Indhold

Dette afsnit beskriver, om der skal ske en skatteansættelse for dødsåret, når afdøde var enlig, og dødsboet er udleveret som boudlæg efter DSL § 18.

Afsnittet indeholder:

  • Personer omfattet af reglen
  • Regel.

Personer omfattet af reglen

Reglen omfatter afdøde personer, der var enlige ved dødsfaldet, separeret, eller hvor ægtefællerne ikke levede sammen. Se DBSL § 77.

Se også

Se KSL § 4 og afsnit C.A.8.1 om den ægteskabelige samlivsstatus i skattemæssig forstand.

Regel

Der skal ikke ske en skatteansættelse og skatteberegning for afdøde for dødsåret (mellemperioden). Se DBSL § 77, stk. 1.

Begrundelse

Der er ingen grund til at foretage en skatteansættelse, dels fordi ingen hæfter for afdødes eventuelle restskat, og dels fordi en overskydende skat kun kan udbetales til en samlevende ægtefælle.

Se DSL § 19, stk. 2, om hæftelse for gæld.

Bemærk

Afdødes krav på beløb efter § 1 i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter (Grøn check) er endeligt afgjort med det beløb, der har nedsat den forskudsbetalte indkomstskat før dødsfaldet. Se DBSL § 77, stk. 2.

Det betyder, at Skattestyrelsen heller ikke beregner, om afdøde har modtaget for lidt eller for meget i kompensationsbeløb for mellemperioden.