Afsnittet indeholder:
- Generelt om registrering af kunde
- Anvendelse af elektronisk id (MitID)
- Oprettelse af spilleren som kunde
- Dokumentation for spillerens identitet
- Hvis de af spilleren afgivne oplysninger ikke er korrekte
- Opbevaring af oplysninger
Generelt om registrering af kunder
For at kunne udbyde væddemål skal tilladelsesindehaveren have kendskab til sine kunder, dvs. spillerne. Tilladelsesindehaveren skal dermed have konkret indsigt i, at spilleren er den, som spilleren udgiver sig for at være. Der må ikke herske tvivl om, at spilleren er den, som spilleren udgiver sig for at være.
Det betyder at tilladelsesindehaver skal have en procedure for identifikation af spillerne. Omfanget af identifikationsproceduren skal fastlægges ud fra en risikovurdering i det enkelte tilfælde. Risikovurderingen kan dog aldrig medføre, at der ikke foretages nogen form for legitimationshandling.
Nedenfor er beskrevet minimumsreglerne på området. En tilladelsesindehaver vil dog have pligt til at indføre strengere procedurer, hvor der konkret vurderes at være en højere risiko. En tilladelsesindehaver skal i hvert enkelt kundeforhold kunne godtgøre overfor Spillemyndigheden, at undersøgelsernes omfang konkret har været tilstrækkeligt.
For at deltage i spil skal spilleren registreres som kunde hos den pågældende tilladelsesindehaver. Det er kun fysiske personer, der kan blive registreret som spillere i forbindelse med væddemål. Dette vil sige, at selskaber, klubber mv. ikke kan oprette eller benytte spilkonti til brug for onlinespil. En tilladelsesindehaver skal gøre registreringen af en spiller betinget af, at spilleren udelukkende handler på egne vegne.
Se BEK nr. 1276/2019 § 2.
Anvendelse af elektronisk id (MitID)
Det er et krav, at elektronisk id skal benyttes i følgende situationer:
- Ved oprettelse af en spilkonto.
- Ved første login på en spilkonto fra en ny enhed.
- Ved ændringer af oplysninger om kundens identitet, herunder navn og CPR-nummer.
Derudover skal der benyttes elektronisk id eller stærk kundeautentifikation ved ind- og udbetalinger fra en spilkonto samt ved ændring af betalingsinstrument (fx ved ændring af betalingskort, bankoplysninger mv.).
I det tilfælde, at der anvendes elektronisk id ved login til spilkontoen, er der ikke en forpligtelse til også at anvende elektronisk id i de i § 7, stk. 1 og 3, nævnte situationer, da spilleren allerede har verificeret sig ved login. Det skal dog bemærkes, at der fortsat kan være krav om stærk kundeautentifikation ved indbetaling, da det følger af lov om betaling.
I det tilfælde, at der ikke anvendes et elektronisk id ved login til spilkontoen, skal der ske betryggende identifikation af spilleren i stedet. Dette kan være ved anvendelse af et stærkt password eller anvendelse af to-faktor godkendelse fx ved at gøre brug af enhedens mulighed for anvendelse af biometriske data, såsom ansigtsgodkendelse eller fingeraftryk.
Det elektroniske id skal være et elektronisk id fra en dansk national identifikationsordning eller et elektronisk id, som er godkendt af Spillemyndigheden. Ved elektronisk id menes fx MitID.
Hvis der anvendes MitID, skal sikringsniveauet være "betydelig" eller højere. Sikringsniveauet "betydelig" er det niveau, der bedst modsvarer adgangen med det tidligere NemID.
Se BEK nr 721/2022.
Oprettelse af spilleren som kunde
Ved oprettelse af en spilkonto skal spilleren benytte et elektronisk id (fx MitID). Se BEK nr. 721/2022 § 7, stk. 1. nr. 1.
Spilleren skal i forbindelse med registreringen oplyse tilladelsesindehaveren om
Tilladelsesindehaver skal bekræfte alle oplysninger ved nødvendig dokumentation.
Hvis spilleren ikke har et CPR-nummer, gælder kravet om elektronisk id ikke. For disse spillere skal der på anden vis ske betryggende identifikation af spilleren ved oprettelse af en spilkonto. Det kan være personregistreringsnummer, som anvendes af de offentlige myndigheder i det pågældende land, eller hvis et sådant ikke anvendes, oplysninger om fødselsdato kombineret med fødested.
Som eksempler på spillere uden CPR-numre kan nævnes turister, der opholder sig i Danmark. Ved spillere uden CPR-nummer forstås kun spillere, der ikke har fået tildelt et CPR-nummer. Hvis spilleren ikke selv ønsker at opgive CPR-nummeret eller lignende oplysninger, skal tilladelsesindehaver afvise at oprette spilleren som kunde.
Dokumentation for spillerens identitet
Der findes en række procedurer, som tilladelsesindehaver skal sikre i relation til dokumentation for spillerens identitet. Det drejer sig om:
- Grundlæggende krav
- Supplerende dokumentation
Grundlæggende krav
Tilladelsesindehaver er forpligtet til at kontrollere de oplysninger, som spilleren har afgivet ved fornøden dokumentation. Ved fornøden dokumentation forstås, at spillerens navn og CPR-nummer skal verificeres ved en pålidelig og uafhængig kilde, eksempelvis i CPR-registeret.
Se BEK nr. 1276/2019 § 2, stk. 4.
Begge oplysninger skal kontrolleres. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at alene CPR-nummer kontrolleres. Oplysningerne skal dog ikke nødvendigvis verificeres ved samme kilde.
Oplysningerne afgivet af spilleren skal sammenkøres med de af spilleren afgivne og kontrollerede oplysninger. Der skal kun gives adgang til spilkontoen, hvis oplysningerne stemmer overens.
Supplerende dokumentation
Da der er tale om online forhold skal tilladelsesindehaver yderligere indhente supplerende dokumentation for alle kunder, da kundens identitet ellers ikke kan betragtes som kontrolleret ved fornøden dokumentation. Den i BEK nr. 721/2022 § 7 nævnte elektroniske id kan anvendes som supplerende dokumentation.
Yderligere oplysninger til sikring af spillerens identitet kan være følgende eksempler:
- Tilladelsesindehaver kan kræve, at spilleren indsender billedlegitimation. Billedlegitimation skal stamme fra en pålidelig og uafhængig kilde og vil derfor typisk skulle være udstedt af en offentlig myndighed. Billedlegitimationen skal indeholde relevante og aktuelle oplysninger (ingen ungdomsbilleder eller billeder, hvor der er ændret markant udseende).
- Tilladelsesindehavers krav om, at spillerens første indbetaling sker ved en pengeoverførsel fra spillerens konto i et pengeinstitut, hvor spilleren tidligere har identificeret sig.
- Telefonisk kontakt til spilleren. Telefonnummeret skal være kontrolleret ved pålideligt opslag.
- Tilladelsesindehaver sender kontrakt eller lignende til spilleren med anmodning om, at dokumentet returneres i underskrevet stand.
Hvis de af spilleren afgivne oplysninger ikke er korrekte
Tilladelsesindehaver skal lukke spillerens midlertidige konto, hvis tilladelsesindehaver opdager, at spilleren har afgivet forkerte oplysninger.
Se BEK nr. 1276/2019 § 6, stk. 2.
Tilladelsesindehaver har dog mulighed for at tilrette enkelte oplysninger, hvis tilladelsesindehaver vurderer, at spilleren utilsigtet har afgivet forkerte oplysninger, eksempelvis hvis der er tale om en tydelig stavefejl.
Se også
Opbevaring af oplysninger
Tilladelsesindehaveren skal opbevare alle ovennævnte oplysninger i mindst fem år efter, at kundeforholdet er ophørt.
Se BEK nr. 1276/2019 § 4.
Hvis tilladelsesindehaver ophører med at eksistere som juridisk enhed, skal den seneste fungerende ledelse sørge for at oplysningerne fortsat opbevares.