I LL § 29 er indsat regler om udarbejdelse af et fælles skatteregnskab for virksomheden. Formålet med det fælles skatteregnskab er at opnå administrative lettelser for både anpartshavere og skattemyndigheder ved indkomstopgørelsen.
Efter bestemmelsen skal virksomheder med flere end 10 personer som ejere, hvoraf nogle ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, udarbejde et fælles skatteregnskab for sidstnævnte ejere. Også de ejere, der deltager i driften i væsentligt omfang, medregnes ved opgørelsen af ejerantallet, men omfattes ikke af reglerne om fælles skatteregnskab. Forudsætningen for, at der kan udarbejdes et fælles regnskab for de pågældende ejere, vil normalt være, at der udarbejdes et fælles skatteregnskab for hele virksomheden.
Ejere af vindmøller eller vindmølleandele, der anvender reglerne i LL § 8 P, stk. 2 og 3, medregnes ikke ved opgørelsen af antallet af ejere, jfr. LL § 29, stk. 4.
Kravet om udarbejdelse af fælles skatteregnskab gælder kun for personer, TfS 2000, 931 TSS, uanset hvornår virksomheden er anskaffet.
Kravet i LL § 29, stk. 1, om mindst 10 personer som ejere må forstås som 10 skattesubjekter. Et kommanditselskab er ikke et selvstændigt skattesubjekt og medregnes derfor ikke ved opgørelsen af, om virksomheden har flere end 10 ejere, SKM2002.668.VLR. Der skal ikke udarbejdes et fælles skatteregnskab for en udlejningsvirksomhed omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 12 eller 13.
Bestemmelsen om det fælles skatteregnskab gælder kun virksomheder med fast driftssted her i landet. Har virksomheden kun fast driftssted i udlandet, skal der ikke udarbejdes et fælles skatteregnskab for ejerne, selv om en eller flere af ejerne er skattepligtige til Danmark.
Det fælles skatteregnskab opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler. Opgørelsesmetoderne er dog fastlagt på følgende to områder:
- Ved opgørelsen af virksomhedens skatteregnskab skal virksomhedens renteindtægter og renteudgifter periodiseres.
- Som hovedregel skal der for alle skattepligtige anvendes samme afskrivnings- og nedskrivningssatser i det fælles skatteregnskab.
Alle ejernes af- og nedskrivninger i virksomheden er omfattet af bestemmelsen om anvendelse af fælles af- og nedskrivningssatser.
Efter LL § 29, stk. 3, skal det fælles skatteregnskab ikke anvendes for afskrivningsgrundlag og afskrivningssatser, hvis den skattepligtige for indkomståret 1988 eller tidligere har haft et andet afskrivningsgrundlag end de øvrige ejere. Er det tilfældet, kan den skattepligtige derfor selv fastsætte afskrivningssatser ved indkomstopgørelsen.
En skattepligtig kan for en anpart også have et afskrivningsgrundlag, der er forskelligt fra de øvrige ejeres ved køb af en brugt anpart, eller ved forlods afskrivninger på et aktiv ved anvendelse af investeringsfondshenlæggelser eller etableringskontomidler. I disse tilfælde kan den skattepligtige ligeledes selv fastsætte afskrivningssatser.
Har en skattepligtig med anparter i flere virksomheder fælles afskrivningssaldo for aktiverne i disse virksomheder, kan den skattepligtige fortsat foretage individuelle afskrivninger på den fælles saldoværdikonto ved indkomstopgørelsen. Der kan for anparter i flere virksomheder omfattet af reglerne ikke længere etableres fælles afskrivningssaldo.
En skatteyder, der købte brugte anparter i en anpartsvirksomhed, der anvendte realisationsprincippet i det fælles skatteregnskab efter LL § 29, var ikke berettiget til at anvende lagerprincippet ved opgørelsen af kursgevinster/kurstab på udlandslån vedrørende anparterne, selvom han tidligere havde fået tilladelse af ligningsmyndighederne til at anvende lagerprincippet. Tilladelsen måtte i denne forbindelse anses for at være bortfaldet ved ikrafttrædelsen af LL § 29 i 1989. Skatteyderen var ved opgørelsen af kursgevinster/kurstab på valutalån vedrørende anskaffede, brugte anparter, berettiget til at foretage individuelle opgørelser på grundlag af de konkrete indgangsværdier, SKM2002.668.VLR.
Efter LL § 29, stk. 2, skal det fælles skatteregnskab opgøres for kalenderåret, medmindre Ligningsrådet tillader anvendelsen af et andet regnskabsår. De fleste anpartshavere, der har lønindkomst, har kalenderåret som indkomstår. Tilladelse til anvendelse af et andet regnskabsår end kalenderåret kan gives i tilfælde, hvor kalenderåret kun vanskeligt kan anvendes.