Indberetningspligten påhviler undtagelsesfrit platformsoperatører. Se indledningen til SIL § 43, stk. 1. Ingen andre har nogen indberetningspligt. Se derimod afsnit A.B.1.2.8.6.6.2.3.2 og A.B.1.2.8.6.7.3.3 om sælgeres oplysningspligt over for platformsoperatører.

En platformsoperatør er en enhed, der driver en platform. Definitionen af platform er derfor afgørende for forståelsen og definitionen af, hvad en platformsoperatør er.

I det følgende gennemgås derfor først definitionen af "Platform" (afsnit A.B.1.2.8.6.3.2) og dernæst definitionen af "Platformsoperatør" (afsnit A.B.1.2.8.6.3.3).

Platformsoperatører er som hovedregel "Indberettende Platformsoperatører", men som en undtagelse herfra er visse platformsoperatører defineret som "Undtagne Platformsoperatører".

En Indberettende Platformsoperatør er ikke nødvendigvis forpligtet til at indberette til Skatteforvaltningen i Danmark efter BEK nr. 1253 af 06/09/2022. Pligten til at indberette kan i stedet være rettet mod et andet land. Reglerne er indrettet sådan, at dobbeltindberetning (bl.a. indberetning af de samme oplysninger til myndighederne i mere end ét land) så vidt muligt undgås. Se afsnit A.B.1.2.8.6.8 om, hvornår der er indberetningspligt til Danmark.