Indhold

Afsnittet handler om nedsættelsen af et evt. kreditorudvalg.

Afsnittet indeholder:

  • Nedsættelse af kreditudvalg
  • Initiativet kan udgå fra en fordringshaver.

Nedsættelse af kreditorudvalg

Et kreditorudvalg kan etableres ved afsigelsen af konkursdekretet, når skifteretten skønner det hensigtsmæssigt. Se konkurslovens § 107, stk. 2.

Det kan fx være aktuelt at nedsætte et kreditorudvalg, hvis skyldnerens virksomhed ønskes fortsat, eller hvis en stor del af boets aktiver skal realiseres inden et eventuelt valg af bostyre.

Skifteretten kan også i forbindelse med afsigelsen af konkursdekretet bestemme, at der skal indkaldes til skiftesamling til valg af kurator og kreditorudvalg. Skiftesamlingen skal da afholdes inden tre uger efter bekendtgørelsen om konkurs efter konkurslovens § 109. Se konkurslovens § 108, stk. 1.

Skifteretten kan på ethvert tidspunkt af bobehandlingen indkalde til skiftesamling for at nedsætte kreditorudvalg. Se konkurslovens § 116, stk. 1.

Kreditorudvalget har udelukkende en kontrollerende funktion

Kreditorudvalget har udelukkende en kontrollerende funktion, og kurator skal kun underrette om alle vigtige dispositioner og påtænkte særligt væsentlige dispositioner, medmindre disse ikke kan udsættes uden skade for boet. Se konkurslovens § 110, stk. 3. Udvalget kan ikke forbyde eller påbyde kurator at foretage bestemte dispositioner, ligesom kurator heller ikke skal indhente dets samtykke. Kreditorudvalget kan afkræve kurator oplysninger om boets forhold. Se konkurslovens § 125, stk. 7.

Skifteretten skal indkalde til skiftesamling, når et medlem af kreditorudvalget ønsker det. Se konkurslovens § 118. Indkaldelsen bekendtgøres i Statstidende. Kurator skal sende underretningen til alle, der har særlig interesse i de forhold, der skal behandles på mødet.

Afstemningsreglerne

En tredjedel af de kendte, repræsenterede, stemmeberettigede fordringshavere, enten efter antal eller efter fordringernes beløb, kan på skiftesamlingen kræve, at der nedsættes et kreditorudvalg med højst tre medlemmer. Se konkurslovens § 115, stk. 1. Hvis der ikke er enighed, fastsætter skifteretten valgmåden for at muliggøre en alsidig repræsentation af de stemmeberettigede fordringshavere. Hvis mere end halvdelen af de repræsenterede fordringshavere, beregnet efter antal, stemmer på samme person, er denne dog valgt. Se konkurslovens § 115, stk. 2.

Afsættelse af medlemmer af kreditorudvalget og udtrædelse

Skiftesamlingen kan til enhver tid afsætte et eller flere medlemmer af et kreditorudvalg, der er nedsat af en skiftesamling. Fordringshaverne kan herefter vælge et eller flere nye medlemmer. Medlemmer af et kreditorudvalg, der er nedsat af skifteretten, kan afsættes til enhver tid af skifteretten. Se konkurslovens § 117, stk. 1 og 2. Uanset om et kreditorudvalg er nedsat af en skiftesamling eller en skifteret, kan medlemmerne udtræde til enhver tid. Se konkurslovens § 117, stk. 3. Hvis skifteretten selv har nedsat kreditorudvalget, eller hvis et medlem ønsker at udtræde, skal kurator underrette fordringshaverne om afsættelsen eller udtrædelsen, hvorefter en fordringshaver vil kunne begære nyt valg, der sker efter reglerne i konkurslovens § 115 og § 119, stk. 2.

Initiativet kan udgå fra en fordringshaver

Hvis en fordringshaver ønsker et kreditorudvalg nedsat, skal denne gøre skifteretten opmærksom herpå. Skiftesamling til valg af kurator og kreditorudvalg skal derfor indkaldes, hvis kurator eller en fordringshaver over for skifteretten skriftligt begærer det senest tre uger efter bekendtgørelsen om konkurs efter konkurslovens § 109. Skiftesamlingen skal afholdes inden tre uger fra modtagelsen af denne begæring, og skifteretten skal straks i Statstidende indrykke en bekendtgørelse om skiftesamlingen. Se konkurslovens § 108, stk. 2.

Der skal i øvrigt indkaldes til skiftesamling om nedsættelse af kreditorudvalg, hvis det på et hvilket som helst tidspunkt under bobehandlingen begæres af en kurator eller af en fordringshaver.

Afstemningen reguleres i alle tilfælde af konkurslovens § 115.