|
Resumé | Sagen vedrørte, om søfolk beskæftiget ombord på et fartøj var omfattet af søfolkskattelovens § 5 med den konsekvens, at den enkelte sømands indkomstskat blev nedsat med det beløb, der forholdsmæssigt faldt på indkomsten erhvervet ombord på fartøjet.
Højesteret fandt, at fartøjet ikke var et dansk skib efter søfolkskattelovens § 5, idet fartøjet ikke opfyldte kravet i samme lovs § 2, nr. 1, om udelukkende at være anvendt som bugser- og bjergningsfartøj eller til erhvervsmæssig transport af godset. Højesteret lagde bl.a. til grund, at fartøjet kun i mindre omfang anvendtes som bjergningsfartøj. Højesteret fandt videre, at bestemmelsen skulle undergives en snæver fortolkning under henvisning til ordlyden efter søfolkskattelovens § 2, nr. 1 ("udelukkende"), og lovforarbejderne.
Videre lagde Højesteret til grund, at fartøjet ikke anvendtes til formål, som ville kunne omfattes af tonnageskatteloven, hvilket også er et krav efter søfolkskattelovens § 5. Højesteret fandt ikke, at fartøjet var indrettet til at udføre transport af gods på dæk eller i lastrum eller i øvrigt til transport af gods mellem forskellige destinationer, jf. tonnageskattelovens § 6, ud over den flytning af et løftet emne i krankroge på fartøjet til et andet bestemt sted, der var en del af den løfteopgave, som fartøjet varetog. Højesteret fandt videre, at fartøjet måtte anses som en "flydekran" i den forstand udtrykket anvendes i tonnageskattelovens § 8, stk. 2. Højesteret fandt i den forbindelse, at det er uden betydning, at fartøjet var udstyret med maskineri, der kunne anvendes til fremdrift, ligesom det er uden betydning, at der foreligger en bemandingsfastsættelse for det pågældende fartøj. Højesteret lagde i denne forbindelse vægt på lovmotiverne til tonnageskattelovens § 8, stk. 2, der tilsigter en præcisering af reglerne i forhold til EU-retten. |