Indhold

Dette afsnit beskriver, at et tab er konstateret, når et tilgodehavende ved gennemførelsen af en tvangsakkord er nedskrevet.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Regel

Et tab anses for konstateret, når et tilgodehavende ved gennemførelsen af en tvangsakkord (almindelig tvangsakkord eller likvidationsakkord) er nedskrevet med en bestemt andel af fordringen.

Det er en forudsætning for at foretage momsfradrag i momsgrundlaget, at det af det foreliggende regnskabsmateriale mv. fremgår, hvorledes de udestående fordringer er behandlet, og at regnskabet i øvrigt føres på en måde, så det sikres, at de fradragne beløb momsberigtiges i det omfang, de senere måtte indgå.

Se AFG1980, 738DEP.

Bestemmelsen omfatter almindelig tvangsakkord og likvidationsakkord. Disse akkordformer er nærmere beskrevet i konkursloven. Der vil altså kunne foretages momsmæssig regulering, når den pågældende akkordordning er stadfæstet af skifteretten. Bestemmelsen omfatter derimod ikke betalingsudsættelse (moratorium).

Det skal præciseres, at tvangsakkord sker som led i en rekonstruktion. Der er tale om en ændring af konkursloven, som skete ved lov nr. 718 af 4. juni 2010. Ændringen indebar ikkeindholdsmæssige ændringer af betydning for momsfradrag for tab på debitorer ved tvangsakkord. Reglerne for betalingsstandsning og tvangsakkord er altså dermed samlet i et nyt regelsæt om rekonstruktion, idet der ikke er grundlag for at operere med særskilte regler om anmeldt betalingsstandsning og tvangsakkord i forbindelse med rekonstruktions-behandling, da de to regelsæt ofte kombineres i praksis. En skyldner kunne anmelde betalingsstandsning bl.a. med henblik på at få klarlagt mulighederne for at gennemføre en tvangsakkord. En samling af regelsættene indebærer altså en ensartet systematik og regelforenkling. Se bemærkningerne til revideret konkurslov lov nr. 718 af 4. juni 2010.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer     

Meddelelser fra Skatteministeriets departement

AFG1980, 738DEP

Registrerede virksomheder kan foretage fradrag i momsgrundlaget for moms af tab på debitorer, når et tilgodehavende ved gennemførelsen af en tvangsakkord (almindelig tvangsakkord eller en likvidationsakkord) er nedskrevet med en bestemt andel af fordringen.

Det er i alle tilfælde en forudsætning for at foretage fradrag, at det fremgår af det foreliggende regnskabsmateriale mv., hvordan de udestående fordringer er behandlet, og at regnskabet i øvrigt føres på en sådan måde, at det sikres, at de fradragne beløb momsberigtiges i det omfang, de senere måtte indgå.