§ 4 Virksomheder nævnt i F.3.3, skal anmelde sig til registrering, se i øvrigt de generelle regler for registrering i A.5.
Virksomheder, der registreres efter elafgiftsloven, skal også registreres efter CO2-afgiftsloven. Ved anmeldelse til registrering anvendes blanket nr. 23.013, som kan fås hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Blanketten omfatter tillige registrering for CO2-afgift af elektricitet.
Forbrugsregistrering for elektricitet og varme og registrering for mellemhandel af varme Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket en ændring af registreringsbestemmelserne, som gør det muligt for større energiforbrugere - på visse betingelser - at blive registreret for forbrug af gas, el og varme. Endvidere kan varmeleverandører - på visse betingelser - blive registreret for mellemhandel af varme.
Betingelser for forbrugsregistrering for elektricitet:
Som en betingelse for forbrugsregistrering skal virksomhedens årlige forbrug af el målt pr. afregningsmåler være over 100.000 kWh og godtgørelsen af energi- og CO2-afgift af el skal samlet set udgøre mindst 90 pct. af afgiften efter elafgiftsloven og CO2-afgiftsloven.
Endvidere skal elektriciteten leveres direkte af en virksomhed, der er registreret efter elafgiftsloven hos told- og skatteforvaltningen som leverandør af el. Ved en leverandør af el forstås en distributionsvirksomhed eller transmissionsvirksomhed, som "transporterer" elektriciteten frem til forbrugeren, og som er ansvarlig for aflæsning af afregningsmåleren hos forbrugeren.
Betingelser for forbrugsregistrering af varme: Se F.4.2.
Betingelser for registrering for mellemhandel af varme: Se F.4.2.
Ikrafttræden mv.:
Bestemmelserne er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.
Ordningerne om forbrugsregistrering for varme og mellemhandel af varme er nærmere beskrevet i følgende 2 nyhedsbreve:
1) Nyhedsbrev af juli 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering for gas, el og varme (nettoafregning af afgift) og mellemhandlerregistrering for varme).
2) Nyhedsbrev af september 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering - Opgørelse af nettoafgift af gas, el og varme og opgørelse af afgiftsindholdet i varme).
Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.
Forbrugsregistrering - Justeringer mv. pr. 1 januar 2006 ►Ved lov nr. 1417 af 21. december 2005 er der pr. 1 januar 2006 sket enkelte justeringer og en udvidelse af ordningen om forbrugsregistrering for gas, el og varme.◄
►Efter de hidtil gældende regler er det det årlige forbrug pr. afregningsmåler (El: 100.000 kWh) og (Varme: 4.000 GJ) og godtgørelsens størrelse på 90 pct. af den samlede energi- og CO2-afgiftsbelastning, der er afgørende for, om en virksomhed kan forbrugsregistreres.◄
►"Afregningsmålerprincippet" er blevet ændret til et "virksomhedsprincip", dvs. at de hidtidige krav til forbrugets størrelse og godtgørelsens størrelse for at blive forbrugsregistreret er ændret fra at gælde for hver afregningsmåler til at gælde inden for samme lokalitet. Det betyder bl.a., at en virksomhed, der indenfor samme lokalitet har 2 eller flere afregningsmålere, kan få alle målere omfattet af én forbrugsregistrering, hvormed det er det samlede forbrug inden for lokaliteten og ikke hver enkelt måler, der er afgørende for registreringen. Der er samtidig tale om en administrativ forenkling.◄
►Ved lokalitet forstås virksomhedens geografiske forretningssted. Har virksomheden flere forretningssteder (flere geografiske lokaliteter) - er det forbruget ved de enkelte lokaliteter, der er afgørende for, om den enkelte lokalitet kan blive omfattet af en forbrugsregistrering.◄
-----
►Justeringerne mv. er nærmere beskrevet i Nyhedsbrev af december 2005 (Forbrugsregistrering for gas, el og varme - justeringer mv. af afgiftsreglerne).◄
►Nyhedsbrevet indeholder endvidere et afsnit, hvori der er redegjort nærmere om identifikation af afregningsmålere herunder brug af målestedsidentifikation/aftagenummer (EAN-nummer) for afregningsmålere, der er omfattet af en forbrugsregistrering.◄
►Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.◄
|