Overdragelse af materielle aktiver er beskrevet i TPG 9.49-9.54. Ved fastsættelsen af værdierne af de materielle aktiver tages ofte udgangspunkt i de regnskabsmæssigt bogførte værdier. Det skal i alle tilfælde vurderes, om de bogførte værdier er i overensstemmelse med markedsværdien af de materielle aktiver.
En særlig udfordring i forbindelse med omstruktureringer kan dog være overdragelser af varelager.
I TPG er nævnt et eksempel, hvor en virksomhed i forbindelse med en omstrukturering går fra at være almindelig producent ('fully fledged' manufacturer) og distributør til at producere på vegne af en koncernforbundet enhed ('toll manufacturer') og være distributør med færre funktioner og risici ('stripped distributor').
I den forbindelse skal der tages stilling til værdien af varelager, da ejendomsretten hertil, i forbindelse med omstruktureringen, overgår fra virksomheden til den koncernforbundne enhed, som virksomheden fremadrettet skal producere på vegne af. Prisfastsættelsen af varelaget vil normalt skulle fastsættes på baggrund af de almindelige OECD-transfer pricing-metoder.
Som eksempel anføres der i OECD's Transfer Pricing Guidelines følgende muligheder for prisfastsættelse af varelageret:
- Prisen på varelager fastsættes på baggrund af en CUP, dvs. på baggrund af prisen for salg af et sammenligneligt varelager til en uafhængig.
- Prisen på varelager fastsættes på baggrund af RPM (videresalgsprismetoden), dvs. med udgangspunkt i salgsprisen til tredjemand fratrukket en armslængde-avance for den tilbageværende distributionsaktivitet.
- Prisen på varelager fastsættes på baggrund af CPM (kostplus avancemetoden), dvs. med udgangspunkt i afholdte produktionsomkostninger plus en armslængde-avance for den almindelige produktionsaktivitet i tilknytning til opbygning af det overførte varelager.
Værdien af varelaget kan således ikke blot overdrages til den bogførte kost pris. Fx vil skatteyder herved ikke opnå en armslængde-avance på den allerede udførte produktionsaktivitet, der har kapitaliseret sig i varelaget, men endnu ikke er blevet realiseret ved videresalg.