1. Sammenfatning (resumé)
Styresignalet ændrer praksis, så afgiftsberigtigelse af nye parallelimporterede køretøjer skal ske på grundlag af købsprisen med tillæg af minimum 9 pct., jf. registreringsafgiftsloven § 8, stk. 1.
I styresignalet fastættes fristerne for genoptagelse i de tilfælde, hvor der er afregnet registreringsafgift på et forkert grundlag.
2. Baggrund
Det fremgår af afsnit E.A.8.1.5.2 i Den Juridiske Vejledning 2016-1, at:
"Parallelimport
Ved afgiftsberigtigelse af fabriksnye køretøjer købt i udlandet (parallelimport), er det ikke længere muligt at afgiftsberigtige et køretøj på grundlag af den udenlandske købsfaktura. Afgiftsberigtigelsen sker efter de almindelige regler, jf. ovenfor".
Efter SKATs praksis fastsættes afgiftsgrundlaget for nye parallelimporterede køretøjer som den pris, et tilsvarende nyt køretøj kan afgiftsberigtiges til.
SKAT er af Autobranchen blevet gjort opmærksom på, at beskrivelsen i Den Juridiske Vejledning og SKATs praksis ikke er udtryk for en korrekt fortolkning af det retlige grundlag.
Dette styresignal er en ændring i forhold til SKATs tidligere praksis.
3. Regelgrundlaget
3.1 Den afgiftspligtige værdi
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1:
"Den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er dets almindelige pris, indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov, ved salg til bruger her i landet på registreringstidspunktet eller, hvis told- og skatteforvaltningen inden køretøjets registrering udsteder bevis for afgiftsberigtigelsen, på tidspunktet for bevisets udstedelse. Den afgiftspligtige værdi må ikke være lavere end den pris, der er betalt for køretøjet, jf. dog § 9, stk. 4. I den afgiftspligtige værdi af nye køretøjer indregnes altid mindst 9 pct. i samlet avance for importør og forhandler. Den afgiftspligtige værdi må ikke indeholde negativ importøravance, jf. dog § 9, stk. 3 og 4. (...)
(...)
Stk. 9. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved afgiftsberigtigelse af køretøjer på grundlag af såvel udtagelse til eget brug som salg til en virksomhed, der erhvervsmæssigt handler med eller udlejer motorkøretøjer, eller salg til en sådan virksomheds nærtstående.".
3.2 Nye køretøjer
Et køretøj, der er mindre end 4 år gammelt, bliver anset som nyt indtil det har kørt 2.000 kilometer, medmindre køretøjet har været udsat for beskadigelser eller viser spor af slitage, som udelukker at det kan sælges som fabriksnyt. Se § 27 i bekendtgørelse nr. 879 af 1. juli 2013.
4. SKATs opfattelse
Dette styresignal er en ændring i forhold til SKATs tidligere praksis for parallelimporterede køretøjer, hvorefter afgiftsgrundlaget var prisen på et tilsvarende køretøj.
Et køretøj skal afgiftsberigtiges på grundlag af bilens almindelige handelspris ved salg til bruger her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1. Dette er gældende såvel ved enkeltstående salg af biler til forbrugere, ved salg af en eller flere biler til erhvervsdrivende og ved importørers eller bilforhandleres udtagelse af biler til eget brug.
Der skal altid indregnes mindst 9 pct. i samlet avance for importør og forhandler i den afgiftspligtige værdi af et nyt køretøj, der skal indregistreres i Danmark.
Ved indregistrering og afgiftsberigtigelse af nye køretøjer skelnes der ikke mellem køretøjer, der er importeret via en officiel importør eller via parallelimport.
Hvis et nyt parallelimporteret køretøj videresælges til en bruger, der skal anvende køretøjet her i landet, udgøres den afgiftspligtige værdi af salgsprisen - dvs. den almindelige pris ved salg til bruger her i landet. Det er en forudsætning herfor, at der er indregnet mindst 9 pct. i avance til importøren (og eventuelt efterfølgende salgsled).
Hvis parallelimportøren vil udtage køretøjet til eget brug, udgøres den afgiftspligtige værdi af importprisen (købsprisen) tillagt 9 pct.
5. Genoptagelse
Dette styresignal indebærer en praksisændring.
Borgere og virksomheder, der har afregnet registreringsafgift i overensstemmelse med SKATs hidtidige praksis, kan anmode om genoptagelse af registreringsafgiften.
Anmodning om genoptagelse skal indgives til SKAT enten via:
www.skat.dk
eller
SKAT Motor - Motorcenter
Lyngvej 2
9000 Aalborg
eller
E-mail: Motorcenter@SKAT.dk
Købsdokumentation
Der skal ved anmodningen om genoptagelse oplyses navn, adresse og CVR-nummer eller CPR-nummer.
Der skal derudover vedlægges dokumentation for køb af køretøjet.
Dokumentationen skal indeholde kopi af købsdokumentet i form af en købsaftale, slutseddel, faktura med specifikation af køretøjet, kvittering for bankoverførsel og/eller kvittering for køb af valuta.
Købsdokumentet skal indeholde følgende oplysninger:
- Dato for handel og/eller levering (udførsel) af køretøjet
- CVR nr., hvis sælger er en virksomhed
- Registreringsnummer eller stelnummer på køretøjet
- Navn og adresse på både køber og sælger
- Momsnummer, hvis køber er momsregistreret i et andet EU-land
- Fakturanummer, hvis salgsdokumentet er en faktura.
5.1. Frister for genoptagelse
Ordinær genoptagelse
Efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske genoptagelse af afgiftstilsvaret, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.
Ekstraordinær genoptagelse
Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, endvidere efter anmodning fra den afgiftspligtige ske ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret, når hidtidig praksis er underkendt ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. Ekstraordinær genoptagelse kan ske fra og med den afgiftsperiode, der er påbegyndt men endnu ikke udløbet, 3 år forud for ændring af praksis.
Det vil sige, at der kan ske genoptagelse af registreringsafgift, der er pålagt ved afgørelse truffet af SKAT indtil 3 år forud for offentliggørelsen af dette styresignal.
Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af fristbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om ændring af hidtidig praksis.
Fristen på 6 måneder regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på SKATs hjemmeside, www.skat.dk.
6. Gyldighed
Indholdet af dette styresignal vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit E.A.8.1.5.2.