| ►Normalt ingen retsbeskyttelse Selv om de ovenfor under afsnit A.H.5.1 - A.H.5.5
omtalte grundlæggende betingelser er opfyldt, kan der efter domspraksis ikke
uden videre støttes ret på en forkert tilkendegivelse, der hidrører
fra en kommunal skattemyndighed, idet udgangspunktet er, at en sådan tilkendegivelse
må vige som følge af de statslige tilsynsmyndigheders potentielle revisionsbeføjelser.
Til støtte herfor kan henvises til en række domme, hvor denne begrundelse
for tilsidesættelse af tilkendegivelsen indgår helt eller delvist i præmisserne,
jf. TfS 1989, 196 HRD, TfS 1985, 160 VLD, TfS 1994, 232 VLD, TfS 1997, 781 VLD,
TfS 1999, 405 ØLD og TfS 1999, 426 VLD.
Undtagelser vedrørende tilkendegivelser om faktiske skøn Der findes
dog enkelte afgørelser, hvor en skatteyder har fået medhold i, at der
kan støttes ret på en tilkendegivelse fra en kommunal skattemyndighed,
nemlig Østre Landsrets dom af 27. november 1981 (Skd. 1981.58.275), hvor tilkendegivelsen
vedrørte skønnet fordeling mellem private og erhvervsmæssige kørselsudgifter
og TfS 1989, 556 LSR, hvor der var godkendt et skønnet fradrag for diæter.
Det karakteristiske i disse sager har været, at der er tale om en tilkendegivelse
vedrørende et faktisk fordelingsskøn eller lign., der er afgivet under
sådanne omstændigheder, at skatteyderen herefter har været uden anledning
til at indsamle den ellers fornødne udgiftsdokumentation. I modsætning
hertil er der i afgørelserne TfS 1999, 129 LSR og TfS 1999, 142 LSR udtrykkeligt
lagt vægt på, at tilkendegivelsen ikke vedrørte et faktisk fordelingsskøn,
men i stedet for drejede sig om regelanvendelse, hvorfor de skattepligtige ikke
fik medhold i, at der var etableret en retsbeskyttet forventning. Endelig skal nævnes
en afgørelse, hvor den skattepligtige fik medhold, selv om tilkendegivelsen
ikke drejede sig om et faktisk fordelingsskøn eller lign., nemlig TfS 1986,
161 ØLD. Tilkendegivelsen bestod her i, at den fortrykte lejeværdiansættelse
på ejendomsskemaet var foretaget særskilt for 1 sommerhus og 2 tilstødende
grunde, selv om retten lagde til grund, at denne beregning ubestridt var fejlagtig
efter en alment kendt praksis. Efter denne praksis skulle der ske en samlet beregning
for de 3 parceller med progressionsvirkning som følge, hvilket den skattepligtige
kunne have undgået ved at overdrage de 2 grunde til sine børn. Der var
således ikke tale om et faktisk skøn, men derimod en vurdering af, om
de 2 ubebyggede grunde havde herlighedsværdi for sommerhuset. Dommen må
anses for et enkeltstående tilfælde og skal ses i lyset af, at tilkendegivelsen
havde en særlig autoritativ karakter.
Særligt om kommunernes godkendelse af forskudsansættelser For så
vidt angår kommunernes godkendelse af konkrete punkter i en forskudsansættelse
gælder generelt, at da sådanne godkendelser i henseende til den senere
ligning pr. definition er af foreløbig karakter, kan de normalt ikke danne
grundlag for etablering af retsbeskyttede forventninger, jf. herved forudsætningsvis
TfS 1999, 292 ØLD, hvor en kommune ikke blev anset erstatningsansvarlig for
udbetaling af overskydende skat i henhold til en godkendt forskudsansættelse,
der ikke blev lagt til grund ved den efterfølgende ligning.
Skattekvittance ved likvidation af selskaber For så vidt angår
den særlige situation, hvor ligningsmyndigheden i forbindelse med et selskabs
likvidation efter anmodning fra likvidator afgiver en såkaldt skattekvittance
på grundlag af et foreløbigt likvidationsregnskab henvises til den nærmere
omtale i LV 2000 Selskaber og aktionærer afsnit S.B.2.1.2.1.1. ◄ |