Parter

H1 A/S under konkurs 
(kurator Advokat Michael Ziegler)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Morten Hjortebjerg Larsen)

Afsagt af byretsdommer

Lise Karsten

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om, hvorvidt betaling af skatte- og momsrestancer kan omstødes i medfør af konkurslovens § 74.

Sagsøgeren, H1 A/S under konkurs, har påstået sagsøgte, Skatteministeriet, dømt til at betale principalt 2.300.000 kr. subsidiært 2.000.000 kr. og mest subsidiært 300.000 kr. alt med et tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Oplysningerne i sagen

H1 A/S, der drev cafe, restaurations- og cateringvirksomhed blandt andet fra G1, blev stiftet ved omdannelse af en personlig ejet virksomhed pr. 1. januar 2006.

Af selskabets årsrapport fra 2006 fremgår et underskud på 1.452.147 kr. Det fremgår videre, at selskabets aktionær har indskudt 1,8 mio. kr. som lån for at afhjælpe den likviditetsmæssige situation. I følge ureviderede statusoversigter havde selskabet i 2007 et underskud på 1.087.820 kr. og for perioden 1. januar 2008 til 12. maj 2008 et underskud på 1.421.133 kr.

I løbet af 2007 førtes der drøftelser mellem selskabet og sagsøgte i anledning af en betydelig skatterestance, som selskabet havde oparbejdet og som pr. 30. september 2007 udgjorde ca. 7,2 mio. kr.

Medio oktober 2007 foreslog selskabets revisor sagsøgte en afviklingsordning, hvorefter der betales 2 mio. kr. ved aftalens indgåelse og det resterende beløb over 3 år med 170.000 kr. pr. måned. Sagsøgte kunne ikke tiltræde afviklingsforslaget på grund af afviklingsperiodens længde, der som hovedregel ikke må overstige 12 måneder.

Ved sagsøgtes skrivelse af 31. oktober 2007 fik selskabet meddelelse om, at der ikke kan ske registrering i henhold til momsloven og kildeskatteloven, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 9. Der henvises til sagsøgtes brev af 14. maj 2007, hvori det meddeles, at registrering kun kan ske, såfremt der stilles en sikkerhed på knapt 2 mio. kr., hvilket har baggrund i, at sagsøgte havde et betydeligt usikret tilgodehavende i den personlig drevne virksomhed, der skal videreføres i det anmeldte selskab.

I mail af 2. november 2007 meddelte selskabets revisor sagsøgte, at en kortere afviklingsperiode end 3 år næppe kan lade sig realisere, men at budget og forventninger for de kommende år vil blive gennemgået endnu en gang, og at der vil blive fremsendt et nyt forslag til en afviklingsaftale.

Den 21. januar 2008 indgik sagsøgte en afdragsordning med selskabet om afvikling af restance for moms og A-skat, hvorefter selskabet inden 8 dage skulle betale et ekstraordinært afdrag på 2 mio. kr. og derefter 300.000 pr. måned, første gang den 15. februar 2008.

Det ekstraordinære afdrag på 2 mio. kr. blev modtaget af sagsøgte den 23. januar 2008. Beløbet blev trukket på en selskabet tilhørende driftskonto i Nordea Bank A/S, hvor der var tilknyttet en kassekredit på 3.5 mio. kr. På tidspunktet for betalingen var kreditten udnyttet med knapt 900.000 kr.

Den 22. februar 2008 modtog sagsøgte et afdrag på 300.000 kr., der blev trukket fra en konto i Danske Bank, hvor der efter trækningen stadig henstod ca. 187.000 kr. Herudover betalte selskabet i perioden fra den 31. januar 2008 til den 26. marts 2008 løbende forfalden moms og skat.

Den 20. maj 2008 blev selskabet erklæret konkurs med fristdag den 13. maj 2008.

Bevisførelse

Der er under sagen afgivet forklaring af advokat TM, statsautoriseret revisor DP, revisor LL samt medarbejdere hos SKAT, NK, NI, TI og EL, ligesom der er dokumenteret uddrag af sagens bilag.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i overensstemmelse med sit påstandsdokument gjort gældende

Betalingerne fra H1 A/S ("Selskabet') til sagsøgte på kr. 2.000.000 den 21. januar 2008 samt kr. 300.000 modtaget af sagsøgte den 18. februar er omstødelige i medfør af konkurslovens § 74, jf. § 76.

Sagsøger gør gældende, at betalingerne på i alt kr. 2.300. 000, 00 såvel samlet som hver for sig udgør en utilbørlig begunstigelse af sagsøgte på de øvrige kreditorers bekostning i strid med konkurslovens ligelighedsprincip, idet betalingerne til sagsøgte er foretaget med beløb, der afgørende forringede Selskabets betalingsevne, og idet betalingerne ikke kan karakteriseres som ordinære.

Sagsøger gør herudover gældende, at de skete betalinger ikke kan anses for ordinære, da betalingerne ikke er sket som et normalt led i Selskabets drift. Betalingerne skete i henhold til en afdragsordning, der alene blev etableret som konsekvens af sagsøgtes nægtelse af registrering af Selskabet for AM-bidrag, A-skat og moms. Betaling er derfor sket under trussel om lukning af Selskabets virksomhed.

Af disse grunde kan betalingerne til sagsøgte heller ikke anses som betaling til sagsøgte i forlængelse af en betalingsordning som normalt led i sagsøgtes forvaltning og oppebørselsvirksomhed. Der er sagen tale om en markant anden situation end tilfældet var i den af sagsøgte påberåbte dom fra Østre Landsrets af 25. november 1983, hvorfor betalingerne til sagsøgte er omstødelige i medfør af konkurslovens § 74.

Sagsøger gør endvidere gældende, at sagsøgtes anbringender i relation til sagsøgtes forudgående krav til Selskabet om sikkerhedsstillelse i medfør af opkrævningslovens § 11, ikke ændrer ved det faktum, at sagsøgte som kreditor umiddelbart før Selskabets konkurs og på et tidspunkt, hvor sagsøgte er bekendt med Selskabets økonomiske situation, modtager en ikke ordinær kontant betaling af gamle restancer med beløb, der afgørende forringer Selskabets betalingsevne.

Sagsøgtes hjemmel i opkrævningslovens § 11 til at kræve sikkerhedsstillelse bevirker ikke, at ellers omstødelige betalinger, som de i sagen foreliggende, skulle undtages fra konkurslovens regler om omstødelse, og dermed give sagsøgte en særstilling i en konkurssituation. Det er i den forbindelse uden betydning, om initiativet til en afdragsordning fremkom fra Selskabets eller sagsøgtes side.

Sagsøger gør gældende, at Selskabet var eller blev insolvent på tidspunktet for betalingerne, idet betalingerne til sagsøgte af de i sagen omhandlede beløb udtømte Selskabets likviditet, hvorved Selskabets betalingsevne blev afgørende forringet. Betaling skete ved træk på Selskabets kassekredit, hvilket sidestilles med anvendelse af likvide midler.

Sagsøgte modtog således reelt Selskabets resterende likvider, der, såfremt betalingerne til sagsøgte ikke var blevet foretaget, kunne være kommet samtlige Selskabets kreditorer til gavn. Sagsøger bemærker, at Selskabets kredit i Nordea i perioden efter Selskabets betaling af kr. 2.000.000,00 til sagsøgte den 21. januar 2008 som hovedregel var trukket helt op til kredittens maksimum, lige som Selskabets bankkonto i Danske Bank A/S i samme periode også ofte var i overtræk.

Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgte i forbindelse med indgåelse af betalingsordningen i det væsentligste lagde vægt på de oplysninger, som sagsøgte modtog fra Selskabet, og at sagsøgte ikke havde grund til at tro, at Selskabet ikke skulle være i stand til at overholde betalingsordningen og i øvrigt svare enhver sit.

Sagsøger gør heroverfor gældende, at Selskabets restance til sagsøgte var opbygget over et længere tidsrum, ligesom Selskabets likviditet såvel i 2006 som 2007 havde været meget anstrengt.

I efteråret 2007 modtog sagsøgte fra Selskabets revisor oplysning om, at en kortere afviklingsperiode end tre år for Selskabets restance til sagsøgte næppe lod sig realisere, og at der i Selskabet forventedes et underskud i 2007 på kr. 2.000.000,00 før finansiering og afskrivninger. Revisor oplyste endvidere, at Selskabets forslag til afvikling over 3 år bevidst var valgt, idet man herved etablerede en afdragsordning, som der var enighed om, at Selskabet kunne overholde.

Sagsøgte blev derfor forud for afdragsaftalens indgåelse, og Selskabets betaling af kr. 2.000.000,00 og kr. 300.000,00 til sagsøgte, fra Selskabets revisor gjort opmærksom på Selskabets anstrengte likviditetsmæssige situation.

Sagsøger skal derfor bestride, at sagsøgte ikke havde grund til at tro, at Selskabet ikke skulle være i stand til at overholde betalingsordningen og i øvrigt svare enhver sit, ligesom sagsøger bestrider, at Selskabets insolvens alene fremstod som forbigående for sagsøgte på tidspunktet for Selskabets betalinger til sagsøgte.

Sagsøger gør endvidere gældende, at sagsøgte må eller burde være bekendt med, at det selv i selskaber med betydelige likviditetsmæsssige vanskeligheder ikke er usædvanligt, at selskabets ledelse i ledelsesberetningen i selskabets årsrapport oplyser, at ledelsen forventer, at tabt kapital kan reetableres via driften.

Selskabets pludselige og usædvanlige betaling af kr. 2.000.000,00 og kr. 300.000,00 på en gammel restance på cirka tre gange summen af disse beløb burde under alle omstændigheder på baggrund af de oplysninger, som sagsøgte havde modtaget fra Selskabets revisor omkring selskabets aktuelle økonomiske situation have givet sagsøgte anledning til at foretage en nærmere undersøgelse af Selskabets økonomiske forhold. Sagsøgtes undladelse heraf bringer i sig selv sagsøgte i ond tro om dispositionernes utilbørdighed.

Indgåelsen af afdragsordningen mellem Selskabet og sagsøgte - og dermed betaling af de i sagen omhandlende beløb - skete på baggrund af, at sagsøgte truede Selskabet på dets eksistensgrundlag ved at nægte registrering af selskabet for AM-bidrag, A-skat og moms. Sagsøgte berøvede herved Selskabet muligheden for at drive virksomhed og dermed genere indtjening til betaling af sagsøgte, og sagsøgte stillede således Selskabet overfor valget mellem indgåelse af en afdragsordning eller konkurs. Det må derfor lægges til grund, at sagsøgte også på tidspunktet for de foretagne betalinger var eller burde være bekendt de forhold, der gør betalingerne af de kr. 2.000.000, 00 og de kr. 300.000,00 utilbørlige.

Sagsøger gør derfor gældende, at sagsøgte var - eller burde være - bekendt med Selskabets insolvens samt de omstændigheder, der gør dispositionerne utilbørlige på tidspunktet for Selskabets betalinger af såvel kr. 2.000.000,00 som kr. 300.000,00 til sagsøgte, herunder i lyset af de forudgående forhandlinger med selskabet og den deraf følgende korrespondance mellem sagsøgte og Selskabet.

Sagsøger gør således gældende, at betalingerne er omstødelige i medfør konkurslovens § 74, jf. § 76, da betalingerne udgør en utilbørlig begunstigelse af sagsøgte på de øvrige kreditorers bekostning, og Selskabet var eller ved betalingerne blev insolvent, og sagsøgte kendte eller burde kende såvel Selskabets insolvens som de omstændigheder, der gjorde betalingerne utilbørlige. Sagsøgte er som følge heraf pligtig at betale det påstævnte beløb.

Sagsøgte har i overenstemmelse med sit påstandsdokument gjort gældende

Det gøres overordnet gældende, at de af H1 A/S under konkurs ("Selskabet') foretagne indbetalinger til sagsøgte, som blev modtaget henholdsvis den 23. januar 2008 og 22. februar 2008, og som opgjort i Selskabets påstande, ikke er sket i strid med reglerne i konkurslovens kapitel 8, og dermed ikke er omstødelige.

Det gøres således gældende, at sagsøgte ikke er blevet utilbørligt begunstiget i strid med bestemmelserne i konkurslovens § 74.

Sagsøgte indgik den 21. januar 2008 en afdragsordning med Selskabet i overensstemmelse med hvilken de anfægtede betalinger på henholdsvis kr. 2.000.000,- og kr. 300.000,- til sagsøgte blev foretaget.

Indledningsvist bestrides det, at Selskabet var eller blev insolvent ved ovennævnte betalinger til sagsøgte.

Det bemærkes i den forbindelse, at Selskabets revisor allerede i forbindelse med Selskabet første forslag til en afdragsordning tilbød at betale kr. 2.000.000,- ved aftalens indgåelse (bilag 3).

På tidspunktet for såvel betalingsordningens indgåelse som tidspunktet for modtagelsen af ovennævnte betalinger havde sagsøgte ingen grund til at tro, at sagsøgeren ikke skulle være i stand til at overholde betalingsordningen og i øvrigt svare enhver sit, hvorfor det bestrides, at sagsøgte skulle have været i ond tro om dispositionernes tilbørlighed.

Hertil kommer, at sagsøgte ikke har haft indgående kendskab til Selskabets økonomi, og sagsøgte lagde således i forbindelse med indgåelse af betalingsordningen i det væsentligste vægt på de oplysninger, som sagsøgte modtog fra Selskabet. Disse oplysninger tydede ikke på, at Selskabet var eller blev insolvent.

Det bestrides desuden, at sagsøgte skulle have en forpligtelse til nærmere undersøgelse af Selskabets forhold, og at undladelse heraf i sig selv skulle bringe sagsøgte i ond tro om dispositionernes utilbørlighed.

Det gøres således gældende, at der er tale om ordinære betalinger erlagt i henhold til en løbende betalingsordning, indgået som et sædvanligt led i sagsøgtes inddrivelsesvirksomhed som oppebørselsvirksomhed for skatter og afgifter, som således ikke på utilbørlig måde har begunstiget sagsøgte.

Det bestrides derfor, at sagsøgte på tidspunktet for indgåelsen af afdragsordningen, eller på tidspunktet for betalingerne i henhold til denne, kendte eller burde kende til Selskabets eventuelle insolvens.

Til støtte herfor gøres det gældende

at	Selskabet i henhold til årsrapport for 2006 havde fået tilført kr. 1.800.000,- i ansvarlig lånekapital og forventede, at Selskabets kapital kunne reetableres via egen indtjening, hvorfor Selskabets likviditetsproblemer udelukkende fremstod som forbigående for sagsøgte,
at	Selskabet i Nordea Bank A/S havde en kassekredit med en trækningsret på kr. 3.500.000,-, hvoraf alene kr. 894.071,77 var udnyttet på tidspunktet for Selskabets betaling af kr. 2.000.000, den 23. januar 2008, hvorfor Selskabet efter følgende fortsat havde en trækningsret på kassekreditten på kr. 605.928, 23 (bilag 8),
at	Selskabet i perioden 21. januar 2008 til 26. marts 2008 udover den ekstraordinære betaling på kr. 2.000.000,- og det månedlige afdrag på kr. 300.000,-, der blev trukket fra en konto i Danske Bank, hvor der efter trækningen stadigvæk indestod kr. 187.258,38 (bilag 15), betalte løbende forfalden moris og skat til tiden,
at	sagsøgte ikke havde kendskab til Selskabets eventuelle betalingsvanskeligheder i forhold til øvrige kreditorer, samt
at	foretagelse af udlæg og indgåelsen af en afdragsordning med Selskabet ikke i sig selv kan føre til, at sagsøgte kendte eller burde have kendte til Selskabets insolvens. Der henvises i den forbindelse til Østre Landsrets dom af 25. november 1983 (bilag A).

Hertil kommer, at det bestrides, at det forhold, at sagsøgte nægtede Selskabet registrering for AM-bidrag/A-skat og moms, medfører, at betalingerne af kr. 2.000.000,- og kr. 300.000,- er utilbørlige.

Sagsøgte meddelte Selskabet ved brev af 14. maj 2007, at registrering af Selskabet kun kunne ske, såfremt der stilledes en sikkerhed på kr. 1.940.000,- (bilag C).

Det gøres i den forbindelse gældende, at det er et helt sædvanligt og ordinært element i sagsøgtes virksomhed som oppebørselsvirksomhed for skatter og afgifter at pålægge en virksomhed, der anmeldes til registrering m. v. efter skatte- og afgiftslove, at stille sikkerhed, såfremt en person, som er eller indenfor de seneste 5 år har været medlem af direktionen i en anden virksomhed, der er blevet konstateret insolvent, hvorved sagsøgte har et ikke fuldt sikret tilgodehavende, jf. inddrivelseslovens § 11, stk. 2.

Et sådant krav er ikke begrundet i en konkret viden om de økonomiske forhold i den virksomhed, der søger om registrering, men derimod alene begrundet i personkredsen bag virksomhedens historik i andre registreringsforhold.

Det gøres endvidere gældende, at det var Selskabet, der foreslog sagsøgte en afdragsordning, således at Selskabet kunne registreres for AM-bidrag/A-skat og moms uden sikkerhedsstillelse.

Det bestrides på den baggrund, at sagsøgte truede Selskabet på dets eksistensgrundlag ved at foretage afmelding for AM-bidrag/A-skat og moms, idet sagsøgte på intet tidspunkt har afmeldt Selskabet herfor, men alene betinget registrering af sikkerhedsstillelse i henhold til opkrævningslovens § 11.

Det bestrides således, at betalingerne er utilbørlige grundet sagsøgte krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for at registrere Selskabet for AM-bidrag/A-skat og moms.

Rettens bemærkninger

Af forklaring afgivet af selskabets bestyrelsesformand, advokat TM, fremgår blandt andet, at selskabet indgik afdragsordning med sagsøgte på baggrund af, at der var foretaget en lang række dispositioner med henblik på at gøre driften mere profitabel, således at selskabet løbende kunne opfylde sine forpligtelser, herunder overholde den indgåede afdragsordning. Efter indgåelsen af aftalen med sagsøgte var selskabet således ikke insolvent efter vidnets opfattelse.

I følge forklaring afgivet af selskabets revisor, DP, forelå der nogle budgetter, der viste, at det efter indgåelsen af afdragsordningen med sagsøgte var muligt at afholde de løbende driftsudgifter. Efter vidnets opfattelse var dette måske ikke urealistisk, men i hvert fald optimistisk.

Herefter og i øvrigt henset til, at der fortsat efter selskabets betaling af de to beløb i henhold til afdragsordningen var likvide midler til rådighed for selskabet, finder retten det ikke på grundlag af de i sagen foreliggende oplysninger godtgjort, at selskabet på tidspunkterne for betalingerne af henholdsvis 2.000.000 kr. og 300.000 kr. var ude af stand til at opfylde forfaldne forpligtelser eller i overskuelig fremtid ville komme i en sådan situation. Da betingelserne for omstødelse i medfør af konkurslovens § 74 herefter ikke er opfyldt, frifindes sagsøgte.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet det bemærkes, at det sagsøgte tilkendte omkostningsbeløb, der skal dækkes sagsøgtes udgift til advokatbistand er fastsat med udgangspunkt i de gældende takster, som retten ikke har fundet grundlag for at fravige.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for den af sagsøgeren, H1 A/S under konkurs, nedlagte påstand.

Inden 14 dage skal sagsøgeren i sagsomkostninger til sagsøgte betale 125.000 kr.