Indhold
Dette afsnit handler om, hvordan fortjeneste i et fast driftssted opgøres.
Afsnittet indeholder:
- Det faste driftssted betragtes som et selvstændig og uafhængigt foretagende
- Hvor kan man læse mere om reglen
- Fast driftssted som et selvstændigt og uafhængigt foretagende
- Indkøb af varer for hovedsædet
- Omkostninger, der kan fradrages vedrørende det faste driftssted.
Se også
C.D.11.11.1 om indkomstopgørelsen i et fast driftssted.
Det faste driftssted betragtes som et selvstændigt og uafhængigt foretagende
Fortjeneste i et fast driftssted skal både i kildelandet og i bopælslandet opgøres, som om det faste driftssted var et selvstændigt og uafhængigt foretagende. Se modeloverenskomstens artikel 7, stk. 2.
Det gælder både
- når det faste driftssted har forbindelser med uafhængige parter
- når det faste driftssted har forbindelser med associerede foretagender og
- når det faste driftssted har forbindelser med andre dele af det foretagende, som det faste driftssted selv er en del af.
Bemærk
Når et fast driftssted handler eller på anden måde har forbindelser med
- andre virksomheder, som er forbundet med den virksomhed, som det faste driftssted er en del af, eller
- andre dele af den virksomhed, som det faste driftssted selv er en del af,
skal de "armslængde"-principper, der kendes fra transfer pricing-reglerne, anvendes til at opgøre fortjeneste i det faste driftssted. Se punkt 15-43 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 7, afsnit C.D.11.11 om armslængdeprincippet i relation til faste driftssteder, samt særligt OECD's 2010 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder (2010 Report on the Attribution of Profits to Permanent Establishments 22 July 2010).
Det er ikke sikkert, at begge lande udlægger "armslængde-princippet" på nøjagtigt samme måde. Hvis landene ikke gør det, kan foretagendet blive udsat for dobbeltbeskatning. Se afsnit C.F.8.2.2.25 (artikel 25) om, hvordan en skattepligtig kan sikre sig, at der startes en gensidig aftaleprocedure. Se også afsnit C.F.8.2.2.23 (artikel 23) og om metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning og afsnit C.D.11.15 hvordan undgås transfer pricing dobbeltbeskatning.
En gensidig aftaleprocedure fører normalt til, at den skattepligtige undgår dobbeltbeskatning, men den forpligter ikke de to lande til at blive enige. Modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, indeholder imidlertid en bestemmelse, der forpligter landene til at blive enige om opgørelser og fordelinger. Se afsnit C.F.8.2.2.7.4. Den gælder ikke for ældre versioner af modeloverenskomstens artikel 7.
Se også
- C.D.11.11 om armslængdeprincippet i relation til faste driftssteder
- C.D.11.11.1 om indkomstopgørelsen i et fast driftssted
- C.F.8.1.1 om fordeling af beskatningsretten, begreberne kildeland og bopælsland
- C.F.8.2.2.3.1.4 (artikel 3) om begreberne foretagende og erhvervsvirksomhed
- C.F.8.2.2.4.2 (artikel 4) om skattemæssigt hjemsted for andre end fysiske personer
- C.F.8.2.2.5 (artikel 5) om hvad et fast driftssted er
- C.F.8.2.2.7.1 (artikel 7) om beskatningsretten til fortjeneste ved erhvervsvirksomhed.
Hvor kan man læse mere om reglen
I kommentaren til modeloverenskomstens artikel 7 står der mere om
- faste driftssteder af banker, internationale handelsvirksomheder og forsikringsselskaber. Se punkt 23 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 7,
- særlige forhold, som man skal være opmærksom på, når et fast driftssted har forbindelser med andre dele af den samme virksomhed. Se punkt 24-26 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 7.
Se også
- C.D.11 om Transfer Pricing
- C.D.11.11.1 om indkomstopgørelsen i et fast driftssted
- OECD's 2010 rapport om indkomstopgørelsen i faste driftssteder.
Fast driftssted som et selvstændigt og uafhængigt foretagende
Det faste driftssted er ikke et selvstændigt og uafhængigt foretagende, men det skal behandles, som om det var, når man opgør indkomsten.
Der er kun tale om en fiktion, og fiktionen bruges kun, når man skal finde ud af, hvad kildelandet har lov til at beskatte efter modeloverenskomstens artikel 7. Fiktionen gælder ikke i forhold til andre artikler i DBO'en.
Eksempel
Dette eksempel er hentet fra punkt 28 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 7:
- En virksomhed ejer en ejendom i et andet land
- Virksomhedens faste driftssted i det andet land har til huse i ejendommen
- Det land hvor virksomheden er hjemmehørende, er bopælsland. Det andet land er her kildeland både i forhold til den faste ejendom og i forhold til det faste driftssted.
Det skal afgøres efter transfer pricing principperne, om ejendommen skal anses for ejet af det faste driftssted eller af virksomhedens hovedsæde.
- Hvis man herved når frem til, at ejendommen skal anses for ejet af hovedsædet, skal det faste driftssted stilles, som om der var betalt husleje til hovedsædet. Det faste driftssted har altså ret til et fradrag for en fiktiv huslejebetaling.
- Men hovedsædet har rent faktisk ikke fået nogen husleje. Derfor giver overenskomsten ikke kildelandet lov til at beskatte virksomheden af indtægt af fast ejendom i kildelandet. Kildelandet har ganske vist beskatningsretten efter modeloverenskomstens artikel 6 (indkomst af fast ejendom). Se afsnit C.F.8.2.2.6. Men der er ingen indtægt at beskatte.
Indkøb af varer for hovedsædet
I tidligere versioner af modeloverenskomstens artikel 7 fandtes en regel om, at fortjeneste i et fast driftssted ikke skal indbefatte fortjeneste, som det faste driftssted har opnået ved at indkøbe varer på vegne af foretagendet.
Denne regel findes ikke længere. OECD mener, at det ville stride imod det generelle armlængdeprincip i modeloverenskomstens artikel 7, stk. 2, hvis netop denne form for fortjeneste skulle holdes ude af det faste driftssteds indkomst. Se punkt 43 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 7.
Omkostninger, der kan fradrages vedrørende det faste driftssted
Modeloverenskomsten indeholder ikke nogen regel om, hvilke omkostninger der kan henføres til det faste driftssted, når overenskomsten anvendes. I tidligere, før 2010, versioner af modeloverenskomstens artikel 7 fandtes der et stk. 3 om omkostninger, men det er ikke videreført.
Grunden til, at stk. 3 ikke er videreført, er, at nogle lande har forstået bestemmelsen sådan, at bestemmelsen begrænsede adgangen til at fradrage omkostninger. Disse lande mente, at der kun kunne fradrages faktisk afholdte udgifter. Det svarede ikke til OECD's intentioner med bestemmelsen. OECD's hensigt var, at også fiktive udgifter skal kunne fradrages. Se eksemplet ovenfor om fiktiv husleje. Derfor er stk. 3 udgået af modeloverenskomstens artikel 7, da den blev revideret i 2010. Se punkt 38-40 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 7.
Danmark mener og har hele tiden ment, at omkostninger kan henføres til et fast driftssted, hvis de er afholdt direkte eller indirekte til gavn for det faste driftssted. Herunder hører også udgifter til ledelse og almindelig administration.