Dato for udgivelse
01 Oct 2019 09:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 Sep 2019 13:56
SKM-nummer
SKM2019.476.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
S-2407-19
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Straf
Emneord
Forsvarersalær, straffesag, fristoverskridelse
Resumé

I en administrativ straffesag havde byretten tillagt T’s forsvarer et salær på 19.585,80 kr. med tillæg af moms ved beslutning af den 9. maj 2019. Retten sendte beslutningen til politiet den 9. maj 2019 og politiet afviste den 20. maj 2019 at betale fakturaen under henvisning til, at salærmeddelelsen vedrørte Skattestyrelsen. Skattestyrelsen modtog elektronisk en kopi af beslutningen den 2. august 2019. Den blev videreformidlet fra en central visiteringsfunktion til en sagsbehandler den 5. august 2019. Sagsbehandleren gjorde sig på grund af ferieafholdelse først den 19. august 2019 bekendt med salærmeddelelsen.

Skattestyrelsen kærede byrettens beslutning af 9. maj 2019 og gjorde gældende at beslutningen var truffet på et ufuldstændigt grundlag, at straffesagen mod T ikke endeligt er afsluttet, at forsvareren som professionel aktør må formodes at være bekendt med reglerne om tilkendelse af salær og at kære fristen først skal regnes fra det tidspunkt, hvor sagsbehandleren havde lejlighed til at gøre sig bekendt med indholdet af beslutningen, den 19. august 2019.

Landsretten afviste kæremålet, idet kæremålet var for sent iværksat. Skattestyrelsen havde modtaget oplysninger om salærfastsættelsen fra forsvareren den 2. august 2019 og allerede fordi kæremålet ikke var iværksat inden 14 dage efter dette tidspunkt, afvises kæremålet.

Reference(r)

Forsvarerbistandslovens § 5, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1.

Retsplejelovens § 969, stk. 1, jf. § 910, stk. 2

Henvisning

-

Østre Landsrets kendelse af den 9. september 2019, sags nr. S-2407-19:

Parter

Anklagemyndigheden

Mod

T

(v/adv. Simon Bernard Clark, besk.)

Afsagt af Landsretsdommerne

Carsten Kristian Vollmer, Ulla Langholz og Julie Skat Rørdam

Sagens oplysninger

Den 9. september 2019 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen, Bredgade 59, København.

Ingen var mødt eller indkaldt.

Der fremlagdes kæreskrift af 19. august 2019, indleveret til Byretten den 19. august 2019.

Skattestyrelsen har kæret Byrettens beslutning af 9. maj 2019, hvorved der tillagdes den for T beskikkede forsvarer, advokat Simon Clark, i salær 19.585,80 kr. med tillæg af moms.

Skattestyrelsen har oplyst, at Byretten sendte beslutningen til Politiet den 9. maj 2019, og at Politiet den 20. maj 2019 afviste at betale fakturaen under henvisning til, at salærmeddelelsen vedrørte Skattestyrelsen. Skattestyrelsen modtog elektronisk en kopi af salærmeddelelsen fra advokat Simon Clark den 2. august 2019. Salærmeddelelsen blev videreformidlet fra en central visiteringsfunktion til en sagsbehandler i Skattestyrelsens straffesagsenhed den 5. august 2019. Sagsbehandleren gjorde sig på grund af ferieafholdelse først den 19. august 2019 bekendt med salærmeddelelsen.

Skattestyrelsen har gjort gældende, at Byrettens beslutning er truffet på et ufuldstændigt grundlag, at straffesagen mod T ikke er endeligt afsluttet, at Skattestyrelsen ikke har haft mulighed for at kommentere salærets størrelse eller hæftelse, at advokat Simon Clark som professionel aktør må formodes at være bekendt med reglerne om tilkendelse af salær, og at kærefristen først skal regnes fra det tidspunkt, hvor sagsbehandleren havde lejlighed til at gøre sig bekendt med indholdet af beslutningen, den 19. august 2019.

Hverken anklagemyndigheden eller den beskikkede forsvarer har udtalt sig i anledning af kæremålet.

Der afsagdes sålydende

k e n d e l s e:

Af retsplejelovens § 969, stk. 1, fremgår, at kærefristen er 14 dage, men at bestemmelserne i § 910 finder tilsvarende anvendelse. Af § 910, stk. 2, fremgår, at landsretten kan tillade anke, hvis den part, der anker, sandsynliggør, at den pågældende først efter udløb af ankefristen er blevet bekendt med den omstændighed, som anken støttes på, eller at overskridelse af fristen i øvrigt skyldes grunde, som ikke kan tilregnes den pågældende. Det fremgår endvidere, at ankemeddelelsen skal iværksættes inden 14 dage efter, at den, der anker, er blevet bekendt med ankegrunden, eller efter, at de omstændigheder, som har medført overskridelsen af fristen, ikke længere er til stede.

Den kærede beslutning er truffet af Byretten den 9. maj 2019 og sendt til anklagemyndigheden ved Politiet samme dag. Kæreskriftet blev modtaget i Byretten den 19. august 2019. Kæremålet er således for sent iværksat. Efter det oplyste modtog Skattestyrelsen oplysning om salærfastsættelsen fra advokat Simon Clark den 2. august 2019. Allerede fordi kæremålet ikke er iværksat inden 14 dage efter dette tidspunkt, afvises kæremålet, jf. retsplejelovens § 969, stk. 1, jf. § 910, stk. 2, hvorfor

b e s t e m m e s:

Kæremålet afvises.

Sagen sluttet.