A klager for indkomstårene 1999 og 2000 over, at de stedlige skattemyndigheder har forhøjet hans indkomster med eget vareforbrug vedrørende barn, hhv. 7348 kr. og 7.445 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i de påklagede indkomstår har drevet en restaurant. Omsætningen i virksomheden udgjorde i indkomståret 1999 3.545.966 kr., mens resultat før renter var 657.522 kr. I 2000 var omsætningen 3.608.370 kr. og resultat før renter 590.808 kr.

Klagerens familie består, foruden klageren, af klagerens hustru samt to børn, der er født i 1993 og 1997.

Klageren har selvangivet forbrug af egne varer for to voksne og et barn.

Myndighederne har forhøjet klagerens indkomst i indkomstårene 1999 og 2000 med henholdsvis 7.348 kr. og 7.445 kr. for eget forbrug af varer for klagerens yngste barn.

Forhøjelsen er begrundet med, at da klager ikke har bogført det løbende faktiske forbrug af varer udtaget til eget forbrug, skal beskatningen ske strikt efter Ligningsrådets anvisninger.

Myndighederne er af den opfattelse, at Ligningsrådets satser skal ses som et samlet hele, idet en skatteyder også kan nøjes med Ligningsrådets satser, selvom han beviseligt har et større eget forbrug. Klageren kan derfor ikke vælge at pille enkeltkomponenter ud, som f.eks. reduktion af satsen for børn med den begrundelse, at barnet spiser et måltid i dagplejen.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at forhøjelserne nedsættes med 1/3 eller til 4.899 kr. i 1999 og 4.963 kr. i 2000.

Til støtte for denne påstand har repræsentanten anført, at når det er åbenlyst, at personen kun er på delvis kost i hjemmet, forbruges der mindre end de af Ligningsrådet fastsatte vejledende mindstesatser.

Repræsentanten har endvidere anført, at det fremgår af ligningsvejledningen 2000, E.B.2.1, at en påstand om, at der ikke udtages varer til eget forbrug, eller de udtagne varer betales kontant, kun bør godkendes, såfremt påstanden dokumenteres. I denne sag er det dokumenteret at den del af egne varer er betalt kontant – i daginstitutionen.

Endelig har repræsentanten anført, at myndighederne er berettiget til at fastsætte værdien af forbrug af egne varer ud fra et skøn, når klageren ikke har foretaget en løbende bogføring af forbruget. Men dette skøn skal være et rimeligt skøn baseret på alle foreliggende oplysninger.

Landsskatteretten skal udtale:

Landsskatteretten bemærker, at forbrug af egne varer i henhold til bestemmelsen i statsskattelovens § 4 er skattepligtig som personlig indkomst.

Landsskatteretten bemærker yderligere, at klageren ikke har bogført varer udtaget fra virksomheden til eget forbrug i overensstemmelse med reglerne herfor, jf. bogføringslovens § 1 samt mindstekravsbekendtgørelsens § 9, stk. 1 (skatteministeriets bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992).

Landsskatteretten finder herefter, at det er med rette, at skatteankenævnet har foretaget en skønsmæssig ansættelse af forbrug af egne varer for klagerens yngste barn. Landsskatteretten kan dog ikke tiltræde størrelsen af det skøn, skatteankenævnet har udøvet. Idet klagerens yngste barn dagligt har spist et måltid i sin daginstitution, finder retten, at der skal ske en reduktion af Ligningsrådets fastsatte satser med en tredjedel.

Ansættelsen for indkomstårene 1999 og 2000 nedsættes således med henholdsvis 2.449 kr. og 2.482 kr.