Indhold
Dette afsnit beskriver den skattemæssige behandling af den længstlevende ægtefælle, når afdødes særbo skiftes, mens fællesboet overtages af ægtefællen efter skattereglerne om uskiftet bo.
Afsnittet indeholder:
- Personer omfattet af reglen
- Hovedregel
- Undtagelse
- Udlodning fra særboet.
Personer omfattet af reglen
Reglen omfatter den længstlevende ægtefælle, hvor skifte sker i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet, og hvor kun afdødes særbo skiftes, mens den længstlevende ægtefælle overtager fællesboet efter skattereglerne om uskiftet bo.
Hovedregel
Når der kun sker skifte af afdødes særbo, mens den længstlevende overtager fællesboet til uskiftet bo, skal den længstlevende ægtefælle beskattes efter reglerne om uskiftet bo i DBSL kapitel 10. Det vil sige, at den længstlevende ægtefælle som hovedregel er skattepligtig af både egne indtægter og afdødes indtægter i dødsåret. Se DBSL § 67, stk. 6.
Se også
Se også afsnit C.E.4.2 om beskatning af den længstlevende ægtefælle efter reglerne om uskiftet bo.
Undtagelse
Den længstlevende ægtefælle beskattes ikke af indtægter og udgifter af den formue, der indgår i særboet. Se DBSL § 70, stk. 1.
Bemærk
Når den længstlevende ægtefælle beskattes efter reglerne om uskiftet bo, indgår afdødes forskudsskatter i skatteberegningen for det uskiftede bo - bortset fra skatter, der er medtaget i afdødes særbo. Se DBSL § 70, stk. 2.
Se også
Se også afsnit C.E.4.3.2 om særboets indkomstopgørelse og skatter for mellemperioden.
Udlodning fra særboet
Når der sker udlodning fra særboet til den længstlevende ægtefælle, skal indtægter og udgifter fra udlodningsdagen beskattes hos den længstlevende ægtefælle og ikke i særboet. Se DBSL § 67, stk. 6.
Se også
Se også afsnit
- C.E.3.1.4.2.1 om skattepligtens varighed for dødsboet ved acontoudlodning
- C.E.3.5.1 om de almindelige regler om beskatning af den længstlevende ægtefælle, når dødsboet skiftes.