I stærkt integrerede koncerner, som fremstiller et eller flere helt unikke produkter, kan det være vanskeligt at vurdere de enkelte transaktioner separat. I disse tilfælde kan avancefordelingsmetoden være en mulighed.
Ved avancefordelingsmetoden identificeres først det samlede nettoresultat, der skal fordeles mellem forbundne foretagender, og som hidrører fra deres interne transaktioner. Herefter fordeles avancen mellem de forbundne virksomheder på grundlag af en analyse af, hvilke funktioner den enkelte virksomhed har bidraget med, samt hvilke risici den enkelte virksomhed har påtaget sig m.v. Ved fastsættelsen af værdien af de udførte funktioner og påtagne risici m.v. skal der i videst muligt omfang sammenlignes med tilsvarende funktioner udført samt risici påtaget af uafhængige virksomheder.