Gældseftergivelse, der fremtræder som led i en samlet akkord eller anden samlet kreditordning, udløser i almindelighed ingen beskatning, jf. KGL § ►24 se A.D.2.10◄ og A.D.2.4. Vedrørende begrænsninger i retten til fremførsel af underskud, se E.L.2.5.
Enkeltstående tilfælde af gældseftergivelse behandles efter ►KGL § 21, se nærmere A.D.2.7.1.◄ ►Efter KGL § 21 skal gevinst ved bortfald eller eftergivelse af gæld medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor for tidspunktet for gældseftergivelsen mv.◄ Gaveafgiftsberigtigelse vil typisk indtræde i tilfælde, hvor kreditor har gavehensigt, eller parterne befinder sig i et gavemiljø, jf. Skat 1986.8.522 (TfS 1986, 459) (Strandhavedommen). Har gældseftergivelsen karakter af en gave, skal værdien af gaven ansættes til fordringens værdi. Ved HRD af 20. dec. 1979 blev den af skattemyndighederne hidtil fulgte praksis, hvorefter arvingsgæld altid blev fastsat til kurs 100 tilsidesat, idet HRD fastslog, at det var værdien i handel og vandel af den arvede fordring, der skulle afgiftsberigtiges. Som følge af denne afgørelse blev en ved HRD verserende sag om værdien af en gave i form af eftergivelse af gæld i henhold til nogle pantebreve forligt således, at gaveafgiften skulle beregnes på grundlag af pantebrevenes handelsværdi, skd. 53.173 og tilsvarende lsr. 1981.58.    

Hvis en kreditor afgiver saldokvittering mod at modtage et mindre beløb end det skyldige, og det må formodes, at debitor ikke ville have været i stand til at betale det fulde beløb, foreligger der ikke nogen gave, se bl.a. lsr. 1974.28 og Skat 1989.6.472. I lsr. 1954.104 antog LSR, at der forelå en delvis gave, idet debitor var i besiddelse af realisable midler til betaling af hele gælden.