Indhold

Afsnittet handler om konkurslovens § 64, der indeholder regler for omstødelse af gaver og gavelignende dispositioner.

Afsnittet indeholder:

Regelgrundlag
Gavebegrebet
Fuldbyrdelse
Lejlighedsgaver og understøttelser
Erstatningskrav som alternativ
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regelgrundlag

Gaver, som er fuldbyrdet senere end seks måneder før fristdagen, kan fordres omstødt. Se konkurslovens § 64, stk. 1.

Det har i den forbindelse ingen betydning, om skyldneren ved gavedispositionen var eller blev insolvent, eller om gavemodtageren var i god eller ond tro med hensyn til skyldnerens insolvens.

Gaver, som er fuldbyrdet tidligere, men senere end et år før fristdagen, kan fordres omstødt, medmindre det af gavemodtageren godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent. Se konkurslovens § 64, stk. 2, 1. pkt.

For gaver til skyldnerens nærtstående gælder samme regel, hvis gaven er fuldbyrdet senere end to år før fristdagen. Se konkurslovens § 64, stk. 2, 2. pkt.

I forhold til omstødelse af gaver til skyldners nærtstående gælder tillige, at disse kan omstødes, hvis de stod i åbenbart misforhold til skyldners økonomiske forhold. Se konkurslovens § 64, stk. 4, 1. pkt. Bestemmelsen indeholder ikke en tidsfrist og giver dermed mulighed for omstødelse af gaver i en længere periode end de to år, som konkurslovens § 64, stk. 2, giver mulighed for. Omstødelse af dispositioner, der stod i åbenbart misforhold til skyldners økonomiske forhold, kan dog ikke ske, hvis skyldner ikke var insolvent og heller ikke blev det ved foretagelse af dispositionen, ligesom skyldner utvivlsomt skulle have tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtigelser. Se konkurslovens § 64, stk. 4, 2. pkt.

Omstødelse efter stk. 1 er således en ren objektiv omstødelsesregel, mens omstødelse efter stk. 2, og stk. 4, indeholder subjektive elementer.

For at afværge omstødelse efter konkurslovens § 64, stk. 2 og 4, forudsætter det således, at modtageren både kan godtgøre, at skyldneren ved overdragelsen ikke var eller blev insolvent og beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Vurderingen af overdragerens insolvens skal herefter ske på baggrund af en vurdering af skyldners illikviditet og insufficiens, dvs. en vurdering af, om skyldner løbende kan betale sine ydelser som de forfalder, og om skyldners aktiver overstiger passiverne. Samtidig er det en betingelse, at overdragerens aktiver utvivlsomt oversteg dennes passiver. Det er modtageren, der har bevisbyrden herfor, og det er ikke tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre, at overdrageren forblev solvent.

Undtagelse

Lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår, er undtaget fra omstødelse. Se konkurslovens § 64, stk. 3.

Gavebegrebet

Konkursrettens gavebegreb er formentlig noget mere objektivt end formuerettens, men der skal i alle tilfælde være tale om en vederlagsfri overdragelse af et formuegode. Gaver, der gives af den senere fallent, vil derfor pr. definition næsten altid være til skade for kreditorerne.

Gaven behøver ikke at være et udslag af gavmildhed, men gavegiver og -modtager må være klar over, at den tilsagte ydelse indebærer en vederlagsfri fordel.

Et misforhold mellem ydelserne i en forretningsaftale skaber ikke i sig selv en (delvis) gave, da "den kloge kan narre den mindre kloge", dvs. gøre en god handel. Et nært forhold mellem parterne kan dog skabe en formodning for, at en sådan overdragelse er ment som en (delvis) gave.

Dispositionens betegnelse er ikke afgørende. Det reelle indhold er afgørende. Se TfS 1997.859 VLR om en gave, der uberettiget hævdes at være løn for udført arbejde, eller UfR 2022.907 HR hvor et selskabs betalinger af afdrag på ejerens gæld til tredjemand udgjorde en omstødelig gave, idet der ikke var en forretningsmæssig begrundelse herfor. Bevidst forældelse og eftergivelse af gæld eller overførsler for påstående, men udokumenterede handler, kan ligeledes omstødes som gaver i henhold til konkurslovens § 64, se nærmere herom i UfR 2017.1465 HR og UfR 2022.2240 VLR

Fuldbyrdelse

Muligheden for omstødelse gælder for gaver, der er fuldbyrdet. Selve gaveløftet er ikke afgørende. En løsøregenstand må normalt være overgivet til modtageren. I de situationer, hvor gavegiver og gavemodtager er samlevende, har modtageren en stor bevisbyrde.

Hvis en sikringsakt kræves, er denne afgørende for fristberegningen. Se konkurslovens § 73 og afsnit G.A.3.4.4.4.9.1.1 Generelt om omstødelse.

Lejlighedsgaver og understøttelser

Efter retspraksis kan lejlighedsgaver mv. som fx fødselsdagsgaver, normalt ikke omstødes. Der er en formodning for, at det er en lejlighedsgave, når gaven er givet i anledning af fx bryllup eller fødselsdag. Gaven må dog ikke stå i misforhold til skyldnerens økonomiske situation på det tidspunkt, hvor den blev givet.

Erstatningskrav som alternativ

Hvis skyldneren er et aktie- eller anpartsselskab, der er under konkursbehandling, vil en erstatningssag mod selskabets ledelse mv. i mange tilfælde være et alternativ til en omstødelsessag efter konkurslovens § 64. Sælger et selskab et aktiv til en pris, der er lavere end prisen i almindelig handel, vil differencebeløbet udgøre en gave, der samtidig repræsenterer et tab for selskabet. Efter reglerne i selskabslovens § 361 og § 362 vil personkredsen i et selskab (stifter, direktør, bestyrelsesmedlem, revisor, ejer mv.) kunne pålægges ansvar for skader tilføjet selskabet og evt. også fordringshavere og tredjemænd. Reglerne er en lovfæstelse af retspraksis og skal suppleres med culpareglen, hvorefter enhver kan pådrage sig erstatningsansvar for adækvate (påregnelige) skader, som man påfører nogen ved en forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse.

Hvis kurator i et konkursramt selskab skønner, at

gavemodtageren ikke vil kunne opfylde en omstødelsesdom efter konkurslovens § 64,
der ikke er nogen berigelse efter konkurslovens § 75, eller
fristen efter konkurslovens § 81 for at anlægge omstødelsessag er udløbet,

vil det være relevant at overveje, om der i stedet kan gennemføres en erstatningssag mod den eller de personer, der har foretaget eller medvirket til den gavedisposition, hvorved selskabet blev påført et tab svarende til gavens værdi.

Hvis kurator opgiver at forfølge et sådant erstatningskrav, kan enhver kreditor i boet selv anlægge en sådan sag. Se konkurslovens § 137 og afsnit G.A.3.4.4.4.9.1 Generelt om omstødelse.

En fordringshaver, der har lidt et tab som følge af en handling eller undladelse, som er rettet direkte mod fordringshaver og ikke som en afledt følge af en handling eller undladelse rettet mod selskabet, vil kunne vælge selv at anlægge en erstatningssag uden om boet. Se selskabslovens § 361, stk. 1, 2. pkt., og § 362, stk. 1.

Fordringshavere kan derfor vælge selv at rejse et erstatningskrav over for fx et bestyrelsesmedlem eller direktøren, fx fordi konkursdividenden må forventes at blive beskeden. Desuden tilkommer et evt. omstødelsesbeløb boet og dermed alle kreditorer til fordeling efter konkursordenen. Derimod går et erstatningsbeløb, som en fordringshaver måtte få dom for, til denne fordringshaver, der heller ikke er bundet af fristen i konkurslovens § 81, som kun gælder omstødelsessager.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Kommentarer
Højesteret
UfR 2022.907 HR	Et selskabs betalinger af afdrag på ejerens gæld til en tredjemand udgjorde efter selskabets konkurs en omstødelig gave. Højesteret udtalte, at hverken konkursloven eller dennes forarbejder indeholder en definition af, hvad der skal forstås ved »gaver«, og at fastlæggelsen af dette udtryk derfor må ske med udgangspunkt i det civilretlige gavebegreb, idet der tages hensyn til, at formålet med reglerne om omstødelse i konkurslovens § 64 er at beskytte kreditorerne. I den konkrete sag var Y ApS klar over, at A ikke kunne betale sin gæld. Overførslerne skyldtes alene A’s interesse i at nedbringe sin personlige gæld og var derfor ikke forretningsmæssigt begrundet for X ApS. I hvert fald under disse omstændigheder fandt Højesteret, at overførslerne var omstødelige gaver efter konkurslovens § 64, stk. 1.	Nærmere om gavebegrebet. Det er indholdet i dispositionen, der er afgørende og ikke betegnelsen.
UfR 2017.1465 HR	A havde i december 2009 og maj 2010 udstedt to fakturaer på i alt ca. 240.000 kr. til B for B's køb af træpiller. A blev erklæret konkurs med fristdag den 30. juli 2014, og A's konkursbo anlagde sag mod B med påstand om betaling af fakturabeløbene. Højesteret fandt, at A og B var nærtstående, idet B's mor og A fik fælles folkeregisteradresse i 2009 og blev gift i 2013. Fakturabeløbet fra 2009 var forældet i marts 2013. Højesteret udtalte, at det må sidestilles med eftergivelse af gæld, at en kreditor bevidst lader et krav forælde, og at dette kan udgøre en gave efter konkurslovens § 64. I en situation, hvor kreditor og skyldner er nærtstående, påhviler det skyldner at godtgøre, at forældelsen ikke var tilsigtet som en gave. B havde ikke sandsynliggjort, at forældelsen ikke var tilsigtet som en gave, og Højesteret fandt herefter, at A havde givet B en omstødelig gave ved frigørelsen fra betaling af den første faktura. Højesteret tog herefter konkursboets påstand om, at B skulle betale beløbet på ca. 240.000 kr., til følge	Nærmere om gavebegrebet. Det er indholdet i dispositionen, der er afgørende og ikke betegnelsen.
Landsretten
TfS 1997.859 VLR	De sagsøgtes far var død 23. maj 1994, og 14. oktober 1994 blev dødsboet erklæret konkurs på begæring af Told- og Skattestyrelsen. Dødsboet anlagde 8. februar 1995 sag mod afdødes to børn om betaling af hhv. 91.881 kr. og 114.251 kr., som blev angivet at være gaver, ydet de to børn i 1992 af deres far i form af eftergivelse af gæld. Faderen og moderen var personligt erklæret konkurs af Told- og Skattestyrelsen 26. maj 1993 med fristdag til 20. april 1993. Boerne var sluttet efter konkurslovens § 143 i april 1994. Faderen havde drevet en minkfarm, og børnene havde arbejdet på minkfarmen og fået udbetalt månedlige og lejlighedsvise beløb uden lønseddel og oplysningsseddel. De havde begge underskrevet gaveanmeldelse på de anførte beløb. Landsretten fandt, at konkursboet ikke var afskåret fra at anlægge omstødelsessag, da fristen ikke var udløbet ved den seneste konkurs. Da gaverne var ydet i form af eftergivelse af gæld, måtte det påhvile de sagsøgte børn at godtgøre, at der ikke reelt var tale om gaveydelser. Landsretten fandt ikke formodningen for, at der ikke var ydet gaver, afsvækket, og de sagsøgte børn dømtes til at betale konkursboet de påstævnede beløb.	Det er indholdet i dispositionen, der er afgørende og ikke betegnelsen. I den konkrete sag påstod de sagsøgte, at der var tale om løn og ikke om en gave, men på baggrund af dispositionernes karakter var det formodningen, at der var tale om en gave.