Parter

A
(advokat Svend Olhoff)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Tidligere instans: Østre Landsrets dom af 17. september 1999, 17. afdeling.

Afsagt af højesteretsdommerne

Hornslet, Wendler Pedersen, Torben Melchior, Lene Pagter Kristensen og Niels Grubbe.

Appellanten, A, har nedlagt følgende påstande:

Principalt: Indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at As overskud af virksomhed for 1993 og 1994 ansættes til henholdsvis 179.639 kr. og 187.737 kr.

Subsidiært: Skatteministeriet skal anerkende, at As overskud af virksomhed for 1993 kun kan forhøjes med 88.000 kr. til 267.639 kr. og for 1994 med 40.000 kr. til 227.737 kr.

Mere subsidiært: Ansættelsen af As skattepligtige indkomst for 1993 og 1994 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse og har gentaget sin subsidiære påstand.

A har for Højesteret ikke bestridt, at han har foretaget de pengeoverførsler fra Danmark til Pakistan, som skattemyndighederne har lagt til grund, men har gjort gældende, at pengeoverførslerne delvis vedrørte midler, der ikke tilhørte ham, men visse af hans slægtninge. Skattemyndighederne har ikke foretaget nogen analyse af husstandens nødvendige privatforbrug og ikke taget hensyn til, at der indgik lønindkomst fra en svigerinde, som var med i husstanden. Skattemyndighederne har heller ikke inddraget regnskabsmæssige forhold, herunder at deres ansættelse af et yderligere overskud forudsætter usædvanligt høje bruttoavanceprocenter, såfremt det vareforbrug, der fremgår af regnskaberne, lægges til grund.

Skatteministeriet har gjort gældende, at A ikke har ført bevis for, at hans pengeoverførsler delvis vedrører midler, der ikke tilhørte ham. Der er heller ikke i øvrigt noget grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af As skattepligtige indkomst.

Forklaringer

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet nye forklaringer.

MG har forklaret, at han er As fætter og gift med As søster. Han kan bekræfte, at han den 5. februar 1993 fik udbetalt en arbejdsskadeerstatning på 62.588 kr. Han sendte pengene til Pakistan gennem A, da han på den måde fik flere penge ud af det, end hvis han sendte pengene via banken. A kendte nemlig en landsmand ved navn FM, som gav en bedre kurs end banken. Pengene blev sendt til As mor. Han tog herefter selv til Pakistan og fik pengene udbetalt. Det var i marts/april 1993.

HM har forklaret, at A er hans nevø - hans søsters søn. Han kan bekræfte, at han i september 1993 modtog 150.000 rupees fra Danmark. Det var enten MG eller JM, der havde givet pengene til A, som skulle sende dem til Pakistan. JM skyldte penge til forskellige personer i Pakistan, som pengene skulle gives videre til.

FS har forklaret bl.a., at A er hendes fætter og hendes mands bror. Hun har haft bopæl sammen med A i en periode på i alt et år i årene 1993-1994. I den pågældende periode fik hun overført penge fra Norge. Det var opsparede midler. Hun gav pengene til A, da de skulle gå til familien.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger

De forklaringer, som nogle af As slægtninge har afgivet om, at visse af pengeoverførslerne vedrørte midler, som A havde fået overladt til videre befordring, er ikke underbygget af nogen dokumentation og er på væsentlige punkter i strid med As forklaringer til politiet, for Landsskatteretten og for landsretten. Højesteret finder derfor, at A ikke har ført bevis for, at pengeoverførslerne, der alle ubestridt blev foretaget af ham, delvis vedrørte midler, der tilhørte andre.

Herefter, og idet det, som A i øvrigt har anført, ikke kan føre til andet resultat, tiltræder Højesteret, at der intet grundlag er for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af hans skattepligtige indkomst for 1993 og 1994, og stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A, betale 30.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.