Indhold

Dette afsnit beskriver restanceinddrivelsesmyndighedens mulighed for at yde henstand i stedet for lønindeholdelse for visse brugere af botilbud.

Afsnittet indeholder:

  • Regelgrundlag
  • Kommunens botilbud for en særlig gruppe af personer
  • Restanceinddrivelsesmyndigheden kan give henstand.

Regelgrundlag

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter en konkret vurdering bevilge henstand, når særlige omstændigheder taler derfor. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 12.

Restanceinddrivelsesmyndigheden har på baggrund af en forespørgsel om, hvorvidt der kan foretages lønindeholdelse hos beboere på optagelseshjem, i SKM2007.751.SKAT fastlagt retningslinjer for, hvornår der kan meddeles henstand i stedet for lønindeholdelse for visse brugere af botilbud efter servicelovens § 110, stk. 1.

Kommunens botilbud for en særlig gruppe af personer

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Se servicelovens § 110, stk. 1.

Kommunen skal tilbyde beskyttet beskæftigelse til personer under folkepensionsalderen, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Se servicelovens § 103, stk. 1.

Kommunen fastsætter lønnen for personer i beskyttet beskæftigelse, så personen i videst muligt omfang aflønnes efter indsats. I de tilfælde, hvor en person på grund af betydelig nedsat funktionsevne kun kan yde en indsats, som giver en beskeden indtjening, kan en arbejdsdusør fastsættes til mindst 5 % af den mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende område. Se § 1 i bekendtgørelse nr. 483 af 19. maj 2011 om aflønning og befordringsudgifter m.v. i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og aktivitets- og samværstilbud.

Derudover kan kommunalbestyrelsen tilbyde særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb til personer med særlige sociale problemer. Se servicelovens § 103, stk. 2. Arbejdsdusører, der udbetales med deltagelse i særligt tilrettelagte beskæftigelsesbeløb, vil normalt blive anset som skattepligtig A-indkomst og er arbejdsmarkedsbidragspligtig.

I boformer, der ikke har beskæftigelsestilbud, er der ikke mulighed for at kunne optjene arbejdsdusør, og der udbetales et beløb til personlige fornødenheder, indtil der foreligger et selvstændigt forsørgelsesgrundlag. Beløbet fastsættes af kommunalbestyrelsen. Se § 3, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1387 af 12. december 2006 om betaling for botilbud efter §§ 107 og 108 i lov om social service samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 108 i lov om social service. 

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan give henstand

Gældsstyrelsen finder, at når der ses på:

  • Formålet med centrene,
  • Den store ud- og indflytning på centrene, ca. 50 % af beboerne opholder sig under fem dage på centrene, samt
  • Formålet med og størrelsen af indtjening, arbejdsdusør og beløb til personlige fornødenheder (tidligere lommepenge) i forhold til opholdstiden på centrene

kan der efter omstændighederne gives henstand med inddrivelse hos personer, der under ophold på botilbud efter servicelovens § 110 får udbetalt ovennævnte beløb. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 12. Dette gælder uanset, at udbetalte arbejdsdusører mv. bringer skyldners nettoindkomst ►over ◄lavindkomstgrænsen i tabellen i gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 11.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser den relevante afgørelse på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKM-meddelelser

SKM2007.751.SKAT

Denne meddelelse fastlægger retningslinjer for, hvornår der kan meddeles henstand i stedet for lønindeholdelse for visse brugere af botilbud efter servicelovens § 110.