Handelsnæring foreligger, når den pågældende skattepligtige har som erhverv at drive handel med aktier og lignende værdipapirer, og de afståede aktier tillige er erhvervet med videresalg for øje. Dette gælder både når der er tale om et hovederhverv, og når der er tale om bierhverv. Det er en betingelse for at anse aktier for aktier erhvervet i handelsnæring, at aktierne er erhvervet med videresalg for øje og med henblik på at opnå fortjeneste ved et sådant videresalg.

AfsmitningSKM2002.473.LR. Ligningsrådet blev spurgt, hvorvidt der ville ske afsmitning fra et selskab, som blev næringsbeskattet af køb og salg af værdipapirer, til dettes datter- eller søsterselskab, som påtænktes stiftet. Ligningsrådet udtalte, at der alene kan statueres afsmitning i vederlagsnæring. Ligningsrådet har i afgørelsen uddybet begrundelsen herfor. Spørgsmålet om, hvorvidt moderselskabets aktier i datterselskabet ville anses for næringsaktier, besvarede Ligningsrådet benægtende.

Bank- eller vekselererHandelsnæringsbegrebet omfatter i første række personer eller selskaber, der driver bank- eller vekselerervirksomhed.

For bankers beholdning af aktier er der således en formodning for, at der er tale om næringsaktier. Se TfS 1993, 110 LSR, hvor en sparekasses aktiepost i en bank blev anset for anlægsaktier. Dommen er kommenteret i TfS 1993, 433 DEP.

Om et specielt tilfælde, hvor en banks aktietab ikke var omfattet af ABL § 3, se TfS 1991, 450 LSR. Landsskatteretten lagde afgørende vægt på, at aktierne ikke var erhvervet for at opnå fortjeneste ved videresalg, men derimod for at konstatere et tab ved afståelse. Se også TfS 2000, 294 VLD, hvor flertallet i landsretten ikke fandt, at en bank kunne opnå fradrag for et konstateret tab i forbindelse med salg af aktier, idet det måtte have stået banken klart, at der ikke var rimelig udsigt til gevinstgivende videresalg. Landsretten udtalte, at anvendelsen af ABL § 3 er betinget af, at aktierne er erhvervet med det væsentligste formål at opnå fortjeneste ved videresalg.

I LSRM 1985, 150 LSR fandt Landsskatteretten, at der var tilstrækkeligt grundlag for at anse en vekselerers beholdning af obligationer og aktier for hele tiden at være holdt uden for hans forretningssfære, samt at han havde haft tilstrækkelige indtægter og midler uden for vekselererfirmaet til at dække deres anskaffelse. Retten kunne derfor tiltræde, at kursavancen ved obligationernes indfrielse og nettotabene ved aktiernes salg blev holdt uden for hans almindelige indkomst.

Ikke erklæret næringsvejDer kan imidlertid også foreligge handelsnæring, uagtet at den pågældende skattepligtige ikke har som sin erklærede næringsvej at handle med aktier m.v. Det er selve aktiviteten, der er afgørende. Der lægges i denne forbindelse vægt på omfanget af aktiviteten med handel med aktier m.v. og på, om aktiviteten har systematisk karakter. Blandt de momenter, der får betydning, kan nævnes størrelsen af beholdningen af værdipapirer, herunder om den skattepligtige har økonomiske muligheder for at beholde aktierne som anlægsaktiver, den hastighed, hvormed papirerne omsættes, omsætningens størrelse, herunder salgsavancernes eller dispositionernes vægt i den skattepligtiges økonomi, samt den regelmæssighed, købene og salgene har. 

Skatteyders øvrige aktiviteterVed afgørelsen af, om en person eller et selskab kan siges at drive næring med handel med aktier m.v., kan der lægges vægt på sammenhængen mellem denne handel og personens eller selskabets øvrige aktiviteter. F.eks. vil en person, der som led i et ansættelsesforhold driver handel med aktier m.v. for arbejdsgiverens regning og risiko, lettere kunne anses for at være næringsdrivende ved salg af egne aktier end en person med anden beskæftigelse.

Praksis, hvor der ikke er statueret næring

SKM2005.130.LSR. I en årrække havde hovedanpartshaveren, der var statsautoriseret revisor, dels på egne vegne og dels på vegne af sit selskab foretaget flere aktiehandler. Aktiehandlen er sket gennem bank og har udelukkende været finansieret for lånte midler af banken. I de omhandlede år var der foretaget henholdsvis 354, 312 og 122 handler. Afgørende for at der ikke blev statueret næring var, at hverken hovedanpartshaver eller selskab havde en erhvervsmæssig og professionel tilknytning til det finansielle marked.

I SKM2005.57.LR fandt Ligningsrådet, at et selskab ikke ville blive næringsskattepligtigt af handel med aktier. Det blev især tillagt vægt, at selskabet påregnede en lav omsætningshastighed ( 0,2 p.a.) og en gennemsnitlig ejertid på 5 år. Eftersom selskabet var nystiftet ville selskabets gennemsnitlige ejertid de første år være stadigt stigende mod de 5 år.

SKM2004.238.ØLR. Et selskab fandtes ikke at være næringsdrivende med værdipapirer. Landsretten lagde til grund, at hverken den person, som havde forestået handlerne eller hans fader, som var indirekte ejer af selskabet havde professionel tilknytning til det finansielle marked. Uanset disse personers forudsætninger i øvrigt, og uanset handlernes meget betydelige omfang og deres tilrettelæggelse i samarbejde med selskabets bankforbindelse, kunne selskabets handel med værdipapirer ikke anses for at være sket som led i selskabets næringsvej. Manglende tilknytning  til det finansielle marked var også afgørende i SKM2004.300.VLR.

SKM2003.335.VLR. Et selskab fandtes ikke at være næringsdrivende med værdipapirer. Landsretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at selskabets direktør, der var gårdejer og revisor, ikke havde nogen egentlig professionel tilknytning til det finansielle marked. Det var i sagen oplyst, at direktøren i en årrække havde drevet revisionsvirksomhed, herunder udført investeringsrådgivning for sine klienter. Landsretten fandt endvidere ikke, at det oplyste om selskabets vedtægtsbestemte formål og handlernes omfang kunne føre til et andet resultat. Selskabets vedtægtsbestemte formål var ".....at besidde værdipapirer, aktier, finansiering, investering...". Der var i de tre omhandlede indkomstår foretaget 35,44 og 18 handler og omsætningen havde i den forbindelse udgjort ca. kr. 3,5 mio. de to første år og ca. 1,5 mio. det sidste år.

SKM2002.284.LSR. Et selskabs eneste aktivitet var erhvervelse af aktier med henblik på udvikling af porteføljevirksomhederne og senere salg af aktierne. Ved aktieerhvervelserne betingede selskabet sig indflydelse i porteføljevirksomhederne gennem aktionæroverenskomster og bestyrelsesposter, men deltog derudover ikke i den daglige drift. I de omhandlede år var der sket mellem 8 og 14 nye investeringer om året og solgt aktier i mellem 6 og 13 selskaber årligt efter en ejertid på mellem 8 måneder og 12 år. Uanset den professionelle tilrettelæggelse af investeringsvirksomheden og investeringernes omfang, fandt Landsskatteretten ikke, at selskabets køb og salg af aktier var sket som led i en sådan næringsvirksomhed, som efter praksis kan anses for omfattet af ABL § 3.

TfS 2000, 872 HRD. Spørgsmål om et anpartsselskab kunne anses som næringsdrivende med handel med aktier. Selskabet blev stiftet i 1990 med en kapital på 80.000 kr. og med det vedtægtsbestemte formål at drive handels- og investeringsvirksomhed. I selskabets første regnskabsperiode foretog selskabet 3 aktiekøb og 1 aktiesalg. I selskabets 2. og 3. regnskabsperiode blev der ikke foretaget handler med aktier, mens selskabet i de to efterfølgende regnskabsår foretog nogle køb og salg. Højesteret udtalte i sin afgørelse, at aktiehandlerne i selskabet blev foretaget af anpartshavernes ægtefæller, som i øvrigt havde kautioneret for selskabets kassekredit, hvormed selskabets aktiehandler blev finansieret. Selv om anpartshavernes ægtefællers interesse i og tilknytning til selskabet måtte være af betydning for selskabets skattemæssige stilling for så vidt angår dets handler med aktier, kunne selskabets aktier ikke anses for erhvervet som led i dets næringsvej, da ægtefællerne drev sædvanlig revisionsvirksomhed med investeringsrådgivning uden egentlig professionel tilknytning til det finansielle marked. Selskabets anpartshavere havde i øvrigt heller ingen tilknytning til det finansielle marked. 

TfS 1999, 210 HRD. Et selskabs direktør havde betydelig indsigt i det finansielle marked, uden dog at have professionel tilknytning hertil. Henset hertil samt til det forholdsvis beskedne antal handler fandt Højesteret, at selskabets virksomhed med handel med aktier og optioner ikke kunne betegnes som næringsvirksomhed.

TfS 1996, 887 HRD. En advokat foretog for 1986 og 1987 fradrag for valutakurstab på udlandslån, renter af udlandslån og fradrag for tab på handel med aktier, idet han henviste til, at han i løbet af 3 år sammen med en kompagnon havde foretaget ca. 90 aktiesalg. Han havde endvidere sammen med en kompagnon rådgivet klienter om køb og salg af værdipapirer. Højesteret stadfæstede Landsrettens dom, hvorefter skatteyder ikke kunne anses som næringsdrivende med køb og salg af aktier og som følge heraf ikke havde fradrag for det konstaterede tab. Ifølge bemærkningerne til Højesterets dom, henså Højesteret ved afgørelsen særligt til, at skatteyder sammen med sin kompagnon drev en sædvanlig advokatvirksomhed uden egentlig professionel tilknytning til det finansielle marked. Herudover stadfæstede Højesteret afgørelsen på baggrund af Landsrettens grunde, hvorefter skatteyders hovederhverv ikke kunne antages at omfatte næring med køb og salg af aktier og hvorefter aktiehandlerne ikke kunne anses at have haft et sådant omfang og en sådan systematisk karakter, at de kunne anses som led i binæringsvirksomhed. Af Højesterets bemærkninger fremgår endvidere, at det ikke var væsentligt ved Højesterets afgørelse, at aktiehandlerne efter fradrag af finansieringsomkostninger m.v. alene gav overskud det første år, og at den samlede indtjening ved handlerne var negativ.

TfS 1996, 175 VLD. En civilingeniør, der ikke havde lønindkomst i de omhandlede indkomstår, havde i 1986 og 1987 foretaget 34 handler med aktier og 6 handler med obligationer, samt valutaterminsforretninger. Han foretog fradrag for tab med handlerne med aktier og obligationer og terminsforretninger samt omkostninger med henholdsvis 105.154 kr. i 1986 og 92.930 kr. i 1987. Landsretten fandt, at skatteyderen, uanset at han i de 2 år ikke havde anden form for erhvervsarbejde, ikke havde godtgjort, at handlerne havde fundet sted som led i hans næringsvirksomhed. Der var derfor ikke fradrag for tab efter SL §§ 4 - 6, og ikke fradrag for tab på aktiehandler ud over, hvad der fulgte af ABL § 2, stk. 2.

TfS 1995, 523 VLD. En skatteyder drev selvstændig virksomhed dels i personligt regi, dels i selskabsform, med ledelses- og porteføljeplejevejledning, herunder rådgivning om køb og salg af aktier. Han var personligt ejer af en aktiebeholdning, som han havde opbygget gradvist indtil 1985. Han led i 1987 og 1988 et nettotab på aktiesalg på 46.547 kr. henholdsvis 332.043 kr. Han havde ikke købt og solgt aktier i 1984 og 1985, mens han i 1986 både havde købt og solgt aktier. I 1987 og 1988 solgte han aktier, men købte ikke aktier. Han havde ved udgangen af 1988 kun en meget lille aktiebeholdning tilbage. Landsretten fandt efter en samlet vurdering af aktiehandelens omfang, både i relation til antal og tidsmæssig udstrækning, at handelen ikke havde haft en sådan regelmæssig, systematisk og vedvarende karakter, at der var grundlag for at anse skatteyderen som næringsdrivende i relation hertil. Hans tab på aktiesalgene var derfor ikke fradragsberettigede.

TfS 1993, 287 LSR. En edb-konsulent deltog i et interessentskab, der havde til formål at drive handel med aktier m.v. samt rådgivning om investering. Der var foretaget ca. 100 handler i perioden 1986-1989 gennem pengeinstitutter og lign. Under hensyn til omfanget og karakteren af handlerne fandt Landsskatteretten ikke, at der forelå næring efter reglerne i ABL § 3, og tab kunne derfor ikke fradrages.

Se endvidere TfS 1992, 560 LSR og TfS 1994, 628 ØLD.

Praksis, hvor der er statueret næring TfS 1997, 472 HRD. En prokurist og vekselerer, som var ansat i et vekselererfirma og tidligere havde været ansat i en bank, solgte i 1988 aktier samt konvertible obligationer med et tab, som han opgjorde til 447.108 kr. Højesteret fandt, modsat Landsretten, at skatteyderen måtte anses som næringsdrivende med handel med aktier m.v. Højesteret bemærkede, at skatteyderen, som ansat i en bank eller et vekselererfirma, havde haft handel med aktier og obligationer som sit arbejdsområde, siden 1982 på lederniveau. Han havde delvist for lånte penge købt betydelige aktieposter med henblik på at opnå fortjeneste ved salg inden for en kortere periode. I hvert fald under disse omstændigheder fandt Højesteret, at aktierne - uanset det begrænsede antal handler - måtte anses som erhvervet som led i skatteyderens næringsvej, således at tab var fradragsberettiget.

TfS 1996, 64 HRD. Et selskab, der drev speditions- og transportvirksomhed, havde siden 1985 tillige drevet virksomhed med handel med valuta og obligationer samt med aktier. I 1986 blev selskabets vedtægter ændret, således at de også omfattede denne finansielle virksomhed. Endvidere blev hovedaktionærens søn, der var professionel vekselerer, tilknyttet selskabet. Ved indkomstansættelsen for skatteåret 1988/89 blev der ikke indrømmet fradrag for tab på handel med aktier. Højesteret fandt, at virksomheden indenfor den finansielle sektor havde haft en så professionel, regelmæssig og systematisk erhvervsmæssig karakter, at selskabet måtte anses som næringsdrivende med handel med værdipapirer, herunder aktier. Selskabet fik derfor fradrag for tabet på handel med aktier.

TfS 1993, 531 HRD. En prokurist, der var ansat i et vekselererfirma, blev anset for næringsdrivende med værdipapirer, jf. ABL § 3. Prokuristen havde gennem en længere årrække, i hvilken han stedse havde været ansat i vekselererfirmaer, handlet med værdipapirer. Handlerne, som delvis blev finansieret gennem en løbende kredit hos arbejdsgiveren, vedrørte betydelige poster. Aktierne blev typisk handlet hurtigt efter udløbet af 3 års-fristen i aktieavancebeskatningsloven for at opnå fortjeneste ved salg. Obligationerne blev typisk købt kort tid før deres udløb. Handlerne skete med henblik på, at der derefter skulle ske genplacering med det formål at opnå tilsvarende avancer. Prokuristens fortjeneste ved disse salg og ved indfrielse oversteg væsentligt rente- og udbytte afkastet af beholdningen og havde givet betydelige indkomster såvel absolut som i forhold til hans lønindtægter. Under disse omstændigheder fandt Højesteret det utvivlsomt, at de opnåede fortjenester skulle beskattes som næringsindkomst.

TfS 1993, 305 VLD. En bankassistent med daglig beskæftigelse i bankens aktieafdeling blev anset for at drive binæring med aktiehandel. Han gennemførte et betydeligt antal aktiehandler med hurtige salg efter erhvervelsen, hvorved den opnåede fortjeneste oversteg lønindkomsten som bankassistent. Endvidere var han engageret i to selskaber, der havde værdipapirhandel som formål.

Placering af likvide midler

Hvis en skattepligtig driver anden virksomhed end handel med aktier m.v. og blot udnytter likvide midler til at handle med aktier m.v., vil vedkommende ikke være at anse for næringsdrivende med handel med aktier m.v. Ved afgrænsningen af disse tilfælde over for tilfælde, hvor der er tale om handelsnæring, må der lægges vægt på de før omtalte momenter samt på forholdet mellem omfanget af virksomheden med handel med aktier m.v. og den øvrige virksomhed, idet et kun kortvarigt, stort likviditetsoverskud, der anvendes til handel med aktier m.v., ikke vil medføre, at der kan statueres handelsnæring.

TfS 1992, 123 LSR. Et selskab, der drev produktionsvirksomhed, anvendte likvide midler til køb af værdipapirer. Selskabet var ikke omfattet af ABL § 3.

Udenfor handelsnæringsbegrebet

Er der tale om en person eller et selskab, som efter det foregående driver næring med handel med aktier m.v., er der en formodning for, at alle personens eller selskabets aktier er næringsaktier. Muligheden for at afkræfte næringsformodningen hænger sammen med, at det ud over, at det er en betingelse for, at en aktie kan betragtes som en næringsaktie, at den skattepligtige kan siges at drive næring med handel med aktier m.v., er en betingelse, at de pågældende aktier skal indgå i denne næringsvirksomhed. Det er som nævnt en betingelse for at anse aktier for næringsaktier, at aktierne skal være erhvervet med videresalg for øje og med henblik på at opnå fortjeneste ved et sådant videresalg.

TfS 1987, 210 LSR. Et selskab A, som indtil 1970 havde drevet handelsvirksomhed, men som i 1970 havde ændret vedtægterne således, at hovedformålet var investerings- og finansieringsvirksomhed, fandtes ikke at være skattepligtig efter reglerne om næringsaktier vedrørende en aktiepost i selskab B, som var anskaffet i anlægsøjemed før 1970, samt hertil knyttede fondsaktier, som var tildelt efter 1970.

Aktier, der falder uden for næringsbeholdningen For det første falder aktier, som må betragtes som anlægsaktier for den pågældende skattepligtige, uden for næringsbeholdningen. F.eks. vil en banks aktier i et datterselskab, som er erhvervet med henblik på permanent drift af en virksomhed, der er supplement til den almindelige bankvirksomhed, falde uden for bankens beholdning af næringsaktier. Der henvises i denne forbindelse til Vestre Landsrets dom refereret i TfS 1993, 110 VLD. Dommen er kommenteret i TfS 1993, 433 DEP.

Anlægsaktier Ved afgørelsen af, om et aktiv må anses for erhvervet med et anlægsformål, lægges der vægt på objektive momenter, som kan underbygge, at aktierne er erhvervet med et særskilt erhvervsmæssigt formål for øje.

TfS 1992, 576 ØLD. Vekselerer i næring med værdipapirer, herunder aktier og præmieobligationer. Påstand om anlægsinvestering, men formodning om næring ud fra et afsmitningssynspunkt ansås ikke afkræftet.

TfS 1996, 401 VLD. Et aktieselskab stiftede i 1984 et irsk datterselskab, der skulle producere og sælge selskabets produkter. Datterselskabet stiftedes med en aktiekapital på 800.000 IEP, hvoraf selskabet ejede 220.000 IEP. På grund af særlige omstændigheder lukkede selskabet datterselskabet i 1988, og selskabet solgte i 1989 aktierne, nominelt 220.000 IEP for 1 DKK. Selskabet fratrak tabet på aktierne efter ABL § 3 med 5.044.500 kr. Landsretten fandt, ligesom tidligere Landsskatteretten og den lokale skattemyndighed, at tabet ikke var fradragsberettiget, idet aktierne ikke var erhvervet af selskabet som led i selskabets næringsvej.

Fortjeneste ved videresalg Det er en betingelse for at anse aktier for næringsaktier, at aktierne er erhvervet med henblik på at opnå fortjeneste ved videresalg. Hvis det ved erhvervelsen står klart, at aktierne ikke vil kunne videresælges med fortjeneste, og motivet for anskaffelsen af aktierne er et andet end at opnå fortjeneste ved et videresalg, vil aktierne ikke være omfattet af beholdningen af næringsaktier. Ved anskaffelse af aktier accepteres altid en vis tabsrisiko. Denne tabsrisiko er ikke i sig selv nok til at bringe aktierne uden for næringsbeholdningen, uanset at der foreligger en stor risiko. Det afgørende er formålet med erhvervelsen, men ved udfindelsen af dette formål lægges der i udstrakt grad vægt på objektive momenter.

TfS 1997, 538 VLD. Vestre Landsret stadfæstede Landsskatterettens kendelse, hvorefter et selskab ikke kunne foretage fradrag for næringstab, da aktierne ikke var erhvervet med henblik på at opnå fortjeneste, men derimod for at konstatere tab ved videresalg.

TfS 1998, 586 ØLD. Erhvervelse af anparter kunne ikke anses som led i selskabets næringsvirksomhed, idet erhvervelsen af anparterne var sket med det formål at sælge anparterne til en interesseforbundet part for at konstatere et fradragsberettiget tab.

TfS 1993, 484 LSR. Et selskab købte aktiekapitalen i 9 selskaber for 28.693.276 kr., udloddede udbytte med 21.280.651 kr. og solgte 4 dage efter hele aktiekapitalen i disse selskaber for 2.306.467 kr. Landsskatteretten fandt ikke, at der forelå næring omfattet af ABL § 3, da det måtte antages at køb/salg var sket for at konstatere et tab ved videresalg.

Se ligeledes TfS 1999, 597 HRD hvor en banks køb og videresalg af anparter ikke blev anset som næring.

Bankers aktier i andre finansierings-, investerings-, og bankaktieselskaber betragtes som anlægsaktier, såfremt de er erhvervet med henblik på permanent drift af en virksomhed, der er supplement til den almindelige bankvirksomhed, herunder eksempelvis bankdatterselskaber, se TfS 1986, 474 LR.  

Ændring af statusAktier, som efter det foregående må betragtes som næringsaktier, kan senere skifte status, således at fortjenester og tab ved afståelse af aktierne må behandles skattemæssigt efter aktieavancebeskatningslovens øvrige regler.

I SKM2004.481.LSR ansås en del af et selskabs beholdning af egne aktier skattemæssigt for udgået fra selskabets næringsbeholdning af aktier på tidspunktet for bestyrelsens beslutning om kapitalnedsættelse og overgået til selskabets beholdning af anlægsaktier.

Opgivelse af videresalgshensigt Aktier kan i visse tilfælde anses for overgået til anlægsformuen. Aktierne anses for overgået til anlægsformuen, når den oprindelige videresalgshensigt må anses for opgivet. Der lægges således vægt på hensigten med den fortsatte besiddelse af aktierne. Afgørelsen bygger som ovenfor på en vurdering af objektive momenter. Der gælder i denne forbindelse strenge krav til beviset. De momenter, der kan inddrages, er besiddelsestidens udstrækning samt momenter, der kan underbygge, at der kan siges at foreligge et særskilt erhvervsmæssigt formål med den fortsatte besiddelse af de pågældende aktier. Det bemærkes i denne forbindelse, at det, at en portion aktier har været i den skattepligtiges besiddelse i en længere periode, ikke i sig selv er ensbetydende med, at aktierne er overgået til anlægsformuen.

Hvis aktierne indgår i den skattepligtiges næringsvirksomhed, skifter aktierne ikke automatisk status ved ophøret af næringsvirksomheden. Det må yderligere kræves, at aktierne er overgået til anlægsformuen, jf. ovenfor. Aktier, der erhverves efter ophøret af næringsvirksomheden, betragtes ikke som næringsaktier.