Parter
A
(advokat Bjarne Aarup)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Sigrid Majlund Kjærulff).
Afsagt af landsdommerne
Thomas Jønler, Poul Hansen og Hanne Aagaard
Sagens baggrund og parternes påstande
Byretten har den 7. august 2012 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 150-1106/2011).
Påstande
For landsretten har appellanten, A, nedlagt følgende påstande:
|
1.
|
Principalt: Indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at As selvangivne skattepligtige indkomst for indkomstårene 2000 og 2002 skal lægges til grund ved skatteansættelserne for de pågældende indkomstår.
|
|
Subsidiært: As skatteansættelser for disse indkomstår hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.
|
|
|
|
2.
|
As skatteansættelse for indkomståret 2001 hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.
|
Skatteministeriet har påstået dommen stadfæstet.
Supplerende sagsfremstilling
A har for landsretten fremlagt kopi af sin korrespondance i 2004 med F1-Forsikring vedrørende størrelsen af erstatningen efter branden.
Af et brev af 10. marts 2004 fra F1-Forsikring, hvor forsikringsselskabet fremkom med et forligstilbud, fremgår blandt andet, at det beløb, der blev tilbudt, var
"...
fremkommet ved en samlet vurdering af det fremsatte krav, den modtagne dokumentation/sandsynliggørelse og øvrige tilvejebragte oplysninger i sagen,
..."
og at der således ikke var
"...
fastsat en individuel erstatning for hver enkelt anmeldt brændt genstand.
..."
Beløbet blev senere efter forhandling forhøjet til 750.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af skaden.
Forklaringer
A har supplerende forklaret, at bilen af mærket Peugeot rettelig kostede 100.000 kr. Det var en BMW, der kostede 142.000 kr. I år 2000 havde han en Opel, som han solgte dette år for 35.000-40.000 kr. Denne bil købte han i 1998 eller i 1999. Han har betalt restskatten på 116.000 kr. med tillæg af renter, i alt ca. 245.000 kr. Han havde to racerbiler, som han solgte sammen med nogle reservedele for i alt 290.000 kr. Skattevæsenet har kun medregnet 200.000 kr., der var det beløb, som han solgte selve bilerne for. Reservedele er købt fra 1989 til 1999, hvor han standsede med at køre i bilerne på grund af en skade, han fik. Han købte den ene racerbil omkring 1995 og den anden omkring 1997. Peugeot'en blev købt sidst i december 2000, men blev først omregistreret i april 2001 på grund af uenighed med sælgeren om nogle reservedele, der manglede. F1-Forsikring bad ham lave en opgørelse med nypriser. Dette fastholdt selskabet, også efter han havde fortalt F1-Forsikring, at han havde købt mange af effekterne med store rabatter, og at han ikke vidste, hvor gamle tingene var. Han skønnede selv, hvad nypriserne måtte være. Han lod tvivl om effekternes alder og om nypriser "komme ham selv til gode", da selskabet sagde, at de alligevel ville lave et samlet skøn til sidst ved en forhandling. Han var mere end fuldt ud tilfreds med de 750.000 kr., som erstatningen endte med at blive efter forhandling. Han havde blandt andet købt nogle skriveborde meget billigt på sin tidligere arbejdsplads. Et B&O anlæg havde han købt i 2003 meget billigt af et ægtepar, der skulle skilles. Han skønnede, at anlægget var ca. 2 år gammelt, da han købte det.
Procedure
A har for landsretten yderligere anført, at skattemyndighederne ikke har haft hjemmel til at foretage en skønsmæssig ansættelse af hans indkomst vedrørende årene 2000 og 2002. Skattemyndighederne har ikke tilsidesat hans bogføring og regnskaber som mangelfulde for 2000, hvor han i en kort periode drev selvstændig virksomhed, og de skønsmæssige ansættelser beror alene på beregninger vedrørende hans privatforbrug. Efter retspraksis kan skattemyndighederne i en sådan situation alene foretage skønsmæssige ansættelser, hvis hans privatforbrug er uantageligt lavt, og det var ikke tilfældet.
A har endvidere gjort gældende, at skattemyndighederne ved beregningen af det kontante privatforbrug til brug for skønnet skulle have taget udgangspunkt i hans A-indkomst og ikke i den skattepligtige indkomst.
Skatteministeriet har heroverfor anført, at skattemyndighederne har været berettiget til at udøve et skøn også for årene 2000 og 2002, idet A efter de foreliggende oplysninger i de pågældende år, som sagen vedrører, har haft et helt uantageligt lavt privatforbrug, når man tager udgangspunkt i formueoplysninger og oplysninger om hans indtægtsforhold og sammenholder disse oplysninger med det, der i øvrigt kan lægges til grund.
Skatteministeriet har endvidere anført, at skattemyndighederne med rette har taget udgangspunkt i den skattepligtige indkomst, som er den mest retvisende.
Parterne har i øvrigt i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Skattemyndighedernes skøn har blandt andet taget udgangspunkt i den skadesanmeldelse, som A sendte til forsikringsselskabet, men skattemyndighederne har - som også anført af byretten - i høj grad inddraget og taget hensyn til As oplysninger, der i mange henseender er udokumenterede. Landsretten finder, at det angivne udgangspunkt ikke kan medføre, at skattemyndighedernes skøn kan anses for at hvile på et fejlagtigt grundlag.
A er i forløbet efter branden kommet med skiftende forklaringer på en række punkter. Efter sagens karakter må der indrømmes skattemyndighederne en betydelig frihed ved udøvelse af skønnet over hans privatforbrug, og landsretten finder, at myndighederne under de foreliggende omstændigheder ved udøvelse af skønnet ikke har været forpligtet til at lægge hans forklaringer til grund i større omfang end sket.
Det kan heller ikke anses som et fejlagtigt grundlag, at skattemyndighederne har taget udgangspunkt i As skattepligtige indkomst ved beregningen af hans kontante privatforbrug med baggrund i formue- og indkomstoplysninger.
Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der foreligger, finder landsretten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering af, at As privatforbrug også i årene 2000 og 2002 må anses for uantageligt lavt. Den omstændighed, at skønnet alene førte til forhøjelser af hans indkomst for disse år med henholdsvis 50.000 kr. og 20.000 kr. kan ikke i sig selv føre til et andet resultat. Skattemyndighederne har derfor haft hjemmel til at foretage de pågældende ændringer.
Med disse bemærkninger og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, tiltræder landsretten, at A ikke har godtgjort, at skattemyndighedernes skøn for de pågældende indkomstår er foretaget på et forkert grundlag, eller at skønnet har medført et åbenbart urimeligt resultat. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 30.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom stadfæstes.
A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 30.000 kr.
De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage.