| Motorstyrelsens afgørelse | Selskabets opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
Nypris | 327.000 kr. | 327.000 kr. | 327.000 kr. |
Handelspris | 82.400 kr. | 97.400 kr. | 97.400 kr. |
Afgiftspligtig værdi | 36.624 kr. | | 43.291 kr. |
Registreringsafgift | 44.486 kr. | | 52.584 kr. |
Afgiftsgodtgørelse | 36.286 kr. | | 44.384 kr. |
Motorstyrelsen har lavet et pristjek af Suzuki Grand Vitara 2,0, som selskabet havde angivet på månedsangivelsen for august måned 2018. Motorstyrelsen fandt, at værdien af køretøjet var angivet for højt og opkrævede som konsekvens heraf 8.098 kr. i allerede udbetalt eksportgodtgørelse hos selskabet.
Landsskatteretten ændrer Motorstyrelsens afgørelse.
Faktiske oplysninger
Selskabets primære aktiviteter består i salg og eksport af brugte køretøjer. Selskabet har været registreret efter reglerne i registreringsafgiftslovens §§ 14-18 om registrerede virksomheder siden den 17. november 2015. I forbindelse med eksport af køretøjer beregner selskabet derfor selv registreringsafgiften og får herefter udbetalt eksportgodtgørelse via selskabets månedsangivelse.
Selskabet selvanmeldte sagens køretøj, en Suzuki Grand Vitara 2,0 med stelnummer […], på månedsangivelsen for august måned 2018. Selskabet selvanmeldte køretøjet med en nypris på 327.000 kr. og en handelspris på 97.400 kr., svarende til en eksportgodtgørelse på 44.384 kr.
Den 26. februar 2019 traf motorstyrelsen afgørelse om ændring af eksportgodtgørelsen for køretøjet. Motorstyrelsen ændrede køretøjets handelspris til 82.400 kr., svarende til en eksportgodtgørelse på 36.286 kr., og opkrævede som konsekvens heraf differencen mellem den allerede udbetalte eksportgodtgørelse og Motorstyrelsens beregning af eksportgodtgørelsen svarende til 8.098 kr. på selskabets næstkommende månedsangivelse.
Den 27. maj 2019 påklagede selskabet Motorstyrelsens afgørelse af 26. februar 2019.
Faktiske oplysninger vedrørende sagens køretøj
Art: | Personbil |
Mærke/model: | Suzuki Grand Vitara 2,0 5d |
Første registrering: | 19-04-2007 |
Motor: | 1995 ccm benzinmotor 103 kW/140 hk |
Udstyr: | Manuel gear, en selealarm, ESC, ABS, 6 airbags, radio |
Motorregisteret indeholder oplysninger om køretøjet, bl.a. udstyr, syn og anmeldelsen.
Selskabet selvanmeldte køretøjet til afgiftsgodtgørelse den 17. august 2018.
Køretøjet er synet og toldsynet den 11. august 2018, og der foreligger følgende oplysninger fra toldsynet:
- Køretøjets stand er middel.
- Kilometerstanden er aflæst til 157.000 km.
- Køretøjets udstyr.
På de.wikipedia.org ses ved søgning på "Suzuki Grand Vitara" bl.a. følgende oplysninger:
- Modellen med benzinmotorvarianten 1995 ccm (103 kW/140 hk) blev produceret i perioden
2005 - 2008.
Vedrørende handelsprisen
Der er søgt efter annoncemateriale for Suzuki Grand Vitara 2,0 i Bilinfo.
Søgningen er foretaget for perioden april 2017 - august 2019 efter køretøjer med registreringsår 2007 - 2008, hvilke er indenfor modelvariantens produktionsperiode, jf. Wikipedia.
Søgningen er foretaget stikprøvevis med henblik på at udvælge annoncemateriale, som bedst muligt kan beskrive den almindelige pris for sammenlignelige køretøjer.
Der er fundet følgende oplysninger:
| 1. indreg. | km | |
1. | 9/2007 | 143.000 | Suzuki Grand vitara SE aut. 5d. Sort, Flot og velholdt eksemplar, som tilmed er rigtig godt udstyret. Rigtig flot udfyldt servicebog! Automatgear, alu., airc., fuldaut. klima, fjernb. c.lås, fartpilot, sædevarme, højdejust. forsæde, 4x el-ruder, el-spejle, nøglefri betjening, bakkamera, multifunktionsrat, armlæn, læderindtræk, læderrat, tågelygter, abs, esp, servo, indfarvede kofangere, tonede ruder, træk, service ok Hos G1 A/S har du altid mulighed for at give din gamle bil i bytte, uanset alder og stand. Vi tilbyder også landets billigste finansieringsløsninger både med, og uden udbetaling. Annonceret hos forhandler (postnr. […]). Annonceringsperiode og -pris: 11.07.2018 - 09.08.2018 til 117.000 kr. Salgspris: Ikke oplyst. |
2. | 6/2007 | 154.000 | Suzuki Grand Vitara SE aut. 5d. Beigemetal, aut., 17" alufælge, fuldaut. klima, fjernb. c.lås, fartpilot, infocenter, startspærre, sædevarme, højdejust. forsæde, el-soltag, 4x el-ruder, el-spejle, cd/radio, multifunktionsrat, armlæn, bagagerumsdækken, kopholder, læderindtræk, splitbagsæde, læderrat, tågelygter, airbag, abs, esp, servo, hvide blink, indfarvede kofangere, hækspoiler, tagræling, tonede ruder, mørktonede ruder i bag, aftag. Træk Annonceret hos forhandler (postnr. […]). Annonceringsperiode og -pris: 26.08.2018 - 15.09.2018 til 99.900 kr. 16.09.2018 - 02.10.2018 til 99.920 kr. Salgspris: 99.920 kr. |
3. | 3/2007 | 187.000 | Suzuki Grand Vitara 2,0 SE 5d. Gråmetal, 17" alufælge, fuldaut. klima, fjernb. c.lås, parkeringssensor, fartpilot, startspærre, infocenter, udv. temp. måler, sædevarme, 4x el-ruder, el-spejle, nøglefri betjening, multifunktionsrat, armlæn, bagagerumsdækken, kopholder, læderindtræk, splitbagsæde, læderrat, airbag, abs, servo, hvide blink, indfarvede kofangere, tagræling, tonede ruder, ikke ryger, aftag. træk, tidligere undervognsbehandlet Annonceret hos forhandler (postnr. […]). Annonceringsperiode og -pris: 31.07.2019 - 02.08.2019 til 99.900 kr. Salgspris: 99.900 kr. |
Skatteankestyrelsen har fundet supplerende oplysninger i Bilinfo vedrørende køretøjerne i selskabets annonceeksempler 4 og 5. Supplerende oplysninger er fremhævet i annonceeksemplerne nedenfor under "Selskabets opfattelse".
Motorstyrelsens afgørelse
Motorstyrelsen har udtaget det omhandlede køretøj til stikprøvekontrol, hvorefter Motorstyrelsen har foretaget sin egen værdiansættelse af køretøjet baseret på niveaulister med henblik på beregning af eksportgodtgørelse for køretøjet. Motorstyrelsen har fundet, at selskabet har værdifastsat sagens køretøj for højt og har derfor reguleret handelsprisen ved afgørelse af 26. februar 2019. Dette medførte, at beløbet på 8.098 kr., som allerede var udbetalt til selskabet, blev fratrukket på selskabets næstkommende månedsangivelse.
Motorstyrelsen har som begrundelse herfor anført følgende (uddrag):
"Motorstyrelsen har lavet et pristjek på din SUZUKI GRAND VITARA med stelnummer […], som du har sat på månedsangivelsen for august 2018 med et beløb på 44.384 kr.
Resultatet er, at vi har fastsat en anden pris på køretøjet og ændret eksportgodtgørelsen.
Det betyder, at du skal betale det beløb tilbage, du har fået udbetalt for meget, da du eksporterede køretøjet. Beløbet er 8.098 kr., og det bliver reguleret via din månedsangivelse.
[…]
I det vedhæftede bilag kan du se en uddybende begrundelse for den nye eksportgodtgørelse for dit køretøj. "
Af Motorstyrelsens uddybende begrundelse fremgår følgende:
"Oprindelig nypris inkl. evt. ekstraudstyr er fundet via Niveauliste.
Handelsprisniveau er for et tilsvarende køretøj fastsat ud fra:
Niveauliste / skøn - før regulering til dit køretøj………………………………… 85.000 Kr.
Vi har taget udgangspunkt i niveaulisten og skønnet handelsprisniveau på
tilsvarende køretøj, hvor vi har taget hensyn til km-stand, årgang, motorstørrelse
og ekstraudstyr. På baggrund af tidligere fastsatte handelspriser, annoncer og
andet erfaringsmateriale udarbejder MOTORSTYRELSEN løbende niveaulister.
Listerne angiver handelspris for en række af typer og modeller af køretøjer i
middel stand og med standardudstyr og normkilometer.
Reguleringer - Fastsættelse af handelspris på dit køretøj:
Fradrag for stand - klargøringsfradrag………………………………………………… -2.600 Kr.
Når en forhandler sælger et køretøj, er det typisk i klargjort stand og det er regnet
med i prisen. Vi har derfor trukket 3 % fra i handelsprisen, dog max 8.000 kr.
KM-regulering
KM-standen på dit køretøj er oplyst til 157.000 Km
Ingen regulering.
Vi har ikke reguleret for kilometerstanden på dit køretøj, da den afviger mindre
end 10 % fra normen / sammenlignelige køretøjer og eller at køretøjet er over 10
år med afvigelse på mindre end 33%.
Beregnet handelspris …………………………………………………………… 82.400 Kr.
Evt. yderligere bemærkninger til begrundelsen.
Der reguleres på baggrund af høj handelspris.
Din fremsendte dokumentation for værdifastsættelse er mangelfuld. Der skal vises den fulde annoncetekster på alle anvendte, sammenlignelige køretøjer.
Handelsprisniveau er skønnet med baggrund i niveauliste på køretøjet. "
Motorstyrelsen har taget hensyn til oplysningerne om køretøjet i Motorregistreret.
Motorstyrelsen henviser til et print af en niveauliste.
Selskabets opfattelse
Der er nedlagt påstand om, at det ikke er med rette, at Motorstyrelsen har krævet tilbagebetaling af 8.098 kr. i allerede udbetalt eksportgodtgørelse. Til støtte herfor har selskabet anført, at der ikke er pligt til at anvende niveaulister til brug for værdiansættelse af køretøjer, når der findes annoncer for sammenlignelige køretøjer på tidspunktet for værdiansættelsen af køretøjet. Derudover har selskabet anført, at Motorstyrelsen skal anerkende selskabets skønsmæssige værdiansættelse af køretøjet idet kompetencen til at værdifastsætte køretøjer er uddelegeret til selskabet, som registreret virksomhed. Det anføres videre af selskabet, at Motorstyrelsen skal anerkende egne udstukne retningslinjer for udøvelse af skønnet. Herunder, at Motorstyrelsen ved pristjek skal foretage en vurdering af, om grundlaget for selskabets skøn ligger indenfor de retningslinjer, som Motorstyrelsen har udstukket i forhold til værdifastsættelsen. Selskabet gør gældende, at Motorstyrelsen ikke har løftet bevisbyrden for, at klagers skøn er åbenbart forkert, hvorfor Motorstyrelsen ikke kan tilsidesætte selskabets skøn.
Til støtte for ovenstående anføres følgende begrundelse i selskabets klage af 26. maj 2019 (uddrag):
" […]
Vores bemærkninger
Det følger af registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 2, at godtgørelsesbeløbet i forbindelse med eksport af brugte køretøjer fastsættes i medfør af registreringsafgiftslovens § 10.
Ved værdifastsættelse af køretøjer efter registreringsafgiftslovens § 10, fastsættes den afgiftspligtige værdi skønsmæssigt, idet den afgiftspligtige værdi fastsættes til den almindelige pris, som et køretøj sælges for til en bruger her i landet:
"For brugte køretøjer fastsættes den afgiftspligtige værdi til køretøjets almindelige pris indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov. Den almindelige pris fastsættes efter salg til bruger her i landet i den stand, hvori køretøjet skal registreres. " (vores fremhævning)
Med lovforslag L 130 om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv. af 6. februar 1991 blev registreringsafgiftsloven ændret, da EF-Domstolen i sag C-47/88, af 11. december 1990 fastslog, at den danske registreringsafgiftslov var traktatstridig i forhold til afgiftsberigtigelse af brugte køretøjer.
For at imødekomme EF-Domstolens dom blev registreringsafgiftsloven udformet således, at registreringsafgiften for brugte køretøjer skulle beregnes ud fra en skønsmæssig værdifastsættelse af sammenlignelige indregistrerede køretøjer på det danske marked. Lovændringen førte til, at der skal foretages et skøn af brugte indregistrerede køretøjers værdi i forbindelse med afgiftsberigtigelsen, hvorfor der ikke længere er én rigtig værdi for afgiftsberigtigelsen.
Om den afgiftspligtige værdi for brugte køretøjer følger det videre af § 26, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 879 af 1. juli 2013 om registreringsafgift, at:
"Den afgiftspligtige værdi af et brugt køretøj ansættes med udgangspunkt i prisen for et tilsvarende brugt køretøj, eller for et køretøj af så vidt muligt tilsvarende mærke og model i normalt vedligeholdt stand. " (vores fremhævning)
Det fremgår ligeledes af Motorstyrelsens offentliggjorte vejledning om værdifastsættelse af køretøjer fra januar måned 2019, at handelsprisen er den gennemsnitlige pris, som en bruger må forvente at skulle betale for et køretøj af samme mærke, model, årgang, stand og kilometer eller for et tilsvarende køretøj hos en dansk forhandler.
Ved fastsættelse af handelsprisen skal der således ved skønsudøvelse findes frem til de køretøjer, som må anses for at være mest sammenlignelige med det pågældende køretøj, der skal værdifastsættes, på tidspunktet for værdifastsættelsen, og ud fra dette grundlag skønnes den gennemsnitlige handelspris.
På baggrund af formuleringen i registreringsafgiftslovens § 10 samt øvrig vejledning, foreligger der således ikke én korrekt version af, hvad der skal lægges til grund for værdifastsættelsen, når værdifastsættelsen skal ske ud fra sammenlignelige køretøjer. Med hjemmel i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 2 finder denne skønsudøvelse i forbindelse med værdifastsættelsen af handelsprisen for brugte køretøjer også anvendelse i forbindelse med eksportgodtgørelse af registreringsafgift i nærværende sag.
Udøvelse af skøn
Der er ikke hjemmel i registreringsafgiftsloven til at kræve, at værdiansættelsen af køretøjerne skal ske på grundlag af niveaulister, da skønnet hermed sættes under regel. Det skal endvidere bemærkes, at Motorstyrelsens afgørelse ikke er i overensstemmelse med Motorstyrelsens vejledning vedrørende værdifastsættelsen af køretøjer, da der eksempelvis fremgår følgende vedrørende anvendelse af niveaulister:
"Hvis der er en Niveauliste for køretøjet, kan du med fordel anvende denne værdi, dog med regulering for afvigende stand, kilometerstand, ekstraudstyr og anvendelse."
Som det fremgår af Den Juridiske Vejledning afsnit I.A.1.5.3.1.2 Personbiler og Motorcykler, at handelspriser kan hentes fra alt tilgængeligt materiale f.eks.:
- DAF-kataloger
- Bil-markedet
- Bil-Info
- Auto Uncle
- MC-Basen
- MC-Zonen
- Indicata
- Annoncer fra dagspresse
- Internet mv.
Når der er mere end 10 annoncer for sammenlignelige køretøjer på tidspunktet for værdiansættelsen, må den gennemsnitlige markedspris for disse annoncer give et mere retvisende billede af handelsværdien end niveaulisten, som er væsentlig ældre.
Vi har ved værdiansættelsen af nærværende køretøj anvendt 17 annoncer, hvorfor der ikke er belæg for at tilsidesætte vores værdiansættelse på udførelsestidspunktet.
Ad. 1 og 2. Motorstyrelsen skal anerkende egne retningslinjer for udøvelse af skøn og foretage en vurdering af, hvorvidt de udstukne rammer er fulgt
Det følger af registreringsafgiftslovens § 14, at virksomheder kan blive registreret efter registreringsafgiftsloven som selvanmelder, når betingelserne i registreringsafgiftslovens § 15 er opfyldt.
Med lov nr. 265 af 23. april 2008 blev selvanmelderordningen udvidet fra kun at gælde nye køretøjer til også at gælde brugte køretøjer, hvorefter selvanmeldere også skulle angive og afregne registreringsafgift for brugte køretøjer. Formålet var blandt andet at lette administrationen af registreringsafgiftsloven.
Det fremgår af lovforslag L 42 om ændring af registreringsafgiftsloven, lov om vægtafgift af motorkøretøjer mv. og lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler af 14. december 2017, de enkelte bemærkninger til pkt. nr. 9, at opfylder virksomheden betingelserne for at blive registreret som selvanmelder, har virksomheden ret til at blive registreret med de forpligtelser og rettigheder, der følger af registreringen.
Selvanmelderordningen er netop indført for at lette Motorstyrelsens administration, og selvanmelder påtager sig både forpligtelser og får rettigheder ved at blive registreret selvanmelder, hvorfor Motorstyrelsen skal lade os udføre de opgaver, der er blevet uddelegeret som følge af registreringen.
Når Skatteforvaltningen via registreringen for registreringsafgift har uddelegeret kompetencen til os at udøve skønnet i forbindelse med værdifastsættelse af køretøjer, har Motorstyrelsen pligt til at undersøge, om skønnet er udøvet inden for de rammer, som Motorstyrelsen har udstukket, inden der foretages en regulering af værdifastsættelsen.
Hvis skønnet ligger inden for de udstukne rammer, er der ikke hjemmel til at tilsidesætte det Udøvede skøn.
Når Motorstyrelsen har uddelegeret skønskompetencen til os i forbindelse med værdifastsættelsen, skal Motorstyrelsen i forbindelse med et pristjek følge de samme retningslinjer, som domstolene anvender ved vurdering af et skøn, hvor skønskompetencen alene er tillagt Skatteforvaltningen.
Motorstyrelsen kan således kun tilsidesætte vores skønsresultater, hvis grundlaget for skønsudøvelsen og skønsresultatet er åbenbart urimeligt på baggrund af de oplysninger, der var tilgængelige på tidspunktet for vores skønsudøvelse. Dette gør sig ikke gældende i nærværende sag.
Vi skal endvidere henlede Landsskatterettens opmærksomhed på, at Motorstyrelsen flere gange årligt udarbejder en vejledning om værdifastsættelse af køretøjer, der er tiltænkt og bliver sendt til virksomheder, der er registreret efter registreringsafgiftsloven som selvanmeldere, hvilket vi er.
Vejledningen beskriver Motorstyrelsens retningslinjer for processen og skønsudøvelsen i forbindelse med selvanmelders værdifastsættelse af køretøjer.
Det følger af Motorstyrelsens vejledning følgende vedrørende anvendelse af niveaulister:
"Hvis der er en Niveauliste for køretøjet, kan du med fordel anvende denne værdi, dog med regulering for afvigende stand, kilometerstand, ekstraudstyr og anvendelse. "
I henhold til de udstukne retningslinjer kan selvanmeldere således også vælge at finde handelspriser på tidspunktet for værdifastsættelsen ved eksempelvis at bruge Bilinfo og Indicata som database. I overensstemmelse med de udstukne retningslinjer har vi i forbindelse med værdifastsættelsen af køretøjet ved eksport anvendt Bilinfo og Indicata til at finde aktuelle handelspriser på sammenlignelige køretøjer.
De annoncer, som er anvendt til brug for vores værdifastsættelse af nærværende køretøj, er vedlagt som bilag 2.
Ved værdiansættelsen fandt vi først sammenlignelige køretøjer udbudt til salg på bilinfo. På bilinfo var der ingen køretøj af samme udstyrsvariant SE udbudt til salg, men der var solgt 2 køretøjer af udstyrsvarianten SE. En af køretøjerne som var udbudt til salg til 109.900 kr. og trykket solgt ud til 69.900 kr. hvilket er er en besynderlig stor difference fra salgsprisen. Herefter var der 1 solgt tilbage vi har benyttet. Efterfølgende fandt vi 4 GLX til salg hvoraf vi ikke har benyttet den dyreste udbudt til salg på grund af liggedage. Heraf har vi benyttet de 3 til salg og reguleret for km og udstyrsvariant da SE modellen er 6.5% dyrer end GLX.
Efterfølgende fandt vi sammenlignelige køretøjer udbudt til salg på Indicata. På Indicata var der 13 køretøjer udbudt til salg. Vi har ved en fejl ved værdiansættelsen, glemt at vedhæfte vores dokumentation for Indicata beregningen. I bilag 2 er vedhæftet den fulde side af Indicata beregningen. Hvoraf alle køretøjer som er benyttet kan ses. Vi har herfra taget gennemsnitsprisen af Indicata og bilinfo som i alt udgør 17 annoncer af sammenlignelige køretøjer.
På baggrund ovenstående har vi i overensstemmelse med Motorstyrelsens vejledning og praksis fundet de mest sammenlignelige annoncer, foretaget de fornødne reguleringer og har forholdt os kritisk til den beregnede handelspris, hvorfor Motorstyrelsen skal anerkende vores udøvede skøn.
Vi har således udøvet skønnet inden for de rammer, som Motorstyrelsen har udstukket, hvorfor Motorstyrelsen ikke har hjemmel til at tilsidesætte vores skønsudøvelse og ukritisk anvende niveaulisten for køretøjet.
Ad 3. Motorstyrelsen skal anerkende, at det ikke er krav at anvende niveaulister, når der er tilstrækkelig med annoncer for sammenlignelige køretøjer på tidspunktet for værdiansættelsen
Motorstyrelsen har ikke grundlag for at tilsidesætte vores skønsgrundlag, da der er tilstrækkelig med sammenlignelige køretøjer, der er udbudt til salg på tidspunktet for værdiansættelsen.
Vi har valgt de mest sammenlignelige annoncer, der var tilgængelige på Bilinfo og Indicata på tidspunktet for værdifastsættelsen af køretøjet. På baggrund af de tilgængelige annoncer på værdifastsættelsestidspunktet, er det vores vurdering, at de udbudte annoncer giver et mere retvisende billede af handelsværdien end niveaulisterne, som er udarbejdet på grundlag af ældre annoncer og salgshistorik,
Det følger af Motorstyrelsens vejledning om værdifastsættelse af køretøjer, at:
"Handelsprisen fastsættes den dato hvor køretøjet sættes på månedsangivelsen. "
Niveaulisterne kan aldrig fastsætte handelsprisen på den dato, hvor køretøjet sættes på månedsangivelsen, da niveaulisterne er udarbejdet på grundlag af ældre materiale.
Når der er tilstrækkeligt med sammenlignelige køretøjer til salg på tidspunktet for værdiansættelsen, er der efter vores vurdering ikke grundlag for at anvende en niveauliste, der er gældende for flere måneder.
Anvendelse af niveaulister må anses for et tilbud, som vi kan støtte ret på som selvanmelder, men der ikke hjemmel til at pålægge os som selvanmeldere at anvende niveaulisterne, når vi udøve skønnet på et mere retvisende grundlag.
Motorstyrelsen skal respektere vores skønnede handelspris og kan ikke blot foretage en ny værdifastsættelse, når vi har fulgt rammerne, der er udstukket fra Motorstyrelsen i forbindelse med udøvelse af skønnet.
Ad 4. Motorstyrelsen har ikke løftet bevisbyrden for, at vores skøn er åbenbart forkert,
Skønskompetencen i forbindelse med værdifastsættelse af køretøjer er uddelegeret til os, ved at vi er blevet registreret som selvanmelder.
For at Motorstyrelsen i nærværende sag kan tilsidesætte vores angivne værdi for handelsprisen og erstatte værdien med værdien fra niveaulisten, kræver det, at Motorstyrelsen løfter bevisbyrden for, at den af os angivne værdifastsættelse kan tilsidesættes, da en anden værdi vil være mere rigtig, og vores skøn er åbenbart forkert.
Vi ud fra de annoncer, der var tilgængelige på Bilinfo og Indicata på tidspunktet for værdifastsættelsen, valgt annoncer for de køretøjer, som var mest sammenlignelige med nærværende køretøj, efter vores vurdering.
Vi har foretaget reguleringer i den gennemsnitlige handelspris ved at forholde os kritisk til de sammenlignelige køretøjer og det konkrete køretøj, og er til sidst kommet frem til en beregnet handelspris, som vi vurderede, var markedsdannende for nærværende køretøj. Vores skøn ligger således inden for de af Motorstyrelsen udstukne rammer for skønsudøvelsen.
Motorstyrelsen har ikke bevist, at der er væsentlige mangler ved grundlaget for vores skøn, og at vores værdifastsættelse er åbenbart forkert ud fra de annoncer og oplysninger, der var tilgængelige på tidspunktet for værdifastsættelsen, hvorfor Motorstyrelsen ikke kan tilsidesætte vores skøn.
Motorstyrelsen skal derfor anerkende vores anvendte annoncer som skønsgrundlag og vores skønsresultat, idet skønskompetencen er uddelegeret til os, og vi har udøvet skønnet inden for rammerne af Motorstyrelsens udstukne retningslinjer.
Afsluttende bemærkninger
På baggrund af ovenstående fastholder vi, at Motorstyrelsen ikke kan pålægge os at anvende niveaulister, når vi kan finde tilstrækkelige annoncer til brug for fastsættelse af markedsværdien på den dato, hvor køretøjet skal på månedsangivelsen.
Ved pristjek skal Motorstyrelsen sikre sig, at vi som selvanmelder har fulgt de retningslinjer, som er udstukket for udøvelse af skønnet. Det er kun i det omfang det kan konstateres, at vi ikke har fulgt retningslinjerne og skønnet hermed er åbenbart forkert, at skønnet kan tilsidesættes og Motorstyrelsen dermed selv kan udøve et skøn.
Det er vores vurdering, at Motorstyrelsen ikke har løftet bevisbyrden for, at vores skønsgrundlag og skønsresultat er åbenbart forkert ud fra de annoncer og oplysninger, der var tilgængelige på tidspunktet for værdifastsættelsen. "
Selskabet henviser til følgende annoncer fra Bilinfo (supplerende oplysninger er fremhævet):
| 1. indreg. | km | |
4. | 11/2007 | 128.000 | Suzuki Grand Vitara 2,0 SE 5d Koksmetal, tidligere undervognsbehandlet, træk, service ok, ikke ryger, mørktonede ruder i bag, esp, tågelygter, læderindtræk, isofix, 17" alufælge, fuldaut. klima, fartpilot, fjernb. c.lås, sædevarme, el-soltag, udv. temp. måler Annonceret hos forhandler (postnr. […]). Annonceringsperiode og -pris: 27.03.2018 - 27.04.2018 til 109.900 kr. Salgspris:69.900 kr. |
5. | 5/2007 | 147.000 | Suzuki Grand Vitara 2,0 SE 5d. Beigemetal, alu., fuldaut. klima, fjernb. c.lås, fartpilot, infocenter, kørecomputer, udv. temp. måler, sædevarme, højdejust. forsæde, el-soltag, 4x el-ruder, el-spejle, nøglefri betjening, cd/radio, multifunktionsrat, armlæn, bagagerumsdækken, kopholder, læderindtræk, splitbagsæde, læderrat, træindlæg, tågelygter, 6 airbags, abs, esp, servo, indfarvede kofangere, tagræling, ikke ryger, nysynet, service ok, aftag. træk, 4 nye dæk Annonceret hos forhandler (postnr. […]). Annonceringsperiode og -pris: 12.01.2018 - 25.01.2018 til 129.900 kr. Salgspris: 129.900 kr. |
Følgende notat fremgår vedrørende eksempel 4:
"SOLGT
Engros næppe, men sjovt trykket ud"
Følgende notat fremgår vedrørende eksempel 5:
"SOLGT
Og den er ikke trykket mystisk ud.
129900 - tiden siden salget 5,5% 7100 = 12800 - 3% 3700 = 119100"
Selskabet henviser ligeledes til oversigtsprint fra Bilinfo samt en vurdering fra Indicata, som dokumentation for værdifastsættelsen.
Motorstyrelsens høringssvar
Den 3. juni 2019 har Motorstyrelsen fremsendt høringssvar, hvor Motorstyrelsen fastholder sin afgørelse. Der fremgår følgende heraf:
"[…] Der klages over regulering af handelsprisen.
Klager har fastsat handelsprisen til 97.400kr.
Motorstyrelsen har reguleret handelsprisen til 82.400kr.
Klager mener, at den reguleret handelspris er sat for lavt.
Motorstyrelsen beregner registreringsafgiften med udgangspunkt i gældende niveau-/værdiliste (2101 /2018) på det anmeldte køretøj. Niveaulisterne er lavet til brug for værdifastsættelse af de mest gængse import- og eksportkøretøjer. Listerne er lavet ud fra foretagne værdifastsættelser, annoncer, erfaringsmateriale mv.
Motorstyrelsen har gennemgået sagen igen.
Der er set på klagers dokumentation og argumentation for en højere handelspris end Motorstyrelsens fastsættelse.
Klager mener, at Motorstyrelsen ikke kan pålægge at Nivaulisten på det anmeldte køretøj skal anvendes, da der findes tilstrækkelige annoncer på sammenlignelige køretøjer for en værdifaststætte. Klager mener, at den værdifastsættelse som er udarbejder af klager, viser den korrekte handelspris på køretøjet.
Motorstyrelsens dokumentation for fastsættelsen af nyprisen og handelsprisen er gennemgået og vurderet.
Motorstyrelsen har anvendte den gældende Nivauliste 2101 /2018 - som passer specifik på det anmeldte køretøj, men den korrekte nypris og en vurderet handelspris.
Motorstyrelsen vurdere, at den gældende niveauliste viser et mere korrekt billede af handelspris niveauet, idet niveauliste er baseret på direkte sammenlignelige køretøjer.
Klagers værdifastsættelsen indeholder ikke direkte sammenlignelige køretøjer, men er i stedet baseret på køretøjer med et andet udstyrsniveau - og er skønsvis reguleret for differencen.
Nivauliste:
På baggrund af foretagne prisfastsættelser, annoncer, erfaringsmateriale mv. udarbejder Motorstyrelsen Niveaulister. Listerne angiver nypris samt handelsværdi for en række køretøjer i almindelig vedligeholdt stand, typisk inklusive normalt ekstraudstyr og typisk med normalt kilometertal for køretøjstypen, for en række gængse motorkøretøjer.
I forbindelse med klagebehandlingen er der fortaget en vurdering på Indicata, denne vurdering ender på samme niveau som Motorstyrelsen regulering.
Motorstyrelsen vurdere derfor, at en pris på 82.400kr., viser den reelle handelspris på det anmeldte køretøj på anmeldelses tidspunktet.
[…]
Værdifastsættelsen fastholdes. "
Landsskatterettens afgørelse
Selskabets skønsgrundlag og skønskompetence
Det fremgår af registreringsafgiftsloven, (lovbekendtgørelse nr. 1062 af 7. september 2017), § 14, stk. 1, at en virksomhed kan registreres hos told- og skatteforvaltningen, jf. § 15, med den virkning, at virksomheden kan angive afgiften af et køretøj, angive godtgørelsen af afgift af et køretøj ved eksport af køretøjet, jf. § 7 b, og periodevis betale afgiften af køretøjer, som virksomheden har angivet afgiften af.
Af registreringsafgiftslovens § 14, stk. 2, fremgår, at skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, med henblik på administration af §§ 15-18 kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved registrering af virksomheder, hvilke kategorier af køretøjer ordningen omfatter, hvilke typer af oplysninger, der skal gives om et køretøj, hvornår og hvordan angivelser skal indgives til told- og skatteforvaltningen, herunder om angivelsen skal gives elektronisk og hvem, der for en registreret virksomhed kan angive afgiften af et køretøj. I medfør af registreringsafgiftslovens § 14, stk. 2, er der fastsat nærmere regler i registreringsbekendtgørelsens kapitel 14 om registrerede virksomheder. Af bekendtgørelsens § 40 fremgår, at SKAT fastsætter regler for, hvilke typer oplysninger en registreret virksomhed skal give ved angivelse af godtgørelse af registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 16.
Af registreringsafgiftslovens § 16, stk. 2, fremgår det, at en registreret virksomhed til told- og skatteforvaltningen kan angive godtgørelsen efter § 7 b af afgift af et køretøj. Af registreringsafgiftslovens § 16, stk. 3, fremgår, at:
"En angivelse skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til kontrol af den angivne afgift eller godtgørelse. "
Af ovenstående fremgår således, at selskabets angivelse af værdien af et køretøj kan blive genstand for kontrol. Hertil kommer, at det udtrykkeligt fremgår af Vejledningen om værdifastsættelse af køretøjer - som er udarbejdet af Motorstyrelsen i medfør af reglerne i registreringsafgiftslovens §§ 14-18 - side 10, at månedsangivelserne kontrolleres, og at værdifastsættelserne løbende efterprøves og reguleres.
Motorstyrelsen foretager ved deres pristjek en vurdering af selskabets skønsgrundlag for værdifastsættelsen og finder, at selskabets dokumentation er mangelfuld.
Landsskatteretten finder, at Motorstyrelsen ikke er afskåret fra at regulere værdifastsættelsen af sagens køretøj efter, at eksportgodtgørelsen er angivet via månedsangivelsen, og dermed ikke er forpligtet til at anerkende selskabets skønsmæssige værdifastsættelse. Landsskatteretten finder endvidere, at Motorstyrelsen ikke er begrænset til at tilsidesætte selskabets skønsgrundlag når dette er åbenbart forkert, idet værdifastsættelsen blandt andet kan tilsidesættes, når selskabets dokumentation herfor er mangelfuld.
Landsskatteretten bemærker, at selskabets værdifastsættelse af køretøjet sker som led i selskabets angivelse af eksportgodtgørelsen, jf. registreringsafgiftslovens § 14. Da selskabet er registreret efter § 14, angiver selskabet eksportgodtgørelser månedsvis via månedsangivelsen. Selskabet godkender i den efterfølgende måned sin månedsangivelse for selskabets samlede eksportgodtgørelser i den fortløbende måned. Ordningen vedrørende registrerede virksomheder efter § 14 er indført for at lette administrationen på området. Selskabet har gjort gældende, at kompetencen til at værdifastsætte køretøjer skønsmæssigt er uddelegeret til selskabet i medfør af ordningen for registrerede virksomheder i registreringsafgiftslovens §§ 14-18.
Hertil bemærker Landsskatteretten, at ordningen medfører, at selskabet har mulighed for at foretage en række ekspeditioner direkte i Motorstyrelsens systemer. Selskabet kan eksempelvis samle sine angivelser om eksportgodtgørelse på en månedsangivelse, som efterfølgende kan blive genstand for stikprøvekontrol. Såfremt stikprøvekontrollen viser, at værdifastsættelsen er angivet for højt, kan værdifastsættelsen reguleres af Motorstyrelsen.
Landsskatteretten finder, at der ikke med ordningen for de registrerede virksomheder efter § 14 - 18 er tale om, at kompetencen til skønsmæssigt at værdifastsætte køretøjer er uddelegeret til de disse virksomheder, med de virkninger der påstås.
Niveaulister
Motorstyrelsen har truffet afgørelse om værdifastsættelse af sagens køretøj under henvisning til en niveauliste.
Af Motorstyrelsens vejledning om "Værdifastsættelse af køretøjer" fremgår følgende af side 9:
" […] Beregning af handelspris
Handelspris:
- Niveaulistepriser
- Annoncerede priser pa sammenlignelige køretøjer […]"
Af vejledningen fremgår således, at handelsprisen i forbindelse med eksport kan fastsættes ved anvendelse af niveauliste eller ved udsøgning af annoncemateriale
Om Niveaulister skriver Motorstyrelsen i ovennævnte vejledning på side 4-5 følgende:
" […] Niveauliste
Pa baggrund af foretagne værdifastsættelser, annoncer, erfaringsmateriale mv. udarbejder Motorstyrelsen Niveaulister. Listerne angiver nypris og handelspris for en række gængse motorkøretøjer i normal vedligeholdt stand, typisk inklusiv normalt ekstraudstyr og typisk med normalt kilometertal.
Brancherepræsentanter kommer med forslag/ input til Niveaulisterne via Dialoggruppen for Niveaulister, der er et underudvalg til Motorkontaktudvalget. Hvis der er en Niveauliste for køretøjet, kan du med fordel anvende denne værdi, dog med regulering for afvigende stand, kilometerstand, ekstraudstyr og anvendelse. Køretøjet skal både modelmæssigt, udstyrsmæssigt og i forhold til kilometertallet være sammenligneligt for at være omfattet direkte af Niveaulisten.
Bruger du Niveaulister, skal du anføre listens nummer og årgang. Du skal ikke fratrække 5 % i annoncefradrag på Niveaulistekøretøjer, da det allerede er indregnet i niveauprisen.
Afviger kilometertallet for det konkrete køretøj væsentligt (fx omkring 50 %), skal der altid tages stilling til, om den beregnede prisafvigelse er realistisk i forhold til markedssituationen. Du kan læse mere i Den juridiske vejledning afsnit I.A.1.5.3.1.2: Personbiler og motorcykler.
Af Juridisk vejledning 2019-2, afsnit I.A.1.5.3.1.2 Personbiler og Motorcykler fremgår følgende vedrørende niveaulister:
" […] Alle niveaulister viser værditabet i procent for de pågældende køretøjer. Det betyder, at niveaulisterne efter omstændighederne også kan anvendes som en del af sammenligningsgrundlaget for prisfastsættelse af øvrige køretøjer, som har en sammenlignelig værditabsprofil.
Hvis der er niveaulister/værdilister for det pågældende køretøj, anvendes disse. Der skal ske regulering for afvigende vedligeholdelsesstandstand, km-stand, ekstraudstyr og anvendelse. Ved en væsentlig afvigelse for km-tallet skal der altid tages stilling til, om den beregnede prisafvigelse for km-afvigelsen er realistisk i forhold til markedssituationen. Det samme gælder ved væsentlige afvigelser i udstyrssammensætningen. Her skal der også tages stilling til, om den beregnede prisafvigelse for udstyrsafvigelsen er realistisk i forhold til markedssituationen.
Motorstyrelsen tager udgangspunkt i annoncerede priser på Bilinfo (en internetdatabase med brugtbilpriser, der i stort omfang anvendes af forhandlere) og anvender følgende principper ved niveau-fastsættelse:
- Dyreste og billigste tages ikke med (afvigende priser)
- Lave priser. Der tages hensyn til afhentningstilbud, køretøjer uden syn og køretøjer, der annonceres uden afgift
- Høje priser. Der tages hensyn til priser, der er over 3 måneder gamle (lange liggetider), mærkeforhandleres egne modeller (typisk dyrere køretøjer, bl.a. pga. udvidede garantiordninger mv.)
- Fradrag på 5 % for gennemsnitlig opnåelig rabat (bemærk, at dette betyder, at der ikke skal gives annoncefradrag på 5 % ved anvendelse af niveaulister)
- Tillæg/fradrag for afvigende kilometertal efter beregning
- Tillæg/fradrag for udstyr (skønnet ud fra detailteksten på de annoncerede biler)
- Specielt ved ældre modeller. Der skeles til private annoncer på bilbasen.dk, dba.dk m.fl.
- Specielt vedrørende nye modeller: Der skeles til nypriser, mindstebeskatningspriser og opnåelige rabatter
- Der skal være et vist "prisflow" i niveauerne, både mellem de enkelte årgange og mellem de forskellige modeller på den enkelte liste. […] "
Om anvendelse af annonceeksempler som dokumentation for værdifastsættelsen fremgår følgende af vejledningen "Værdifastsættelse af køretøjer":
" […] Er køretøjet ikke pa Niveauliste, finder du de aktuelle handelspriser ved søgning i eksempelvis
Autouncle.dk, Bilinfo, Bilbasen.dk, Biltorvet.dk, DBA.dk, Indicata.dk eller lignende.
Eksempel på søgning i annonceportaler:
1. Du skal søge i "Forhandlerannoncer"
2. Ved opslag på listen over annoncerede køretøjer søges på sammenlignelige køretøjer.
3. Derefter fjernes afvigende annoncepris. Som hovedregel fjernes den/de billigste og den/de dyreste samt køretøjer med liggedage over 90 dage, hvis liggedage fremgår af annonceportalen.
4. Gennemsnittet af de tilbageværende forhandler annoncepriser reduceres med 5 % i annoncefradrag for at nå frem til den reelle handelspris.
Dokumentation for handelsprisen
Når prisen fastsattes ved søgning på annonceportaler, opbevares udskrifter af udsøgningerne som dokumentation. Udskrifterne skal indeholde hele annoncen og datoen for udsøgningen. Se evt. afsnittet for eksport og import for yderligere dokumentationskrav. [...] "
Det fremgår således af vejledningen om "Værdifastsættelse af køretøjer", at niveaulisterne bygger på værdifastsættelser, annoncer og erfaringsmateriale, og at niveaulisterne løbende drøftes med brancherepræsentanter. Det er ikke tydeliggjort, hvilket materiale, der danner grundlag for den enkelte niveauliste, og selskabet kan ikke se, hvilke værdifastsættelser, erfaringsmateriale, annoncer eller brancheinputs niveaulisten er udarbejdet på baggrund af.
Det fremgår i øvrigt af vejledningen, at Motorstyrelsen udarbejder niveaulister for de mest almindelige køretøjer på det danske marked.
Landsskatteretten bemærker, at der kan udsøges aktuelle annonceeksempler, der viser markedssituationen i tiden omkring anmeldelsestidspunktet, hvorimod det tidsmæssige perspektiv for niveaulistens annoncemateriale ikke er oplyst. Det fremgår alene af niveaulisten i den konkrete sag, at den er gældende fra maj 2018.
Landsskatteretten bemærker, at køretøjets afgiftspligtige værdi skal fastsættes med udgangspunkt i den almindelige pris for et tilsvarende brugt køretøj ved salg til bruger her i landet efter reglerne i registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7 og § 10, stk. 1 samt registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 26.
En vurdering skal således foretages under hensyntagen til den pris, en bruger må forventes at skulle betale for et køretøj af samme mærke og model. Værdifastsættelse af køretøjer bør derfor lægge afgørende vægt på oplysninger om handelspriser.
Landsskatteretten finder, at registrerede virksomheder ikke har pligt til at anvende Motorstyrelsens niveauliste, og niveaulisten kan ikke stå alene som grundlag for værdifastsættelsen. Vurderingen skal tage udgangspunkt i så vidt muligt sammenlignelige køretøjer ved salg til bruger her i landet. På den baggrund tilsidesætter Landsskatteretten Motorstyrelsens værdifastsættelse. Landsskatteretten foretager en fornyet værdifastsættelse af sagens køretøj. Værdifastsættelsen baseres på handelspriser på tilsvarende køretøjer til salg.
Værdifastsættelse af sagens køretøj
Afgiftsgodtgørelsen skal fastsættes på baggrund af køretøjets afgiftspligtige værdi som bestemt i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, 2, 3 og 7.
Køretøjets afgiftspligtige værdi skal fastsættes med udgangspunkt i den almindelige pris for et tilsvarende brugt køretøj ved salg til bruger her i landet efter reglerne i registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7 og § 10, stk. 1 samt bekendtgørelsens § 26.
Ved ansættelsen af den afgiftspligtige værdi foretages en samlet vurdering af køretøjets stand.
Udstyr, vedligeholdelsesstand, kilometerstand og forbedringer eller forringelser inddrages i vurderingen.
Dette står i bekendtgørelsens § 28, stk. 1.
Den afgiftspligtige værdi findes ved at sammenholde sagens køretøj med tilsvarende brugte køretøjer på det danske marked og oplysninger om udstyr, vedligeholdelsesstand, kilometerstand og forbedringer eller forringelser indgår i vurderingen.
Landsskatteretten bemærker, at køretøjer, som sælges engros, til cvr.nr. eller til afhentning, ikke anses for at være salg til bruger, men derimod salg til erhvervsdrivende. Annonceeksempler med sådanne køretøjer inddrages derfor ikke i vurderingen af den almindelige pris.
Annoncer med køretøjer, som annonceres i en usædvanlig lang periode, anses for at være atypiske eksempler og ikke beskrivende for den almindelige omsætning på det danske marked. Sådanne annonceeksempler inddrages derfor ikke i vurderingen af den almindelige pris.
Landsskatteretten bemærker, at der udelukkende foreligger annonceeksempler med forhandlersalg. Det lægges derfor til grund, at køretøjets almindelige pris skal udledes af denne type annoncer, jf. bekendtgørelsens § 26, stk. 1.
Selskabet henviser til oversigtsprint fra Bilinfo.
Dette indgår ikke i vurderingen, da oversigten ikke giver mulighed for at se den fulde annoncetekst med oplysninger om f.eks. udstyr og særlige forhold ved køretøjet/prisen.
Indholdet fra oversigtsprintet kan dog være identisk med nedenstående annonceeksempler og indgår således med de yderligere oplysninger i den samlede vurdering.
Selskabet henviser til en vurdering fra INDICATA.
Der tages ikke hensyn til denne vurdering. Materialet, der ligger til grund for vurderingen, vises ikke, og kan således ikke efterprøves.
Det bemærkes, at vurderingen skal foretages under hensyn til den pris, en bruger må forventes at skulle betale for et køretøj af samme mærke og model, og at der derfor må lægges afgørende vægt på oplysninger om handelspriser.
Selskabet henviser til 2 annonceeksempler. Der er fundet supplerende oplysninger om annonceeksemplerne i Bilinfo. Annonceeksemplerne 4 og 5 indgår med de nye oplysninger i den samlede vurdering.
Som et led i klagebehandlingen er der søgt efter annoncemateriale for Suzuki grand Vitara 2,0 i Bilinfo. Der er fundet annonceeksemplerne 1-3, som indgår i den samlede vurdering.
Landsskatteretten bemærker, at der ikke foreligger dokumentation for den salgspris, som eventuelt oplyses i Bilinfo. Der kan være tale om en pris inklusiv tilkøb og byttebil, og denne oplysning tillægges derfor ikke afgørende vægt i vurderingen.
Det bemærkes endvidere, at annonceringsprisen normalt er lidt højere end den faktiske handelspris. Vurderingen skal tage udgangspunkt i den almindelige pris for køretøjet. Der kan sædvanligvis findes priser, som er både højere og lavere end den almindelige pris.
Vurderingstidspunkt
Værdien fastsættes på anmeldelsestidspunktet.
Da der er begrænset udbudsmateriale for modellen, er der i ovenstående oversigt medtaget annonceeksempler med køretøjer til salg før anmeldelsestidspunktet. Annonceeksempel 3 er annonceret ca. et år før anmeldelsestidspunktet, og Landsskatteretten bemærker, at der skal tages højde for et mindre generelt værditab i dette tidsrum.
Vedligeholdelsesstand
Der tages hensyn til oplysningen fra toldsynet om, at køretøjets vedligeholdelsesstand var middel.
Middel stand er udtryk for den almindelige stand for et køretøj på vejen af tilsvarende alder og kilometerstand.
Udstyr
Der tages hensyn til de foreliggende oplysninger om køretøjets udstyr.
Køretøjerne i annonceeksemplerne anses for at have et udstyrsniveau, som er sammenligneligt med sagens køretøj. Det påpeges dog, at køretøjerne i annonceeksemplerne 1 og 2 er med automatgear, hvilket medfører en lidt højere handelspris i forhold til et køretøj som sagens med manuelt gear.
I betragtning af køretøjernes alder tillægges mindre udstyrsmæssige variationer i øvrigt ikke afgørende betydning for handelsprisen.
Handelsprisen før reguleringer
Ifølge bekendtgørelsens § 29, stk. 3, er normal kørsel for benzindrevne personbiler 20.000 kilometer årligt i bilens 1. - 4. år og 15.000 km årligt fra bilens 5. år. Køretøjets normkilometertal jf. bekendtgørelsens § 29, stk. 3 fra første registrering den 19. april 2007 til afmeldelsestidspunktet den 18. juli 2018 kan opgøres til 187.500 km.
Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående, at et køretøj med samme årgang som sagens med det foreliggende udstyrsniveau og et normkilometertal på 187.500 kilometer, havde en handelspris på 92.000 kr. på anmeldelsestidspunktet.
Tillæg for kilometerstand
Køretøjets kilometerstand på 157.000 kilometer anses for bevist på baggrund af den foreliggende oplysning fra toldsynet om køretøjets kilometerstand, og kilometerstanden indgår i øvrigt i den samlede vurdering, jf. bekendtgørelsens § 28, stk. 1.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 29, stk. 1, at der reguleres for kilometerfravigelse, når afvigelsen overstiger 10 %. Normkilometertallet fratrukket 10 % kan opgøres til 168.750 kilometer. Der er derfor tale om en afvigelse på mere end 10 % fra køretøjets kilometerstand på 157.000 kilometer.
Det kan konstateres, at Motorstyrelsen ikke har givet et standardtillæg efter reglerne i bekendtgørelsens § 29, stk. 1 og 2 vedrørende køretøjets kilometerstand.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 29, stk. 1, at en regulering sker med hele afvigelsen. Da forskellen mellem normkilometertallet og kilometerstanden på sagens køretøj kan opgøres til 30.500 kilometer, gives et tillæg for denne kilometerafvigelse i vurderingen af sagens køretøj.
Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens § 29, stk. 1, at SKAT offentliggør satserne for fradraget. Satserne er offentliggjort i Juridisk vejledning 2019-2, afsnit I.A.1.5.3.1.2. Heraf fremgår, at køretøjer, der er mere end tre år gamle, reguleres med 17 øre pr. km. pr. 100.000 kr. i handelspris. Der gives derfor et tillæg på 4.770 kr. i handelsprisvurderingen på 92.000 kr.
Kilometerstanden indgår i øvrigt i den samlede vurdering, jf. bekendtgørelsens § 28, stk. 1.
Handelsprisen
På baggrund af det foreliggende finder Landsskatteretten, at handelsprisen for sagens køretøj var 97.400 kr. på anmeldelsestidspunktet. Motorstyrelsen var dermed ikke berettiget til at opkræve 8.098 kr. i allerede udbetalt eksportgodtgørelse, på selskabet næstkommende månedsangivelse.
Landsskatteretten ændrer Motorstyrelsens afgørelse og dermed afgiftsgodtgørelsen til 44.384 kr. Beløbet er fratrukket 15 % - dog mindst 8.500 kr. - som bestemt i registreringsafgiftslovens § 7b, stk. 3. Beløbet er hævet med 300 kr. som bestemt i registreringsafgiftslovens § 7b, stk. 7.
Afgiftsgodtgørelsen er fastsat på baggrund af en ændring af den afgiftspligtige værdi til 43.291 kr.
Den afgiftspligtige værdi er fastsat på baggrund af en nypris på 327.000 kr. og en handelspris på 97.400 kr.