åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.J.1.6.1 Kravet om beboelse og husstand" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

 

Det er alene en betingelse, at huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit. Det er således ikke et krav, at ejendommen tjener til bolig for ejeren på afhændelsestidspunktet.

Det beror på en konkret vurdering, om det er sandsynliggjort, at beboelse har fundet sted. I TfS 1999, 318 ØLD fandtes det ikke godtgjort, at en ejendom reelt havde tjent til bolig for skatteyderen, hvorfor betingelsen for skattefrihed ikke var opfyldt. Skatteyderen købte i 1986 en ejendom. I 1987 begyndte han en istandsættelse. I 1992, da ejendommens 1. sal var istandsat, indgik han en lejeaftale, men den pågældende lejer flyttede aldrig ind. Han medtog ikke lejeværdi af egen bolig i årene 1986-1991, da ejendommen først var udlejet til sælger og senere var ubeboelig på grund af istandsættelse. Han meddelte 18. november 1993 til folkeregisteret flytning fra 15. november 1993 til ejendommen, og ved slutseddel af 23. november 1993 solgte han ejendommen til overtagelse 15. december 1993. Skatteyderen gjorde gældende, at fortjenesten ved salget af ejendommen var skattefri, da han i en periode havde boet på ejendommen.

En ejerlejlighed, der af ejeren havde været stillet til rådighed for ejerens moder indtil hendes død, fandtes ikke at have tjent til bolig for ejeren i en del af dennes ejertid, uanset at han i en periode på 3 uger forinden salget havde tilmeldt sig folkeregisteret på adressen, jf. SKM2001.584.LSR. Landsskatteretten udtalte, at det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at ejendommen har tjent til bolig i en del af dennes ejertid, og begrundede afgørelsen som følger: "Uanset at klageren har haft folkeregisteradresse i lejligheden i perioden fra 18. november til 3. december 1997, hvor lejligheden afhændes ved underskrivelsen af slutseddel, og at klageren har fået tildelt sygesikringsbevis fra kommunen, finder retten efter en konkret vurdering ikke, at det kan anses for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at lejligheden har tjent til bolig for klageren i denne periode i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Retten har herved henset til, at klageren forud for adresseændringen til lejligheden foretog bestræbelser på at sælge lejligheden, idet der blev indhentet tingbogsattest, indgået formidlingsaftale med en ejendomsmægler samt indhentet lånetilbud fra en kreditforening, jf. TfS 1999, 318. Retten har endvidere henset til, at klageren ikke i øvrigt har fremlagt nogen form for bevis for reelt at være flyttet, herunder eksempelvis aflæsning af el, gas, vand og varme, flytning af avis, licens m.v." 

Vestre Landsret fandt, at en ejendom ikke var omfattet af EBL § 8, da den ikke havde tjent som bolig for skatteyderen eller dennes hustand, jf. SKM2002.344.VLR.

I SKM2005.233.ØLR, ►hvor spørsgmålet var, om sagsøgerenes ejendom var omfattet af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, lagde landsretten endvidere vægt på, at sagsøgerne før og efter tilmeldingen til folkeregistret på den omtvistede ejendom havde været tilmeldt folkeregistret på den samme anden ejendom, samt at den ene af sagsøgerne havde foretaget befordringsfradrag, der var uforeneligt med, at hun havde bopæl på den omtvistede ejendom.◄

SKM2005.414.ØLR. ►Landsretten fandt, at skatteyderen ikke i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, havde dokumenteret, at han havde haft bolig på en ejendom, som han solgte i 1999. Fortjenesten ved salget var derfor skattepligtig. Landsretten lagde bl.a. til grund, at skatteyderen flyttede ind i ejendommen medio februar 1999, og at salgsbestræbelserne var påbegyndt den 12. januar 1999 og dermed forinden indflytningen.Videre bemærkede landsretten, at skatteyderens daværende samlever og deres fællesbarn fortsat beboede en ejendom, som de havde købt i efteråret 1998, hvortil skatteyderen flyttede tilbage efter salget af den omstridte ejendom den 1. juli 1999. Ligeledes fremhævede landsretten, at skatteyderen bortset fra en seng og nogle personlige ejendele ikke medtog bohave til den omstridte ejendom. Forskellige oplysninger om forbrug af el, gas og vand m.v. vedrørende den omstridte ejendom, ændring af folkeregisteradresse og erklæringer fra naboerne, fandt landsretten ikke over for de ovennævnte oplysninger om salgsbestræbelser og skatteyderens opretholdelse af den oprindelige bolig, kunne dokumentere, at skatteyderens ophold på ejendommen havde haft karakter af reel permanent beboelse og ikke blot midlertidigt ophold.◄

SKM2002.625.ØLR Spørgsmålet i sagen var, om en skatteyder havde beboet en ejendom i en del af sin ejerperiode. Han var i en periode på 2½ måned tilmeldt folkeregistret på adressen men havde dog beholdt sin hidtidige bolig, hvortil han også flyttede sin adresse tilbage. Østre Landsret fandt, at da sagsøgeren i skødet og købsaftalen havde oplyst, at han ikke havde beboet ejendommen i ejerperioden, havde han ikke på baggrund af øvrige omstændigheder i sagen bevist, at huset havde tjent til bolig for ham i en del af ejerperioden.

En fortjeneste ved salg af en ejendom var ikke omfattet af parcelhusreglen. Landsskatteretten fandt efter en konkret vurdering, at det ikke kunne anses for sandsynliggjort, at ejendommen reelt havde tjent til bolig for skatteyderen i en del af ejerperioden. Landsskatteretten havde henset til, at i de perioder, hvor skatteyderen angiveligt havde haft ophold på ejendommen, havde denne været fuldt udlejet til skatteyders datter, hvorfor skatteyder juridisk set ikke havde haft rådighed over ejendommen i denne periode. Landsskatteretten fandt endvidere, at ejendommen ikke kunne anses for at have tjent til bolig for skatteyders husstand i en del af ejerperioden. Der var herved henset til, at den omstændighed, at skatteyder havde haft fælles husholdning med sin datter i de to perioder, hvor skatteyder angiveligt havde haft ophold på ejendommen, ikke medførte, at der var etableret fælles husstand, idet skatteyder alene havde opholdt sig som gæst på ejendommen. Ejendommen kunne derfor ikke anses for at have tjent til bolig for ejeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, jf. SKM2002.672.LSR.

Landsskatteretten fandt, at fortjenesten ved salg af en ejendom ikke kunne anses for omfattet af EBL § 8 (parcelhusreglen), da det ikke var godtgjort, at ejendommen havde tjent som bolig for ejeren, jf. SKM2002.594.LSR.

Landskatteretten fandt efter en konkret bedømmelse, at en skatteyder havde haft bopæl i en måned i en ejerlejlighed, som skatteyderen solgte med fortjeneste. Avancen var således skattefri efter EBL § 8, jf. SKM2003.285.LSR.

SKM2005.404.HR. ►Spørgsmålet var, om avancen ved salg af en ejerlejlighed var skattefri i medfør af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Højesteret fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at ejerlejligheden reelt havde tjent som bolig for ham. Højesteret lagde herved vægt på, at appellanten, før han meldte flytning til ejerlejligheden, boede sammen med sin ægtefælle, at flytningen til ejerlejligheden angiveligt skyldtes samlivsophævelse, og at ægtefællen blev boende på den hidtidige adresse og fortsat boede der, da appellanten på ny blev tilmeldt denne adresse. I de af landsretten anførte grunde, som Højesteret i øvrigt tilsluttede sig, fremgår bl.a., at der var tale om et lavt energiforbrug i lejligheden, og at det efter de afgivne forklaringer måtte lægges til grund, at appellanten i et vist omfang havde opholdt sig i ejerlejligheden. (Tidligere instans SKM2004.143.VL.)◄

SKM2004.221.VLR. Spørgsmålet var, om avancen ved salg af en ejendom var skattefri i medfør af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Landsretten fandt, at det i et tilfælde som det foreliggende, hvor skatteyderen havde oplyst kun at have boet på ejendommen i to måneder, påhvilede skatteyderen at godtgøre, at hun havde opgivet sin hidtidige bopæl og reelt havde boet på ejendommen. Landsretten fandt, at elforbruget var så lavt, at det afgørende talte imod, at skatteyderen havde boet på ejendommen. Navnlig derfor fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at hun reelt havde haft bopæl på ejendommen i den periode, hvor hun var tilmeldt folkeregistret på adressen. Landsretten fandt således, at betingelsen for, at fortjenesten ved salget af ejendommen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, ikke var opfyldt.

SKM2005.21.ØLR. En skatteyder havde i juni 1997 meldt flytning fra en landbrugsejendom, hvorfra han drev sin landsbrugsvirksomhed, og havde tilmeldt sig en udlejningsejendom, som han ejede. Udlejningsejendommen blev herefter sat til salg og solgt pr. 15. november 1997, og skatteyderen meldte flytning tilbage til landbrugsejendommen i november 1997. Landsretten fandt efter en samlet vurdering ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at ejendommen havde tjent til hans bolig.

Begrebet husstand fortolkes snævert til ægtefælle og/eller mindre børn (skd. 1974.30.251), således at studerende børn, der ikke bor sammen med forældrene, ikke tilhører husstanden, hvilket ejerens forældre, funktionærer m.m. heller ikke gør. Af skd. 1980.54.215 fremgår, at begrebet husstand ikke omfatter en søn, der med ægtefælle bebor et parcelhus, som hørte under faderens landbrugsejendom. Sønnen havde etableret sin egen husstand og kunne ikke med rette siges også at høre til sine forældres husstand.   

En voksen datter og dennes ægtefælle samt en søn på 25 år og dennes samlever kunne ikke anses for hørende til ejerens husstand i relation til EBL § 8, stk. 1, jf. TfS 1988, 612 LSR.

SKM2004.102.ØLR. Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerens børn var omfattet af sagsøgerens husstand, uanset skatteyder og børnene ikke havde boet sammen i huset. Østre Landsret fandt, at dette ikke var tilfældet.

Opbevaring af indbo m.v. - medens ejeren har bopæl f.eks. i udlandet - kan ikke sidestilles med beboelse for så vidt angår kravet om, at ejendommen skal have tjent til bolig.

Opdeling i ejerlejlighederEfter opdeling af et tofamilieshus i 2 ejerlejligheder, vil eventuel avance ved salg af den af ejeren beboede lejlighed være omfattet af fritagelsesbestemmelsen, medens avancen ved salg af den lejlighed, der hidtil har været anvendt til udlejning, ikke vil være omfattet, uagtet ejendommen som helhed var omfattet af fritagelsesbestemmelsen forinden opdelingen i ejerlejligheder.