Klagen skyldes, at skattecentret ikke har imødekommet A's (herefter benævnt skolen) anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til Landsskatteretten.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten stadfæster skattecentrets afgørelse.
Sagens oplysninger
Skolen fremsendte den 28. november 2003 en ansøgning til ToldSkat om efterregulering af moms- og afgiftskrav på i alt 7.511.487 kr.
Skattecentret godkendte ikke skolens opgørelse, og efter møder mellem skattecentret og skolen den 2. september 2004 og den 3. marts 2005 indsendte skolen en ny opgørelse efter de principper, som skattecentret kunne godkende. Tilbagebetalingskravet blev herefter opgjort til 3.719.568 kr.
Beløbet blev udbetalt til skolen, og der blev desuden udbetalt 718.481 kr. i renter af tilbagebetalingsbeløbet fra den 28. december 2003.
Den 7. juni 2006 traf skattecentret afgørelse om, at forrentning af tilbagebetalingen af moms og afgifter vedrørende fællesudgifter, jf. momslovens § 38, stk. 1, skulle beregnes efter reglerne i rentecirkulærets punkt 8, da momsen ikke var indbetalt efter påkrav.
Skolens repræsentant påklagede skattecentrets afgørelse vedrørende tilbagebetalingskravet til Landsskatteretten med påstand om, at tilbagebetalingen af moms og afgifter vedrørende fællesudgifter skulle forrentes fra og med tidspunktet for offentliggørelsen af kendelse i TfS 2000.828 til og med udbetalingstidspunktet for renterne, jf. reglerne i rentecirkulærets punkt 7.
Den 20. juni 2007 traf Landsskatteretten afgørelse om, at indbetalinger, der vedrørte afgiftsperioder efter offentliggørelse af kendelsen i TfS 2000.828, skulle forrentes efter rentecirkulærets pkt. 7, hvorimod afgiftsperioder forud for offentliggørelsen af Landsskatterettens kendelse i TfS 2000.828, den 20. oktober 2000, skulle forrentes efter rentecirkulærets pkt. 8. Udbetalingen af den yderligere rente kunne ikke forrentes.
Landsskatteretten udtalte endvidere, at der var givet fuldt medhold i det påklagede forhold.
Skolens repræsentant har ansøgt om omkostningsgodtgørelse for en udgift på 38.500 kr. til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.
Skattecentrets afgørelse
Skattecentret har ikke imødekommet skolens anmodning om omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.
Der kan ikke ydes godtgørelse til sager, der påklages til Landsskatteretten vedrørende told, afgifter eller arbejdskontrol, bortset fra hæftelsessager, når sagen efter retspræsidentens bestemmelse efter skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2.
I en udtalelse til Landsskatteretten har skattecentret anført, at Landsskatteretten med formuleringen af de omhandlede afgiftsloves klagebestemmelser indtil 1. november 2005 ikke var klagemyndighed for afgørelser om afregning af afgifter, herunder om en afgiftspligtig var berettiget til rentegodtgørelse af afgifter, der skulle godtgøres efter rentegodtgørelsescirkulæret. I stedet var Told- og Skattestyrelsen klagemyndighed for sådanne afgørelser. Klager over afgørelser om rentegodtgørelsescirkulæret afgøres derfor uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, jf. § 1, stk. 1, nr. 101 i retspræsidentens bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005 med senere ændringer. Da spørgsmålet om rentegodtgjorte afgifter endvidere må anses at vedrøre afgifter som omhandlet i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, kan skolen ikke anses for berettiget til omkostningsgodtgørelse.
Det forhold, at Landsskatteretten i afgørelsen vedrørende rentegodtgørelsen har afgivet en medholdsvurdering, er uden betydning, da medholdsvurderingen efter skatteforvaltningslovens § 56, stk. 1, 3. pkt., alene er vejledende vedrørende medholdsgraden. Det er således alene SKAT, der i 1. instans kan tage stilling til, om udgifterne til sagkyndig bistand til en klagesag kan godtgøres.
Klagerens påstand og argumenter
Skolens repræsentant har fremsat påstand om, at skolen er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af udgiften til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.
Reglen om, at der ikke ydes omkostningsgodtgørelse for sager efter rentegodtgørelsescirkulæret, er en undtagelse til hovedreglen om, at alle sager, der påklages til Landsskatteretten er berettigede til omkostningsgodtgørelse, og reglen skal derfor fortolkes indskrænkende.
Hovedspørgsmålet i sagen ved Landsskatteretten var ikke rentespørgsmålet, men spørgsmålet om, hvorvidt skolens indbetalinger af moms og afgifter var foretaget efter påkrav. Sagen blev derfor ikke afgjort efter rentecirkulæret men efter pkt. 32 i TSS-cirkulære nr. 2003-21 om opgørelse af den delvise fradragsret i henhold til momslovens § 38, stk. 1 og stk. 2, for undervisningsinstitutioner omfattet af erhvervsskoleloven.
Problemstillingen kan sammenlignes med, at man har en sag for Højesteret om afklaring af en materiel problemstilling, der sluttelig ender med en henvisning til fogedretten med henblik på inddrivelse - det gør jo ikke sagen til en sag om fogedforretning. Renteberegningsproblemstillingen er således en konsekvens af den momsmæssige afgørelse, og vil endvidere have relation til en anden del af sagen, som endnu ikke er afgjort.
Sagen om påkrav blev afgjort i overensstemmelse med den nedlagte påstand.
Det forhold, at der blev betalt gebyr ved indgivelse af klagen til Landsskatteretten, og at Landsskatteretten har afgivet medholdsvurdering i sagen, taler for, at skolen er berettiget til omkostningsgodtgørelse. Det er korrekt, at Landsskatterettens medholdsvurdering alene er vejledende vedrørende medholdsgraden. Det forhold, at Landsskatteretten selv har afgivet udtalelsen om medholdsgraden, er dog et udtryk for, at Landsskatteretten har forventet, at der var tale om en sag med omkostningsgodtgørelse.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Ved lov nr. 1098 af 29. december 1997 blev Landsskatteretten klagemyndighed for afgørelser efter en række afgiftslove, herunder lov om merværdiafgift (momsloven). Ved denne lov blev Landsskatteretten således efter momsloven klagemyndighed for spørgsmål om afgrænsning af afgiftspligtige personer, spørgsmål om hvorvidt der foreligger afgiftspligtige transaktioner, spørgsmål om hvorvidt stedet for afgiftspligtige transaktioner er her i landet, spørgsmål om afgiftsgrundlaget, spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser, spørgsmål om fradrag, spørgsmål om hvorvidt forudsætningerne er opfyldt for at anvende de særlige bestemmelser for brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter og spørgsmål om skønsmæssig ansættelse.
Det fremgik af bemærkningerne til denne lov (L 56, Folketingstidende 1997-98, 1. samling, tillæg A, sp. 1386 ff.), at spørgsmål af mere driftsmæssig karakter vedrørende momsloven kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen som hidtil. Det drejede sig hovedsageligt om spørgsmål vedrørende tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, selve betalingen af afgiften, hæftelse, registrering og afregning af tilsvaret.
Ved lov nr. 464 af 31. maj 2000 blev blandt andet skattestyrelseslovens § 33 D, ændret. Af denne bestemmelses stk. 1, nr. 1 og 2 og stk. 2, fremgik følgende:
"Godtgørelse ydes
1) ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten
2) ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, gælder dog ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told eller afgifter samt i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra hæftelsessager."
Af bemærkningerne til bestemmelsens stk. 2, (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, sp. 7469 ff.) fremgik følgende:
"Hvad angår de sager om told og afgifter, som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, er der tale om sager, der ikke vedrører told- eller afgiftsgrundlaget, idet sådanne klagesager går til Landsskatteretten. Derimod er der tale om sager om registrering, regnskab, betaling, kontrol o. lign., d.v.s. sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning, hvor sagkyndig bistand ikke er påkrævet."
Med skatteforvaltningslovens ikrafttræden den 1. november 2005 blev Landsskatteretten med lovens § 11, stk. 1, nr. 1, klagemyndighed for SKATs afgørelser bortset fra afgørelser om forskudsregistrering.
Af skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, fremgår, at for at Landsskatteretten kan træffe en afgørelse, skal mindst 3 retsmedlemmer deltage i afgørelsen.
Af stk. 3 fremgår, at uanset stk. 1 kan retspræsidenten bestemme, at klager over visse nærmere angivne typer af afgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen skal afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til skatteforvaltningsloven (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, sp. 4218 ff.), at denne bemyndigelse til retspræsidenten primært er tænkt anvendt på de klagesagstyper, der efter forslaget overføres fra afgørelse af ToldSkat til afgørelse i Landsskatteretten.
Af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1 og 2, fremgår følgende:
"Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:
1) Ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten.
2) Ved Landsskatterettens behandling af en sag, som skatteministeren har indbragt efter § 40, stk. 2.
3) Ved en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse.
4) I en sag vedrørende skatter for EF-Domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part.
5) I en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen).
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder dog ikke sager, der påklages til Landsskatteretten vedrørende told, afgifter eller arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, når sagen efter retspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer."
Af bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, sp. 4218 ff.) fremgår blandt andet følgende:
"Bestemmelsens stk. 2 er en konsekvens af, at Landsskatteretten skal overtage de klagesager, der i dag behandles af told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, jf. herom afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger. Hovedparten af disse klagesager vil efter landsskatteretspræsidentens bestemmelse efter § 13, stk. 3, 1. pkt., skulle afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer. I disse sager bliver der ikke ydet omkostningsgodtgørelse."
Af afsnit 4.3.2. i de almindelige bemærkninger til skatteforvaltningsloven fremgår blandt andet følgende:
"Der ydes i dag ikke omkostningsgodtgørelse ved klage til Told- og Skattestyrelsen i sager om told eller afgifter samt sager om arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager. Det foreslås på den baggrund, at der heller ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved klage over sådanne afgørelser til Landsskatteretten, når klagen efter landsskatteretspræsidentens beslutning afgøres af en embedsmand i Landsskatteretten."
Med formuleringen af de omhandlede afgiftsloves klagebestemmelser indtil 1. november 2005 var Landsskatteretten ikke klagemyndighed for afgørelser om afregning af afgifter, herunder om en afgiftspligtig var berettiget til rentegodtgørelse af afgifter, der skulle godtgøres efter rentegodtgørelsescirkulæret. I stedet var Told- og Skattestyrelsen klagemyndighed for sådanne afgørelser.
Ifølge § 1, stk. 1, nr. 101 i retspræsidentens bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005 med senere ændringer afgøres klager over afgørelser om rentegodtgørelsescirkulæret derfor også uden medvirken af ordinære retsmedlemmer.
Da spørgsmålet om rentegodtgjorte afgifter endvidere må anses at vedrøre afgifter som omhandlet i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, er det med rette, at skolen ikke er anset for berettiget til omkostningsgodtgørelse.
Det forhold, at Landsskatteretten i afgørelsen vedrørende rentegodtgørelsen har afgivet en medholdsvurdering, er uden betydning, da medholdsvurderingen efter skatteforvaltningslovens § 56, stk. 1, 3. pkt., alene er vejledende vedrørende medholdsgraden. Det er således alene SKAT, der i 1. instans kan tage stilling til, om udgifterne til sagkyndig bistand til en klagesag kan godtgøres.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.