Hvis det kompetente toldsted beslutter, at varer skal undersøges, eller at der skal udtages stikprøver af disse, underretter det klarereren om:
-
tid og sted for undersøgelsen eller stikprøveudtagningen. Se GF art. 238, 1. afsnit
-
hvorvidt kun en del af varerne skal undersøges, i givet fald hvilke vareposter, som skal undersøges. Se GF art. 239, stk. 1
-
Hvorvidt der ønskes udtaget stikprøver. Se GF art. 240, stk. 1
Efter anmodning fra klarereren kan undersøgelse eller stikprøveudtagning finde sted på en anden adresse end toldstedets eller på et tidspunkt uden for det kompetente toldsteds officielle åbningstider. Se GF art. 238, 2. afsnit.
Varerne skal transporteres til det sted, hvor undersøgelsen eller stikprøveudtagningen skal finde sted, og sådan transport samt alle nødvendige behandlinger i forbindelse med undersøgelsen eller prøveudtagningen foretages af klarereren eller under dennes ansvar, og udgifterne hertil afholdes af klarereren. Se EUTK art. 189, stk. 1.
Klarereren har ret til at overvære eller lade sig repræsentere ved undersøgelsen af varerne eller stikprøveudtagningen. Se EUTK art. 189, stk. 2.
Toldmyndighederne kan, hvis der er rimelig grund hertil, forlange, at klarereren eller dennes repræsentant er til stede ved undersøgelsen af varerne eller stikprøveudtagningen og yder den assistance, der er nødvendig for at lette undersøgelsen eller prøveudtagningen. Se EUTK art. 189, stk. 2.
I det omfang klarereren afslår at være til stede ved undersøgelsen af varerne eller stikprøveudtagningen eller ikke yder den fornødne assistance, fastsætter toldmyndighederne en frist for klarererens tilstedeværelse eller assistance. Se GF art. 239, stk. 2 og art. 240, stk. 2.
Har klarereren ikke efterkommet påbuddet inden fristens udløb, foretager toldmyndighederne undersøgelsen af varerne for klarererens regning og risiko, om fornødent under medvirken af en sagkyndig udpeget efter national lovgivning, se GF art. 239, stk. 2.
Har klarereren i tilfælde af stikprøveudtagning ikke efterkommet påbuddet inden fristens udløb udtager toldmyndighederne stikprøverne for klarererens regning og risiko. Se GF art. 240, stk. 2.
Som udgangspunkt udtages stikprøverne af toldmyndighederne, som dog kan forlange, at stikprøverne bliver udtaget af klarereren eller tilkalde en sagkyndig udpeget efter national lovgivning til at udtage stikprøverne under deres tilsyn. Se GF art. 240, stk. 3.
Stikprøver må ikke udtages i større mængder end nødvendigt af hensyn til analysen eller den dybtgående kontrol. Se GF art. 240, stk. 4.
De udtagne mængder stikprøver må ikke fratrækkes den angivne mængde. Se GF art. 240, stk. 5.
Er varer angivet til eksport eller passiv forædling, er det tilladt klarereren at erstatte de udtagne mængder af stikprøver med tilsvarende varer for at fuldstændiggøre forsendelsen. Se GF art. 240, stk. 6.
Omfatter undersøgelsen kun en del af de varer, som er omfattet af en og samme toldangivelse, anses resultatet af delundersøgelsen at gælde for alle de varer, som er omfattet af samme angivelse. Hvis en toldangivelse omfatter varer, der henhører under to eller flere poster, anses oplysningerne for varer, der henhører under hver enkelt post for at udgøre en særskilt angivelse. Se EUTK art. 190, stk. 1 og 3.
Resultatet af undersøgelse af udtagne stikprøver anses også for at gælde for alle varer omfattet af samme post i angivelsen. Se EUTK art. 190, stk. 1 og stk. 3.
Dette gælder dog ikke, hvis undersøgelsen af stikprøver af de samme varer giver forskellige resultater, der vil kræve forskellig toldbehandling. I så fald udtages om muligt yderligere stikprøver. Hvis undersøgelse af de yderligere stikprøver bekræfter de forskellige resultater, anses varerne for at være forskellige varer i mængder svarende til resultaterne af undersøgelsen. Tilsvarende gælder, hvis yderligere stikprøveudtagning ikke er mulig. Se GF art. 241.
Klarereren kan anmode om yderligere undersøgelse eller stikprøveudtagning af varerne, hvis klareren skønner, at resultatet af en delundersøgelse eller af de udtagne stikprøver ikke gælder for resten af de angivne varer. Anmodningen imødekommes, hvis varerne ikke er blevet frigivet, eller klarereren godtgør, at frigivne varer ikke på nogen måde er blevet ændret. Se EUTK art. 190, stk. 2.
Toldmyndighederne yder ikke erstatning for udtagne stikprøver, når stikprøveudtagelse sker efter gældende regler. Analyse- og kontrolomkostninger afholdes dog af toldmyndighederne. Se EUTK art. 189, stk. 3.
De udtagne stikprøver tilbageleveres dog til klarereren efter anmodning fra denne, medmindre:
- stikprøverne er blevet ødelagt under analysen eller undersøgelsen
- toldmyndighederne har behov for at beholde stikprøverne med henblik på:
- yderligere undersøgelser, eller
- klagebehandling eller retsskridt.
Se GF art. 242, stk. 1.
I det omfang klarereren ikke anmoder om tilbagelevering af udtagne stikprøver, kan toldmyndighederne forlange, at klarereren fjerner alle tiloversblevne stikprøver eller tilintetgør dem. Se GF art. 242, stk. 2.