Parter

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Kim Lundgaard Hansen)

mod

H1-Bank A/S
(advokat Carsten Pals)

Afsagt af landsdommerne

B. Tegldal, Frosell og Michael Gøtze (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 4. januar 2006, har sagsøgeren, Skatteministeriet, nedlagt påstand om, at sagsøgte, H1-Bank A/S, skal anerkende, at sagsøgtes fradrag for købsmoms for afholdte udgifter i forbindelse med ombygningen af spiseplads og glashus i sagsøgtes hovedsæde samt indkøb af inventar hertil i perioden 1. april 1998 til og med 30. september 2001 skal opgøres efter momslovens § 38, stk. 1.

Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om, at sagsøgte til sagsøgeren skal betale 2.799.093 kr., idet 2.407.221 kr. forrentes med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, og indtil betaling sker, og 391.872 kr. forrentes med sædvanlig procesrente fra den 29. maj 2006, og indtil betaling sker.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens omstændigheder

Landsskatteretten traf den 4. oktober 2005 afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår blandt andet følgende:

"...

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse ændres.

...

Sagens oplysninger

Klageren (herefter kaldet selskabet) er et pengeinstitut, der driver almindelig finansiel virksomhed. Selskabet har momspligtige og lønsumsafgiftspligtige aktiviteter.

I forbindelse med en større renovering af selskabets hovedsæde på ..1 blev det besluttet at indrette en ny kantine i stueetagen med tilhørende mødelokaler. Kantinen lå tidligere på 4. og 5. sal i bygningen. Disse lokaler var imidlertid utidssvarende, og ønsket var derfor at etablere moderne, tidssvarende faciliteter i stueetagen samtidig med, at direktionslokalerne af sikkerhedsmæssige årsager blev flyttet fra stueetagen og op i bygningen.

Hele ombygningen af hovedkontoret var delt op i tre etaper, hvoraf etape 1 bl.a. omfattede kantineombygningen. Etape 1 omfattede nærmere bestemt ombygning af spiselokale, buffet, udlevering, køkken, flugtveje, mødelokaler, glashus/forbindelsesgang og handicaptoilet. Derudover omfattede ombygningen indkøb af inventar til køkkenet og til spiselokale i kantinen.

Klagerens repræsentant har bl.a. oplyst, at spiselokalet i kantinen som udgangspunkt ikke anvendes til møder, med mindre der samtidig sker servering af drikkevarer og f.eks. sandwich m.v. Langt hovedparten af klagerens medarbejdere er tilmeldt en kantineordning, og det er således alene ganske få medarbejdere, der selv medbringer mad m.v.

Kantinen og herunder spiselokalet er fri tilgængeligt område, og det kan derfor ikke udelukkes, at der er enkelte medarbejdere, der spiser medbragt mad i kantinens spiselokale. Bespisning af forretningsforbindelser sker i de tilstødende mødelokaler.

Udover selve kantinen har selskabet et særskilt spiselokale, der står til rådighed for selskabets personale. Lokalet er særligt indrettet til spisning m.v. med borde, stole, opvaskemaskine, køleskab, service m.v. til brug for medarbejderne.

Selskabet har ikke tidligere fratrukket moms af udgifter til den del af ombygningen, der vedrører kantineområdet, og selskabet anmodede regionen om tilbagebetaling af i alt 3.326.414 kr. i ikke tidligere fratrukket købsmoms.

Regionens afgørelse

Regionen har alene godkendt delvist fradrag for moms af udgifter til ombygning af og inventar til spiselokale i kantinen efter momslovens § 38, stk. 1, idet omkostningerne er anset for at være af generel karakter og knytte sig både til selskabets momsfrie og momsfritagne leverancer.

Ifølge meddelelse fra Told- og Skattestyrelsen, SKM2002.405.TSS har virksomheder, der har blandede momsfrie og momspligtige aktiviteter, delvis fradragsret for udgifter til spisefaciliteter i henhold til momslovens §§ 38 og 39. Denne meddelelse har sin baggrund i Arbejdsministeriets bkg. nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning. I henhold til § 43 i denne bekendtgørelse er virksomheder pålagt at stille spiseplads til rådighed. Spisepladsen skal bestå af et egnet lokale, som skal indrettes med borde og stole, jf. bekendtgørelsens §§ 48 og 49.

De afholdte omkostninger i forbindelse med ombygningen af spiselokalet i kantinen og til inventar hertil er således en del af omkostningerne ved at have ansatte. Derfor er omkostningerne af generel karakter og knytter sig både til bankens momsfrie leverancer og til de momspligtige leverancer, og fradraget skal opgøres efter momslovens § 38, stk. 1.

Det betyder, at momsen vedrørende denne del af ombygningen alene kan fratrækkes efter en omsætningsfordeling. Dette princip er i øvrigt tidligere stadfæstet af Landsskatteretten i TfS 2000.645, i forbindelse med opførelse af en bygning.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Momslovens § 37, stk. 1, har følgende ordlyd

"§ 37. Registrerede virksomheder kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 5."

Retten lægger til grund som ubestridt, at klageren driver momspligtig kantinevirksomhed.

Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 7 af 7. marts 2001 om tilbagebetaling af moms vedrørende kantinedrift, kaffe og te til forretningsforbindelser og andre varer og ydelser, pkt. 7, har følgende ordlyd:

"7. Kantiner, der ligger i virksomheder, der udover kantinedriften alene har ikkemomspligtige aktiviteter eller blandede momsfrie og momspligtige aktiviteter, har i det omfang, udgifter også er afholdt til brug for kantinevirksomheden, hel eller delvis fradragsret for momsen heraf efter momslovens §§ 37 til 39."

Told- og Skattestyrelsen har efterfølgende ved meddelelse af 2. august 2002 præciseret cirkulærets pkt. 7 under henvisning til §§ 43, 48 og 49 i bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning. Da klageren ubestridt har indrettet et særskilt spiselokale til brug for medarbejderne finder denne meddelelse ikke anvendelse.

En kantine består ifølge sagens natur både af køkkenfaciliteter og af et dertil indrettet spiselokale. Det er ubestridt i sagen, at klagerens køkkenfaciliteter i den omhandlede kantine alene anvendes til momspligtig virksomhed. Det omhandlede spiselokale i kantinen er en integreret del af kantinen og må efter det oplyste betragtes som anvendt udelukkende til kantineformål.

Klageren har derfor fuldt fradrag for moms af udgifter til ombygning af og inventar til det omhandlede spiselokale i kantinen.

Regionens afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.

..."

H1-Bank A/S har indgået aftaler med eksterne operatører om kantinens drift.

I årene op til den 15. august 1999 har G1 Restauranter A/S forestået driften af kantinen. Af en udateret managementaftale med ikraftræden den 1. september 1988 mellem banken og denne kantineoperatør fremgår blandt andet følgende:

"...

Artikel 1 Formål

1.1. Manager påtager sig for SelskabetS regning den daglige ledelse af Selskabets personalerestaurant.

...

Artikel 6 Driftsomkostninger

6.1. Drift af personalerestauranten forgår for Selskabets regning i enhver henseende, og udgifterne afholdes enten af Selskabet eller Manager med efterfølgende refusion fra Selskabets side, som nærmere beskrevet i det følgende.

...

Artikel 8 Vareindkøb

8.1. Manager foretager de nødvendige daglige indkøb, og indkøb til varelager.

8.2. Samtlige udgifter til varekøb refunderes af Selskabet månedsvis bagud på basis af fakturerede priser.

Artikel 9 Vareindkøb

9.1. Manager foretager de daglige indkøb af forbrugsvarer, herunder engangsservice, rengøringsmidler, kontorartikler, supplerende driftsudstyr i mindre omfang samt servicereparationer af maskiner og udstyr.

9.2. Samtlige udgifter til sådanne indkøb refunderes af Selskabet månedsvis bagud på basis af fakturerede priser, dog betales serviceraparationer direkte af Selskabet.

...

Artikel 15 Vederlag

15.1. Som vederlag for Managers ydelser efter denne aftale, herunder til dækning af Managers generelle overheads, betaler Selskabet en månedlig managementafgift ... der erlægges forud den 1 st i en kalendermåned.

..."

I perioden fra den 16. august 1999 til den 31. oktober 2002 har G2 Personalerestauranter forestået driften af kantinen. Af samarbejdsaftale af 14. juli 1999 mellem banken og denne operatør fremgår blandt andet følgende:

"...

Aftalens omfang

Aftalen indebærer, at G2 forpligter sig til at levere kantine- og gæstebespisning til H1-Banks gæster og medarbejdere i et omfang som beskrevet nedenfor:

• Brugerunderlag: ca. 200 ansatte
• Tilmeldte: ca. 130/10 mdr, svarende til gns. 110 daglige brugere.
• Automater: 1 øl/vand-automat i foyer, som serviceres af kantinen
• Daglig servering: buffet med varm ret, suppe, pålæg, salatbar, frugt, hjemmebagt brød, økologisk mælk, saft og isvand. Hver torsdag kage.
• Rekvisitionssalg: som beskrevet i vedhæftede sortimentsoversigt og i øvrigt eller aftale. Prisniveauet fastsættes efter aftale med H1-Bank. Bestilling på fax efter mail -helst to dage før. Opdækning til møder, frokoster, middage og receptioner efter nærmere aftale.
  ...
• Kantinens åbningstid er kl. 11.00 - 13.30 alle bankdage, medmindre andet aftales.

Aftaleform

Aftalen er en managementaftale, hvilket indebærer, at kantinen drives for H1-Banks regning og risiko. G2 disponerer vareindkøb, personale mv. Herudover betaler H1-Bank G2 et managementfee på 10 % af den aftalte, budgetterede omsætning.

...

Budget

...

Hertil kommer management-feet, som er kr. 9470,00, svarende til 10% af de budgetterede samlede omkostninger.

..."

Det er oplyst, at hovedparten af hovedsædets medarbejdere er tilmeldt kantineordningen. I 2001 benyttede 137 medarbejdere ud af sammenlagt 211 medarbejdere kantineordningen. Heraf var 23 af brugerne af kantineordningen fra filialen af sammenlagt cirka 45 ansatte i filialen. I 2005 benyttede 165 medarbejdere ud af i alt 236 kantineordningen. Heraf var 26 af brugerne af kantineordningen fra filialen.

Der er 10-15 medarbejdere, som hver dag medbringer mad i kantinen. Disse medarbejdere medtager ikke selv drikkevarer. De tager uden beregning drikkevarer fra køledisken, hvor medarbejdere, der har tilmeldt sig kantineordningen, ligeledes tager drikkevarer.

Kantinen anvendes endvidere til kunderelaterede frokostaftaler og på-vej-hjem-arrangementer samt til personalereceptioner. Reservation af kantinen til disse formål sker via bankens direktionssekretariat. Det er oplyst, at der typisk afholdes cirka 15-20 interne og eksterne arrangementer af denne karakter i løbet af et år. Arrangementerne foregår således, at der samtidig sker servering af drikkevarer og eventuelt sandwich eller andet traktement.

Bespisning af bankens forretningsforbindelser sker i de tilstødende mødelokaler. Spiselokalet i filialen, der også står til rådighed for hovedsædets medarbejdere, har plads til 32 personer. Afstanden mellem hovedsædet og filialen er ca. 700 meter.

Forklaringer

NS har forklaret, at han har været bestyrer af kantinen i den periode, hvor G2 Personalerestauranter har stået for kantinedriften. De medarbejdere, der medbringer egen mad i kantinen, tager drikkevarer, som faktureres som en del af kantinens omsætning. De pågældende medarbejdere kommer og spiser i kantinen på forskellige tidspunkter. Kantinen benyttes også i forbindelse med fødselsdage og jubilæer, men ikke i forbindelse med julefrokost. Der bliver altid i større eller mindre omfang serveret drikkevarer til disse arrangementer. Kantinen kan bestilles til arrangementer uden for kantinens normale åbningstid. De tilstødende mødelokaler anvendes til kundemiddage og møder med bankens forretningsforbindelser. Ved disse lejligheder er der altid servering, eventuelt blot en kop kaffe.

Procedure

Parterne har for landsretten indgivet påstandsdokumenter og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med disse. Der er ikke tvist mellem parterne om den beløbsmæssige opgørelse af Skatteministeriets krav.

Skatteministeriet har til støtte for de nedlagte påstande gjort gældende, at de omhandlede udgifter til ombygning af spiselokale/glashus samt til indkøb af inventar til spiselokalet ikke udelukkende vedrører den momspligtige kantinedrift, idet udgifterne tværtimod må anses for generalomkostninger, der vedrører de aktiviteter, som udøves i sagsøgtes virksomhed som helhed.

Kravet om indretning af spiseplads efter bekendtgørelsen om arbejdssteders indretning opfyldes kun i kraft af spisepladsen i kantinen, hvilket sagsøgte da heller ikke bestrider. Spisepladsen har således en dobbeltfunktion, idet den ikke blot indgår som en integreret del af kantinen, hvori der udøves momspligtige aktiviteter, men samtidig tjener til opfyldelse af det indretningskrav, der gælder for virksomheden som helhed.

Udgifter til indretning af en spiseplads, der opfylder bekendtgørelsens krav, er en almindelig omkostning for enhver virksomhed, herunder virksomheder der udøver både momsfrie og momspligtige aktiviteter, uanset om virksomheden har indrettet en kantine, hvorfra der drives momspligtig kantinevirksomhed, eller ej. Det vil derfor heller ikke være konkurrencefordrejende, såfremt sagsøgte ikke indrømmes fuld fradragsret for de i sagen omhandlede udgifter. Tværtimod er der tale om udgifter, som påhviler alle virksomheder, der har aktiviteter svarende til sagsøgtes, således at det ville være konkurrencefordrejende, såfremt sagsøgte kunne opnå fuld fradragsret for udgifterne til ombygning af spiselokale m.v., blot fordi sagsøgte (også) driver en momspligtig kantinevirksomhed.

Allerede fordi udgifterne således har en dobbeltfunktion for sagsøgte i kraft af, at udgifterne er anvendt til overholdelse af generelle lovgivningsmæssige krav til arbejdssteders indretning, skal der gives sagsøgeren medhold i de nedlagte påstande.

Det gøres derudover gældende, at lokalerne i sagsøgtes virksomhed også opfylder en dobbeltfunktion derved, at de i et vist omfang anvendes til interne møder, arrangementer m.v., således at lokalerne heller ikke af den grund kan anses for udelukkende anvendt til momspligtig kantinevirksomhed. Det samme gør sig gældende i relation til ansatte, der i kantinen fortærer mad, som de selv har medbragt. Den omstændighed, at der i forbindelse med møder m.v. serveres mad og/eller drikkevarer, ændrer ikke på, at lokalerne anvendes til mødevirksomhed m.v. og således ikke udelukkende til momspligtig kantinedrift.

Heller ikke den omstændighed, at ansatte, der spiser egen medbragt mad, kan tage gratis drikkevarer i kantinen, som sagsøgte har betalt kantineoperatøren for, ændrer på, at ansattes fortæring af medbragt mad indebærer, at kantinen ikke udelukkende anvendes til momspligtig kantinevirksomhed. Det bemærkes i den forbindelse også, at sagsøgeren må forstå sagsøgtes oplysninger således, at sagsøgte generelt stiller de omhandlede drikkevarer gratis til rådighed for sine ansatte.

Det bemærkes, at der ikke i momsreglerne er indeholdt nogen "bagatelgrænse", og at det i relation til anvendelsen af lokalerne således ikke er afgørende, om disse hovedsagelig anvendes til momspligtig kantinevirksomhed. Under alle omstændigheder gøres det gældende, at de foreliggende oplysninger om lokalernes anvendelse ikke indebærer, at det må lægges til grund, at anvendelse af lokalerne til andet end momspligtige kantinevirksomhed har et så bagatelagtigt omfang, at sagsøgte bør have fuldt fradragsret for de udgifter, som sagen vedrører.

H1-Bank A/S har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at de i sagen omhandlede udgifter udelukkende anvendes til sagsøgtes momspligtige aktiviteter, dvs. som led i sagsøgtes kantinevirksomhed. Sagsøgte har derfor fuldt fradrag for momsen af udgifterne, jf. momslovens § 37.

Bestemmelsen bygger på 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 2. Som det fremgår af bestemmelsen i momslovens § 37 forudsætter fuldt fradrag, at virksomhedens indkøb kan henføres "udelukkende" til den momspligtige omsætning.

Hvorvidt et køb udelukkende anvendes til brug for virksomhedens momspligtige leverancer er blevet behandlet af EF-domstolen i en række principielle domme. Som overvejende hovedregel opstiller EF-domstolen krav om direkte og umiddelbar tilknytning mellem omkostningen og virksomhedens momspligtige leverancer.

Ved afgørelsen ved ... dommen C-408/98 fastslog EF-domstolen, at en generel omkostning kan fradrages fuldt ud i det omfang, at den kan henføres til en afgrænset del af virksomheden, nemlig den momspligtige del. Sagen drejede sig om spørgsmålet om fradragsret i forbindelse med en momsfri virksomhedsoverdragelse. Ved dommen fastslog EF-domstolen for det første, at de udgifter, som sælger afholder i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse, er en generel omkostning, og at udgiften derfor i princippet har en direkte umiddelbar tilknytning til sælgerens samlede økonomiske virksomhed.

Herudover fastslår EF-domstolen, at det af 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 5, følger, at sælger alene har delvis fradrag, hvis han foretager sig såvel transaktioner, der giver ham ret til fradrag, samt transaktioner der ikke giver ret til fradrag. Hvis de afholdte udgifter har en direkte umiddelbar tilknytning til en klart afgrænset del af den økonomiske virksomhed, således at udgifterne er en del af de almindelige omkostninger, der er forbundet med denne del af virksomheden, vil sælger dog have fuld fradragsret for momsen af udgifterne.

De i nærværende sag omhandlede udgifter kan direkte henføres til sagsøgtes momspligtige kantinevirksomhed, idet kantinen udelukkende anvendes som led i kantinedriften. Udgifterne til ombygning af kantinens spiseplads og indkøb af inventar til kantinen er foretaget af sagsøgte i egenskab af afgiftspligtig person og relaterer sig udelukkende til sagsøgtes momspligtige kantineleverancer.

H1-Bank A/S har endvidere gjort gældende, at det forhold, at enkelte medarbejdere i begrænset omfang indtager deres medbragte mad i kantinen, ikke kan føre til en ændret momsmæssig behandling. Denne begrænsede brug kan ikke ændre virksomhedens karakter af en momspligtig virksomhed. Samme situation må antages at gøre sig gældende i kantiner i en lang række andre virksomheder, uden at der af den årsag sker begrænsning af momsfradragsretten for udgifterne i forbindelse med ombygning af en kantine og anskaffelse af inventar hertil.

Der er formentlig omkring 15 medarbejdere, der hver dag medbringer mad i kantinen. Benyttelsen af kantinen af medarbejdere, der selv medbringer mad, er spredt over kantinens åbningstid, som er fra kl. 11 til kl. 13.30. Det drejer sig om meget få medarbejdere i forhold til det samlede antal, der er brugere af kantinen.

De medarbejdere, der spiser deres medbragte mad i kantinen, medtager ikke selv drikkevarer, men tager drikkevarer fra køledisken, hvor medarbejdere omfattet af kantineordningen ligeledes tager drikkevarer. De drikkevarer, der indtages af disse medarbejdere, indgår derfor i den momspligtige kantineomsætning. Situationen er den, at alle medarbejdere som led i den etablerede kantineordning får stillet mælk, saft og isvand til rådighed. Kantineoperatøren fakturerer sagsøgte herfor med tillæg af moms. Disse drikkevarer indgår derfor utvivlsomt i den momspligtige kantineomsætning.

Det forhold, at nogle få medarbejdere har mulighed for at indtage sådanne drikkevarer uden særskilt betaling kan efter sagsøgtes opfattelse ikke medføre, at der ikke er tale om momspligtig kantinedrift, idet kantineoperatøren som nævnt fakturerer de pågældende drikkevarer til sagsøgte.

Ydermere er forholdet det, at der intetsteds i vejledninger eller andre former for retningslinier vedrørende den momsmæssige behandling af kantinedrift er anført, at den momsmæssige behandling af kantinedriften vil blive anderledes, såfremt kantinen i begrænset omfang benyttes af medarbejdere i virksomheden, som selv medbringer mad og eventuelt ligeledes selv medbringer drikkevarer.

Såfremt det var afgørende for den momsmæssige behandling af en kantine som virksomhed, at kantinen ikke blev benyttet af medarbejdere, der selv medbragte deres mad, ville dette være ensbetydende med, at fradragsretten kom til at afhænge af karakteren af den omgivende virksomhed.

I praksis vil det ikke være muligt for en virksomhed at afskære medarbejdere, der ikke er omfattet af en kantineordning, fra at benytte kantinen, idet retningslinier af en sådan karakter i høj grad vil være skadelige for arbejdsmiljøet på virksomheden. I tilfælde af, at det bliver afgørende for en momsmæssig behandling af kantinerelaterede udgifter, at der slet ikke er medarbejdere, der selv medbringer mad, som benytter kantinen, vil dette være ensbetydende med, at alle momsfrie eller overvejende momsfrie virksomheder vil blive momsmæssigt belastet af kantineudgifter. Dermed ville kantineudgifterne blive 25 pct. dyrere for sådanne virksomheder end, hvad der er tilfældet for virksomheder, der udelukkende driver momspligtige aktiviteter.

Sagsøgeren har gjort gældende, at de af sagsøgte afholdte udgifter er generalomkostninger, der relaterer sig til sagsøgtes momspligtige og momsfrie aktiviteter. Som begrundelse herfor henviser sagsøgeren til bekendtgørelsen om arbejdssteders indretning. Kantinen tjener ifølge sagsøgeren på baggrund heraf en dobbeltfunktion, idet den ikke blot indgår som en integreret del af kantinen, hvori der udøves momspligtig aktivitet, men samtidig tjener til opfyldelse af det indretningskrav, der gælder for virksomheden som helhed.

Der er ikke grundlag for at begrænse sagsøgtes momsfradragsret for udgifter til den momspligtige kantinevirksomhed med den begrundelse, at selskabet driver en blandet momsfri og momspligtig virksomhed. Da sagsøgte for langt den største dels vedkommende driver momsfri virksomhed, ville en beskæring af momsfradragsretten ud fra en betragtning om, at sagsøgte driver en blandet momsfri og momspligtig virksomhed, føre til, at sagsøgte kun ville have fradragsret, hvad der svarer til 1-2 pct. af de i sagen omhandlede udgifter.

Fradragsretten for kantinevirksomheden kommer dermed til at afhænge af den samlede aktivitet i den virksomhed, der driver kantinen. Dette er i strid med momslovens § 37, stk. 1. Endvidere er en sådan begrænsning af fradragsretten i strid med den omtalte praksis fra EF-domstolen.

Kantinedrift i alle virksomheder, både fuldt ud momspligtige, delvis momspligtige og ikke-momspligtige, er efter EU-retten selvstændig økonomisk virksomhed, der er omfattet af momspligten. Dette er ensbetydende med, at udgifter, som udelukkende knytter sig til den momspligtige aktivitet, giver ret til momsfradrag, da udgifterne principielt indgår som et omkostningselement i det momspligtige kantinesalg.

Kantinevirksomhed som momspligtig skal behandles på grundlag af karakteren af selve kantinevirksomheden og ikke under hensyntagen til de andre aktiviteter, der finder sted i den virksomhed, hvori kantinen er beliggende. Kantinen er alene indrettet med henblik på kantinevirksomhed og anvendes alene til aktiviteter i form af momspligtigt kantinesalg, ligesom der ikke foregår anden virksomhed i lokalet.

Såfremt der skulle tages hensyn til aktiviteter i den omgivende virksomhed, ville dette indebære, at en virksomhed, der hovedsagelig var momsfri, blev ringere stillet end virksomheder, hvor der hovedsagelig er fuld momsfradragsret. Dette ville føre til en betydelig fordyrelse af kantinedriften i en virksomhed, der hovedsagelig har momsfrie aktiviteter.

Den i sagen omhandlede kantine har ikke nogen dobbeltfunktion. Kantinen tjener udelukkende til sagsøgtes momspligtige kantinedrift.

Sagsøgte opfylder således selvstændigt de krav med indretning af spiseplads efter bekendtgørelse om arbejdssteders indretning til de medarbejdere, som har valgt ikke at være medlem af kantineordningen ved at stille et særskilt spiselokale (adskilt fra kantinen) til rådighed for disse medarbejdere. Denne særskilte spiseplads opfylder såvel ved sin størrelse samt indretning fuldt ud bekendtgørelsens krav om indretning af spiseplads til de medarbejdere, der har valgt ikke at være en del af kantineordningen.

Reglerne om arbejdssteders indretning tillægges ved sagsøgers fortolkning en langt videre rækkevidde, end der er grundlag for. Reglerne er opstillet alene som en minimumsstandard og stiller herunder krav om, at der på arbejdsstedet skal være spisepladser. Der stilles derimod ikke krav om, at der på arbejdsstedet skal være en kantine. Kantinedriften rækker langt videre end det forhold, at der stilles spisepladser til rådighed.

Det er den enkelte virksomheds eget valg, hvordan kravene i reglerne om arbejdssteders indretning opfyldes. Virksomheder, der har valgt at drive en kantine, har som følge heraf også et sted, hvor medarbejderne kan spise. Der påhviler derfor ikke sådanne virksomheder en forpligtelse efter reglerne om arbejdssteders indretning. Virksomheden opfylder derfor allerede kravene som følge af den momspligtige kantinevirksomhed.

Den i sagen omhandlede kantine er ikke etableret med henblik på at opfylde kravene til arbejdssteders indretning. Udgifterne til kantinen er derfor alene afholdt til brug for den momspligtige virksomhed i kantinen.

Kendetegnende for såvel de eksterne som de interne møder, der har været afholdt i kantinen, er, at der i forbindelse med møderne har været salg af mad og drikkevarer. Der har således været knyttet momspligtige transaktioner til både eksterne og interne møder afholdt i kantinen. Som følge af, at der har været forbundet momspligtig omsætning med de eksterne og interne møder, der har været afholdt i kantinen, kan det forhold, at der har været afholdt eksterne og interne møder i kantinen, ikke benyttes som begrundelse for helt eller delvist at nægte sagsøgte fradragsret for de i nærværende sag omhandlede ombygningsudgifter. Kantinen bliver således ikke benyttet til andre formål end momspligtige kantineformål.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ifølge § 43, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning skal der på arbejdsstedet være spiseplads, hvis der er spisepauser under arbejdet. Det følger af bekendtgørelsens § 44, at arbejdssteder og spisepladser skal være hensigtsmæssigt beliggende i forhold til hinanden, og af § 48, stk. 1, at arbejdspladsen ikke kan anvises som spiseplads.

Efter de foreliggende oplysninger om den samlede brug af kantinen i hovedsædet sammenholdt med oplysningerne om spiselokalet i filialen, der er beliggende ca. 700 meter fra hovedsædet, finder landsretten at måtte give Skatteministeriet medhold i, at udgifterne til ombygning af spiselokale/glashus samt indkøb af inventar til spiselokalet også opfylder andre formål end momspligtige kantineformål, herunder opfyldelse af kravene i bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning.

Lokalerne anvendes således ikke udelukkende til aktiviteter, for hvilke momsen kan fradrages. Det fradrag, der tilkommer H1-Bank A/S, skal derfor opgøres efter momslovens § 38, stk. 1.

Banken stilles herved ikke anderledes end andre virksomheder, der har såvel momspligtige som momsfritagne aktiviteter.

Bankens anbringende om, at subsumptionen under momslovens § 38, stk. 1, er i strid med Rådets sjette momsdirektiv, forudsætter, at den afholdte udgift alene har sammenhæng med momspligtig virksomhed. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til dette anbringende.

Landsretten tager derfor Skatteministeriets påstande til følge.

Efter sagens udfald skal H1-Bank A/S betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 100.000 kr., hvoraf 4.000 kr. vedrører retsafgift og 1.770 kr. udgiften til udarbejdelse af ekstrakt og materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, H1-Bank A/S, skal anerkende, at sagsøgtes fradrag for købsmoms for afholdte udgifter i forbindelse med ombygningen af spiseplads og glashus i sagsøgtes hovedsæde samt indkøb af inventar hertil i perioden 1. april 1998 til og med 30. september 2001 skal opgøres efter momslovens § 38, stk. 1.

Sagsøgte skal til sagsøgeren, Skatteministeriet, betale 2.799.093 kr., idet 2.407.221 kr. forrentes med sædvanlig procesrente fra den 4. januar 2006, og indtil betaling sker, og 391.872 kr. forrentes med sædvanlig procesrente fra den 29. maj 2006, og indtil betaling sker.

Sagsøgte skal endvidere til sagsøgeren betale sagens omkostninger med 100.000 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage.