Indhold

Dette afsnit handler om, hvilke oplysninger, der kan kræves af offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende.

Afsnittet indeholder:

• Regel 
• Oplysningspligten
• Offentlige myndigheders tavshedspligt
• Oplysninger skal være nødvendige for skattekontrollen
• Oplysninger i elektronisk form
• Adgang til hvidvaskoplysninger
• Hvem skal modtage pålægget

Se SKL § 61.

Regel

Offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, skal efter anmodning give Skatteforvaltningen oplysninger til brug for kontrol af en identificerbar fysisk eller juridisk persons skattepligt eller skatteansættelse. Se SKL § 61, stk. 1.

SKL § 61 er i det væsentlige en videreførelse af den tidligere SKL § 8 D, stk. 1, som indeholdt en oplysningspligt for offentlige myndigheder og juridiske personer, hvad enten de er erhvervsdrivende eller ej, samt partrederier, når oplysninger skønnedes at være af væsentlig betydning for skatteligningen.

Oplysningspligten

SKL § 61, stk. 1, indeholder en oplysningspligt for offentlige myndigheder, erhvervsdrivende, og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, og bestemmelsen dækker alle tredjeparter, der således kan være i besiddelse af væsentlige oplysninger til brug for skattekontrollen.

Enhver juridisk person, herunder offentlige myndigheder, er oplysningspligtige efter SKL § 61. Oplysningspligten omfatter også interessentskaber, hvis samtlige interessenter hver for sig er omfattet af SKL § 61, dvs. selvstændige juridiske personer. Den kreds, der er omfattet af oplysningspligten, er således meget bred.

SKL § 61 pålægger den nævnte kreds en oplysningspligt, der ligger ud over, hvad der gælder efter lovens andre indberetnings- og oplysningsbestemmelser, idet pligten omfatter enhver oplysning, der antages at være af betydning for kontrol af en identificerbar fysisk eller juridisk persons skattepligt eller skatteansættelse.

Det forudsættes, at der er tale om oplysninger, som den oplysningspligtige er i besiddelse af som et normalt led i virksomheden.

Det afgørende er, om den, der spørges til, er identificeret af Skatteforvaltningen, således at navnet kan anføres i begæringen. Såfremt de ønskede oplysninger vedrører ikke identificerbare fysiske eller juridiske personer, skal der foreligge en godkendelse fra Skatterådet, jf. SKL § 62.

Begrænsning af oplysningspligten

Kendes navnet ikke, er det således påkrævet, at der indhentes en tilladelse fra Skatterådet efter SKL § 62. Skatterådets tilladelse kræves, når oplysningspligten vedrører ikke navngivne personer dvs. en personkreds, som Skatteforvaltningen ikke kender fx et selskabs kundekreds eller leverandører m.v.

Efter SKL § 61, stk. 3, gælder den generelle oplysningspligt efter stk. 1 ikke ved indhentelse af oplysninger om omsætning m.v. mellem erhvervsdrivende, jf. § 57 og § 58, finansielle virksomheders oplysninger om kundernes økonomiske forhold, jf.§ 59 og advokaters oplysninger om klientforhold, jf. § 60.

Bestemmelserne om oplysningspligten i forbindelse med krydsrevision, finansielle virksomheders oplysningspligt om kundeforhold og advokaters oplysningspligt om klienter er således udtømmende. Ønskes oplysninger om erhvervsdrivendes indbyrdes omsætning, dvs. oplysninger af samme art som efter SKL §§ 57 og 58, kan disse oplysninger ikke kræves i videre omfang end der er hjemmel til i SKL § 57 og § 58. Erhvervsdrivende er dermed underlagt samme oplysningspligt om indbyrdes omsætning uanset, i hvilken form virksomheden drives. Om SKL § 57 og § 58 henvises i øvrigt til afsnit A.C.2.1.3.2.2 og A.C.2.1.3.2.3.

Der vil imidlertid efter den generelle bestemmelse i SKL § 61 kunne afkræves oplysninger om andre forhold, f.eks. aflønningsforhold, herunder særlige personalegoder m.v. for en ansat i den finansielle virksomhed og hos advokaten. Bestemmelsen fastsætter dermed en generel oplysningspligt, som vil give Skatteforvaltningen adgang til oplysninger fra tredjemand om andre forhold.

Der kan f.eks. være tale om oplysninger vedrørende ansættelsesforhold, offentlige tilskud og pensionsordninger. Oplysninger herom kan være relevante at modtage fra enhver arbejdsgiver, uanset om denne er erhvervsdrivende, en juridisk person, som ikke er erhvervsdrivende, en offentlig myndighed eller erhvervsdrivende, som i øvrigt er omfattet af bestemmelserne i §§ 57-60.

Som eksempler på bestemmelsens anvendelse kan nævnes kontrol af befordringsfradrag, hvor der vil kunne anmodes om oplysninger fra en arbejdsgiver om bestemte lønmodtageres arbejdssted, og om der har været stillet fri bil til rådighed, anmodninger til lønbureauer vedrørende kopi af ansattes lønsedler, anmodninger til selskaber om at oplyse om medarbejderaktieordninger og antal af medarbejderaktier, anmodninger til vekselbureauer om konkrete personers udførsel af store pengebeløb til andre lande, og anmodninger til kommuner vedrørende udbetaling af kontanthjælp m.v.

Bestemmelsen vil ikke kunne anvendes til at anmode teleselskaber om oplysninger om en kundes telefonforbrug, da teleselskaber er underlagt særlige regler om tavshedspligt.

Offentlige myndigheders tavshedspligt

Når offentlige myndigheder pålægges oplysningspligt efter SKL § 61, kan pligten kollidere med særlige bestemmelser om tavshedspligt.

Oplysningspligten efter SKL § 61 fortrænger den generelle tavshedspligt, der påhviler alle offentligt ansatte. Det kommer dog an på en konkret fortolkning af tavshedspligtsbestemmelsen, om skattekontrollovens oplysningsbestemmelser viger. Fx en oplysning om at Skatteforvaltningen forgæves har forsøgt at tilvejebringe oplysningerne hos skatteyder selv, er ikke i strid med tavshedspligten.

Tavshedspligter, som nævnt i straffelovens §§ 152-152 e, viger også for skattekontrollovens oplysningspligter.

Om udveksling af oplysninger generelt med andre offentlige myndigheder, se FVL §§ 27 - 32 (juridiske personer), og (fysiske personer) se §§ 5 - 11 i lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 289 af 8. marts 2024.

Oplysninger skal være nødvendige for skattekontrollen

Efter SKL § 61, stk. 4, skal oplysningerne, jf. SKL § 61, stk. 1, være nødvendige for skattekontrollen. Heri ligger, at indgrebet skal være egnet til og nødvendigt for at opnå det tilsigtede mål. Dette er en videreførelse af den tidligere gældende bestemmelse i SKL § 8 D.

I den tidligere gældende SKL § 8 D var det anført, at oplysningerne skulle skønnes at have væsentlig betydning for skatteligningen. "Skatteligning" er i SKL § 61 ændret til "skattekontrol", idet bestemmelsen omfatter situationer, hvor der enten foretages en kontrol af den skattepligtiges eksisterende ansættelse af indkomstskat, eller en kontrol, fordi der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger til at foretage en skatteansættelse.

Bestemmelsen indeholder et krav om væsentlighed og proportionalitet, men også et krav om, at Skatteforvaltningen skal foretage en konkret afvejning af på den ene side hensynet til det offentliges behov for at modtage oplysninger, og på den anden side hvor alvorligt indgrebet er i den skattepligtiges privatliv.

Skatteforvaltningen skal foretage en konkret afvejning af det samfundsmæssige hensyn over for de byrder, som den oplysningspligtige vil blive pålagt i forbindelse med fremskaffelse af oplysningerne. Oplysningerne skal være væsentlige for en korrekt skatteansættelse, og oplysningerne må ikke kunne tilvejebringes med mindre indgribende midler. Skatteforvaltningen vil skulle begrunde en anmodning om udlevering af oplysninger under hensyntagen til Skatteforvaltningens tavshedspligt om den enkelte skattepligtiges forhold.

Oplysninger i elektronisk form

Efter SKL § 61, stk. 4, kan Skatteforvaltningen forlange, at oplysningerne udleveres i et anerkendt filformat i elektronisk form eller indsendes digitalt i et anerkendt filformat, hvis den oplysningspligtige opbevarer oplysningerne i elektronisk form.

Den digitale udvikling betyder, at mange oplysninger vil kunne forefindes i elektronisk form i et anerkendt filformat. Det er en lettelse af byrden for den oplysningspligtige og for Skatteforvaltningen, hvis oplysningerne kan afgives i elektronisk form, og derfor kan dette kræves, hvis det er muligt for den oplysningspligtige.

Adgang til hvidvaskoplysninger

Efter SKL § 61, stk. 2, kan Skatteforvaltningen anmode om visse oplysninger, som er indberettet og opbevaret efter hvidvaskreglerne.

Bestemmelsen i SKL § 61, stk. 2 er en videreførelse af den tidligere SKL § 8 D, stk. 3. Den tidligere SKL § 8 D, stk. 3 var en ny bestemmelse, der blev indført ved lov nr. 1555 af 19. december 2017 med virkning fra den 1. januar 2018, men som den 1. januar 2019 er afløst af SKL § 61, stk. 2.

Efter SKL § 61, stk. 2, skal forpligtede enheder omfattet af artikel 2 i Rådets direktiv 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme (4. hvidvaskdirektiv) efter anmodning fra Skatteforvaltningen indsende de oplysninger, der fremgår af direktivets artikel 13, 30, 31 og 40.

Hvidvaskdirektivet er implementeret i hvidvaskloven, jf. lov nr. 651 af 8. juni 2017.

SKL § 61, stk. 2, implementerer dele af Rådets direktiv 2016/2258 af 6. december 2016 om ændring af direktiv 2011/16/EU (bistandsdirektivet) for så vidt angår skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet i henhold til hvidvaskreguleringen.

Baggrunden for, at Skatteforvaltningen skal gives adgang til visse oplysninger indberettet efter hvidvaskreglerne, er at sikre en effektiv overvågning af de finansielle institutters efterlevelse af de due diligence-procedurer, fastsat efter direktiv 2014/107 af 9. december 2014 (DAC2) om ændring af direktiv 2011/16 for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet (CRS).

I Rådets direktiv 2014/107/EU (DAC2) om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti er det bl.a. fastsat, at hvis kontohaveren er en mellemliggende struktur (dvs. en passiv, ikke finansiel enhed), skal de finansielle institutter undersøge, hvem der kontrollerer denne enhed, og indberette herom. Ved at give Skatteforvaltningen adgang til disse oplysninger, er der grundlag for korrekt at kunne identificere og indberette, hvem der er de retmæssige ejere af mellemliggende strukturer og dermed sikre korrekt beskatning.

Når skattemyndighederne har adgang til hvidvaskoplysninger, vil de mere effektivt kunne føre tilsyn med de finansielle institutters overholdelse af disse regler, og ruste skattemyndighederne til bedst muligt at kunne sætte ind overfor skatteunddragelse og skatteundgåelse.

Skatteforvaltningen har således adgang til oplysninger om f.eks. kundekendskabsprocedurer og procedurer, dokumenter og mekanismer, som opbevares af virksomheder og juridiske enheder m.v. omfattet af hvidvaskreglerne, jf. SKL § 61, stk. 2, dels oplysninger, som indberettes og registreres i register over reelle ejere, jf. SKL § 68, stk. 3, hvorefter denne registersamkøringsbestemmelse gør det muligt for Skatteforvaltningen at få adgang til registeret over reelle ejer.

Formålet med direktiv 2016/2258 og dermed SKL § 61, stk. 2, er at give skattemyndighederne systematisk adgang til den information, der skal indsamles i henhold til hvidvaskreglerne, således at de kan overvåge, om finansielle institutter efterlever direktivet om administrativt samarbejde, hvorefter finansielle institutter automatisk skal indberette oplysninger om finansielle konti med tilknytning til andre medlemsstater, jf. Rådets direktiv 2014/107/EU.

Forpligtende enheder

Forpligtende enheder efter artikel 2 i 4. hvidvaskdirektiv, jf.  Rådets direktiv 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, er bl.a. kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, revisorer, eksterne regnskabskyndige, skatterådgivere, notarer ved visse transaktioner, udbydere af tjenester til truster, ejendomsmæglere, udbydere af spil og andre personer, der handler med varer, hvis transaktionen/transaktionerne er på mindst 10.000 euro.

Hvilke oplysninger

De oplysninger, som de forpligtede enheder efter anmodning er forpligtet til at give Skatteforvaltningen, er oplysninger omfattet af 4. hvidvaskdirektivs artikel 13, 30, 31 og 40.

Artikel 13 i 4. hvidvaskdirektiv omhandler kundekendskabsprocedurer, hvor de forpligtede enheder bl.a. skal kunne identificere og kontrollere deres kunders identitet, samt identificere reelle ejere og gennemføre rimelige foranstaltninger for at kontrollere disses identitet, således at den forpligtede enhed med sikkerhed ved, hvem de(n) reelle ejer(e) er, samt gennemfører rimelige foranstaltninger for at undersøge kundens ejer- og kontrolstruktur.

Artikel 30 og 31 i 4. hvidvaskdirektiv omhandler oplysninger om reelt ejerskab, hvor selskaber, andre juridiske enheder og forvaltere af viljebestemte truster skal indhente og opbevare passende, nøjagtige og aktuelle oplysninger om deres reelle ejerskab, herunder oplysninger om de(n) reelle ejers rettigheder.

Artikel 40 i 4. hvidvaskdirektiv sikrer, at de forpligtede enheder skal opbevare dokumenter og oplysninger til brug for kompetente myndigheders forebyggelse, opdagelse og efterforskning af mulig hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. Dette vil omfatte dokumenter og oplysninger i henhold til kundekendskabsprocedurerne i artikel 13, samt dokumentation for og registreringer af transaktioner. Opbevaringsperioden for disse dokumenter og oplysninger er efter 4. hvidvaskdirektiv 5 år.

Der henvises endvidere til SKL § 68, stk. 3, om registersamkøring, hvor Skatteforvaltningen har direkte adgang til register over reelle ejere. Se afsnit A.C.2.1.3.3.2 Registersamkøring.

Tilsvarende bestemmelse er indsat i SIL § 56, stk. 3, som oprindeligt indført ved § 5, nr. 6, i lov nr. 1555 af 19. december 2017. Se afsnit A.B.1.3.9 Regnskab og bogføring vedrørende grundlaget for de indberettede oplysninger. Efter skatteindberetningslov § 56, stk. 3, skal de omfattede forpligtede enheder efter anmodning fra Skatteforvaltningen indsende det materiale, der udgør grundlaget for de oplysninger der skal indberettes efter direktivets artikel 13, 30, 31 og 40.

Hvem skal modtage anmodning om oplysninger

Når der anmodes om oplysninger på identificerbare fysiske eller juridiske personer, skal Skatteforvaltningens anmodning rettes til ledelsen i den afdeling, der må antages at ligge inde med oplysningerne. En anmodning om oplysninger kan også rettes til bestyrelsen eller lignende øverste ledelse hos den erhvervsdrivende, ledelse i det institutionsorgan i den juridiske person m.v.