Ophører en persons skattepligt efter KSL § 1 som følge af fraflytning, eller bliver en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, skal fortjeneste på aktier m.v., som den pågældende ejer på tidspunktet for skattepligtsophøret eller flytningen af skattemæssigt hjemsted, beskattes i samme omfang, som hvis aktierne var afstået på dette tidspunkt. Det er en betingelse for at der skal ske fraflytningsbeskatning, at aktierne efter ændringen af skattemæssigt hjemsted, ikke mere kan beskattes i Danmark. Efter dobbeltbeskatningsaftalen med Grønland og Kina har Danmark fortsat beskatningsretten til danske aktier, hvis personen har dobbeltdomicil, og derfor skal der ikke ske fraflytningsbeskatning af danske aktier, hvis en person bliver hjemmehørende i Grønland eller Kina og har dobbelrtdomicil. Reglerne for den skattemæssige behandling af aktier ved fraflytning fremgår af ABL §§ 38-39B.
Formålet er at beskatte fortjeneste, der er optjent her i landet. Derfor forudsætter skattepligten tilknytning her til landet af en vis varighed. Se nærmere afsnit S.G.19.4.
Ved lov nr. 525 af 12. juni 2009 er der foretaget ændringer i nogle af bestemmelserne. Den væsentligste ændring er, at ABL § 40, som vedrører selskaber, er ophævet. Ændringerne har virkning fra og med indkomståret 2010. I denne vejledning beskrives de regler, som gælder fra og med indkomståret 2010. Vedrørende de tidligere gældende regler henvises til udgave 2009-2.
Ved lov nr. 724 af 25. juni 2010 er der foretaget ændringer i ABL § 38-39 A. De fleste ændringer er præciseringer, men der er dog foretaget en væsentlig ændring i ABL § 39 A, stk. 4. Efter denne ændring skal aktionæren, hvis en aktie afstås med tab, beregne en negativ skatteværdi af det opgjorte tab efter reglerne for aktieindkomst i PSL § 8 a, uanset om det opgjorte tab, hvis aktionæren havde boet i Danmark, skulle fradrages i personlig indkomst eller kapitalindkomst. Henstandssaldoen nedskrives med et beløb svarende til den beregnede negative skatteværdi. Kan der efter de udenlandske regler, som personen er omfattet af, opgøres et tab, som personen har fradrag for i det pågældende land, beregnes der også en negativ skatteværdi heraf. Et beløb svarende til den beregnede skatteværdi i det pågældende land forfalder til betaling. Henstandssaldoen kan ikke nedskrives med skatteværdien af det udenlandske tabsfradrag, uanset at der skal afdrages på henstandssaldoen, men alene med den negative skatteværdi der er beregnet efter PSL § 8 a. Grunden til dette er, at personen ellers ville opnå fradrag for samme tab to gange, nemlig både ved opgørelse af tabet efter danske regler og ved opgørelse af tabet efter de udenlandske regler. Se ABL § 39 A, stk. 4. Ændringerne har virkning fra den 27. juni 2010.
►Ved lovforslag nr. 84, fremsat den 24. november 2010, er der fremsat flere forslag til ændringer i fraflytterreglerne. Lovforslaget er ikke vedtaget endnu, men forventes pt. vedtaget i marts 2011. De væsentligste ændringer i fraflytteterregler angår følgende:◄
- ►I ABL § 38, stk. 4, 3. pkt. foreslås "§§ 13, 14" ændret til "§§ 13-14". Der er alene tale om en konsekvensændring. Efter lovfoslaget skal denne ændring have virkning fra dagen efter bekendtgørelse i lovtidende.
- ►I ABL § 39, stk. 3, foreslås følgende indsat efter 2. pkt. "Er personers fraflytning sket til et land, der er omfattet af den i 1. pkt. nævnte overenskomst eller det i 1. pkt. nævnte direktiv, og flytter personen efterfølgende videre til et land, der ikke er omfattet af den nævnte overenskomst eller det nævnte direktiv, er fortsat henstand betinget af, at der stilles betryggende sikkerhed, jf. 2. pkt. Er personens fraflytning sket til et land, der ikke er omfattet af den i 1. pkt. nævnte overenskomst eller det i 1. pkt. nævnte direktiv, og flytter personen efterfølgende videre til et land, der er omfattet af den nævnte overenskomst eller det nævnte direktiv, frigives den stillede sikkerhed efter anmodning." Den foreslåede lovændring vil have virkning fior personer, der efter lovens ikrafttræden flytter videre fra et land, der er omfattet af den nævnte overenskomst eller det nævnte direktiv, til et land, der ikke er omfattett af den nævnte overenskomst eller det nævnte direktiv. Er der stillet siklkerhed for en person, der først er flyttet til et land, der ikke er omfattet af den nævnte overenskomst eller det nævnte direktiv, men personen flytter videre til et land, der er omfattet af den nævnte overenskomst eller det nævnte direktiv, skal henstandsbeløbet frigives, hvis der efter lovens ikræfttræden indgives anmodning om frigivelse.
- I ABL § 39 A, stk. 4, foreslås efter 4. pkt. indsat "Der skal dog højst betales et beløb, der svarer til den negative skatteværdi af det opgjorte tab, beregnet på grundlag af reglerne i PSL § 8 a." Efter forslaget, skal der i tilfælde, hvor aktier efter fraflytningen afstås med tab, højst betales et beløb, der svarer til skatteværdien af tabet opgjort efter PSL § 8 a, dvs. det beløb, som henstandssaldoen nedskrives med. Efter lovforslaget skal denne ændring have virkning for afståelser der sker den 1. januar 2011 eller senere.
- I ABL § 39 A, stk. 11, forslås efter 1. pkt. indsat "Samtidigt med indsendelsen af denne selvangivelse skal der gives oplysning om adressen på indsendelsesstidspunktet." Efter lovforslaget skal denne ændring have virkning fra dagen efter bekendtgørelse i lovtidende.
- I ABL § 39 A, foreslås indsat som stk. 13 "Told- og Skatteforvaltningen kan anmode om inden for en rimelig frist at indsende dokumentation til brug for fastsættelse af henstandsbeløb, der forfalder til betaling efter reglerne i stk. 2-10. Indsendes dokumentationen ikke rettidigt, bortfalder henstanden, og det beløb, der står på henstandssaldoen, forfalder til betaling. Told- og Skattefiorvaltningen kan se bort fra overskridelse af den fastsattet frist. Fristen for betaling af beløb omfattet af 2. pkt. er den anden måned efetr fremsendelse af betalingskravet med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Stk. 12, 2. og 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse." Efter lovforslaget skal denne ændring have virkning for indkomstår, der påbegydes efter lovens ikrafftræden.
◄