Et udtryk, der forekommer i en DBO, men som ikke er defineret, skal tillægges den betydning, som udtrykket har i det land, der anvender DBO'en, på det tidspunkt, hvor DBO'en anvendes. Hvis udtrykket både anvendes i skattelovgivningen og i anden lovgivning, skal udtrykket tillægges den betydning, det har i skattelovgivningen. Se modeloverenskomstens artikel 3, stk. 2.
Det kan fremgå af sammenhængen, at et udtryk skal fortolkes på en anden måde end den, der umiddelbart følger af et lands nationale regler. Der kan fx lægges vægt på de kontraherende staters hensigt ved DBO'en indgåelse eller på den betydning, udtrykket har i det andet lands nationale lovgivning. Se punkt 12 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 3.
De kompetente myndigheder kan endvidere indgå en aftale i henhold til artikel 25 om, at et udtryk skal have en anden betydning en den, der følger af national lovgivning.
Hvis de kompetente myndigheder har indgået en gensidig aftale i henhold til artikel 25 om en fælles forståelse af et udtryk, der ikke er defineret i DBO'en, gælder forståelsen i henhold til aftalen forud for forståelsen af udtrykket i national lovgivning. Se punkt 13.2 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 3.
Kommentarerne til modeloverenskomsten
Det er den udbredte opfattelse blandt OECD-medlemslandene, at DBO'er fortolkes efter den seneste udgave af kommentarerne til modeloverenskomsten, uanset hvornår DBO'en er indgået. Det gælder dog kun, når bestemmelserne i det væsentlige er de samme, således at der alene er tale om præcisering af praksis. Se punkt 33-36 under introduktionen til modeloverenskomsten. Til slut i kommentaren til hver artikel er det angivet, hvilke lande, der har taget forbehold over for bestemte formuleringer i kommentaren.
Protokolbestemmelser
Lande, der indgår en DBO, aftaler ofte, at et bestemt udtryk, der anvendes i DBO'en, skal forstås på en bestemt måde. I stedet for at indskrive dette i artikel 3 i selve DBO'en er det almindeligt, at den slags aftaler indgår i en protokol til DBO'en, der indgås samtidig med denne. Disse protokolbestemmelser er eksempler på tilfælde, hvor undtagelsen ovenfor gælder.
►Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:◄
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Landsskatteretten |
| ►SKM2024.321.LSR◄ | ►Sagen angik, om klageren som udenlandsk studerende var berettiget til såkaldt gæstestuderendefradrag efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts art. 20, jf. protokollens afsnit IX, stk. 3. Klageren var udenlandsk studerende fra Færøerne, der ved forskudsregistreringen for indkomståret 2022 blev nægtet gæstestuderendefradrag, da klagerens indkomst bestod i honorarindkomst og ikke lønindkomst. Landsskatteretten fandt, at "vederlag for tjenesteydelser" i protokollens afsnit IX, stk. 3, både ud fra ordlyden, en almindelig sproglig forståelse ud fra fortolkningsprincipperne i både dobbeltbeskatningsoverenskomsten og Wienerkonventionen måtte anses for også at omfatte honorarindkomst, og at der ikke var holdepunkter for at forstå det som begrænset til kun lønindkomst. Beskrivelsen i forarbejderne om det såkaldte rigsfællesskabsfradrag, hvorefter gæstestuderendefradrag i praksis kun indrømmes vedrørende lønindkomst, kunne ikke heroverfor tillægges afgørende betydning. Klageren var derfor berettiget til gæstestuderendefradrag.◄ | |
| Skatterådet |
| ►SKM2024.79.SR◄ | ►Spørger var pr. 1. august 2023 blevet ansat i Tyskland hos et tysk selskab. Spørger ville derfor fremover bo, arbejde og hovedsageligt opholde sig i Tyskland. Spørger ejede en bolig i Danmark, hvor hans ægtefælle og børn var blevet boende efter Spørger var flyttet til Tyskland. Skatterådet bekræftede, at Spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, ifølge artikel 4, stk. 2, litra b, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det var Skatterådets opfattelse, at det ikke med fornøden sikkerhed kunne fastslås i hvilken af de to stater, Spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser, idet Spørger havde personlige og økonomiske interesser i både Danmark og Tyskland. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørger var skattemæssigt hjemhørende i Tyskland efter artikel 4, stk. 2, litra a (om midtpunkt for livsinteresser), i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. At Spørgers ægtefælle planlagde at fraflytte Danmark ca. 2 år senere kunne efter Skatterådets opfattelse ikke føre til et andet resultat på det tidspunkt, hvor Spørger flyttede til Tyskland. Praksis om ophør af fuld skattepligt efter dansk intern ret kunne efter Skatterådets opfattelse heller ikke føre til et andet resultat. Spørgers ophold i Tyskland var dog af varig og ikke tidsbegrænset karakter, og Spørger forventede at opholde sig væsentligt mere i Tyskland end i alle andre stater enkeltvist, herunder Danmark. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at Spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland efter artikel 4, stk. 2, litra b (om sædvanligt ophold), i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, da det var i denne stat, hvor han sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, ville have ophold. I spørgsmål 3 ønskedes det lagt til grund, at Spørgers ophold i Danmark var større, end hvad der var beskrevet i de faktiske forhold som grundlag for besvarelse af spørgsmål 1 og 2. Besvarelse af spørgsmål ville derfor indebære vurdering af alternative fakta, hvorfor Skatterådet afviste at besvare spørgsmålet, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2, og Den juridiske vejledning 2023-2, afsnit A.A.3.9.1.◄ | |