Skatterådet har på mødet den 23. juni 2015 behandlet SKATs indstilling til Skatterådet om pålæg af oplysningspligt i henhold til skattekontrollovens §§ 8 C og 8 D, stk. 1.
Formål og baggrund
SKAT ønsker i medfør af skattekontrollovens §§ 8 C og 8 D at indhente oplysninger hos genvindings- og skrotvirksomheder om unavngivne personers og virksomheders omsætning med disse virksomheder. Oplysningerne ønskes indhentet med henblik på at sikre, at indtægter ved salg af skrot bliver korrekt selvangivet og beskattet hos sælger.
SKAT har tidligere gennemført undersøgelser i skrotbranchen. Undersøgelserne viste, at en stor del af sælgerne ikke medregnede indtægterne i deres selvangivelse og momsangivelser.
Undersøgelserne medførte en ændring af momsloven, der betød, at det fremover var køber, der skulle afregne salgsmoms (omvendt betalingspligt af moms). Der er ikke foretaget tilsvarende ændringer af skattelovgivningen, som kan medvirke til sikring af korrekt indkomstbeskatning.
Formålet med at indhente oplysningerne er at afdække, hvorvidt sælgerne selvangiver og bliver korrekt beskattet af indtægter erhvervet ved salg af skrot.
SKAT har desuden mulighed for at undersøge, i hvilket omfang SKATs tidligere indsats samt de ændrede momsregler har haft betydning for viljen til at selvangive og afregne korrekte skatter.
Hvem pålægges oplysningspligt
SKAT anmoder om tilladelse til at indhente oplysninger om samhandlen med unavngivne personer og virksomheder hos:
Cvr-nr. Navn Adresse
xx xx xx xx Virksomhed 1 xxx
xx xx xx xx Virksomhed 2 xxx
xx xx xx xx Virksomhed 3 xxx
Pålægget omfatter også de nævnte virksomheders filialer.
Hvilke oplysninger indhentes
Sælgernes
- identifikationsoplysninger, dvs. navn, adresse og cvr-nr. (evt. alternativt cpr-nr.)
- oplysninger om samhandlen med de unavngivne sælgere. Oplysningerne ønskes på transaktionsniveau.
For hvilken periode indhentes oplysninger
SKAT ønsker at indhente oplysninger om unavngivne personer og virksomheder for indkomstårene 2013 samt 2014.
Hvornår vil Skatterådet blive orienteret om resultatet af undersøgelserne
Undersøgelserne forventes afsluttet senest 31.12.2016 og resultatet af undersøgelserne forventes at være klarlagt 01.06.2017, hvor Skatterådet vil kunne blive orienteret.
Indstilling
Det indstilles til Skatterådet, at i medfør af skattekontrollovens §§ 8 C og 8 D, stk. 1, meddeler SKAT tilladelse til at indhente ovennævnte oplysninger hos de 3 nævnte virksomheder om unavngivne personers og virksomheders salg af skrot mv. til virksomhederne.
Skatterådets beslutning
Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling i sin helhed og meddelte således tilladelse til, at SKAT efter skattekontrollovens § 8 C og § 8 D, stk. 1, indhenter oplysninger som angivet i indstillingen.