Udgifter, der medgår til at sætte et formuegode i samme stand, som det var ved anskaffelsen, kan fratrækkes som vedligeholdelsesudgift efter SL § 6, stk. 1, litra e, forudsat der er tale om udgifter, der vedrører aktiver, hvis udbytte skal medregnes ved indkomstopgørelsen, se UfR 1958, 1173 HRD.

Fradrag indrømmetSKM2000.378.LSR Udgift til nedtagning af et ca. 50 år gammelt lavtryksdampanlæg og opsætning af et nyt fjernvarmeanlæg blev anset for en vedligeholdelsesudgift, jf. SL § 6, stk. 1, litra a og e. Landsskatteretten anså den skete udskiftning for en nutidig løsning.

TfS 1999, 51 LSR Ved udskiftning af bilmotor var bilen tilført en forbedring, da bilen ved reparationen var bragt i en bedre stand, end den var på købstidspunktet. Udgift til udskiftning af bilmotor blev anset for en kombineret vedligeholdelses- og forbedringsudgift. I mangel af nærmere oplysninger blev fordelingen foretaget skønsmæssigt med 50 pct. til henholdsvis vedligeholdelse og forbedring.

Fradrag nægtetSKM2004.62.LSR Udgifter til udskiftning af PC'ere og netværksplottere kunne ikke fradrages som vedligeholdelsesudgift efter SL § 6, stk. 1, litra e.

SKM2003.505.LSR (Appelleret) Udgifter til udskiftning af minkbure kunne ikke straksafskrives efter reglerne i AL § 6, stk. 1, nr. 2, da minkblokkene må anses som værende bestemt til at fungere sammen med andre minkblokke, redekasser og hvalpenet mv. Udskiftning af minkblokke kan ikke fradrages som en vedligeholdelsesudgift efter SL § 6, stk. 1, litra e, da minkblokkene ikke kan anses for vedligeholdt, idet disse i helhed blev udskiftet med nye.

SKM2001.631.LSR Fradrag for hensættelse af udgifter til hovedreparation af et fly blev ikke godkendt, idet udgifterne blev anset for løbende vedligeholdelsesudgifter, der først kunne fratrækkes, når de var afholdt.

Om vedligeholdelsesudgifter vedrørende fast ejendom, se afsnit E.K.2.3.