Dato for udgivelse
13 mar 2002 14:10
SKM-nummer
SKM2002.151.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/01-4339-00348
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Aktiebaserede investeringsforeninger, transparensprincip, modregning, tab på aktier, udlodning
Resumé

Ingen adgang til at modregne tab på aktier eget i mindre tre år i den del af udlodningen fra en aktiebaseret investeringsforening, der kan henføres til gevinst på aktier ejet i mindre end tre år.

Reference(r)

Aktieavancebeskatningsloven § 2
Ligningsloven § 16 C
Ligningsvejledningen 2001 S.F.3.2

Ligningsrådet blev spurgt, om et medlem af en aktiebaseret udloddende investeringsforening kan modregne tab på medlemmets salg af aktier ejet i mindre end tre år i den del af udlodningen fra investeringsforeningen, som kan henføres til foreningens udloddede nettofortjeneste ved salg af aktier, ejet i mindre end tre år.

Anmodningen var foranlediget af en række artikler i dagspressen. Af disse fremgik, at investorer, der investerer såvel direkte i aktier som i investeringsbeviser i udloddende investeringsforeninger, overser en modregningsmulighed ved opgørelsen af deres kapitalindkomst.

Det oplystes, at forespørgeren ikke var bekendt med den omtalte mulighed for modregning, men at forespørgeren dog mente, at modregningsadgangen ville betyde en klar forbedring af investeringsforeningsmedlemmers skattemæssige stilling og derfor var positiv overfor muligheden.

Følgende fremgik af en af de nævnte artikler

"Tusindvis af private investorer med sparepenge i investeringsforeninger snyder hvert år sig selv for store beløb, fordi de ikke er opmærksomme på, at man nemt kan slippe for at blive sat i skat af investeringsforeningernes store udlodninger.

Skatten slipper man for at betale, hvis man inden nytår sælger aktier, investeringsforeningsbeviser eller andre papirer med tab. Tabet kan nemlig fratrækkes i en del af indkomsten fra udlodningen.

[...]

Dette har medført, at der i løbet af 2001 har været udloddet beløb fra investeringsforeninger, som omfatter f.eks. investeringsforeningens gevinst ved salg af aktier, der har været ejet i mindre end tre år. En stor del af de udlodninger, der kommer fra disse investeringsforeninger, er derfor ikke egentlig udbytte, men derimod gevinst ved salg af aktier under tre år. Den del af udlodningen giver således mulighed for at der kan modregnes tilsvarende tab på andre aktier og investeringsbeviser heri", siger NN."

Og

"NN siger endvidere: "Blot fordi lovteksten ikke kræver en opsplitning mellem udbytter og aktieavancer er dette ikke en selvstændig begrundelse for at lave særbestemmelser for disse aktieavancer, når investeringsforeningerne er i stand til at foretage denne opdeling. Investeringsforeningerne er selv opmærksomme på, hvordan man kan undgå de mest uheldige virkninger af lovreglerne. Mange investorer er eksempelvis blevet rådet til at sælge deres tabsgivende investeringsbeviser umiddelbart før udlodningen foretages for at sikre et tabsfradrag. Muligheden for modregning af tab og gevinst på aktier ejet i mindre end tre år burde måske også blot indgå."

Den opfattelse, der blev fremført i artiklerne, var dermed, at transparensprincippet betød, at et medlem af en udloddende investeringsforening, der i personligt regi har haft tab på aktier ejet i under tre år kan fratrække dette tab i den del af udlodningen, der er optjent i foreningen ved salg af aktier ejet i mindre end tre år.

Styrelsen indstillede, at Ligningsrådet besvarede det stillede spørgsmål med nej, og begrundede svaret som følger:

Transparensprincippet:

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 399 af 22. maj 1996 (L117, fremsat 6. december 1995), at "[...]beskatningsreglerne såvidt muligt [er] tilrettelagt således, at den samlede beskatning af medlemmet af udlodninger fra investeringsforeningen og af fortjeneste og tab ved afståelse af beviser i investeringsforeningen svarer til den beskatning, der ville være blevet foretaget, hvis medlemmet selv havde investeret i værdipapirer af den karakter, som findes i den pågældende investering.". Transparensprincippet betyder dermed, at de særlige lovbestemmelser om investeringsforeninger alene tilstræber, at beskatningen ved en direkte og en indirekte investering via en forening skal være den samme. Det fremgår, at der kan forekomme tilfælde, hvor loven ikke giver mulighed for fuldstændig transparens.

Transparensprincippet er dermed ikke i sig selv en beskatnings- eller fradragshjemmel, men et underliggende princip, der så vidt muligt er udslagsgivende for reglerne om beskatning af medlemmer i udloddende investeringsforeninger. Dette giver sig navnlig udtryk i udformningen af bestemmelsen om foreningens minimumsudlodning samt i henholdsvis person-, selskabs- og fondsbeskatningslovens regler om beskatning af udbytte fra udloddende investeringsforeninger.

Der findes derfor også områder, hvor transparensen ikke slår igennem. En forenings beholdning af børsnoterede aktier tæller eksempelvis ikke med, når en person opgør sin beholdning for at konstatere om 100.000 kr. grænsen i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2 er opfyldt. Når foreningen sælger aktier, er det ligeledes foreningens ejertid af aktien uden hensyntagen til medlemmets ejertid af investeringsbeviset, der er afgørende for om gevinst og tab på aktien i den sidste ende hos investor beskattes som kapital eller aktieindkomst.

Transparensprincippet hjemler derfor ikke i sig selv mulighed for modregning som den nævnte.

Kildeartsbegrænsning i aktieavancebeskatningslovens § 2:

Tab på aktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2 - dvs. aktier som den skattepligtige har erhvervet mindre end tre år forud for afståelsen - kan efter § 2, stk. 2 kun fradrages idet omfang, de kan rummes i gevinster på den skattepligtiges gevinster på andre aktier omfattet af § 2. Kan tabet ikke rummes i disse gevinster, kan det fremføres til senere års gevinster eller overføres til fradrag i gevinster på en eventuel ægtefælles § 2-aktier.

Tab på aktier ejet i mindre end 3 år er dermed kildeartsbegrænset. Selvom avance på denne type aktier beskattes som kapitalindkomst, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr 5, er det kun et positivt nettoresultat, der overføres til opgørelsen af kapitalindkomst.

Den skattepligtiges øvrige positive kapitalindkomst - eksempelvis udlodning fra en udloddende investeringsforening, jf. personskattelovens § 4, stk. 1 nr. 4 - kan derfor ikke nedbringes af et § 2-aktie tab.

Udlodning af foreningens indtægter:

Udlodninger fra investeringsforeninger er skattepligtige efter ligningslovens § 16A om udbytte og udlodninger. Indtægt fra en udloddende investeringsforening er dermed - uanset foreningens indtægtsgrundlag - en udlodning. Selvom transparensprincippet tilsigter, at beskatningen i den sidste ende afspejler, hvad udlodningen består af, bliver udlodningen ikke som sådan omkvalificeret for medlemmet til henholdsvis avancer, udbytte, renter eller kursgevinster. Indtægten bliver blot henført til enten kapital- eller aktieindkomst, alt efter hvilken type indkomst den bagvedliggende indtægt ville have været beskattet som.

Også af denne grund ses foreningens gevinster på § 2-aktier ikke at kunne indgå i opgørelsen den skattepligtiges nettoresultat af avance på aktier ejet i mindre end 3 år efter aktieavancebeskatningslovens § 2.

Ligningsrådet tiltrådte styrelsens indstilling.