Ligningsrådet tog i en bindende forhåndsbesked stilling til, om et selskabs tildeling af rettigheder til medarbejdere kunne karakteriseres som køberetter eller tegningsretter.
En større international koncern ville iværksatte en international aktieoptionsplan, der gav medarbejderne i koncernens datterselskaber mulighed for at tegne eller købe aktier i moderselskabet til favørkurs i 2 forud fastsatte perioder.
Ligningsrådet blev bedt om at tage stilling til de skatteretlige konsekvenser af den aftale, der i den forbindelse skulle indgås mellem selskabet og dets medarbejdere om medarbejdernes erhvervelse af aktier i selskabet.
Moderselskabet forventede, at man på tidspunktet for medarbejderens udnyttelse af aftalen ville anvende nyudstedte aktier til opfyldelse af aftalerne. Det var imidlertid oplyst, at det ikke kunne udelukkes, at selskabet ville anvende eksisterende aktier fra selskabets egen beholdning eller aktier, selskabet havde erhvervet til lejligheden.
Ligningsrådet blev i den forbindelse spurgt hvilken beskatning indgåelse og udnyttelse af den beskrevne aftale ville have for koncernens medarbejdere. Det bemærkes, at spørgsmålet blev afgjort i år 2000, hvor tegningsretter endnu ikke var omfattet af ligningslovens § 28.
Ligningsrådet udtalte, at besvarelsen af de stillede spørgsmål afhænger af, hvorvidt aftalen kan karakteriseres som en tegningsret eller en køberet.
Ved denne vurdering er det afgørende, hvem der har mulighed for at bestemme, hvordan aftalen skal opfyldes. Såfremt medarbejderen kan kræve at blive fyldestgjort med nyudstedte aktier, vil der være tale om en tegningsret. Såfremt medarbejderen derimod alene har ret til at modtage aktier, og det i øvrigt er op til selskabet at beslutte, hvorvidt disse aktier skal tages af selskabets beholdning, erhverves på markedet eller nyudstedes ved en kapitalforhøjelse, må der være tale om en køberet.
I det konkrete tilfælde havde medarbejderne ikke nogen indflydelse på, om de aktier, de kunne erhverve, var nyudstedte eller allerede eksisterende. Det var derfor Ligningsrådets opfattelse, at aftalerne kunne kvalificeres som køberetter.