FUL §§ 15 c og 15 d indeholder reglerne om skattefri tilførsel af aktiver. Ifølge FUL § 15 c, stk. 1, har selskaberne ved tilførsel af aktiver adgang til beskatning efter reglerne i FUL § 15 d, når såvel det indskydende selskab som det modtagende selskab er omfattet af begrebet »selskab i en medlemsstat« i fusionsdirektivets artikel 3. Om begrebet »selskab i en medlemsstat« i fusionsdirektivets artikel 3 og begrebet »dansk selskab« henvises til afsnit S.D.1.12.1.
Det er en betingelse for anvendelsen, at der er opnået tilladelse hertil, og der kan fastsættes særlige vilkår for tilladelsen. Der henvises til afsnit S.D.3.5.
Kompetencen til at træffe afgørelse efter § 15 c, stk. 1, ►henhører under told- og skatteforvaltningen, Hovedcentret.◄
Der er derudover i FUL § 15 c, stk. 1, 4. og 5. pkt. indsat bestemmelse om, at Landsskatteretten kan påkende afgørelser efter FUL § 15 c, stk. 1, 2. og 3. pkt. Reglerne ►om godtgørelse i skatteforvaltningslovens kapitel 19 finder tilsvarende anvendelse ved klage til Landsskatteretten. ◄
Eldistributionsselskaberne skulle som led i elreformaftalen opdeles i handelsvirksomheder, netvirksomheder og forsyningspligtige virksomheder. Der er derfor i FUL § 15 c, stk. 3, indsat en bestemmelse om, at reglerne i FUL kapitel 5 finder tilsvarende anvendelse ved tilførsel af aktiver, der foretages af de i henhold til SEL § 1, stk. 1, nr. 2 e, beskattede elselskaber. Dette forudsætter dog, at det modtagende selskab beskattes i henhold til SEL § 1, stk. 1, nr. 2 e. Bestemmelsen omfatter tillige kommuner med elaktiviteter, idet kommunerne på samme måde som andre elselskaber, kan have et forretningsmæssigt begrundet ønske om at udskille disse aktiviteter i et eller flere selskaber.
Brugsforeninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 3a kan også benytte reglerne i fusionsskattelovens kapitel om tilførsel af aktiver, jf. FUL § 15 c, stk. 4. Det er en forudsætning herfor, at det modtagende selskab beskattes i henhold til SEL § 1, stk. 1, nr. 1 eller § 1, stk. 1, nr. 3a.