark var over 200 dage i X-land mod højst omkring 150 dage i Danmark. Spørger ville således opholde sig væsentligt flere dage i X-land end i Danmark. Skatterådet fandt derfor, at spørger havde sædvanligt ophold i X-land, hvilket indebar, at han havde skattemæssigt hjemsted der.

SKM2021.67.SR

Spørgeren flyttede til Schweiz i forbindelse med tiltrædelse i en ikke-tidsbegrænset fuldtidsansættelse i Schweiz. Inden da boede spørgeren i ejerbolig i Danmark sammen med sin mand. Da spørgerens mand havde job og flere voksne børn i Danmark, var han ikke flyttet med til Schweiz og var derfor fortsat bosat i parrets fællesejede bolig i Danmark. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgeren skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz på grundlag af midtpunktet for livsinteresser. Skatterådet bekræftede, at spørgeren kunne anses for skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz, da spørgeren sædvanligvis opholdt sig i Schweiz.

SKM2019.64.SR

Skatterådet fandt, at spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland. Spørgers hustru og børn ville fremover bo i boligen i Danmark. Spørger ville blive boende i Tyskland, hvor han også arbejdede. Skatterådet fandt, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser. Spørger blev derfor anset for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis opholdt sig.

Det var oplyst, at spørger ville fortsætte med at opholder sig mest i Tyskland, idet spørger ville opholde sig højst 120 dage i Danmark, ca. 30 dage uden for Danmark og Tyskland og den resterende tid ca. 215 dage i Tyskland.

På den baggrund fandt Skatterådet, at Spørger måtte anses for skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, jf. artikel 4, stk. 2, litra b), i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet spørger sædvanligvis opholdt sig i Tyskland.

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Uddrag af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland (BKI nr. 158 af 06/12/1996

Artikel 15

Personligt arbejde i tjenesteforhold

     1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18, 19 og 20 ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.

     2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, såfremt:

• a) arbejdet er udført i den anden stat i en periode eller i perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i det pågældende kalenderår, og
• b) vederlaget betales af en arbejdsgiver eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og
• c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

Praksis

SKM2007.27.ØLR

Sagen vedrørte anvendelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomster i relation til beskatningen af lønindkomst. Efter OECD-modeloverenskomsten og hertil svarende overenskomster er lønindkomst skattepligtig her til landet, når arbejdsgiveren har fast driftssted her, selv om opholdet her i landet har været kortere end 6 måneder. Spørgsmålet i sagen var, om der ved afgørelsen af, om arbejdsgiveren har fast driftsted her i landet, skulle lægges vægt på, om arbejdsgiveren faktisk - efter de for denne gældende regler - havde fast driftsted her i landet, eller om der skulle lægges vægt på definitionen af begrebet "fast driftssted" i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem den enkelte arbejdstagers hjemland og Danmark.

Landsretten fandt, at den definition af begrebet "fast driftsted", der er indeholdt i Modeloverenskomstens artikel 5, stk. 1 (og hertil svarende overenskomster), skulle anvendes ved enhver fortolkning af overenskomstens øvrige artikler og dermed også i relation til artikel 15, stk. 2, litra c, om fordelingen af beskatningsretten til lønindkomst.

Landsretten fandt derfor, at definitionen af "fast driftssted" i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og medarbejdernes respektive domicillande skulle anvendes ved afgørelsen af, om kildelandet eller bopælslandet havde beskatningsretten til lønindkomsten.

I de i sagen omhandlede tilfælde var begrebet "fast driftsted" i overenskomsterne med de enkelte arbejdssteder defineret således, at det forudsatte aktiviteter med en udstrækning over 6 (henholdsvis 12) måneder.

Da arbejdsgiverens aktivitet offshore Danmark ifølge det oplyste havde haft en varighed på mindre end 6/12 måneder, havde arbejdsgiveren ikke fast driftssted i Danmark i henhold til artikel 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og medarbejdernes respektive hjemlande. Danmark havde derfor ikke beskatningsretten til lønindkomsten i henhold til artikel 15, stk. 1, jf. stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og henholdsvis Spanien, USA, Kroatien, Belgien, Australien og Marokko og artikel 16 stk. 1, jf. stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Indien.

Selskabet var derfor ikke pligtig til at indeholde og indbetale 30% skat for ansatte bosiddende i Spanien, USA, Kroatien, Belgien, Australien, Marokko og Indien, der i perioden fra 8. juni til 31. august 2003 havde været involveret i aktivitet offshore Danmark, jf. kulbrinteopkrævningslovens § 10, jf. kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2

SKM2021.647.SR

Spørgeren havde tidligere boet en årrække i Storbritannien, hvor hans ægtefælle stadig boede. Nu boede og arbejdede spørgeren sædvanligvis i Schweiz for et selskab på Jersey, der havde filial i Schweiz. Spørgerens løn og bonus kom dels fra Schweiz, dels fra Jersey. Spørgeren påtænkte at arbejde i forbindelse med ferie i Danmark, hvor han ville anvende sit sommerhus her i landet. Spørgeren påtænkte også at være medstifter af et selskab i Spanien, som i givet fald ville blive stiftet med det formål at købe en grund i Spanien, hvorpå selskabet skulle opføre en feriebolig. Det var tanken, at ferieboligen primært skulle udlejes, men den kunne også anvendes af ejerne af selskabet.

Skatterådet bekræftede, at spørgeren ville blive fuldt skattepligtig i Danmark i forbindelse med sit arbejde her. Skatterådet bekræftede også, at spørgeren ikke blev skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i den forbindelse. Dertil kom, at Skatterådet bekræftede, at spørgerens løn og bonus ikke blev beskattet i Danmark. Endelig bekræftede Skatterådet, at spørgerens rådighed over en eventuel feriebolig i Spanien, der skulle ejes af et spansk selskab ikke skulle beskattes i Danmark.

Spørgsmål 3

Bortfalder