Parter

A
(Advokat René Bjerre)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Christian Andersen)

Afsagt af byretsdommer

Rikke Foersom

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om opgørelsen af overskud ved udlejning af fritids- og sommerhuse efter ligningslovens § 15 O, stk. 2.

A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at hans overskud ved udlejning af sommerhus i henhold til ligningslovens § 15 O, stk. 2, skal opgøres til 34.193 kr. i indkomståret 2002 og 40.305 kr. i indkomståret 2003.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

A erhvervede den 6. september 1999 ejendommen ..., i lige sameje med sin bror. Ejendommen er vurderet som et sommerhus og består af et enfamiliehus på 128 m2 med swimmingpool, spabad og sauna. Sommerhuset anvendes til udlejning gennem et udlejningsbureau og havde ifølge As regnskab været udlejet 36 uger i 2002 og 31 uger i 2003.

Ved opgørelsen af resultatet for udlejningen af sommerhuset anvendte A den regnskabsmæssige metode i ligningslovens § 15 O, stk. 2, og overskuddet blev anført som kapitalindkomst i hans selvangivelse for indkomståret 2002 og 2003.

A beregnede den fradragsberettigede del af udgifterne som forholdet mellem antallet af udlejede uger og antallet af uger i den periode, hvor sommerhuset lovligt kunne benyttes, hvilket svarer til 36/40 i år 2002 og 31/40 i år 2003.

Sagen blev indbragt for Landsskatteretten, som afsagde kendelse den 21. december 2007.

Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse fremgår blandt andet

"...

Ligningslovens § 15 O, stk. 1, er en regel vedrørende opgørelse af resultatet ved udlejning af fritids- og sommerhuse.

Ifølge ligningslovens § 15 O, stk. 1, kan resultatet ved udlejning af fritidshus opgøres som et bundfradrag på 7.000 kr., samt 40 % fradrag for yderligere indtægter.

Det fremgår af ligningslovens § 15 O, stk. 2, at resultatet kan opgøres med fradrag for de faktiske udgifter afholdt til vedligeholdelse af indbo og inventar samt skattemæssige afskrivninger efter afskrivningslovens kapital 2. Det fremgår endvidere, at fradrag kan foretages med så stor en del af henholdsvis den afholdte vedligeholdelsesudgift, det beregnede afskrivningsbeløb og de betalte ejendomsskatter, som svarer til den del af året, hvor udlejning har fundet sted.

Efter en ordlydsfortolkning af ligningslovens § 15 O, stk. 2, finder Landsskatteretten, at henvisningen til "år" i bestemmelsen må relatere sig til kalenderåret. Der er således ingenting i forarbejderne eller i bestemmelsens ordlyd, der indikerer, at bestemmelsen skulle fortolkes som "den, efter planloven, lovlige udlejningsperiode". "Den del af året", skal derfor forståes som den udlejede del af hele kalenderåret.

Landsskatteretten finder herefter, at bestemmelsen må fortolkes således, at der kan opnås forholdsmæssigt fradrag for de med udlejningen forbundne udgifter opgjort i forhold til kalenderåret.

..."

Der er enighed om, at overskuddet ved udlejning af sommerhuset i år 2002 og 2003 udgør henholdsvis 34.193 kr. og 40.305 kr., hvis den fradragsberettigede del af udgifterne - som påstået af A - opgøres som forholdet mellem antallet af udlejede uger og antallet af uger i den periode, hvor sommerhuset lovligt kan benyttes i henhold til planlovens bestemmelser.

Sagen er anlagt den 19. marts 2008 inden for søgsmålsfristen, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3.

Parternes synspunkter

A har til støtte for sin påstand gjort gældende, at den fradragsberettigede andel af udgifterne skal opgøres som forholdet mellem den udlejede og den samlede lovlige benyttelse af ejendommen.

Det fremgår af ordlyden af ligningslovens § 15 O, stk. 2, at fradraget kan foretages med så stor en del af henholdsvis den afholdte vedligeholdelsesudgift, det beregnede afskrivningsbeløb og de betalte ejendomsskatter, som svarer til den del af året, hvor udlejning har fundet sted.

Forarbejderne til bestemmelsen støtter den fortolkning, at henvisningen til "den del af året, hvor udlejning har fundet sted" skal forstås som det antal uger, hvor det er lovligt at udleje sommerhuset i henhold til planlovens bestemmelser. Landsskatterettens afgørelse er i direkte modstrid med planlovens § 40, hvorefter en bolig i et sommerhusområde ikke må anvendes til overnatning i perioden fra 1. oktober til 31. marts. Reale hensyn taler således for, at den fradragsberettigede andel af udgifterne ikke blot kan fastsættes til den udlejede del i forhold til hele kalenderåret, idet der derved ikke tages højde for, at det vil være ulovligt at leje et sommerhus ud hele året. Der må kræves klare fortolkningsbidrag for at nå den konklusion, at skattelovgivningen skal fortolkes således, at det forudsættes, at skatteyderen disponerer ulovligt i forhold til øvrig lovgivning.

En fortolkning i overensstemmelse med Skatteministeriets påstand vil medføre, at ejeren af et sommerhus, der er erhvervsmæssigt udlejet i hele den lovlige periode på 40 uger, og hvor ejeren derfor ikke har mulighed for at benytte sommerhuset privat, vil blive beskattet af 12/52 af de afholdte udgifter, uanset at de afholdte udgifter ud fra en normal driftsomkostningsbetragtning ville være fradragsberettigede udgifter.

Sommerhuset har karakter af et luksussommerhus, og der er ikke mulighed for at slukke for el og vand i de perioder, hvor sommerhuset ikke er udlejet, idet ejerne har en kontraktmæssig forpligtelse over for udlejningsbureauet. Swimmingpoolen skal blandt andet have en vis vandtemperatur, og der skal være en konstant vandcirkulation, idet vandet ellers vil gå i forrådnelse. Disse forhold taler også for, at den fradragsberettigede del af udgifterne skal opgøres som forholdet mellem den udlejede og den samlede lovlige benyttelse af ejendommen.

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand gjort gældende, at de fradragsberettigede udgifter skal opgøres på baggrund af forholdet mellem antallet af udlejede uger og kalenderåret.

Lovens formulering "den del af året" betyder efter en naturlig sproglig fortolkning, at der sigtes til den udlejede del af hele året. Ordet "året" er således et helt år svarende til de 12 måneder i det indkomstår, som selvangivelsen vedrører. Et "år" er et helt år, og en del af et år betyder en del af et helt år.

As fortolkning er i strid med lovens ordlyd. Det anvendte ord "året" betyder ikke det samme som "den samlede, lovlige udlejningsperiode." Heller ikke lovforarbejderne støtter den fortolkning, som A argumenterer for, idet forarbejderne støtter, at "året" er indkomståret/ kalenderåret og altså en periode på 12 måneder/52 uger.

Reale hensyn og lovens sammenhæng med de øvrige fradragsregler taler også for den konklusion, at lovens udtryk "året" skal fortolkes som et helt år (52 uger) og ikke som en del af et år. Når der er tale om et sommerhus, som udelukkende anvendes privat, afholder ejeren alle udgifter og har ikke fradrag for nogen del af vedligeholdelsesudgifterne, afskrivningerne eller ejendomsskatterne - heller ikke den del, som kan henføres til den periode, hvor lovlig udlejning ikke ville kunne finde sted. Lovens ordning er, at der kun gives fradrag for den del af samtlige udgifter vedrørende hele året, som kan henføres til udlejningsperioden. Udgifter uden for udlejningsperioden er der principielt ikke fradragsret for.

Loven omfatter alle sommerhuse, der udlejes en del af året, og As indretning med swimmingpool m.v. og de heraf følgende udgifter til vand og el hele året er derfor helt uden betydning for fortolkningen af, hvordan "året" skal forstås.

Rettens begrundelse og afgørelse

Ifølge ligningslovens § 15 O, stk. 2, kan resultatet ved udlejning af fritids- eller sommerhuse fradrages med de faktiske udgifter afholdt til vedligeholdelse af indbo og inventar, skattemæssige afskrivninger og ejendomsskatter. Fradrag kan foretages med så stor en del af de afholdte udgifter, som svarer til den del af året, hvor udlejning har fundet sted.

Bestemmelsens henvisning til "året" må efter en ordlydsfortolkning relatere sig til kalenderåret, og "den del af året" skal derfor forståes som den udlejede del af kalenderåret. Der er ikke i forarbejderne eller i ordlyden støtte for en anden fortolkning af bestemmelsen. Heller ikke andre hensyn kan føre til et andet resultat.

Da bestemmelsen herefter må fortolkes således, at de fradragsberettigede udgifter skal opgøres som forholdet mellem antallet af udlejede uger og kalenderåret, tages Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

A skal efter sagens udfald betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Omkostningerne fastsættes efter sagens økonomiske værdi og omfang til 12.500 kr. Beløbet tilkendes til dækning af udgifter til fremstilling af ekstrakt og udgifter til advokatbistand inklusiv moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes for As påstand.

A skal inden 14 dage betale 12.500 kr. i sagsomkostninger Skatteministeriet.