1. Sammenfatning

I dette styresignal beskrives ændring af praksis vedrørende begrebet "samlede vederlag" i relation til levering af overskudsvarme, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 9, 2. pkt., gasafgiftslovens § 10, stk. 9, 3. pkt., mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, 3. pkt., og kulafgiftslovens § 8, stk. 8, 3. pkt.

Praksisændringen sker som følge af et bindende svar fra Skatterådet af 27. juni 2017, SKM2017.511.SR.

I det bindende svar forærede en virksomhed varme gratis til en fjernvarmevirksomhed. Spørgsmålet var, om der forelå et vederlag for varmeleverancen, når fjernvarmevirksomheden betalte for etablering af anlæg, som var placeret hos virksomheden, og som gjorde virksomheden i stand til at levere overskudsvarme til fjernvarmevirksomheden. Betalingen dækkede udover etablering også større løbende reinvesteringer i anlæggene. Virksomheden var i sagen afskåret fra at levere overskudsvarme til andre end fjernvarmevirksomheden. Skatterådet kom i det bindende svar frem til, at betalingen ikke kunne anses som et vederlag.

I styresignalet fastsættes frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, der skal ledsage en anmodning om genoptagelse.

2. Underkendt praksis

Det har hidtil været skatteforvaltningens praksis, at alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmeværket afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeværket på et sted uden for virksomhedens produktionsbygninger, vil skulle indregnes i vederlaget for varmeleverancen. Begrundelsen for dette er, at fastlæggelsen af vederlaget for varmen i modsat fald ville blive afhængig af den kontraktmæssige fordeling mellem virksomheden og varmeværket af udgiften til nyttiggørelsen af varmen og ikke, som forudsat i lovgivningen, af den reelle pris, som varmeværket betaler for varmen i leveret stand.

Dette fremgår af Den juridiske vejledning, 2018-2, afsnit E.A.4.6.10.6.

3. Baggrunden for ændring af praksis

Skatterådet har i SKM2017.511.SR, afgivet et bindende svar, som drejede sig om fortolkning af ordet "vederlag" i energiafgiftslovenes bestemmelser om overskudsvarmeafgift.

Det bindende svar omhandlede, hvorvidt der var tale om et vederlag, når en fjernvarmevirksomhed gratis fik foræret overskudsvarme, men betalte for etablering af anlæg, som var placeret hos den virksomhed, som leverede overskudsvarmen til fjernvarmevirksomheden. Anlæggene gjorde denne virksomhed i stand til at levere deres overskudsvarme til fjernvarmevirksomheden. Betalingen svarede til den del af etableringsomkostningerne, som virksomheden ikke fik dækket gennem salg af rettigheder til indrapportering af energibesparelser, samt større reinvesteringer i anlæggene. Virksomheden var i sagen afskåret fra at levere overskudsvarme til andre end fjernvarmevirksomheden.

Skatterådet kom i det bindende svar frem til, at betalingen ikke kunne anses som et vederlag. Skatterådet lagde i den forbindelse vægt på, at virksomheden ikke modtog en faktisk betaling for varmeleverancen. Herudover havde de pågældende anlæg ingen værdi for virksomheden, da det ikke reducerede virksomhedens anlægsudgifter til køling. Samtidig kunne virksomheden ikke bruge udstyret til andre formål end genindvinding og levering af varme til fjernvarmevirksomheden, ligesom virksomheden ikke ville kunne sælge udstyret. Endelig indgik i vurderingen, at virksomhedens salg af retten til indrapportering af energibesparelsen var baseret på markedsprisen, som var vurderet af en uvildig tredjepart.

4. Ny praksis

Det er fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at alle udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen, som virksomheden enten modtager direkte betaling for, eller som varmeaftageren afholder, indtil varmen anses for leveret til varmeaftageren på et sted uden for virksomhedens produktionsbygninger, vil skulle indregnes i vederlaget. Begrundelsen for dette er, at fastlæggelsen af vederlaget for varmen i modsat fald ville blive afhængig af den kontraktmæssige fordeling mellem virksomheden og varmeaftageren af udgiften til nyttiggørelsen af varmen og ikke, som forudsat i lovgivningen, af den reelle pris, som varmeaftageren betaler for varmen i leveret stand.

Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor en varmeaftager får foræret varme gratis, og alene betaler eller kompenserer en virksomhed for etablering og styring af de anlæg, som gør det muligt for virksomheden at nyttiggøre sin overskudsvarme og herefter levere den til varmeaftageren. Det samme gør sig gældende i forhold til reinvesteringer i og vedligeholdelse af disse anlæg. Det er en betingelse, at de pågældende anlæg ikke har en værdi for virksomheden, dvs. at

• virksomheden ikke opnår noget overskud ved varmeaftagerens betaling,
• anlægget ikke reducerer eller erstatter virksomhedens omkostninger til procesudstyr til brug for køling,
• virksomheden ikke kan bruge udstyret til andre formål end at nyttiggøre og levere overskudsvarme til den pågældende varmeaftager, og
• virksomheden ikke efterfølgende kan sælge anlægget med en fortjeneste.

De udgifter, som afholdes og/eller refunderes til etablering og reinvesteringer af anlægget hos virksomheden, skal kunne dokumenteres.

Salg af rettigheder til indrapportering af energibesparelser, som er relateret til nyttiggørelse af overskudsvarme, skal ikke anses som en del af vederlaget for levering af overskudsvarme, hvis prisen herfor er sat til markedsprisen eller derunder.

Skatterådets praksis i SKM2010.737.SR er forsat gældende. I det bindende svar fandt Skatterådet, at overskudsvarme blev foræret bort uden modydelse. Det fremgår af sagens faktiske forhold, at en virksomhed H1 havde etableret en forsyningsledning med varmt vand fra virksomhedens produktionsanlæg til virksomhedens lager, der lå geografisk adskilte. Forsyningsledningen gik gennem en nabovirksomheds grund. Nabovirksomheden og andre virksomheder i området blev tilbudt at kunne tilslutte sig rørledningen, forudsat de selv betalte for tilslutningen og ledte vandet tilbage 5 grader koldere, end de modtog det. Ved tilslutningen ville virksomheden H1 spare et mindre beløb til bortkøling af overskudsvarmen. Skatterådet fandt under de foreliggende omstændigheder ikke, at spørger modtog nogen modydelse i form af et vederlag. Etableringen af forsyningsledningen var ikke som i SKM2017.511.SR afhængig af, om der reelt var andre, der modtog overskudsvarmen.

5. Genoptagelse

Virksomheder med tilsvarende forhold som i SKM2017.511.SR vil have adgang til genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, og § 32, stk. 1, nr. 1.

Der kan derfor ske genoptagelse i den situation, hvor en varmeaftager ikke har betalt for levering af varme fra en virksomhed, men i stedet har betalt for udgifter forbundet med nyttiggørelsen af overskudsvarmen hos virksomheden, og udgifterne vedrører investeringer i anlæg, som ingen værdi har for virksomheden.

Det er en forudsætning for tilbagebetalingen af afgiften, at der er lidt et tab, og at afgiften ikke er blevet overvæltet på andre.

5.1 Frister for genoptagelse

5.1.1 Ordinær genoptagelse

I henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.

5.1.2 Ekstraordinær genoptagelse

Efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, kan der ske genoptagelse som følge af en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. Genoptagelse kan ske efter anmodning til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis.

Hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan der derfor ske genoptagelse for alle virksomheder med en påbegyndt, men ikke udløbet, afgiftsperiode den 27. juni 2014, dvs. 3 år forud for den 27. juni 2017, hvor Skatterådet traf afgørelse i SKM2017.511.SR, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1.

5.2 Reaktionsfrist

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Reaktionsfristen regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på skatteforvaltningens hjemmeside.

5.3 Anmodning om genoptagelse

Anmodningen om genoptagelse kan ske digitalt på www.skat.dk, eller ved at sende en skriftlig anmodning, til Skattestyrelsen på adressen: Skattestyrelsen, Nykøbingsvej 76, 4990 Sakskøbing, med oplysninger, der kan identificere den pågældende virksomhed.

Anmodningen om genoptagelse skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr., samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling.

5.4 Dokumentation

Det er en betingelse for genoptagelse, at den afgiftspligtige fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet relevant bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan bidrage til at dokumentere kravet for hver afgiftsperiode. Skattestyrelsen kan anmode virksomheden om yderligere dokumentation og oplysninger til brug for vurderingen af anmodningen om genoptagelse og tilbagebetaling af afgift.

Virksomheden bør opbevare det relevante dokumentationsmateriale, indtil der er truffet endelig afgørelse om tilbagebetaling. Skattestyrelsen kan således på ethvert tidspunkt under behandlingen af tilbagebetalingskravet efterprøve virksomhedens oplysninger.

6. Gyldighed

Den ændrede praksis, som er indeholdt i styresignalet, vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning, 2019-1, afsnit E.A.4.6.10.6.

Efter offentliggørelsen i Den juridiske vejledning 2019-1 og udløbet af reaktionsfristen i pkt. 5.2 er styresignalet ophævet.