Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan man opgør en indskudskonto.

Regel

Indestående på indskudskontoen er værdien af

  • indskudte aktiver
  • med fradrag af
    • gæld
    • eventuelle overførte beløb fra konjunkturudligningskontoen i tilknytning til kapitalafkastordningen efter VSL § 22 b, stk. 8.

Se VSL § 3, stk. 3.

Hvis en selvstændig overgår fra at have anvendt kapitalafkastordningen til at bruge virksomhedsordningen, skal han eller hun tage stilling til, hvad der skal ske med eventuelle beløb på en konjunkturudligningskonto.

Hæver den selvstændige ikke indeståendet på en konjunkturudligningskonto, når han eller hun ophører med at anvende kapitalafkastordningen, skal et beløb, som svarer til indeståendet på konjunkturudligningskontoen (eksklusive renter), overføres til konto for opsparet overskud i virksomhedsordningen. Se VSL § 22 b, stk. 8, 4. pkt.

Dette beløb skal fragå ved opgørelsen af indskudskontoen.

Reglen skal ses i sammenhæng med, at en selvstændigt erhvervsdrivende kan vælge at anvende virksomhedsordningen fra det efterfølgende indkomstår, når han eller hun ophører med at bruge kapitalafkastordningen.