§ 7
Virksomheder, der ikke er registreret efter lov om afgift af råstoffer, kan ved erhvervsmæssig udførsel af råstoffer, ►der på land har været underkastet en simpel eller videregående bearbejdning◄, få den betalte afgift godtgjort. ►Der ydes dog kun godtgørelse, hvis den betalte afgift pr. år udgør mindst 500 kr. Den årlige opgørelse, som danner baggrund for afgiftsgodtgørelsen, kan kun foretages samlet én gang om året.◄ 

Det er kun afgiften af de råstoffer, der har været underkastet en ►simpel eller videregående◄ bearbejdning på land, som kan godtgøres. Det betyder, at der ikke kan gives afgiftsgodtgørelse for råstoffer, der sejles direkte til udenlandske destinationer.

Gravning, sugning og lastning over sold kan ikke anses for at være en bearbejdning af råstofferne. Alle andre behandlinger, der foregår på land - såvel simple som videregående - medfører, at betingelsen om bearbejdning er opfyldt.

Ros
Som eksempel kan nævnes, at SKAT har truffet afgørelse om, at der kan ydes godtgørelse ved eksport af ros, idet der er tale om en bearbejdning.

Færdigvarer
Afgiftsgodtgørelsen efter lovens § 7 forudsætter, at der er tale om eksport af råstoffer. ►Der ydes imidlertid afgiftsgodtgørelse uanset bearbejdningsgraden af råstofferne efter den ændring af loven, der er sket ved lov nr. 1408 af 21. december 2005. Der ydes således også godtgørelse ved eksport af videreforarbejdede råstoffer såsom moler, tegl, mursten, tagsten m.v.◄ 

Dokumentation
Eksportøren skal som dokumentation for den anvendte mængde afgiftspligtige råstoffer fremlægge en erklæring herom fra fabrikanten.