En række af Danmarks DBO'er indeholder en særregel, der har til formål at regulere beskatningsretten til overskud i SAS. Reglen står typisk som sidste stykke i artiklen om international trafik.

Danmark, Norge og Sverige har forbeholdt sig ret til at medtage en særbestemmelse om SAS i deres DBO'er. Se punkt 33 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 8.

Reglen går ud på, at DBO'en kun gælder for den danske ejerdel af et internationalt konsortium, der driver international skibs- eller luftfartsvirksomhed.

De danske DBO'er gælder derfor kun for den danske ejerandel af SAS.

Eksempel

Bestemmelsen om SAS kan fx lyde:

"Hvis foretagender fra forskellige lande er gået sammen om at drive skibe eller fly i international trafik gennem et forretningskonsortium, finder bestemmelserne i denne artikel kun anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, som ejes af et foretagende i en kontraherende stat."

I nogle DBO'er er bestemmelsen formuleret på en sådan måde, at det direkte fremgår af ordlyden, at bestemmelsen kun omfatter SAS.