Indhold
Afsnittet handler om betingelserne i OPKL § 11, stk. 2, nr. 3.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Den subjektive vurdering
Regel
Skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering m.v. efter skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter opkrævningsloven, at stille sikkerhed, hvis en fysisk eller juridisk person som er
- ejer af eller
- deltager i ledelsen af virksomheden,
er eller har været
- ejer af eller
- deltaget i ledelsen af en virksomhed,
der inden for de seneste 5 år, og efter at personen fik den nævnte tilknytning til virksomheden, har fået sin registrering for samme type registreringsforhold
- inddraget efter OPKL § 4, stk. 3 (inddragelse grundet foreløbige fastsættelser), eller
- inddraget eller nægtet efter OPKL § 11, stk. 9 (inddragelse eller nægtelse af registrering grundet manglende stillelse af sikkerhed), OPKL § 19 a, stk. 1 (inddragelse eller nægtelse af registrering for ikke at efterkomme påbud om at udlevere eller indsende materiale) eller OPKL § 19 b (inddragelse eller nægtelse af registrering for at afgive urigtige oplysninger om virksomhedens adresse, deltagere i ledelsen eller ansvarlige deltagere i virksomheden).
Bestemmelsen skal sikre, at OPKL § 11, stk. 2, nr. 2, ikke vil kunne omgås ved, at der blot oprettes en ny virksomhed i stedet for at anmelde den samme virksomhed til registrering på ny.
Bestemmelsen skal endvidere sikre at det ikke er muligt at omgå bestemmelse ved først at registrere en person som nævnt i OPKL § 11, stk. 2, nr. 3, som ejer eller ledelsesmedlem, efter at registreringen af virksomheden er gennemført. En sådan situation kunne f.eks. forekomme, hvis der har været anvendt stråmænd på det tidspunkt, hvor virksomheden blev anmeldt til registrering, eller hvis den pågældende ejer har købt en allerede registreret virksomhed.
Afgrænsningen af, hvem der kan anses for at have deltaget i ledelsen af en virksomhed, vil være den samme som efter konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., om konkurskarantæne samt OPKL § 10 b, og OPKL § 11, stk. 2, nr. 1. Se nærmere afsnit A.D.9.1.2.2.1.
OPKL § 11, stk. 2, nr. 3, vil kun finde anvendelse, hvis der er tale om samme type registreringsforhold (f.eks. momsregistrering). Bestemmelse vil derimod ikke finde anvendelse, hvis der er tale om to forskellige typer registreringsforhold, f.eks. hvis den anden virksomhed tidligere har fået inddraget eller nægtet en momsregistrering, hvorimod den virksomhed, der nu anmeldes til registrering, ønsker at registrere sig for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.
For så vidt angår ejerbegrebet for juridiske personer ifølge OPKL § 11, stk. 4, se afsnittet herom i A.D.9.1.2.2.1.
Den subjektive vurdering
Anvendelsen af bestemmelsen er - ligesom de øvrige regler om sikkerhedsstillelse - betinget af, at virksomhedens drift efter et konkret skøn vurderes at indebære en nærliggende risiko for tab for staten, jf. OPKL § 11, stk. 3, 1. pkt. Selvom en person indtræder i en virksomheds ejer- eller ledelseskreds, vil der altså kun kunne kræves sikkerhed, hvis den subjektive betingelse i OPKL § 11, stk. 3, 1. pkt., også er opfyldt. I de tilfælde, hvor personen er ophørt med at være ejer eller deltage i ledelsen af den anden virksomhed, inden virksomhedens registrering blev inddraget eller nægtet, og denne inddragelse eller nægtelse ikke har sammenhæng med personens tidligere tilknytning til virksomheden, vil denne subjektive betingelse typisk ikke være opfyldt. Vurderingen efter OPKL § 11, stk. 3, 1. pkt., vil dog altid skulle foretages konkret. Se afsnit A.D.9.1.2.4.