Dato for udgivelse
04 nov 2009 13:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 sep 2009 09:24
SKM-nummer
SKM2009.654.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
6. afdeling, S-1216-09
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Mineralvandsafgift, øl og vinafgift, spiritusafgift, tredjegangsovertrædelser
Resumé

Tiltalte har en kiosk. Ved kontrol i 2006 havde man fundet mineralvand, spiritus og øl udbudt til salg. T havde ikke i forretningslokalet opbevaret følgesedler eller kvitteringer for de afgiftspligtige varer og T havde ikke kunnet fremvise et forskriftsmæssigt regnskab, som kunne danne grundlag for opgørelsen af, om afgiften af de afgiftspligtige varer var betalt og hvorfra varerne var leveret, hvorved det ikke var muligt at konstatere om der var betalt afgift af de omhandlede varer.

T var to gange tidligere idømt bøde for overtrædelse af punktafgiftslove.

Byretten fandt T skyldig i anklagen og fandt at bøden i tredjegangstilfælde skulle være 15.000 kr. for hver overtrædelse eller 75.000 kr. i alt. Byretten begrundede bødestørrelsen med at der var tale om tredjegangsovertrædelse og at der efter der efter reglerne og forarbejderne forudsættes fastsættelse af væsentligt højere bøder. Der er ligeledes fastsat i reglerne, at der skal fastsættes en bøde for hver overtrædelse og at der skal ske fuldstændig kumulation af bøderne.

Landsretten fandt at der var tale om tredjegangstilfælde, uanset at tiltalte ikke tidligere er straffet for spiritusafgiftsloven.

Landsretten fandt, at der under henvisning til bemærkningerne til lov nr. 408 af 8. maj 2006, hvorefter en bøde i 3. og 4. gangstilfælde bør være klart højere end det dobbelte af 5.000 kr., findes bøden for de af tiltalte begåede overtrædelse passende at kunne fastsættes til 12.500 kr. eller i alt 62.500 kr.

Reference(r)

Mineralvandsafgiftsloven § 21, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5, jf. stk. 6, jf. § 12, stk. 3 og 4
Øl- og Vinafgiftsloven § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 14, stk. 7 og 8

Henvisning
 

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Kirsten Bindstrup, besk.)

Afsagt af landsdommerne

Ulla Langholz, Rosenløv og Per Frydenreirn Møller (kst.)

----------

Byrettens dom af 6. april 2009, SS 1-23372/2008

Sagens baggrund og parternes påstande

Anklageskrift er modtaget den 30. oktober 2008.

T er tiltalt for overtrædelse af

1

lov om afgift af mineralvand m.v. § 21, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5, jf. stk. 6, jf. § 12, stk. 3 og 4,

ved som konstateret af SKAT den 21. august 2006 i forretningen H1 Kiosk, hvor 125,79 liter mineralvand var udbudt til salg, ikke i forretningslokalet at have opbevaret følgesedler eller kvitteringer for de afgiftspligtige varer, samt ikke at have kunnet fremvise forskriftsmæssigt regnskab, som kan danne grundlag for opgørelsen af, om afgiften af de afgiftspligtige varer var betalt, og hvorfra varerne var leveret, hvorved det ikke var muligt at konstatere, om der var betalt afgift af de omhandlede varer

2

øl- og vinafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og stk. 6, jf. § 14, stk. 7 og 8,

ved som konstateret af SKAT den 21. august 2006 i forretningen H1 Kiosk, hvor 231,33 liter øl var udbudt til salg, ikke i forretningslokalet at have opbevaret følgesedler eller kvitteringer for de afgiftspligtige varer, samt ikke at have kunnet fremvise forskriftsmæssigt regnskab, som kan danne grundlag for opgørelsen af, om afgiften af de afgiftspligtige varer var betalt, og hvorfra varerne var leveret, hvorved det ikke var muligt at konstatere, om der var betalt afgift af de omhandlede varer.

3

spiritusafgiftslovens § 31, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 20, stk. 9 og 10,

ved som konstateret af SKAT den 21. august 2006 i forretningen H1 Kiosk, hvor 1,4 liter spiritus var udbudt til salg, ikke i forretningslokalet at have opbevaret følgesedler eller kvitteringer for de afgiftspligtige varer, samt ikke at have kunnet fremvise forskriftsmæssigt regnskab, som kan danne grundlag for opgørelsen af, om afgiften af de afgiftspligtige varer var betalt, og hvorfra varerne var leveret, hvorved det ikke var muligt at konstatere, om der var betalt afgift af de omhandlede varer.

4

lov om afgift af mineralvand m.v. § 21, stk.1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 12, stk. 3 og 4,

ved som konstateret af SKAT den 23. august 2006 i forretningen H1 Kiosk, hvor 87,12 liter mineralvand var udbudt til salg, ikke i forretningslokalet at have opbevaret følgesedler eller kvitteringer for de afgiftspligtige varer, samt ikke at have kunnet fremvise forskriftsmæssigt regnskab, som kan danne grundlag for opgørelsen af, om afgiften af de afgiftspligtige varer var betalt, og hvorfra varerne var leveret, hvorved det ikke var muligt at konstatere, om der var betalt afgift af de omhandlede varer.

5

øl- og vinafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 14, stk. 7 og 8,

ved som konstateret af SKAT den 23. august 2006 i forretningen H1 Kiosk, hvor 129 liter øl var udbudt til salg, ikke i forretningslokalet at have opbevaret følgesedler eller kvitteringer for de afgiftspligtige varer, samt ikke at have kunnet fremvise forskriftsmæssigt regnskab, som kan danne grundlag for opgørelsen af, om afgiften af de afgiftspligtige varer var betalt, og hvorfra varerne var leveret, hvorved det ikke var muligt at konstatere, om der var betalt afgift af de omhandlede varer.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har erkendt forholdene og påstået rettens mildeste dom.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af tiltalte. Denne forklaring fremgår af retsbogen.

Personlige oplysninger

Tiltalte har forklaret om sine personlige forhold.

Tiltalte er tidligere ved Byrettens dom af 15. august 2004 idømt bøde på 15.000 kr. og 15. august 2006 idømt bøde på 15.000 kr. for overtrædelser af punktafgiftlove.

Rettens begrundelse og afgørelse

Forhold 1-5

Ved tiltaltes erkendelse og de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes til en bøde på 75.000 kr., jf. lov om afgift af mineralvand m.v. § 21, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5, jf. stk. 6, jf. § 12, stk. 3 og 4 og øl- og vinafgiftslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 14, stk. 7 og 8.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 30 dage.

I forbindelse med bødefastsættelsen har retten lagt vægt på, at der tidligere to gange er foretaget kontrolbesøg hos tiltalte, og at der i den forbindelse blev konstateret overtrædelser af de samme bestemmelser. Tiltalte blev i forbindelse hermed vejledt om reglerne og om pligten til at opbevare fakturaer og følgesedler eller regnskaber der kan danne grundlag for afgiftens beregning og betaling.

Da forholdene må anses som trejdegangsovertrædelser, og da der efter reglerne og forarbejderne forudsættes fastsættelse af væsentligt højere bøder er bøderne fastsat i overensstemmelse hermed. Det er ligeledes fastsat i reglerne, at der skal fastsættes en bøde for hver enkelt overtrædelse, og at der skal ske fuldstændig kumulation af bøderne. Retten har derfor fastsat bøden til 15.000 kr. for hver overtrædelse eller 75.000 kr. i overensstemmelse med den nedlagte påstand. Retten har ikke fundet grundlag for at nedsætte bøden.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T straffes med en bøde på 75.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 30 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger herunder 3.000 kr.+ moms i salær til den beskikkede forsvarer

----------

Østre Landsrets dom af 23. september 2009, 6. afdeling S-1216-08

Byrettens dom af 6. april 2009 (SS 1-23372/2009) er anket af T med påstand om formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Tiltalte er ud over de i byrettens dom nævnte domme straffet således:

Ved Byrettens dom af 17. januar 2007 for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 3, jf. miljøministeriets bekendtgørelse nr. 713 af 24. august 2002 om pant og indsamling m.v. af emballager af øl og visse læskedrikke, som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 663 af 24. juni 2005 § 95, stk. 1, nr. 10, jf. § 55, stk. 1, med en bøde på 32.500 kr.

Ved bødeforelæg af 5. november 2007 for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 42, stk. 1, nr. 1, med en bøde på 1.500 kr.

Det bemærkes, at i byrettens dom vil spiritusafgiftslovens § 31, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5 og 6, jf. § 20, stk. 9 og 10, samt straffelovens § 89 være at citere ved straffastsættelsen.

I forarbejderne til lov nr. 1059 af 17. december 2002 om ændring af lov om afgift af mineralvand m.v. og andre love er det i de almindelige bemærkninger anført bl.a.:

"Ved fastsættelse af bøden skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at den pågældende tidligere er straffet for overtrædelse af regnskabs- og fakturabestemmelserne i lov om afgift af mineralvand, lov om afgift af chokolade og sukkervarer, lov om afgift af øl og vin, lov om afgift af emballage, lov om afgift af spiritus eller tobaksafgiftsloven. Det forudsættes således, at der i sådanne tilfælde normalt fastsættes en markant højere bøde end de angivne 5.000 kr., idet der er tale om ligeartet kriminalitet."

I forarbejderne til lov nr. 408 af 8. maj 2006 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove mv., der trådte i kraft med virkning fra den 1. juli 2006, er det i de almindelige bemærkninger i pkt. 2.4 anført bl.a.:

"...

På den baggrund foreslås indført bestemmelser om absolut kumulation ved bødefastsættelsen i sager, hvor der til påkendelse under samme sag foreligger flere overtrædelser af følgende bestemmelser i lovgivningen om punktafgifter:

 -

§ 10 a, stk. 1 eller stk. 5, § 12 eller § 13, stk. 1 eller stk. 5, i chokoladeafgiftsloven, eller forskrifter fastsat i medfør af disse bestemmelser,

 -

§ 7 a, stk. 1, eller stk. 5, § 9, stk. 1-3 eller stk. 5-7, i emballageafgiftsloven, eller forskrifter fastsat i medfør af disse bestemmelser,

 -

§ 10 a, stk. 1 eller stk. 5, eller § 12, stk. 1-6, i lov om afgift af mineralvand m.v., eller forskrifter fastsat i medfør af disse bestemmelser,

 -

§ 6, stk. 1, eller § 14, stk. 1-9, i lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m., eller forskrifter fastsat i medfør af disse bestemmelser,

 -

§ 18, stk. 2, eller § 20, stk. 1 eller stk. 4-12, i lov om afgift af spiritus m.m., eller forskrifter fastsat i medfør af disse bestemmelser, og

 -

§ 18, stk. 1-6 eller stk. 8-11, i lov om afgift af tobaksafgifter, eller forskrifter fastsat i medfør af disse bestemmelser.

Efter forslaget skal der endvidere ske absolut kumulation ved bødefastsættelsen i sager, hvor nogen har gjort sig skyldig i overtrædelse af en eller flere af de oven for opregnede bestemmelser eller forskrifter fastsat i medfør heraf og en eller flere overtrædelser af andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen.

Princippet om absolut kumulation vil efter forslaget kunne fraviges, hvis særlige grunde taler herfor.

De foreslåede bestemmelser om absolut kumulation svarer til bestemmelsen i færdselslovens § 118 a, som blev indføjet ved lov nr. 475 af 31. maj 2000, og hvorefter der skal ske absolut kumulation ved udmåling af bøder for overtrædelse af færdselsloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf, medmindre særlige grunde taler herfor.

Som anført ovenfor blev det i forarbejderne til 2002-loven (L 66) forudsat, at der udmåles markant højere bøder i gentagelsestilfælde.

Der foreligger enkelte domstolsafgørelser, hvor der i gentagelsestilfælde vedrørende overtrædelse af de nævnte punktafgiftslove er sket en fordobling af bøden fra 5.000 kr. til 10.000 kr.

Domstolene ses således at have fulgt det strafniveau, som der blev lagt op til med lovændringen i 2002.

Regeringen lægger afgørende vægt på, at dette markant højere strafniveau ved bødefastsættelsen fastholdes i gentagelsestilfælde, idet det skærpede bødeniveau er af væsentlig betydning i kampen mod den ofte meget åbenlyse snyd med afgifter.

På den baggrund - og i overensstemmelse med forarbejderne til 2002-loven i øvrigt - bør der i et førstegangstilfælde, hvor der kun foreligger en enkelt overtrædelse til påkendelse, også fremover udmåles en bøde på i størrelsesordenen 5.000 kr., mens bøden i gentagelsestilfælde bør fastsættes til det dobbelte. I 3. og 4. gangstilfælde osv. forudsættes det, at der udmåles en bøde, der er klart højere end det dobbelte, idet der er efter regeringens opfattelse i sådanne tilfælde foreligger særligt skærpende omstændigheder."

Der er under hovedforhandlingen i landsretten afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet V.1, SKAT.

Forklaringer

Tiltalte har supplerende forklaret bl.a., at han stadig er indehaver af kiosken. De i sagen omhandlede varer havde han købt af forskellige personer. Han havde ikke købt nye varer mellem den 21. og 23. august 2006. Han var i kiosken den 23. august 2006. Den daglige omsætning er på omkring 15.000 kr., og han tjener ca. 150.000 kr. om året. Han blev i 2007 idømt en bøde for ikke at have pantmærket de pågældende varer.

V.1 har forklaret bl.a., at han er ansat i SKAT's ansvarsafdeling og har siden 2003 haft med kontrolsager at gøre. Forefindes der i en forretning afgiftspligtige varer, skal der forevises fakturaer. Det kontrolleres i den forbindelse, om der er foretaget kasseafstemning. Foreligger der ikke fakturaer, og er kasseafstemning undladt, udstedes der i givet fald en samlet bøde på 5.000 kr. SKAT fik først i løbet af 2006 kompetence til at afgøre sager om manglende pantmærkning. Det tog lidt tid, inden også sager af den karakter blev behandlet af SKAT. Det er forklaringen på, at sagen mod tiltalte om overtrædelse af miljølovgivningen vedrørende de omhandlede varer blev afgjort særskilt i 2007.

Landsrettens begrundelse og resultat

I overensstemmelse med tiltaltes erkendelse for byretten lægger landsretten til grund, at tiltalte den 21. august og 23. august 2006 har gjort sig skyldig i de af tiltalen omfattede fem forhold, der drejer sig om overtrædelse af nærmere angivne afgiftslove.

Det tiltrædes, at der på den baggrund for alle fem forholds vedkommende er tale om 3. gangstilfælde, uanset at tiltalte i forhold 3 ikke tidligere er straffet for overtrædelse af spiritusafgiftsloven.

Under henvisning til de ovenanførte bemærkninger til lov nr. 408 af 8. maj 2006 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove mv., hvorefter en bøde i 3. og 4. gangstilfælde bør være klart højere end det dobbelte af 5.000 kr., findes bøden for de af tiltalte begåede lovovertrædelser passende at kunne fastsættes til 12.500 kr. eller i alt 62.500 kr. Med denne ændring stadfæstes dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod tiltalte T ændres, således at tiltalte straffes med en bøde på 62.500 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 30 dage.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.