åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.3.7 Begrundelse" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.
åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

SFL indeholder ingen særlige regler om begrundelse i skatte- og afgiftssager. Det betyder, at FVL kapitel 6, der indeholder udførlige bestemmelser om kravene til begrundelse, finder anvendelse i told- skatte- og afgiftssager. Reglerne finder anvendelse i alle de tilfælde, hvor SKAT træffer en afgørelse, dvs. både i de sager, hvor der skal udarbejdes sagsfremstilling og i de sager, hvor der ikke er krav om at udarbejde en sagsfremstilling.

For så vidt angår de sager, hvor der er krav om sagsfremstilling henvises endvidere til afsnit E.3.6.3.4.

Begrundelsen bør fremgå af selve afgørelsen, eventuelt ved en præcis henvisning til hvor begrundelsen kan findes, og begrundelsen skal samtidig fremgå af den sagsfremstilling mv., der følger med afgørelsen.

Efter FVL § 22 skal en skriftlig afgørelse, der ikke giver en part medhold fuldt ud, være ledsaget af en skriftlig begrundelse.

Formålet med begrundelsespligten er at borgeren/virksomheden får en forklaring på afgørelsens indhold, at borgeren/virksomheden forstår afgørelsen og er i stand til at vurdere, om han/hun skal påklage afgørelsen. Begrundelsen skulle gerne være en garanti for afgørelsens rigtighed.

FVL § 24 indeholder de nærmere regler om indholdet af begrundelsen. Efter FVL § 24 skal begrundelsen oplyse, hvilke retsregler afgørelsen er truffet efter. Henvisningerne skal være præcise. Beror afgørelsen på en fortolkning af en bestemmelse, bør der redegøres for den anlagte fortolkning.

I SKM2002.149.HR kunne myndighedernes manglende henvisning til samtlige korrekte bestemmelser ikke medføre, at afgørelserne truffet i det administrative system var ugyldige. I SKM2003.259.ØLR fandt retten ligeledes, at der ikke forelå en manglende eller mangelfuld begrundelse, som kunne medføre ugyldighed. I SKM2003.288.HR tiltrådte Højesteret, at den manglende henvisning til de benyttede retsregler i kommunens agterskrivelse og afgørelse, ikke kunne føre til afgørelsens ugyldighed.

Hvis begrundelsen for forhøjelsen er, at de selvangivne dispositioner er uden reelt indhold - fx i anpartssager - vil der dog helt undtagelsesvist ikke være krav om henvisning til retsregler, jf. TfS 1996, 920 LSR.

I begrundelsen skal der endvidere tages stilling til borgerens/virksomhedens relevante synspunkter, hvis myndigheden ikke tidligere skriftligt har tilkendegivet sin bedømmelse heraf overfor borgeren/virksomheden. Myndigheden skal i sin begrundelse medtage de relevante omstændigheder for afgørelsen, men begrundelsespligten kan ikke udstrækkes til et krav om, at myndigheden er forpligtet til at tage udtrykkelig stilling til samtlige fremførte argumenter, når dette er unødvendigt for at begrunde afgørelsen, jf. herom TfS 1999, 420 HD, og TfS 1999, 44 VLD.

I SKM2002.677.VLR fandt Landsretten, at en afgørelse truffet af en kommunal skattemyndighed ikke var ugyldig, idet afgørelsen indeholdt tilstrækkelig begrundelse og borgeren på forhånd var bekendt med de afgørelser, som der blev henvist til.

Administrativt skøn I det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal der oplyses om de hovedhensyn, der er lagt vægt på ved skønsudøvelsen. Det er ikke tilstrækkeligt kun at henvise til den bestemmelse, der angiver hovedhensynene for skønnet, jf. TfS 1996, 120 LSR, hvor en henvisning til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b, ikke fandtes at være tilstrækkelig til, at hovedhensynene for en skønsbestemt fastsættelse af en fast ejendoms udlejningsværdi, kunne siges at være angivet. En afgørelses begrundelse blev anset for fyldestgørende i SKM2002.8.VLR, da afgørelsen indeholdt henvisning til de retsregler, som afgørelsen var truffet på baggrund af og indeholdt angivelse af de hovedhensyn, der var indgået i afgørelsen. Dommen har været anket til Højesteret, men anken er afvist.

Er der ved afgørelsen kun lagt vægt på nogle, men ikke alle skønsmomenter i en bestemmelse, skal begrundelsen angive, hvorfor der netop er lagt vægt på disse momenter og ikke andre. Dette er særlig vigtigt, hvis de momenter, der ikke er tillagt vægt, taler for en gunstigere afgørelse - set fra borgerens/virksomhedens synspunkt. Der skal endvidere om muligt henvises til praksis for administrationen af skønsbestemmelsen, eventuelt med en kort redegørelse for den pågældende praksis.

Faktiske omstændigheder Begrundelsen skal endvidere om fornødent kort oplyse om de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 2. Oplysning herom bør eksempelvis gives i følgende tilfælde:

  • Sagens faktum er omtvistet eller uklart
  • Der er indbyrdes modstridende sagkyndige erklæringer i sagen
Jo mere sammensat og kompliceret en sags faktiske omstændigheder er, jo større er generelt behovet for at fremhæve de faktiske omstændigheder, der er tillagt vægt ved afgørelsen.

Mens kravet om henvisning til retsregler efter FVL § 24, stk. 1, er absolut, gælder pligten til en kort redegørelse efter § 24, stk. 2, kun, når der er behov for det. Spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang begrundelsen skal indeholde oplysninger om faktiske omstændigheder beror således på en konkret vurdering. Det samme gælder undtagelsesbestemmelsen i § 24, stk. 3, hvorefter begrundelsespligten kan begrænses - eller efter omstændighederne bortfalde - efter en konkret vurdering, jf. kriterierne i FVL § 15. Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses, i det omfang borgerens/virksomhedens interesse i disse oplysninger til varetagelsen af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. FVL § 24, stk. 3. Dette vil især være aktuelt i sager med flere parter. Se nærmere herom i afsnit M.3.2.1 om forholdet mellem begrundelsespligt og tavshedspligt.

For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages det i praksis, at begrundelseskravet kan lempes, således at det kan være tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.

Særligt for told På toldområdet gælder herudover art. 6, stk. 3, i EF's toldkodeks. For sager om toldgodtgørelse/toldfritagelse efter artikel 236 til 239 i EF-toldkodeks, skal der altid gives begrundelse, også når afgørelsen er begunstigende, og begrundelsen skal indeholde alle nødvendige oplysninger for afgørelsens gennemførelse, jf. artikel 886 i gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeks.

Følgende skal således afhængigt af det enkelte tilfælde fremgå af begrundelsen:

  • Oplysninger til identifikation af varerne.
  • Oplysning om den pågældende artikel i EF-toldkodeksen eller gennemførelsesbestemmelserne dertil.
  • Den toldmæssige bestemmelse eller anvendelse varerne skal angives til.
  • Den frist inden for hvilken de formaliteter, der er en betingelse for godtgørelsen eller fritagelsen, skal gennemføres.
  • Tilkendegivelse af, at den faktiske godtgørelse eller fritagelse først vil finde sted, når de formaliteter, som godtgørelsen eller fritagelsen er betinget af, er opfyldt.
  • Angivelse af de betingelser, som varerne er undergivet indtil afgørelsens gennemførelse.
  • Bemærkning om, at originalen af afgørelsen skal afleveres til toldmyndighederne, når varerne frembydes.
Se nærmere om konsekvenserne af manglende begrundelse afsnit F.