SEL § 32, stk. 1, nr. 1Et udenlandsk selskab er lavt beskattet, hvis dets samlede udenlandske indkomstskat er mindre end 3/4 af skatten beregnet på grundlag af satsen i § 17, stk. 1, af datterselskabets samlede skattepligtige indkomst opgjort efter SEL § 32, stk. 3 og 4, for det pågældende indkomstår. Vurderingen foretages år til år på grundlag af den faktiske beskatning i udlandet.

Udgør CFC-indkomsten mere end 1/3 af den samlede skattepligtige indkomst, jf. ovenfor afsnit S.D.5.2, skal den samlede udenlandske skat således sammenlignes med den danske skat. De relevante skatter ved sammenligningen er datterselskabets samlede danske skat opgjort på grundlag af reglerne i stk. 3 og 4, dvs. inklusiv fremførte og overførte underskud, og den samlede udenlandske skat. Er den udenlandske skat mindre end 3/4 af den danske skat, skal moderselskabet CFC-beskattes. Er datterselskabets samlede danske indkomst opgjort efter stk. 3 og 4 efter fradrag af fremførte og overførte underskud negativ, kan datterselskabet i det pågældende indkomstår ikke være et CFC-selskab, og moderselskabet skal ikke beregne en CFC-indkomst.

I henhold til SEL § 32, stk. 3 og 4, opgøres datterselskabets samlede skattepligtige indkomst på følgende måde:

Opgørelsen efter SEL § 32, stk. 3Skattepligtig fortjeneste og fradragsberettiget tab beregnes på grundlag af de faktiske anskaffelsessummer og det faktiske anskaffelsestidspunkt.

Afskrivningsberettigede aktiver anses for erhvervet til den faktiske anskaffelsessum og afskrevet med de samlede udenlandske skattemæssige afskrivninger. Vælger datterselskabet i et indkomstår med positiv udenlandsk indkomst ikke at nedbringe denne i størst muligt omfang ved udnyttelse af udenlandske afskrivningsmuligheder, eller kan et udenlandsk afskrivningsgrundlag ikke opgøres, anvendes ►SEL § 31 A, stk. 8.◄ 

Afskrivninger og andre udgifter, som efter skatteyderens valg efter danske regler kan fradrages i det pågældende indkomstår, skal fradrages, hvis datterselskabet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter udenlandske regler foretager tilsvarende fradrag i samme indkomstår.

Såfremt datterselskabet medregner fortjeneste og tab efter lagerprincippet henholdsvis realisationsprincippet, anvendes tilsvarende princip ved den danske indkomstopgørelse, uanset om der efter danske regler er adgang hertil.

Såfremt datterselskabet ved indkomstopgørelsen efter udenlandske regler er indtrådt i et indskydende selskabs anskaffelsessummer og anskaffelsestidspunkter, indtrædes også i anskaffelsessummerne og anskaffelsestidspunkterne ved den danske indkomstopgørelse.

Sker der en overdragelse til et andet selskab, hvor det modtagende selskab efter udenlandske regler indtræder i datterselskabets anskaffelsessummer og anskaffelsestidspunkter, og moderselskabet efter overdragelsen kontrollerer eller har væsentlig indflydelse på det modtagende selskab, medregnes fortjeneste og tab ikke ved den danske indkomstopgørelse.

SEL § 32, stk. 4 - underskud m.v.Underskud for indkomstår før opnåelse af kontrol eller væsentlig indflydelse eller for indkomstår uden CFC-beskatning, kan medregnes, i det omfang datterselskabet ved opgørelsen af den udenlandske indkomst medregner underskud og underskud kan medregnes efter danske regler.

Andre underskud medregnes efter danske regler.

Overførsel af underskud fra andre selskaber som led i sambeskatning efter udenlandske regler foretages tilsvarende ved den danske indkomstopgørelse, dog højst med et beløb svarende til det underskud, der kan opgøres efter danske regler.

Fradrag for koncernbidrag efter udenlandske regler foretages tilsvarende ved den danske indkomstopgørelse. Fradraget kan dog ikke overstige det underskud, der kan opgøres efter danske regler.

I SKM2004.36LR blev Ligningsrådet spurgt, om et udenlandsk datterselskab, som oppebar finansielle indtægter, og som var beliggende i et land, hvor der var regler, der muliggjorde overførsel af underskud mellem koncernselskaber, skulle anses for at være lavtbeskattet iht. SEL § 32. Dette ville indebære, at det til Danmark skattepligtige moderselskab skulle medregne datterselskabets finansielle indtægter til sin skattepligtige indkomst mhp. CFC-beskatning efter SEL § 32. Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling, hvorefter de engelske regler om "group-relief" måtte anses for at være af sambeskatningslignende karakter og dermed omfattet af SEL § 32, stk. 4. Endvidere kunne der ikke i SEL § 32, stk. 4 indfortolkes et krav om, at de efter udenlandske regler muliggjorte overførsler af underskud mellem selskaberne også skulle være mulig efter dansk selskabsskatteret. Det udenlandske datterselskab var derfor ikke lavtbeskattet i relation til reglerne i SEL § 32, og det til Danmark udenlandske moderselskab skulle således ikke CFC-beskattes af datterselskabets finansielle indtægter.

Koncernbidrag, der er skattepligtige efter udenlandske regler, medregnes altid ved den danske indkomstopgørelse. Underskud i datterselskabet kan alene fremføres til fradrag i indkomst optjent af samme selskab.