Dato for udgivelse
26 okt 2018 14:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 okt 2018 13:41
SKM-nummer
SKM2018.528.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-1280486
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Dobbeltdomicil
Resumé

Spørgeren er flyttet til Schweiz sammen med sin ægtefælle i forbindelse med sin ansættelse ved et universitet i Schweiz. Spørgeren har samtidig andre jobs i Danmark og Brasilien, hvor det meste af arbejdet vil blive udført i Schweiz. Skatterådet bekræfter, at spørgeren kan anses for skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz.

Hjemmel

Kildeskatteloven § 1
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Schweiz, artikel 4

Reference(r)

Kildeskatteloven § 1
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Schweiz, artikel 4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.F.1.2.1.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.F.8.2.2.4.1.2.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.F.9.2.18.4.2.

Spørgsmål

  1. Er Skatterådet enig i at vores klient er skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz fra 1. januar 2018 på baggrund af vores klients "midtpunkt" for livsinteresser i artikel 4, stk. 2, litra a i dobbeltbeskatningsoverenskomsten (DBO’en) mellem Schweiz og Danmark?
  2. Hvis Skatterådet svarer nej til spørgsmål 1, er Skatterådet så enig i, at vores klient er skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz fra 1. januar 2018 på baggrund af, at hun fysisk opholder sig mere i Schweiz end i Danmark, jf. artikel 4, stk.2, litra b, i DBO’en?

Svar:

  1. Ja
  2. Bortfalder

Beskrivelse af de faktiske forhold

Vores klient, der er svensk statsborger, flyttede til Danmark i juli måned 2000. Hendes mand, der er italiensk statsborger, flyttede hertil i september måned 2000. Inden da boede ægteparret i Ungarn (1994 - 2000). Ægteparret har to voksne børn (20 og 22 år). Det yngste barn læser på en bacheloruddannelse i Berlin og bor der. Det ældste barn er optaget på en Master uddannelse i Polen, og flytter således til Polen primo september 2018.

Vores klient er lærer på henholdsvis A universitet i Danmark og et universitet i Brasilien. Vores klient har endvidere i 2017 indgået en kontrakt om en ansættelse fra 1. januar 2018 på et universitet i Genève i Schweiz (hun er ikke udsendt af A universitet eller andre offentlige myndigheder). Der er tale om en fuldtidsansættelse i mindst 4 år, men ansættelsen fornys ifølge vores klient automatisk, medmindre exceptionelle omstændigheder kan dokumenteres. Dermed er der i realiteten tale om en ikke-tidsbegrænset stilling.

Hendes mand er ansat på den statslige forskningsinstitution B, og har desuden løn fra henholdsvis et universitet i Sverige og et universitet i Brasilien.

Vores klient og hendes mand er derfor flyttet til Schweiz 15. december 2017 til adressen X i Genève, hvor de boede, indtil de indgik lejekontrakt om adressen Y i Genève. Der er tale om en lejet 5 ½ værelses lejlighed. Ægteparret har oplyst, at de agter at blive boende i Schweiz, og at de derfor overvejer at købe en lejlighed senere, når de kender mere til ejendomsmarkedet i området.

De Schweiziske skattemyndigheder har underskrevet attestation af bopæls- og skatteforhold (Schweizisk blanket). Vores klient har i den forbindelse oplyst, at Schweiz beskatter husstanden (ægteparret) samlet af deres globale indkomst, ikke hver person for sig.

Den hidtidige bopæl i Danmark på adressen Z er ikke solgt, men der er udlejet et værelse til tredjemand.

Vores klient og hendes mand har ingen bil i Danmark, og vores klient er ikke længere medlem af sportsklubber i Danmark. Vores klients ægtefælle har oplyst aldrig at have været medlem af en dansk sportsklub. De er begge medlemmer af jazzforeninger i Genève. Vores klient er endvidere medlem af henholdsvis en kajakklub, en fitnessklub og en alpinklub i Genève.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Vedrørende spørgsmål 1

Schweiz beskatter vores klients globale indkomst med såvel cantonal, communal og federal skat fra 1. januar 2018. Dermed må Schweiz betragte vores klient som skattemæssigt hjemmehørende efter artikel 4, stk. 2, litra a, i DBO’en mellem Schweiz og Danmark - med andre ord må Schweiz have vurderet, at vores klients "midtpunkt for livsinteresser" (personlige og økonomiske forhold) er i Schweiz.

Dette må være korrekt: Vores klient har ingen oprindelig tilknytning til Danmark, men er først flyttet hertil i 2000, og selvom den danske bopæl ikke er opgivet, er hun nu reelt bosiddende i udlandet med sin nærmeste familie, sin ægtefælle.

Det er vores opfattelse, at når der er bolig til rådighed i begge lande, er vores klient dobbeltdomicileret, og det skal afgøres efter artikel 4, stk. 2, litra a, i DBO’en mellem Schweiz og Danmark, i hvilket land vores klient må anses at være skattemæssigt hjemmehørende. Dette skal dermed afgøres på basis af vores klients "midtpunkt for livsinteresser" (personlige og økonomiske forhold).

For så vidt angår vores klients personlige interesser:

Vores klients ægtefælle er flyttet med hende til Schweiz, idet han kan udføre det meste af sit arbejde for de forskellige universiteter fysisk i Schweiz. Udgangspunktet er, at centrum for livsinteresser forbliver i Danmark, hvis ægtefællen bliver i Danmark. Det er ikke tilfældet her. Endvidere bor det yngste barn på 20 år i Berlin, og det ældste barn bosætter sig i 2018 i Polen. Der er dermed ingen personlige interesser i Danmark.

For så vidt angår vores klients økonomiske interesser:

Vores klients hovedindkomst kommer fra Schweiz, jf. at der er tale om en fuldtidsstilling. Vores klient får CH XX i årlig løn, svarende til cirka YY kr.

Vores klient har stort set ingen danske indtægter, jf. herved at hun fra 1. januar 2018 er gået på nedsat tid, ikke længere har et kontor på A universitet og ikke skal undervise. Hun har indgået aftale med A universitet om, at hun fra 1. januar 2018 på grund af sit arbejde og ophold i udlandet nedsætter sin ugentlige arbejdstid fra 37 timer til 9,25 timer. Hendes månedlige løn er derfor yderst beskeden. Ifølge vores klient opretholdes dette arrangement i 3 år for at A universitet kan få "overheads from my research fund".

Hendes eneste anden danske indtægt er halvdelen af lejeindtægten fra udleje af et værelse i ægteparrets lejlighed på Gammel Kongevej til tredjemand. Hendes del af den årlige lejeindtægt udgør ZZ kr. Vores klient har oplyst, at hun ikke har danske værdipapirer eller andre danske aktiver.

Vores klients brasilianske løn udgør XY rais om året. Omregnet til danske kr. giver det cirka XZ kr.

Da vores klients indkomst fra Schweiz langt overstiger vores klients danske indkomst, er det vores opfattelse, at vores klients økonomiske interesser må være i Schweiz, jf. princippet vedrørende erhvervsmæssig indkomst i SKM2001.483.HR.

Vi mener derfor, at vores klients centrum for livsinteresser må anses at være i Schweiz efter artikel 4, stk. 2, litra a i DBO’en med Schweiz.

Vedrørende spørgsmål 2

Hvis Skatterådet mener, at det ikke er muligt at fastlægge vores klients "midtpunkt for livsinteresser" på baggrund af ovenstående personlige og økonomiske interesser, er det vores opfattelse, at vores klient alligevel må anses at være skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz.

Da der er tale om en fuldtidsstilling, er vores klient nødt til at være fysisk tilstede i Schweiz. Hendes job på A universitet i Danmark kræver endvidere ikke længere hendes fysiske tilstedeværelse, og hun har da heller ikke noget kontor til rådighed mere på A universitet, jf. også at hun er gået betragteligt ned i tid. De 9,25 timers ugentlige arbejde vil ifølge vores klient udelukkende blive udført fysisk i Schweiz. Hun behøver desuden kun at undervise i Brasilien 6-7 uger om året. Resten af dette arbejde kan udføres fysisk i Schweiz.

Vores klient opholder sig med andre ord i Schweiz langt den største del af året.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørgeren er skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz fra 1. januar 2018 på baggrund af spørgerens "midtpunkt" for livsinteresser i artikel 4, stk. 2, litra a i dobbeltbeskatningsoverenskomsten (DBO’en) mellem Schweiz og Danmark.

Begrundelse

Dette spørgsmål vedrører en fortolkning af artikel 4 i en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Begrundelsen indeholder Skattestyrelsens og dermed alene Danmarks vurdering af spørgers skattemæssige hjemsted. Såfremt Schweiz ikke er enig i vurderingen, er det efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4 de kompetente myndigheder i henholdsvis Danmark og Schweiz, der skal forhandle om dette.

Vurdering af skattemæssigt hjemsted efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz forudsætter, at spørger er omfattet af fuld skattepligt både til Danmark og Schweiz efter begge landes interne regler.

Spørger er fortsat fuldt skattepligtig i Danmark ifølge kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr.1, idet hun og hendes ægtefælle har opretholdt deres bopæl i Danmark. Det forhold, at der udlejes et værelse i lejligheden til tredjemand ændrer ikke herpå. Derudover betyder spørgerens offentlige ansættelse ved et dansk universitet ikke noget for opretholdelsen af fuld dansk skattepligt, så længe spørgeren er fuldt skattepligtig ifølge kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Det er oplyst, at spørger og hendes ægtefælle har fast bolig til rådighed i Schweiz, og at hun og hendes ægtefælle er fuldt skattepligtige der efter Schweiziske regler.

Det skal således vurderes, om spørger kan anses for at have centrum for livsinteresser i Danmark eller i Schweiz ifølge artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz.

Som sagen foreligger oplyst, vil spørger primært arbejde i Schweiz på et universitet i Genève, hvor hendes tilstedeværelse er påkrævet, og hvorfra hun får sin løn og har sin væsentligste indtægt. Spørgers stilling er foreløbigt tidsbegrænset til 4 år, men ansættelsen fornyes efter det oplyste automatisk medmindre exceptionelle omstændigheder kan dokumenteres.

Spørgeren har derudover et ansættelsesforhold med A universitet i Danmark og et i Brasilien. Ansættelsen ved A universitet er fra den 1. januar 2018 reduceret til 9,25 timer om ugen og kræver ikke længere spørgerens fysiske tilstedeværelse. Hun skal ikke undervise og har ikke længere kontor på A universitet. Spørgeren vil derfor udelukkende udføre arbejde for A universitet i Schweiz. Ansættelsen ved universitetet i Brasilien kræver ifølge det oplyste, at hun underviser der 6-7 uger om året. Resten af dette arbejde kan udføres fysisk i Schweiz.

Udover indtægten fra A universitet i Danmark og indtægten fra universitet i Brasilien, har spørgeren derudover en mindre indtægt (halvdelen) af lejeindtægten fra udleje af et værelse i ægteparrets lejlighed i Danmark. Det er oplyst at spørgeren ikke har danske værdipapirer eller andre danske aktiver.

Spørgeren og hendes ægtefælle har oplyst, at de agter at blive boende i Schweiz, og at de overvejer at købe en lejlighed, når de kender mere til ejendomsmarkedet i området.

Spørgerens ægtefælle er flyttet til Schweiz sammen med spørgeren. Ægteparrets to voksne børn er under uddannelse. Det yngste barn bor i Berlin og det ældste barn flytter til Polen i september 2018.

Spørger har i forbindelse med fraflytningen meldt sig ud af sportsklubber i Danmark og har meldt sig ind i sportsklubber mv. i Schweiz i stedet. Spørger og hendes ægtefælle ejer ikke en bil i Danmark.

På den baggrund er det Skattestyrelsens samlede vurdering, at spørger har midtpunkt for sine livsinteresser i Schweiz. Skattestyrelsen finder derfor, at spørger må anses for skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz, og at Danmark dermed alene bliver kildeland ved fordeling af beskatningsretten efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Hvis Skatterådet svarer nej til spørgsmål 1, ønskes det bekræftet, at spørgeren er skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz fra 1. januar 2018 på baggrund af, at hun fysisk opholder sig mere i Schweiz end i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra b, i DBO’en.

Begrundelse

Se under spørgsmål 1

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 bortfalder.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Uddrag af bekendtgørelse nr. 117 af 31. oktober 1974 vedr. dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Schweiz.

Artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

1. I denne overenskomst anvendes udtrykket "hjemmehørende i en af de kontraherende stater" på enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende kriterium; det omfatter endvidere personlige selskaber (Personengesellschaften) oprettet eller organiseret i henhold til lovgivningen i de kontraherende stater.

2. Hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 anses for hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal følgende regler gælde:

  • a) han skal anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, i hvilken han har fast bolig til sin rådighed. Såfremt han har en fast bolig til sin rådighed i begge kontraherende stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
  • b) kan det ikke afgøres, i hvilken af de to kontraherende stater han har midtpunktet for sine livsinteresser, eller har han ikke en fast bolig til sin rådighed i nogen af de kontraherende stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, i hvilken han sædvanligvis opholder sig;
  • c) opholder han sig sædvanligvis i begge de kontraherende stater, eller har han ikke sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, hvor han er statsborger;
  • d) er han statsborger i begge de kontraherende stater, eller er han ikke statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. Hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 anses for hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal den anses for at være hjemmehørende i den kontraherende stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.

4. Anses en fysisk person i henhold til denne artikel kun for hjemmehørende i en af de kontraherende stater i en del af et år, men i den øvrige del af samme år for hjemmehørende i den anden kontraherende stat (bopælsforlægning), kan i hver af staterne kun opkræves de på grundlag af fuld skattepligt udskrevne skatter, der vedrører det tidsrum, i hvilket den pågældende person anses for hjemmehørende i denne stat.

Praksis

Uddrag af DJV 2018-2, afsnit C.F.9.2.18.4.2 vedr. dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Schweiz.

Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted

Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.

Artiklen indeholder ikke en henvisning til staten, enhver politisk underafdeling og lokal myndighed. Se artikel 4, stk. 1.

"Hjemmehørende i en af de kontraherende stater" omfatter også personlige selskaber (Personengesellschaften) oprettet eller organiseret efter lovgivningen i aftalelandene. Se artikel 4, stk. 1.

For at være hjemmehørende efter DBO'en stilles der ikke krav om, at personen bliver beskattet af sin globalindkomst. Se artikel 4, stk. 1.

Artikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. Artikel 4, stk. 3 nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.

Artikel 4, stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz svarer til OECD’s modeloverenskomst artikel 4, stk. 2.

Uddrag af DJV 2018-2, afsnit C.F.8.2.2.4.1.2 om modeloverenskomstens artikel 4 - skattemæssigt hjemsted for fysiske personer med dobbeltdomicil.

Indhold

Dette afsnit handler om, i hvilket land den fysiske person skal anses for skattemæssigt hjemmehørende, hvis den pågældende på grund af sine tilhørsforhold er hjemmehørende i to (eller flere) lande.

Afsnittet indeholder:

  • Dobbeltdomicil
  • Hjemmehørende efter modeloverenskomstenRegel nr. 1: Fast bolig til rådighed og centrum for livsinteresser
  • Regel nr. 2: Sædvanligt ophold
  • Regel nr. 3: Statsborgerskab
  • Regel nr. 4: Gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder
  • Ingen bestemmelse i DBO'en om dobbeltdomicil.

Dobbeltdomicil

En fysisk person kan godt være fuldt skattepligtig til, og dermed hjemmehørende, i to (eller flere) lande på én gang. Dette kaldes dobbeltdomicil. Modeloverenskomsten er imidlertid opbygget sådan, at kun ét af landene kan være bopælsland i overenskomstens forstand. Det andet land skal være kildeland i overenskomstens forstand. Se afsnit C.F.8.2.2.4.1.1.

Hjemmehørende efter modeloverenskomsten

Modeloverenskomsten indeholder regler, der skal gøre det muligt at afgøre, hvor en fysisk person med dobbeltdomicil skal anses for hjemmehørende i overenskomstens forstand. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2.

Modeloverenskomstens regelsæt består af fire regler:

  • Regel nr. 1: Fast bolig til rådighed, og hvis der er fast bolig i begge lande, hvor den pågældende har stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (centrum for livsinteresser)
  • Regel nr. 2: Sædvanligt ophold
  • Regel nr. 3: Statsborgerskab
  • Regel nr. 4: Gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder.

Reglerne anvendes sådan, at alle sager forsøges først afgjort efter regel nr. 1.

Hvis det ikke kan afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende ud fra fast bolig og centrum for livsinteresser (regel nr. 1), skal det vurderes, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig (regel nr. 2).

Kan det ikke ud fra dette afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende, træffes afgørelsen på baggrund af statsborgerskab (regel nr. 3).

Er den pågældende statsborger i begge eller ingen af de pågældende lande træffes afgørelsen efter gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder (regel nr. 4).

Se også

  • C.F.8.1.1 om begreberne kilde- og bopælsland
  • C.F.8.2.2.3 (artikel 3) om kompetente myndigheder.

Regel nr. 1: Fast bolig til rådighed og centrum for livsinteresser

En fysisk person med dobbeltdomicil anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har en fast bolig til rådighed. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 1. led.

En fysisk person med dobbeltdomicil, der har en fast bolig til rådighed i begge lande, anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Dette kaldes også centrum for livsinteresser.

I den forbindelse lægges der vægt på:

  • hvor personen har sin familie (og øvrige sociale tilknytning)
  • hvor personen har sin politiske, kulturelle tilknytning eller andre aktiviteter
  • hvor personen har sit forretningssted, det sted hvorfra personen administrere sine aktiviteter osv.

Omstændighederne skal bedømmes ud fra en helhed. Den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, kan sammen med andre elementer skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunkt for sine livsinteresser i dette land.

Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 2. led.

Eksempel 1

En skatteyder, der emigrerede fra Danmark til Storbritannien blev anset for at have bevaret bopælsmulighed i Danmark, hvorfor den fulde skattepligt ansås for opretholdt. Skatteyderen havde efter udrejsen udelukkende erhvervsmæssige interesser i Danmark. Efter en samlet bedømmelse af skatteyders tilknytning i begge lande blev denne efter den dansk/engelske DBO, artikel 4, stk. 2, litra a, anset for hjemmehørende her i landet, så beskatningsretten tilkom Danmark. Se TfS 1996, 51 HRD.

Eksempel 2

En person, der drev IT virksomhed, meldte i 1991 flytning til Belgien i forbindelse med indgåelse af en tidsbegrænset kontrakt med Kommissionen. Han boede frem til sommeren 1993 i to forskellige lejligheder i Belgien og derefter hos en ven og på et pensionat. Personens ægtefælle og parrets mindreårige barn blev boende i Danmark, men opholdt sig i Belgien i en periode på ca. et år fra 1992-1993, umiddelbart efter, at personen havde fået en blodprop i hjertet, og derefter var sygemeldt i en periode. IT-virksomheden blev fortsat drevet fra bopælen i Danmark, og indtægterne herfra oversteg gennem hele perioden indtægterne fra Kommissionen. Personen blev anset for at have de stærkeste personlige og økonomiske interesser i Danmark og var efter DBO'ens artikel 4, stk. 2, hjemmehørende i Danmark i den pågældende periode. Se SKM2007.501.HR.

Modeloverenskomstens boligbegreb

Modeloverenskomsten har et andet boligbegreb end det, der anvendes i dansk ret. Efter modeloverenskomsten har en person fast bolig til rådighed, hvis personen ejer eller råder over en bolig af vedvarende karakter. Efter dansk ret vil et luksussommerhus uden tilladelse til helårsbeboelse som udgangspunkt ikke blive anset for at udgøre en fast bolig. Modeloverenskomsten lægger derimod kun vægt på, om boligen rent faktisk kan benyttes permanent. Se punkt 13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Omvendt anses boligen ikke for at være til rådighed for personen i modeloverenskomstens forstand, hvis personen eksempelvis udlejer sin ejerbolig og effektivt overlader boligen til en uafhængig part, således at personen ikke længere har adgang til den og mulighed for at opholde sig der. Se punkt 13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1 er bopælen derimod som udgangspunkt bevaret.

Se også

Se også afsnit C.F.1.2.1 om hvornår der er bopæl i Danmark.

Bemærk

Der kan også være uenighed mellem landene ved anvendelse af de ovenfor nævnte regler, fx med hensyn til,

  • om der er bolig til rådighed, eller
  • hvor centrum for personens livsinteresser er.     

Sådan uenighed kan også søges løst ved indgåelse af en gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder. Landene er dog ikke forpligtet til at finde en løsning. Se modeloverenskomstens artikel 25, stk. 2, og afsnit C.F.8.2.2.25.

Regel nr. 2: Sædvanligt ophold

Hvis det ikke kan afgøres, i hvilket af de to lande personen har centrum for sine livsinteresser, anses han eller hun i overenskomstens forstand kun for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun sædvanligvis opholder sig. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.  

Bemærk

Denne regel gælder, hvis

  • personen har en fast bolig til rådighed i begge lande, eller
  • personen ikke har en fast bolig til rådighed i nogen af landene
  • og det ikke kan afgøres, hvor personen har centrum for livsinteresser.     

Længden af den periode der skal vurderes for at fastslå, hvor personen sædvanligvis opholder sig er ikke angivet i reglen. Vurderingen må dække en tilstrækkelig lang periode til, at det er muligt at bedømme opholdenes frekvens, varighed og regelmæssighed som del af personens fastlagte livsvaner, dvs. ophold der ikke blot er forbigående. Se punkt 19 og 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Eksempel

Hvis det ikke efter regel nr. 1 kan afgøres, hvor den pågældende skal anses for at høre hjemme i forhold til DBO'en, er det relevant at optælle opholdsdage over en længere periode, eventuelt antal overnatninger i de relevante lande. Hvis det ud fra dette opholdsmønster kan udledes, at den pågældende overvejende har ophold i det ene land, anses denne for hjemmehørende i det pågældende land. Se SKM2007.135.ØLR.

Se også

Se også SKM2006.41.SR.

Bemærk

Når det skal vurderes, om en person har sit sædvanlige ophold i én eller begge stater, er den relevante periode ikke altid den periode, hvor der er dobbeltdomicil, specielt ikke i tilfælde hvor perioden med dobbeltdomicil er meget kort. Se punkt 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Se under spørgsmål 1

Praksis

Se under spørgsmål 1